Når de syge bliver sendt i arbejde

[Stella]

Jyllandsposten har en kronik idag skrevet af en præst fra Korshæren og den er værd at læse og jeg har sat politikens artikel ind om det samme ...god læsning og hold modet oppe derude selv om det kan være svært...


Kronik: Når de syge bliver sendt i arbejde

http://jp.dk/meninger/kronik/article1173741.ece og her

http://engelbreth.weblog.dk/2007/11/...angsarbejdere/

Af Bjarne Lenau Henriksen, præst og korshærschef

Offentliggjort 19.11.07 Jyllandsposten

Kirkens Korshær konstaterer, at mange af vore brugere mases ud i beskæftigelsesmæssige håbløsheder, som de gang på gang kommer til kort overfor, hvorefter de vender tilbage til elendighedens vagtparade med endnu et nederlag, skriver kronikøren.

Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge, sagde komikeren og sangeren Jacob Haugaard, da han stillede op til Folketinget som løsgænger med tilknytning til ”Sammenslutningen Af Bevidst Arbejdssky Elementer” helt tilbage i 1979.

Jacob Haugaards provokerende humor fik plads i danskernes hjerter, som kunne ane dybden i hans åbenlyse ironi. Det var dengang, nogle arbejdsløse havde så meget menneskeligt overskud, at de kunne organisere sig i græsrodsbevægelsen ”B-holdet”, som ikke opfattede arbejdsløsheden som et ubetinget onde, men også som en mulighed for at skabe et aktivt og meningsfyldt liv uden fast løn og pension.

Jacob Haugaards ironi er i dag blevet til den dybeste alvor. Meget syge mennesker sættes nu i arbejde, fordi Folketingets flertal mener, at det er bedst og sundest for dem. Arbejdsevneprøvning er en af de aktiviteter, sygedagpengemodtagerne skal igennem, inden deres fremtid afgøres. Man vil være helt sikker på, at selv den mindste evne udnyttes.

Kirkens Korshær har i en årrække været praktiksted for nogle af disse mennesker. Inden for de sidste par år har vi bl.a. kunnet konstatere, at de syge, der nu testes, er så syge, at deres arbejdsevne er lig nul. De kommer til os uden at være udredt eller færdigbehandlede. Sammen med deres sygdom lever de med angsten for at ryge fra sygedagpenge til kontanthjælp. Sker det, er den økonomiske, sociale og menneskelige deroute inden for rækkevidde. Det er uværdigt, især for de syge, men også for de raske lovgivere og stressede sagsbehandlere, som har lavet og administrerer reglerne.

B-holdet, som en gang kunne overleve den stigmatiserende arbejdsløshed med selvværdet i behold, ville blive mistænkeliggjort, hvis det eksisterede i dag. For nu er der skabt en spidsfindig officiel lagdeling af den ikke lønarbejdende befolkning i 5 matchgrupper. Kirkens Korshær konstaterer, at mange af vore brugere, der hører til i matchgruppe 5, mases ud i beskæftigelsesmæssige håbløsheder, som de gang på gang kommer til kort overfor, hvorefter de vender tilbage til deres pladser i elendighedens vagtparade med endnu et nederlag, som fastholder dem i deres mistillid til dem selv og til deres omgivelser.

Deres åbenlyse menneskelige og arbejdsmæssige nederlag følges op af såkaldte motivationsfremmende tiltag i form af beskæringer i eller bortfald af kontanthjælpen. Dermed er de placeret uden for den sociale lagdeling og hører ikke længere hjemme nogen steder. Lønarbejdet er i den nuværende socialpolitik blevet et universalmiddel til løsning af alle sociale problemer. Lønarbejdet har udviklet sig til et ”religiøst” dogme, som ikke står til diskussion. De fleste af os kan være enige om, at det er mest hensigtsmæssigt, at den enkelte borger kan forsørge sig selv, og at lønarbejde derfor er nødvendigt. Men at det er blevet en så stor nødvendighed for det danske samfunds selvforståelse, at socialt udsatte mennesker straffes, hvis de ikke kan magte lønarbejdets krav om funktionsdygtighed, er udtryk for et kynisk menneskesyn, som er uværdigt for det rige danske velstandssamfund.

Arbejde forstået som lønarbejde betyder, at det samfundsmæssigt er mere acceptabelt at have arbejde og dermed forsørge sig selv, end at være uden arbejde og dermed lade sig forsørge af det offentlige. Man får penge for sit arbejde, men almisse for sin arbejdsløshed. Lønarbejdet betyder, at meningen med arbejdet flyttes fra arbejdet selv til arbejdets løn. Det er pengene, der er meningen med arbejdet. For lønarbejdet foregår i et samfund, hvor den økonomiske vækst har større betydning end det enkelte menneskes liv.

Arbejdets værdi og betydning for menneskets livskvalitet er beskrevet inspirerende og anderledes af den norske professor i kriminologi, Nils Christie i bogen ”Bortenfor anstalt og ensomhed. Om landsbyer for usedvanlige mennesker” (Universitetsforlaget, Oslo. 1989). Igennem mange år besøgte han og levede i en helt usædvanlig landsby, Vidaråsen. Der bor både dbcomma almindelige" mennesker og dbcomma ualmindelige" mennesker, mennesker med vidt forskellige handicaps både fysisk og psykisk, og også mennesker uden handicaps.

Landsbyen er anderledes ved at have en høj grad af fællesskab på alle livets områder. De sædvanlige og usædvanlige mennesker lever og arbejder sammen på lige fod. Fællesskabet gælder også arbejdslivet og kulturlivet. Ingen får løn, ingen er arbejdsgiver eller arbejdstager, ingen er indsat eller indlagt, ingen er behandler eller klient/ patient.

Denne specielle type landsbysamfund, opstod og udviklede sig som en protest mod den måde, det industrielle og højteknologiske samfund har indrettet sig på med effektivitet, produktivitet, præstation, konkurrence og den deraf følgende udstødelse af overflødige mennesker, der ikke kan leve op til alle disse krav på grund af forskellige handicaps.

Fællesskabet udtrykkes også ved, at ingen får løn for deres virke, hverken de sædvanlige eller usædvanlige mennesker. De arbejder bare. Mange med ildhu, andre med en udtalt evne til at tage den med ro. Alle får ens løn. Penge er derfor ikke motivet for indsatsen Det har, fremhæver Nils Christie, afgørende betydning for opfattelsen af, hvad arbejde egentlig er.

Vi er alle født til at skabe. Men vores skaber- og virketrang kan forsvinde på flere måder. Den største trussel er løn og ære. Begge dele fjerner opmærksomheden fra selve arbejdet. Nu er det ikke længere vigtigt, hvad man gør, men hvad man får for det. Arbejdet bliver et middel til noget andet. Arbejdet - det at virke og være aktiv - bliver noget uegentligt, noget uvirkeligt. Prøv at give børn penge for at bygge huler i træerne - de vil hurtigt holde op.

Arbejde, forstået som virke, er en helhed. Mange kan skabe det sammen. Men det forudsætter, at de kan ane helheden i det, de fortager sig. Alt arbejde i landsbyen er baseret på helhedsoplevelser. Alle, der er med i landsbyens værksteder, kan se betydningen af deres indsats for det færdige produkt. Pengene kommer ikke ind og forstyrrer opmærksomheden. I stedet kommer hensynet til de andre ind.

Der findes ikke dbcomma arbejdsløshed" i verden, siger Nils Christie. Det, der findes, er dbcomma løn-arbejdsløshed". Når alle i landsbyen får en minimumsindtægt, ophæves arbejdsløsheden, og man kommer i den situation, at man kan se, at livet og dagligdagen rummer uanede mængder af udfordringer, som kalder på ens virke og trang til at skabe og være aktiv.

Man kommer også uden om den sædvanlige holdning i det sædvanlige samfund, at mennesker skal have løn som fortjent. Den såkaldt handicappede, der arbejder efter bedste evne, skal ikke lønnes dårligere end den såkaldt normale, der arbejder efter bedste evne. Begge er lige værdifulde og lige nødvendige for fællesskabet. Der er ikke skel mellem mennesker. Det er forudsætningen for alle andre holdninger. Samværet, fællesskabet, den gensidige afhængighed skaber dagligdagen, livsindholdet og livskvaliteten i denne usædvanlige landsby.



Den lyder som en uvirkelig utopi. Den er uden tvivl en sandhed med modifikationer. Men den kan være en stor inspiration for det øvrige samfund. I det danske effektivitets- og hurtighedssamfund opererer vi med et endimensionalt menneskesyn, som ekskluderer de mest udsatte mennesker, som ikke besidder det nødvendige normaliseringspotentiale, og som derfor udstødes som urentable, uhensigtsmæssige og unødvendige mennesker.

Den usædvanlige landsby kunne måske få os til at tænke mere skævt og dermed inkluderende.

Fremkomsten af flere lønnede arbejdspladser sker kun på baggrund af konstant voksende vækst.

Den øgede vækst betyder blandt andet en grovere udnyttelse af jordens ressourcer.

Den vestlige verdens øgede vækst betyder også en øget elendighed for Den Tredje Verden. Det hænger sammen med, at vores opfattelse af arbejde, løn og velfærd forbindes med øget forbrug.

Danskerne arbejder meget for at kunne forbruge meget. Et øget forbrug giver en øget status i samfundet. Det er evnen til forbrug, der giver det moderne menneske identitet.

Befolkningen kan deles op i to grupper: de perfekte forbrugere og de defekte forbrugere.

De første har fast, vellønnet arbejde og kan forbruge ad libitum.

De sidste hører til i lavtlønsgruppen, eller de har ikke arbejde, men lever på reduceret overførselsindkomst og har derfor ikke råd til det daglige, nødvendige identitetsskabende forbrug.

Så længe den gængse moral gør lønarbejdet til den vigtigste identitetsskabende betingelse for at blive anset for at være en værdig og accepteret samfundsborger, vil marginaliseringen og udstødelsen fortsætte med øget forarmelse af de svage og anderledes og større skel mellem mennesker til følge.

Så længe den gængse moral gør det uhæmmede forbrug til tilværelsens egentlige indhold, vil rigdommen vokse for de rige og fattigdommen for de fattige.

Et flerdimensionalt syn på lønarbejdets velsignelse er derfor nødvendigt. Både af hensyn til de velstillede, som knokler sig ihjel og ikke har tid til at leve og af hensyn til de dårligt stillede, som sygner hen i et fjernt hjørne af samfundet og ikke får mulighed for at leve et aktivt liv på egne vilkår.

Og så er der politikens blogs en der har skrevet videre på artiklen og hvor man kan skrive kommentarer til kronikken...

http://engelbreth.weblog.dk/2007/11/...angsarbejdere/