Kan kommunen tage førtidspensionen igen?

[Antoniette]

Er det sket, at nogen er blevet frataget deres førtidspension?

Nu skal jeg, til møde med en sagsbehandler (som jeg ikke kender) i næste uge, og det er første gang efter at jeg har fået pension (01.01.2006). Jeg har selv kæmpet for at få et møde (læs tråden om de højere instanser), men nu går jeg rundt og er angst for hvad der kan ske. Jeg er bange og nervøs for at komme derhen.

Jeg er nervøs for, at sagsbehandleren kigger på mig og siger at jeg ser frisk nok ud og så tager pensionen fra mig. Kan de det?

Nu har min lille bror taget fri fra arbejde i nogle timer den dag, så han kan tage med til mødet. Det varmer naturligvis mit hjerte, at han vil gøre det for mig (ingen andre fra familien har hjulpet mig, jeg har kæmpet med det hele selv), men nu er jeg kommet i tvivl om at det er en god idé. Jeg ville gerne snakke lidt om det her, hvis der er nogen som har lidt tid.

Kh. Antoniette.

[gh72]

Hej Antoniette

Jeg kan bestemt ikke forestille mig, at kommunen kan tage pensionen fra dig!!
Hvad skal mødet handle om?

Jeg har ikke hørt om, at folk har fået frataget deres pension, så jeg mener bestemt ikke, du behøver være nervøs!

[Antoniette]

Puha, det er godt at høre. Man ved jo aldrig hvad Odense kommune kan finde på.

Til mødet ville jeg gerne have noget at vide om:

Hvad jeg som førtidspensionist kan søge tilskud til?

Hvilke tilbud der er til mig?

Diskuterer min situation og hvilke "fremtids" planer jeg har?


Jeg vil gerne prøve at komme på højskole (jeg har hørt om andre, som har fået det betalt, men jeg har fået nej), da jeg mener at der bør ske et eller andet med mit liv. Jeg har ikke rigtigt noget netværk og taler sjældent med andre mennesker (kun her over nettet), min selvtillid, mit selvværd er så meget i bund, at jeg ikke tør lave frivilligt arbejde eller andet, som kunne hjælpe mig med at komme ud.

Jeg har læst at højskole skulle kunne hjælpe mig med at disse ting. Og her ville jeg jo skulle bo der, og på den måde tvinge mig selv igang. Det er ikke nemt at skulle lære at være social igen, når man har været så meget alene og syg som jeg har. En ting er i hvert fald sikkert, og det er, at jeg ikke kan holde mit liv ud sådan som det er nu (og har været i flere år). Jeg kan ikke klare at sidde i min lejlighed og kigge på mine vægge dag ud og nat ind, uge efter uge, år efter år.

[lone t]

Aii hvor mangler vi bare en "kramme" smiley for den ville jeg godt havde givet dig forud for dit møde.

Blev da helt ked af at høre du faktisk kun har din bror som støtte i familien.

mange tanker Lone

[Antoniette]

Mange tusind tak skal du have, det er sødt af dig.

Ja, der er ikke den store støtte at hente, så jeg er glad for at jeg har K10. Når man bliver syg, så finder man ud af hvem ens venner virkelig er.

[lone t]

Oprindeligt indsendt af Antoniette

Mange tusind tak skal du have, det er sødt af dig.

Når man bliver syg, så finder man ud af hvem ens venner virkelig er.

Det har du så sandelig ret i, det har vi også oplevet.

Lone

[Webmaster]

Nu er der hermed en kramme smilley på K10

[lone t]

Oprindeligt indsendt af Antoniette

Mange tusind tak skal du have, det er sødt af dig.

Og he rkommer den så Antoniette
Knus Lone

P.S TAAARK Webmaster du får også lige en eller flere

[Antoniette]

Tusind tak og I får alle et kæmpe tilbage.

Nu skal jeg afsted til Odense kommune om en halv time. Puha, det er vist godt at min bror skal med, ellers tvivler jeg på, om jeg turde tage derind.

[Antoniette]

Så har jeg været til ikke bare et, men to møder med Odense kommune i dag.

Jeg havde en tid ved pensionsafdelingen ude i Vollsmose. Min lille bror var med, men det var et rent mareridt. Jeg havde på forhånd skrevet spørgsmål (se længere oppe i tråden) ned på et papir. Det sad jeg så og læste op af og fik svaret "at det kan vi ikke hjælpe dig med her" til det hele. Sagsbehandleren havde ikke læst min sag eller sat sig ind i min situation, så hun kunne heller ikke svare på hvilke tilbud der var til mig. Ang. hjælp til bolig, fik jeg at vide, at det kunne jeg kun få hvis jeg slet ikke havde tag over hovedet. Hun kunne ikke svare på om jeg kunne komme på højskole (det måtte jeg snakke med dem på Skulkenborg om), og det med skånejob kunne jeg lige så godt droppe medmindre jeg selv kendte nogen som ville ansætte mig (mit problem er jo at jeg IKKE kender nogen!!!). Jeg sagde tilsidst, at jeg gerne ville have vores møde/samtale på skrift, men det kunne heller ikke lade sig gøre, for der var jo ikke noget at skrive!?

Min lille bror sagde ikke rigtigt noget, så jeg sad (som altid) alene med diskutionen. Og så sagde kællingen fandme, at jeg var jo også nødt til SELV at tage noget initiativ!!!! Så knækkede min film, så begyndte jeg først at grine (fordi situationen var så grotesk), og informerede hende om, at jeg faktisk havde stået med hele lortet og kampen med DEM alene i 7 år nu. Så begyndte jeg at græde, rejste mig og bad hende igen om at få min sagsarkt for i dag tilsendt og så stormede jeg tudende ud.

Da vi sad nede i bilen spurgte jeg min bror, om han ville med ind og se Skulkenborg? (Igen mig som må tage initiativ). Så kørte jeg os derind. Man skal så hen til informations skranken, for at få et nummer, men jeg anede ikke hvor jeg hørte til henne og orkede ikke at forklare det og ville heller ikke stå og forklare om mine private problemer til resten af ventesalen, som var fyldt med mennesker. Jeg gav bare damen mit papir med spørgsmål, som jeg læst op fra til det første møde. Nå, jeg fik et nummer, sad og ventede og kom ind til en anden skranke med to damer. Min bror sagde stadig ingenting, og jeg orkede ikke at skulle forklare igen, så jeg gav dem bare papiret med spørgsmålene.

Heldigvis var disse to damer til at tale med, da de først havde undersøgt, om jeg overhovedet hørte til der. Det lykkes mig at få lov til at få et ansøgningsskema, (som jeg skal udfylde med min økonomi, som jeg ikke har en skid styr på, aner ikke hvordan jeg skal få det udfyldt?!) og søge om tilskud til højskole og tilskud til psykolog. Min bror sagde ikke noget, så jeg måtte jo ligesom selv tage samtalen igen. Stå og forklare for hele lokalet at jeg var en taber, som ikke kendte nogen mennesker, at der ikke var noget hjælp at hente fra familie (bortset lige fra min bror, som var taget med nu for første gang), at det hele startede da jeg blev kørt ned osv. Det var så forbandet ydmygende, og så begyndte jeg at græde igen.

Resultat af dagen: Ingen klare svar på noget som helst. Fik et ansøgnings skema, som jeg ikke kan finde ud af at udfylde og et telefon nr. til et sted hvor jeg kunne prøve at søge bolig (har de sidste 4 år ikke haft eget bad).

Nu orker jeg ikke mere, nu vil jeg spise noget mad, tage en sovepille og gå i seng....