Aftale om reform af førtidspension og fleksjob: Mere spareøvelse end hjælp til svage.

[Henrik Herløv]

INTRO:
Mette Frederiksens og de borgeriges ”Aftale om en reform af førtidspension og fleksjob” bekræfter i alt væsentligt de omfattende forringelser af ydelser og vilkår for svage ”unge” i SRSF s og VK s tidligere reformudspil. Navnlig spises svage unge under 40 fremover i ressourceforløb af med kontanthjælpssatsen og et flertal af fremtidige fleksjobbere vil opleve voldsom lønnedgang. Mette Frederiksen og SRSF påberåber sig et mål om at hjælpe førtidspensionister og fleksjobbere til at få det bedre og hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet. Det er i sig selv sympatisk og rigtigt, men bliver svage raskere af at blive fattigere? En skepsis overfor løfterne om behandlingstilbud er desværre også velbegrundet. Mange kandidater til førtidspension på grund af psykisk sygdom har kroniske og alvorlige lidelser, som vil kræve langvarig og omfattende behandling. Her virker det ikke beroligende, at regeringen kun har budgetteret med det halve af den udgift pr. ressourceforløb, som dens ellers så store forbillede – Arbejdsmarkedskommissionen – vurderede påkrævet. Risikoen er dermed, at behandlingsindsatsen får karakter af discountløsninger, som langt fra står mål med helbredsproblemer og lidelser. Reformen er først og fremmest en spareøvelse: Der spares i 2020 dobbelt så meget på ydelserne som der investeres i aktiv indsats og når reformen er fuldt indfaset vil besparelser nærme sig det tredobbelte af investeringen i aktiv indsats. Målet om, at førtidspensionister og fleksjobbere kan komme tilbage til arbejdsmarkedet er i sig selv godt. MEN: Reformaftalen er stort set blottet for initiativer til at skabe flere jobs til personer i ressourceforløb og til at skabe flere fleksjob og er kemisk renset for forpligtelser for virksomhederne i så henseende. SRSF – regeringen angiver det som målet for sin reformpolitik at sikre det økonomiske grundlag for velfærden. Men man har alligevel gået ind på de borgerliges krav om at provenuet af reformen skal båndlægges, så Enhedslisten i en evt. finanslovsaftale IKKE kan bruge pengene til velfærdsforbedringer. Sammen med det forliste provenu af trepartsforhandlingerne og de ekstra skattelettelser til de borgerlige i skattereformen vil der hermed årligt komme til at mangle op til 4 mia. kr. årligt svarende til fjernelse af op til 10.000 stillinger. Reformaftalen forbedrer ikke det økonomiske råderum til velfærd, men forringer det tværtimod. Det er ingen tilfældighed, at SRSF s forslag til regelændringer i høj grad ligger op ad VK s tidligere reformudspil. SRSF fører på dette område – som i den økonomiske politik, arbejdsmarkedspolitikken og velfærdspolitikken i øvrigt – overvejende blå, borgerlig politik.


KONKLUSION:

30. juni indgik Mette Frederiksen og SRSF med de borgerlige Aftale om en reform af førtidspension og fleksjob”. Aftalen indeholder ikke mange ændringer i forhold til SRSF´ s reformudspil fra foråret, som igen i store træk var en kopi af VK s tidligere reformforslag. Reformaftalen konfirmerer hermed først og fremmest disse udspils store forringelser i ydelser og vilkår for svage unge under 40 år og for fremtidige fleksjobbere, igen især under 40 år. Svage unge under 40 spises fremover i ressourceforløb af med kontanthjælpssatsen og et flertal af fleksjobbere oplever voldsom lønnedgang. Og både personer i ressourceforløb og fleksjobbere under 40 skal fremover leve med stærkt øget usikkerhed i midlertidige 5 årige forløb.
Mette Frederiksen og SRSF påberåber et mål om at hjælpe førtidspensionister og fleksjobbere til at få det bedre og hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet. Det er i sig selv sympatisk og rigtigt og der skal heller ikke herfra lyde nogen indvendinger mod, at man giver førtidspensionister og fleksjobbere flere tilbud om behandling. Tværtimod – flere tilbud vil være godt og det er en skandale, at de for længst ikke er givet. Men har mennesker i ressourceforløb mm ikke brug for et liv på anstændige leve- og indkomstvilkår, hvis de skal kæmpe sig tilbage til arbejdsmarkedet? Ingen bliver raskere af at blive fattigere. Hvorfor ikke give behandlingstilbud på de nugældende ydelsesvilkår?
En skepsis overfor løfterne om behandlingstilbud er desværre også velbegrundet. Mange kandidater til førtidspension med psykiske lidelser har kroniske og alvorlige lidelser, som vil kræve langvarig og omfattende behandling. Her virker det ikke beroligende, at regeringen kun har budgetteret med det halve af den udgift pr. ressourceforløb, som dens ellers så store forbillede – Arbejdsmarkedskommissionen – vurderede påkrævet. Lægges fx Arbejdsmarkedskommissionens beregninger for, hvad ressourceforløb vil koste til grund, vil der være behov for det dobbelt beløb. Risikoen er dermed, at behandlingsindsatsen får karakter af discountløsninger, som langt fra står mål med helbredsproblemer og lidelser.
Mette Frederiksen har med vanlig skråsikkerhed og moralsk indignation afvist, at reformen skulle være en spareøvelse. Men kendsgerningerne taler for sig selv: Der spares i 2020 dobbelt så meget på ydelserne som der investeres i aktiv indsats og når reformen er fuldt indfaset vil besparelser nærme sig det tredobbelte af investeringen i aktiv indsats. Hertil kommer, at SRSF med en refusionsreform vil skærpe besparelseskravene til kommuner og regioner i de kommende år med nærliggende fare for, at regeringen giver til ressourceforløb med den ene hånd – og tager endnu mere med den anden.
Målet om, at førtidspensionister og fleksjobbere kan komme tilbage til arbejdsmarkedet er i sig selv godt. Der skal her ikke lyde nogen indvendinger i mod at gøre en indsats herfor, tværtimod. MEN: Reformaftalen er stort set blottet for initiativer til at skabe flere jobs til personer i ressourceforløb og til at skabe flere fleksjob. At skabe fleksjob med ned til 2 timer giver ikke øget beskæftigelse – virksomhederne afviser på forhånd at ansætte svage med så lave timetal. Mette Frederiksen taler gerne længe og højt om de lediges pligter til at søge job og påtage sig arbejde, men går det gælder at pålægge virksomhederne at skabe jobs er hun og reformaftalen larmende tavs. Der er derfor ikke udsigt til øget beskæftigelse for svage, men tværtimod udsigt til øget ledighed.
SRSF – regeringen angiver det som målet for sin reformpolitik at sikre det økonomiske grundlag for velfærden. Men man har alligevel gået ind på de borgerliges krav om at provenuet af reformen skal båndlægges, så Enhedslisten i en evt. finanslovsaftale IKKE kan bruge pengene til velfærdsforbedringer. Men skattereformen og reformen af førtidspension og fleksjob drænes de i regeringens 2020 plan afsatte midler til velfærd tværtimod for adskillelige mia. kr årligt. Sammen med det forliste provenu af trepartsforhandlingerne kan der hermed årligt komme til at mangle op til 4 mia. kr. årligt svarende til fjernelse af op til 10.000 stillinger. Reformaftalen forbedrer ikke det økonomiske råderum til velfærd, men forringer det tværtimod.
Det er ingen tilfældighed, at SRSF s forslag til regelændringer i høj grad ligger op ad VK s tidligere reformudspil. Det reelle og kontante indhold af SRSF ´s reform bliver nemlig som VK s så en spareøvelse, hvor vilkårene og ydelserne forringes i omfattende grad for kommende førtidspensionister og fleksjobbere. SRSF fører på dette område – som i den økonomiske politik, arbejdsmarkedspolitikken og velfærdspolitikken i øvrigt – overvejende blå, borgerlig politik.
Realiteterne er på trods af alle plusordene om hjælp til svage ”unge”, at reformen i det væsentlige må forventes at medføre langtidsparkering af arbejdsmarkedets og samfundets svageste på discountvilkår. Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Med det kriterium er og bliver den samlede dom over SRSF s kommende reform af førtidspension og fleksjob ikke positiv.


1. ÆNDRINGER I ENDELIG REFORMAFTALE OG HOVEDELEMENTER I REFORMEN.

Ændringer i den endelige reformaftale i forhold til reformudspillet.
Reformaftalen af 30. juni 2012 mellem SRSF + V,K og Liberal Alliance konfirmerer i det store og hele SRSF s reformudspil fra foråret 2012. Men baggrunden for at de borgerlige forligspartnere i det store og hele har godkendt reformudspillet fra SRSF – regeringen er naturligvis, at dette i de store linjer er identisk med VK – regeringens tidligere reformudspil. (Herom længere fremme).
De få ændringer i den endelige reformaftale indeholder både godt og skidt. SRSF s forslag indeholdt til forskel fra VK s tidligere udspil et forslag om højere fleksydelse til medlemmer af A-kasse og lavere til andre, fx selvstændige. For at imødekomme de borgerlige forligspartnere er dette forslag taget ud. Forslaget var dog nok også først og fremmest et ”holdkæftbolsje”, som skulle sikre, at fagbevægelsen ikke opponerede mod reformens store forringelse af ydelsen til personer i ressourceforløb og af ydelsen for et flertal af fremtidige fleksjobbere. Og som samtidig skulle holde forbindelse til fagbevægelsen varm forslag på et tidspunkt, hvor regeringen inviterede fagbevægelsen til trepartsforhandlinger.
Sålænge der var brug for at opretholde forslaget af hensyn til fagbevægelsen, blev det tilsigtede forlig med de borgerlige derfor udskudt. Men da regeringen aflyste trepartsforhandlingerne, mens de borgerlige til gengæld er med i skattereformen, kunne Mette Frederiksen prioritere de borgerlige og droppe forslaget, så den fra starten tilsigtede aftale med de borgerlige kunne hives om bord. (Mette Frederiksen smed jo Enhedslisten ud af forhandlingerne).
Mens denne ændring er et tilbageskridt for fagbevægelsen, er der dog også forbedringer i aftalen i forhold til reformudspillet. Det gælder først og fremmest, at SF i den endelige aftale har fået gennemført, at det oprindelige forslag om en to årig varighedsbegrænsning for ledighedsydelser er taget ud.

Hovedelementer i reformen vedr. førtidspension.
I det store og hele bekræfter aftalen SRSF s udspil fra foråret og dermed igen VK s forslag til reform fra 2008/2009. For førtidspensions vedkommende bliver ordningen gennem indførelsen af ”udviklings forløb” bliver midlertidig for alle under 40 år. For over 40 årige bliver den også midlertidig, i hvert fald formentlig de første 5 år. De således kun ”midlertidige førtidspensionister” i ressourceforløb skal efter 5 år igennem en ny vurdering med det mest sandsynlige resultat at de visiteres til ny ressourceforløb.
Forsørgelsesgrundlaget ændres også: Her hedder det i aftalen, at som udgangspunkt skal alle, der deltager i ressourceforløb, have en ydelse på samme niveau, som de modtog forud for ressourceforløbet. Mens sygedagpengemodtagere fortsætter på sygedagpenge – dog kun til varighedsbegrænsningen på et år indtræffer. Herefter får også de kontanthjælp. For personer fra anden overførselsindkomst eller som ikke forud har modtaget overførselsindkomst gælder en minimumssats svarende til kontanthjælp for voksne. På sigt er satsen i ressourceforløb således kontanthjælp.

Hovedelementer i reformen vedr. fleksjob.
Også vedrørende fleksjob bekræfter aftalen de tidligere reformudspil. For det første bliver fleksjob for under 40 årige på tilsvarende måde som for førtidspensionister midlertidige a 5 års varighed og for over 40 årige bliver de det også for det første fleksjob og - hvis kommunen vurderer der er forbedringsmuligheder - også for de følgende. Alle fleksjobbere uanset alder skal således hvert 5 år også igennem ny vurdering.. For under 40 årige ifølge regeringens forslag tilmed gang efter gang indtil de bliver 40.
Ligesom personer i ressourceforløb skal de fleste fleksjobbere også klare sig på et ringere forsørgelsesgrundlag Den væsentlige ændring af fleksjob for så vidt angår ydelse er, at løntilskuddet generel nedsættes og navnlig, at nedtrappet i takt med stigende løn i fleksjobbet. Hermed må alle andre end fleksjobbere på decideret lavtløn forventes at ville få forringet deres ydelse.
Samtidig omlægges tilskudsmodellen. I den nuværende fleksjobordning betaler arbejdsgiveren fuld løn og pension til den ansatte, men får til gengæld et løntilskud fra kommunen på ½ eller 2/3 af lønnen. Betingelsen er, at fleksjobberen ansættes på overenskomstmæssige vilkår. Fleksjobberen er dog kun sikret overenskomstens mindsteløn. Fleksjobberen kan hermed være i en fuldtidsstilling, trods nedsat arbejdsevne. Gennem tilskuddet kompenseres arbejdsgiveren for den nedsatte arbejdsevne. Afledt af tilskuddet størrelse svinger fleksjobberes effektive arbejdstid typisk mellem 12 og 18 timers arbejde om ugen. Reformen vender den model på hovedet, sådan at fleksløntilskuddet i stedet udbetales direkte til den fleksjobansatte. Arbejdsgiveren betaler dermed kun løn, inkl. pension, for den arbejdsindsats, som den fleksjobsansatte reelt yder. Hvad dette, er aftales individuelt mellem fleksjobberen og arbejdsgiven. Endelig nedsættes det laveste timetal om ugen i fleksjob til 2 timer.

Hovedelementer i reformen vedr. ledighedsydelse.
Også vedrørende ledige fleksjobbere viderefører aftalen stort set forslagene fra regeringens reformudspil fra foråret, som igen ligger i forlængelse af VK – regeringens udspil. Dog med den forbedring, at forslaget om indførelse af en to årig varighedsbegrænsning som anført foran er bortfaldet. Ledighedsydelsen udgør i dag 91 % af højeste dagpengesats = 15.535 kr pr måned eller 18.400 kr om året, hvis de har været ansat i fleksjob i 9 måneder indenfor de seneste 18 måneder (ellers får de en lavere sats). Den høje sats nedsættes frem til 89 pct. af højeste dagpengesats til 15.188 kr. om måneden eller 182.300 om året. En månedlig nedsættelse på 347 kr svarende til ca. 4.100 kr om året. Endvidere skal personer på ledighedsydelser søge job på samme måde som almindelige ledige.




2. OMFATTENDE FORRINGELSER AF FØRTIDSPENSION OG FLEKSJOB.

Stor ydelsesnedgang og forringelse af vilkår for personer i ressourceforløb.
Mette Frederiksen har i den efter reformudspillet følgende debat omkring reformen af førtidspension hævdet, at der ingen førtidspensionister fik forringet indkomsten eller blev fattigere: Disse påstande er imidlertid langt fra et dækkende billede af reformens konsekvenser for svage mennesker med lille eller ingen erhvervsevne. Det er naturligvis rigtigt, at førtidspensionen ikke ændres for nuværende førtidspensionister, men kun for fremtidige. Og godt det samme. Men til gengæld indebærer reformen massive forringelser af ydelser og vilkår navnlig for fremtidens svage ”unge” under 40 år. Den indkomst, som de hidtil har modtaget, forringes således for personer, der placeres i ressourceforløb fra sygedagpenge, når de senest efter 1 år falder for varighedsbegrænsning. Hvilket for mange vil ske langt hurtigere, da allerede inden vil have opbrugt det meste af deres sygedagpengeperiode.
At den hidtidige sats derimod ikke nedsættes for personer i ressourceforløb, som kommer fra kontanthjælp er derimod rigtigt. Men at de ikke bliver fattigere i forhold til hidtidig ydelse er ikke ensbetydende med, at de ikke bliver det set fremadskuende. Når de i fremtiden indplaceres ressourceforløb, hvor de efter hidtidige regler ville have fået tilkendt førtidspension, vil det til gengæld indebære en omfattende forringelse af deres fremtidige ydelse i forhold til den sats de ellers kunne have påregnet i førtidspension. For den kontanthjælpssats, som alle på længere sigt må forventes at få som ydelse, vil – jf. nedenstående tabel – være lavere end førtidspensionssatsen. Forskellen vil være mindst for forsørgere (10 %), men betydeligt større for ikke – forsørgere (40 %) for ikke – forsørgere. En voldsom forringelse af forsørgelsesgrundlaget i ordningen for under 40 årige og for over 40 årige i de første 5 år.
Udover det forringede forsørgelsesgrundlag indebærer førtidspensionsreformen også en stærkt øget usikkerhed for de, som indplaceres i ressourceforløb. Ressourceforløb, som godt nok hver for sig har 5 års varighed, men som kan forlænges i nye 5 årige forløb – i princippet helt til den ”unge” er fyldt 45 år. En forlængelse kommunerne vil have en stærk økonomisk interesse, hvis det er det, som skal til, for at undgå en langt dyrere egentlig førtidspension (En anden - ligeledes billigere end egentlig førtidspension - mulighed er dog at visitere til fleksjob) Dermed vil for under 40 årige tildeling af førtidspension være undtagelsen og tildeling af ressourceforløb være normen. Med ressourceforløb indføres således i praktisk henseende en midlertidig førtidspension indtil 40 til 45 års alderen. En situation, der i sig selv vil lægge et betydeligt pres på disse ofte i forvejen psykisk belastede personer, der hvert 5 te år skal gennem en ny vurderingsmølle og kæmpe for deres ydelse. Den forøgede belastning fra en således usikker og omtumlet situation vil næppe bidrage til forbedring af helbred og funktionsevne, idet det i dag tværtimod ofte er det at være udenfor arbejdsmarkedet, som gør at de får det bedre.
Men det er ikke kun for unge under 40, det vil blive sværere at få tilkendt førtidspension. Den gælder alle fremtidige ansøgninger. For det første skal stort set alle gennemføre en ressourceforløb inden de evt. tilkendes førtidspension og mange vil skulle igennem flere sådanne forløb. Samtidig vil ændringerne i fleksjobordningen også trække i retning af at tilkendelse af førtidspension hører til undtagelserne. Det skyldes, at det bliver muligt at oprette fleksjob på helt ned til 2 timer ugentligt. Hvor en arbejdsevne på under 10 til 12 timer ugentligt hidtil har berettiget til førtidspension, rykker denne grænse hermed ned til næsten ingen arbejdsevne.
Da man stort set altid vil kunne argumentere for, at en personer samlet over en hel uge kan arbejde to timer effekt = under ½ time om dagen, vil kommunerne kunne visitere næsten hvem som helst med begrænset arbejdsevne til fleksjob i stedet for til førtidspension. Hermed flytter reformen reelt nogle, som eller/s ville være kommet på førtidspension over på fleksjobordningen. Uanset at alle vurderinger fra både handicaporganisationer og arbejdsgivere tyder på, at der ikke vil være jobs til sådanne fleksjobbere som kun kan arbejde meget lidt om ugen. Hermed vil man kun skabe flere på ledighedsydelse. Men kommunerne vil have et økonomisk incitament til dette, idet det er billigere for kommunerne kun at skulle yde et tilskud på en del af lønnen til et fleksjob end at skulle betale det meste af førtidspension selv (efter statslig refusion)

Stor lønnedgang og forringelse af vilkår for et flertal af fremtidige fleksjobbere.
På samme måde, som Mette Frederiksen i modstrid med realiteterne har forsøgt at ”bagatellisere” de store forringelser for personer i ressourceforløb i forhold til den nuværende førtidspension, har hun på tilsvarende vis forsøgt at nedtone reformens forringelser i fleksjobordningen. Således har hun i forbindelse med fremlæggelse af reformudspillet fremført, at kun de mest velstillede fleksjobbere med indkomster omkring 500.000 kr. rammes.
Men også dette er langt fra et dækkende billede af konsekvenserne af reformen for fremtidige fleksjobbere, der tværtimod indebærer stor lønnedgang for et flertal af fremtidige fleksjobbere. Som foran skildret sættes der med reformen et lavere loft for løntilskuddet, idet det maksimale tilskud nedsættes fra 311.000 kr til ca. 200.800 kr - en nedsættelse med over 35 %. Det er tidligere i forbindelse med regeringens udspil til reformen beregnet, at hermed sænkes det årlige gennemsnitlige tilskud til en fleksjobber fra i dag omkring cirka 178.000 til i fremtiden omkring 147.500. Altså en forringelse for den gennemsnitlige fleksjobber på 30.500 kr. om året svarende til 2542 kr pr. måned. Og samtidig gennemføres en stærk aftrapning af løntilskuddet, navnlig for lønninger på over 13.000 kr før skat (inkl. pension) pr måned, således at tilskuddet helt bortfalder ved lønninger på ca. 36.400 kr. pr måned. Resultatet bliver uvægerligt en i forhold til hidtidig løn stigende og voldsom lønnedgang, når vi bevæger os ud over de lavestlønnede.
Mette Frederiksen som anført hævdet at kun store fleksjoblønninger rammes. Men fleksjoblønninger over 700.000 udgør kun 3 % af det samlede antal og fleksjoblønninger over 500.000 udgør kun 15 % af samtlige fleksjobbere. Men forringelsen af fleksjoblønningerne i fleksjobreformen omfatter langt flere. Beregninger foretaget af FTF på baggrund af regeringens udspil i foråret viser for fleksjobbere med 2/3 løntilskud, jf. nedenstående tabel, at allerede ved indkomster på omkring 20 - 22.000 kr. om måneden svarende til omkring 250.000 kr. om året medfører reformen lavere ydelse end i dag for fremtidige fleksjobbere. Omkring 75 % af fleksjobbere har 2/3 løntilskud (2009). Disse beregninger er som anført lavet på regeringens udspil dvs. før den endelige aftale. Men da reformen i hovedlinjer følger udspillet, har tallene næppe ændret sig meget. 75 % eller mere af hidtidige fleksjobindkomster vil blive ramt af lønnedgangen. Det er altså ikke korrekt, at primært højtlønnede rammes af fleksjobreformen. Igen synes Mette Frederiksen at forsøg at sælge reformen ved at ”bagatellisere” dens effekter.
Hertil kommer, at fleksjobreformen faktisk indebærer risiko for endnu lavere løn til fleksjobbere. Hidtil har fleksjobberne trods nedsat arbejdsevne kunne ansættes til fuldtidsløn, idet løntilskuddet til arbejdsgiveren har kompenseret denne for reduktionen i arbejdsevne. Men som oven anført skal arbejdsgiveren efter reformen kun betale for ”den arbejdsindsats, den fleksjobansatte reelt yder”? Men spørgsmålet er nu, hvad reformens bestemmelser om aflønning for ”reel arbejdsindsats” betyder: Hvad er ”reel” og hvem skal vurdere denne indsats? Formuleringen af, at der skal aflønnes for ”reel arbejdsindsats” synes næsten at antyde, at der på grund af mindre arbejdsevne kan blive tale om afvigelse fra de overenskomstmæssige (mindste)lønninger – at jo mindre timeeffektiv, fleksjobberen er, jo lavere løn kan arbejdsgiveren tilbyde. Da der allerede er betydelig ledighed blandt fleksjobbere og da disse jo kommer med et forlods handicap, vil de ikke stå stærkt overfor arbejdsgiverne. Resultatet kan blive, at fleksjobberne kan blive tvunget til at acceptere sådanne lønnedslag og gå ind på lavere timeløn for overhovedet at blive ansat.

Også andre væsentlige forringelser af vilkår for fleksjobbere.
Og ligesom tilfældet med ressourceforløb vil de fremtidige midlertidige fleksjob udover indkomstnedgangen også medføre en stærkt øget usikkerhed for de, som indplaceres i de midlertidige fleksjob. En situation, der i sig selv vil lægge et betydeligt pres på disse ofte i forvejen belastede personer. Den forøgede belastning fra en således usikker og omtumlet situation vil næppe bidrage til forbedring af helbred og funktionsevne. Endvidere vil fleksjobbere fremover efter al sandsynlighed blive ramt at stigende arbejdsløshed.
Det skyldes, at reformen åbner op for fleksjob med helt ned til 2 timer ugentligt og dermed lægger op til, at der kun tildeles førtidspension ved arbejdsevne svarende til mindre end to timers ugentligt arbejde. Hermed vil mange med stærkt begrænset arbejdsevne i stedet for førtidspension blive visiteret til fleksjob. Ifølge regeringen skal dette angiveligt gøre det lettere for folk at få et fleksjob. Det er imidlertid stærkt usandsynligt, at arbejdsgiverne vil ansætte fleksjobbere i så få timer. Og reformen er også totalt renset for bud på, hvordan de mange nye fleksjob skal findes, når der på bekostning af førtidspension visiteres et stigende antal til fleksjob med så få timer. Resultatet vil derfor med stor sandsynlig blive en stigende ledighed blandt visiterede til fleksjob. Endelig vil også så et stort antal nuværende fleksjobbere også vil blive ramt på deres indkomst, nemlig hvis de kommer i den uheldige situation, at deres nuværende arbejdsgiver nedlægger deres fleksjob og de derfor skal skifte til et nyt. Ganske vist omfatter reformen kun fremtidige fleksjob, men som sådan betragtes det, hvis en nuværende fleksjobber skifter til et nyt fleksjob. Værende fleksjobbere vil hermed reelt blive stavnsbundet i deres nuværende fleksjob, idet de af økonomiske grunde IKKE kan tage initiativ til at finde et nyt fleksjob, hvis fx arbejdsforholdene er utilfredsstilende i det nuværende.




3. NÆPPE TILSTRÆKKELIG HJÆLP TIL SVAGE UNGE.

Gode enkeltelementer i aftalen.
Man kan ikke være uenig i målsætningen for reformen om, at førtidspensionister og fleksjobbere i stedet for passiv forsørgelse skal hjælpes. Det er en rigtig og sympatisk tanke, at svage unge skal hjælpes til at få det bedre og også til evt. at kunne komme i uddannelse eller arbejde (mere). Det bør under alle omstændigheder gøres og det er forkert, at det ikke er blevet gjort for længst. Det må også anerkendes om en rigtig plan etablere faste kontaktpersoner og tværgående behandlingsteam i kommunerne. Det vil utvivlsomt være en styrkelse af indsatsen. Endelig må reformaftalen anerkendes for, at der investeres flere midler i ressourceforløb end VK i sin tid havde planlagt.

Men indsatsen står næppe mål med behovene.
En meget stor del af tildeling af førtidspension på grundlag af psykiske lidelser sker overvejende på grundlag af alvorlige, kroniske psykiske lidelser med deraf følgende ringe og kun langsigtede forbedringsmuligheder. Fx mental retardering, psykisk udviklings-forstyrrelse, skizofreni, forstyrrelser i personlighedsstruktur samt skizotypiske sindslidelse. Derfor vil forbedring kræve en lang og omfattende behandlingsindsats. Men af ganske mange tilfælde årligt. I 2010 blev der alene for under 40 årige tilkendt op mod 5000 nye førtidspensioner, som nu alle skal i ressourceforløb og for manges vedkommende også i behandling. Men hertil kommer, at alle over 40 årige jo de første 5 år også skal i ressourceforløb. Her var der i 2010 samlet over 12.000 nytilkendelser af førtidspension. Også en betydelig del heraf må forventes at skulle i behandling, hvis kommunerne efter 5 år skal undgå at tilkende varig førtidspension.
For manges vedkommende vil være tale om omfattende og langvarige behandlingsbehov, hvis de bagved denne tilstand liggende lidelser skal afhjælpes igen. Beskæftigelsesministeriet har ikke offentliggjort noget det forventede antal af ressourceforløb, men der er i dagbladet Politiken med den radikale tænketank Kraka som kilde blevet oplyst, at beskæftigelsesministeriet regner med 45.000 behandlingsforløb årligt. Med forbehold for manglen på oplysninger tyder dette på, at man regner med, at de lidelser, som hidtil har været årsag til tildeling af førtidspension, skulle kunne udbedres indenfor ÈT enkelt 5 årigt ressourceforløb.
Set i forhold til at der vil være tale om personer med omfattende tab af erhvervsevne og behov for en langsigtet og omfattende social og psykiatrisk behandlingsindsats, lyder det ganske optimistisk, hvis der som foran fremgået, regner med, at de lidelser, som ligger bag et næsten totalt tab af erhvervsevne, kan reduceres mærkbart indenfor et enkelt ressourceforløb på 5 år. Snarere skulle man forvente, at der vil være behov for flere 5 årige forløb pr person i gennemsnit for at opnå signifikant bedring af helbred og funktionsevne. Hvorved det årlig behov for ressourceforløb vil være betydeligt højere end de 45.000 forløb, man tilsyneladende opererer med.
Med forbehold for de noget sparsomme oplysninger, må der således stilles et betydeligt spørgsmåls tegn ved, om behovet for indsats og udviklingsforløb ikke er undervurderet?

De afsatte midler rækker næppe.
Mette Frederiksens udspil afsætter som anført på sigt til ressourceforløb 1,4 mia. kr årligt (i 2032). Ifølge oplysninger i pressen regner beskæftigelsesministeriet selv med behov for 45.000 ressourceforløb årligt, når reformen er indkørt. Selv hvis de afsatte 1,4 mia. kr. hertil i reformudspillet bliver en realitet, giver det ikke mere end 30.000 kr. pr. ressourceforløb. Det er imidlertid meget lavt i forhold til omkostninger ved behandling i psykiatrien og Arbejdsmarkedskommissionen fx har da også regnet med dobbelt så høje omkostninger pr. ressourceforløb. Enten bliver reformen dobbelt så dyr som anslået. Eller – mere realistisk – pengene strækker kun til discountbehandlinger, hvorved ressourceforløbene i realiteten bliver til opbevaring i en midlertidig førtidspension på langt lavere ydelse.
Hertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt der vil være realiteter i alle de 1,4 mia. kr? Ifølge udspillet skal dele af indsatsen finansieres fra satspuljen. Når reformen er fuldt indfaset vil årligt 365 mio. kr. til ressourceforløbet blive taget fra satspuljen. Men har psykiatrien og kommunerne i forvejen traditionelt fået midler fra. Da den samlede satspulje kun er på omkring 1. mia. kr. kan det næppe forventes, at kommuner og psykiatri vil få dobbelt op, men tværtimod må de påregnes, at de så mister en del af de hidtidige satspuljebevillinger. Man giver med den ene hånd og tager med den anden.
Der er altså generelt næppe udsigt til at SRSF giver det psykiatriske behandlingssystem det omfattende økonomiske løft, som det blot vil kræve at komme ud af dets nuværende udsultede tilstand. Og slet ingen udsigt til det betydelige løft, som det vil kræve, hvis det psykiatriske behandlingssystem skal oprustes og opdimensioneres til at tage mod mange flere patienter i ressourceforløb og midlertidige fleksjob.



4. REFORMEN ER PRIMÆRT EN SPAREØVELSE.

Reformoverskud skabes gennem besparelser.
Reformudspillet fra SRSF skulle i 2020 give et samlet overskud på 1,9 mia. kr og i 2032 et overskud på godt 3,5 mia. kr. Den endelig reformaftale adskiller sig ikke meget herfra. Dog ER overskuddet jf. minioversigt i selve aftalen skrumpet med i alt omkring 200 mio. kr i 2020 og omkring 250 mio. kr i 2032 pga. de mindre ændringer fra udspillet til den endelige aftale. Overskuddet på reformen udgør ifølge aftalen herefter nærmere bestemt i 2020 1,7 mia. kr og i 2032 3,4 mia. kr. (ekskl. øgede udgifter til merudgiftsydelse, arbejdsudbudseffekt samt at der hentes penge fra satspuljen).
Som foran fremgået skulle reformen ifølge Mette Frederiksen handle om at flytte økonomiske midler fra passiv forsørgelse til aktiv hjælp til at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Dette billede holder dog ikke for en nærmere granskning af tallene. Nærmest dette billede kommer vi, når man betragter førtidspensionsreformen isoleret, men ikke engang her er der balance mellem besparelse på ydelser og investering i aktiv indsats. Når reformen af førtidspension er fuldt indfaset, spares der 0,8 mia. kr MERE på ydelserne end der investeres i aktiv indsats.
Denne besparelseseffekt er endnu stærkere, når vi betragter fleksjobreformen. På trods af, at reformen gennem forstærket aftrapning af tilskuddet i takt med lønnen sigter på, at fleksjobbere skal arbejde mere, indeholder reformen næsten ingen investering i hjælp til fleksjobbere med at forbedre deres funktionsevne og finde beskæftigelsesmuligheder, så de faktisk kan levere det mere arbejde. Fleksjobreformen er reformaftalens malkeko, der bidrager med en nettobesparelse på fleksjobydelsen på 2,2 mia. kr. Samlet spares der i 2020 samlet 1,5 mia. kr MERE på ydelse til førtidspension og løntilskud til fleksjob end der investeres i aktiv indsats og når reformen er fuldt indfaset spares der 3,2 mia. kr mere. Faktisk er bruttobesparelsen i 2020 mere end dobbelt så stor som investeringen i aktiv indsats og i 2032 når reformen er fuldt indfaset, er besparelsen godt på vej mod at blive 3 gange så stor som investeringen i aktiv indsats. Det er altså ikke korrekt, at reformaftalen handler om at flytte ressourcer fra passiv forsørgelse til aktiv indsats.

Refusionsreform skal give yderligere besparelser.
Det fremgår også af reformaftalen, at regeringen vil på et senere tidspunkt fremlægge en samlet refusionsreform. Hovedpunkter heri er, at refusionssystemet skal understøtte, at færrest muligt kommer på langvarig/permanent offentlig forsørgelse, herunder førtidspension, ledighedsydelse mv. og at hovedprincippet for et nyt refusionssystem skal - inspireret af Arbejdskommissionens model - være, at refusionssatserne er ens på tværs af ydelser og falder over tid. Men at vil blive tale om nedsættelser af refusionen er til gengæld givet. I så tilfælde vil staten spare penge på refusion til kommunerne vedr. førtidspension og fleksjob. I første omgang vil kommunerne ganske vist af regeringen skulle kompenseres herfor gennem DUT (Det udvidede totalbalanceprincip),
MEN: Kommunerne presses i disse år hårdt af regeringen gennem stramme økonomiske rammer. Her vil nedsættelse af refusionssatsen for førtidspension vil – sammen med besparelsen på ydelsen ved at indsætte i ressourceforløb – give et stærkt incitament for kommunerne til at bevilge så få egentlige førtidspensioner til under og over 40 årige. Det vil naturligvis yderligere – udover de i reformaftalen i forvejen beskårne muligheder herfor -forringe mulighederne for at få tilkendt varig ydelse i form af egentlig førtidspension eller varigt fleksjob. Hermed vil flere skulle forblive på de laveste sociale ydelser (kontanthjælp) i stik modsætning til, hvad SRSF ellers i sin tid havde som mål.
Også med nedsættelse af refusionen for fleksjob – ligesom gennem de forringede forsørgelsesregler – blive lagt stærke barrierer for oprettelsen af fleksjob, og dermed for mulighederne af, at mennesker med reduceret arbejdsevne kan fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet. Den erklærede hensigt er at presse så mange af disse tilbage i ordinære jobs. Men med høj og vedvarende arbejdsløshed er en nok så nærliggende konsekvens heraf, at de presses ud i ledighed og efter at være faldet for varighedsbegrænsningen på nu to år ryger ned på kontanthjælp eller over i ressourceforløb. Og svaret på det indledende spørgsmål er: Ja, reformaftalen er først og fremmest en spareøvelse.



5. REFORMEN VIL NÆPPE SIKRE ØGET BESKÆFTIGELSE.

Reformens beskæftigelsesmål og - initiativer.
Reformens overordnede mål.er, at flest muligt skal i arbejde. Reformaftalen skal i sidste ende øge den samlede samfundsmæssige beskæftigelse. Målet er ikke specificeret i reformaftalen, men ifølge regeringens tidligere reformudspil var det, at ca. 2300 personer i 2020 og ca. 7.700 personer på langt sigt kommer i ustøttet arbejde. Dette må antages stadig gældende.
For førtidspensionsdelen af reformaftalen er målet, ”… at flere får en tilknytning til arbejdsmarkedet”. Målet er således ikke nødvendigvis fuld selvforsørgelse, men en højere ”selvforsørgelsesgrad”. Arbejdsmarkedskommissionen har tidligere skønnet, at man kunne øge beskæftigelsen med ca. 4000 fuldtidspersoner, hvilket dækkede over 2.000 personer i ordinær beskæftigelse og 2.000 personer i fleksjob.
Reformaftalen specificerer en række tiltag for personer i ressourceforløb, som kan ”..bringe borgeren tættere på det fastsatte beskæftigelsesmål”. Blandt andet hertil vil reformaftalen ”..prioritere midler fra satspuljen til at medfinansiere initiativer i aftalen, herunder indsatsen i ressourceforløb. Midlerne indfases over tid stigende til et permanent niveau på 365 mio. kr. fuldt indfaset i 2030. Der afsættes konkret 13 mio. kr i 2013, 80 mio. kr i 2014, 40 mio. kr. i 2015 og 190 mio. kr. i 2016”. Og man vil skabe ”Gode muligheder for at arbejde under ressourceforløb. Personer, der deltager i ressourceforløb, skal have mulighed for at beholde en større del af lønindtægten, hvis de får job på det ordinære arbejdsmarked. Og arbejdsgivere, der ansætter personer i ressourceforløb i et løntilskudsjob, skal have mulighed for et højere tilskud, svarende til tilskuddet til revalidender”.
For fleksjob er målet, at flest muligt kan ansættes på det ordinære arbejdsmarked uden offentlig støtte. Også her må det nok forstås som målet at fleksjobbere skal arbejde mere og dermed opnår en højere selvforsørgelsesgrad. Der er heller ikke i reformaftalen specificeret et beskæftigelsesmål for fleksjob. Arbejdsmarkedskommissionen har tidligere herom anført, at ” Hvis de fleksjobansatte i gennemsnit arbejder en time ekstra om ugen”, svarer effekten til i størrelsesordenen 1.500 fuldtidspersoner.
Midlerne til at sikre denne øgede arbejdsindsats/beskæftigelse er, at ”Det skal være mere attraktivt for virksomheder at ansætte mennesker i fleksjob, selvom det i en periode kun drejer sig om få timer om ugen… (Derfor) skal arbejdsgivere i fremtiden kun betale løn for den arbejdsindsats, som den fleksjobansatte reelt yder. Det skal sikre, at virksomheder får større tilskyndelse til at ansætte personer med begrænset arbejdsevne.”

Ringe udsigter til at virksomhederne af sig selv tager flere svage.
Skal man dømme ud fra de hidtidige resultater med at beskæftige personer med reduceret arbejdsevne er udsigterne imidlertid trange. I dag er knap 7 % af arbejdsstyrken generelt ledige. Men i gruppen af personer med reduceret arbejdsevne er situationen betydeligt værre. Der er ca. 70.000 fleksjobbere, hvoraf 17.000 er ledige. Det giver en ledighedsprocent på 25 %. Af den gruppe er ca. 5700 langtidsledige og har gået ledige i over to år.
Reformen vil øge behovet for, at flere svage ansættes i virksomhederne. Personer i ressourceforløb skal under forløbene gerne hente jobtræning. Og reformaftalens mål er tydeligvis, at de svage ”unge” efter afslutningen af ressourceforløb ikke skal i varig førtidspension, men i fleksjob. Med stærkt begrænset arbejdsevne vil der kun blive tale om fleksjob med få timer ugentligt. Vi vil derfor efter reformen se en stærk stigning i antallet af ansøgere om fleksjob og navnlig altså om fleksjob med få timer ugentligt.
Men en undersøgelse fra Oxford Research viser, at jo lavere timetal, jo mere afvisende er virksomhederne for at ansætte fleksjobbere. Omkring en tredjedel af 110 udspurgte virksomheder fandt det umuligt at ansætte personer på 10 timers arbejdstid, mens 74 % procent afviser at ansætte en fleksjobber tre timer ugen. Stig Langvad fra Dansk Handicapforbunds har følgende konklusion: ”Der er ikke en kinamands chance for at skaffe job til de her mennesker”. For når der i forvejen er 170.000 ”normalledige”, som arbejdsgiverne under alle omstændigheder vil vælge først, så vælger de selvfølgelig ikke af egen drift en ”halv” eller kvart arbejdskraft fra en fleksjobber eller førtidspensionist.

Reformaftale uden videre initiativer til jobskabelse for svage.
Regeringen vil gøre det mere attraktivt for personer med reduceret arbejdsevne at arbejde mere og fx give samme løntilskud som til revalidender. Det er en forbedring, men om det er nok til fx at skaffe mange flere jobs til svage kan man have sin tvivl om i lyset af, at netop revalideringsordningen er blevet mindre og mindre udnyttet de senere år. Selvom reformaftalen er meget konkret og udførlig, når det gælder forringelserne af førtidspension og fleksjob, er der til gengæld meget få svar på spørgsmålet om, hvordan arbejdsgiverne forpligtes til at oprette de fornødne jobs til personer i ressourceforløb og fleksjobbere. Mette Frederiksens svar herpå: ”Det er et kollektivt ansvar”.
Regeringen vil givet appellere til arbejdsgiverorganisationerne om at løfte opgaven og de vil selvsagt ikke stille sig asocialt frem, men vil givet tilkendegive at være beredvillige hertil. Der vil sikkert også under de kommende og regeringen herom. MEN: Når røgen er lettet, er det de enkelte virksomheder og deres bundlinje, som afgør om der bliver ansat nogen. Og her under krisen er virksomhederne netop presset økonomisk og har i forvejen afskediget de 170.000 for at tilpasse kapaciteten og nedsætte omkostningerne. Og de økonomiske realiteter så langt som vi kender dem, handler om stor og vedvarende arbejdsløshed.
I denne sammenhæng skaber det derfor ikke mere beskæftigelse, selvom man gennem forringet forsørgelsesgrundlag presser mennesker med i forvejen begrænset arbejdsevne tilbage på arbejdsmarkedet. Det eneste, som her kan gøre en forskel, er hvis regeringen også at lod den megen snak om ”ret og pligt” også gælde for arbejdsgiverne og direkte pålagde dem pligt til at beskæftige de svage. Uanset regeringens appeller opretter virksomhed ingen skånejob til fleksjobbere og førtidspensionister, med mindre det er et lovkrav eller kan betale sig.
Men betale sig kan det kun, hvis virksomhederne får tilskud hertil fra det offentlige. Men den ordning har vi jo allerede, hvor man yder offentlige tilskud til skånejobs – det er jo fleksjobordningen. Som man som beskrevet lige bestemt har tænkt sig at amputere. Summa summarum tegner Mette Frederiksens megen tale om øget beskæftigelse til personer med lille arbejdsevne til netop kun at være – snak.



6. REFORMEN SIKRER IKKE DET ØKONOMISKE UNDERLAG FOR VELFÆRDEN, MEN FORRINGER DET.

Reformaftalen båndlægger 2 mia. kr.
Ifølge regeringsgrundlaget skulle reformen af førtidspension og fleksjob være med til at skabe økonomisk råderum til forbedring af velfærden. MEN: I den endelige reformaftale har de borgerlige fået imødekommet et krav om, at provenuet på 2 mia. kr i 2020 båndlægges til: ”… medfinansiering af udgifter forbundet med realiseringen af regeringens uddannelses- og forskningsmålsætninger..”. Men hermed er midlerne i regeringens 2020 plan til netop at løfte velfærdsydelserne skrumpet endnu mere.¨

Midler i 2020 plan til offentligt forbrug til service er allerede skrumpet.
I regeringens 2020 – plan – ”Danmark i arbejde” var der oprindeligt afsat 6 mia. + 1 mia. kr til velfærd. Heraf skulle de 6 mia. kr årligt gå til ny velfærd og 1 mia. kr om året skulle gå til løft af de eksisterende velfærdsydelser, således at realvæksten i det offentlige forbrug hermed kunne øges fra 0,6 til 0,8 % i årligt gennemsnit.

Men finansieringen af dette angivelige velfærdsløft ER for længst skrumpet mere og mere. For det første skulle 4 mia. angiveligt komme fra trepartsforhandlinger, men er nu bortfaldet i og med at regeringen droppede disse efter at Metal havde sagt nej til at sløjfe hellig – eller feriedage. Endvidere har SRSF for det andet i stedet for til det oprindelige formål: velfærd brugt 3 mia. kr af de hertil afsatte midler i 2020 planen på skattelettelser efter krav fra V+K. Mens den angivelige merprovenu fra skattereformens postulerede forøgelse af arbejdsudbuddet allerede ER indregnet i 2020 plan, jf. foranstående figur. Alt i alt mangler planen hermed 4 + 3 mia. kr = 7 mia. kr.

De 7 mia. kr til ny velfærd og til at hæve realvæksten i den eksisterende velfærd fra 0,6 % til 0,8 % er således allerede nu bortfaldet. En realvækst i det offentlige forbrug på årligt i snit 0,8 % ville have svaret til godt 4 mia. kr årligt Gennem aflysningen af trepartsforhandlingerne og de yderligere skatteindrømmelse til de borgerlige er dette skrumpet til 0,6 % årligt. Dvs. til omkring 3 mia. kr. årligt.



Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom og velfærdsforsker - cand. scient. adm.Ikke partitilknyttet medlem af Centrum – Venstre
Kendt fra den tidligere "Alternative Velfærdskommission"

HENVISNING:
Den fulde rapport kan downloades på http://www.henrikherloevlund.dk/Arti...ogfleksjob.pdf
Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevene "KRITISKE ANALYSER" (om velfærd, økonomi og neoliberalisme) og "KRITISKE DISKUSSIONER" (om regering, politik og ikke borgerligt alternativ) kan tegnes ved at maile til [email protected]
Alle rapporter og artikler kan downloades på www.henrikherloevlund.dk under "Artikler og rapporter"

[Abraxus]

Skræmmende læsning...og det her er kun det første skridt.

[Klep]

Ja de sorte socialdemokrater har kun gjort det værre og værre for de svage i samfundet, og de har foreløbig kun haft 9 måneder til at forfølge de svage og syge. Hvem havde troet det?
Sand "heltepolitik" hvor man tror fattigdom automatisk giver flere arbejdspladser.....underligt at man så ikke som politiker går forrest og nøjes med 5-6000 kr. om måneden? Ved godt man ikke må sige slemme ord som "skråt op" her.......men regeringen bliver inddirekte mordere med dens førte politik, så i min verden er ingen ord for slemme til at sige hvad jeg mener om, især de tre lede kællinger Thorning, Hækkerup og Frederiksen. De har om nogen forrådt de svage og det Danmark jeg har kendt! Fy for ..... siger jeg bare!