Manglende belæg for aktivering af psykisk syge

[gunvor]

I Weekendavisen fra den 18.11.2011 fandt jeg flg. interssante information:

Fra sekt. Ideer: 1 side og anden side:

"

Absurde valg på socialkontoret" et ph.D projekt af Nina Holm Vohsen, hvor hun bla. skriver flg.: Når det kommer til ryglidelser, er man gået bort fra tanken om, at man bør ligge på sofaen. Tværtimod skal man i de fleste tilfælde holde sig aktiv: Men jeg har aldrig hørt, at det gjaldt psykiske lidelser som for eksempel angst og depression, som mange sygedagpengemodtagere lider af. Jeg endte med at at rekvirere de dokumenter,m som lå bag forsøget. Som forsker er det første, man gør, at kigge på referencerne, men jo mere officielt et dokument er, jo færre referencer er der. Jeg kunne simpelthen ikke finde nogen. Og til sidst gik det op for mig, at man faktisk ikke havde nogen form for belæg for at sige, at det ville være bedre for folk med psykiske lidelser at kommer i aktivering."

citat fra side 2, ellers beskæftiger artikeln sig mere med, hvor hårdt SB'ere har det.

[nocturne]

Arbejdet bærer lønnen i sig selv
- ikke mine ord

[Ninja]

Det kommer også fordi de skærer depression over én kam! Og det kan man IKKE.

Depressioner kommer i flere gader, lige fra 'snerten af depression' til mild depression, middel, svær, og major. Og alle sammen har ikke samme behov. Man kan ikke som kommunen ofte gør, samle dem sammen i én kasse og tilbyde dem aktivering.
Det kan være sundt for nogen, men kan betyde døden for andre......

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Det kommer også fordi de skærer depression over én kam! Og det kan man IKKE.

I den offentlige debat er der en generel kedelig tendens til, at nuancer udvaskes og således bliver mindste fællesnævner, der tegner debatten.

Det kan derfor ikke under nogen, at men i fx forhold til en "depressions-debat" nemt kommet til at sammenblande pærer, æbler og bananer i én stor pærevælling og opfatter det hele som: frugt.

Efterflg. kommer fx filosoffer og politiker så løbende og drager deres konklusioner med afsæt i den offentlige debat ... evt. (og typisk) til ugunst for de mennesker det egentlig handler om og som enten er direkte eller indirekte berørt af, herunder med direkte hands-on på de forhold, der konkluderes på.

Uvidenhed og manglende evne til fordybelse som afsæt for vitale beslutninger, det er netop et af "demokratiets" værste svøber og i forlængelse heraf synes: demagogien at stortrives i den offentlige diskussion.

Depressioner kommer i flere gader, lige fra 'snerten af depression' til mild depression, middel, svær, og major. Og alle sammen har ikke samme behov. Man kan ikke som kommunen ofte gør, samle dem sammen i én kasse og tilbyde dem aktivering.
Det kan være sundt for nogen, men kan betyde døden for andre......

Overlæge Lise Lauritzen fra Psykiatrisk Center Nordsjælland giver i første halvdel af sit foredrag: "Anvendelse af psykometri til klinisk forskning i depression" [1] en indføring i, hvordan man måler graden af depression efter Hamilton-6 skalaen.

Samtidig skal publikum huske, at der kan være en ikke uvæsentlig forskel på det, som man i fagpsykiatrien betegner som en egentlig: klinisk depression og så det man i folkelig forstand, herunder i den offentlige debat, jævnlig betegner som en: depression.


I anden halvdel af foredraget taler overlæge Lise Lauritzen om design af kliniske forsøg, her eksemplificeret som et forsøg rettet imod mennesker med det man faqligt kalder: behandlings resistente depressioner [2].


Noter:
-------

[1] http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akad...psykometri.htm

[2] Jeg er klar over at man som fx "sagsbehandler" meget nemt kan misforstå begrebet: eksperimentiel behandling, og rammes af den vildfarelse, at det ift. lovgivningen på det sociale område kan tolkes som: "behandlingsmuligheder". Men det vil i såfald blot vidne om mangelfuld indsigt på det lægefaglige område. Per Fink et al. laver tilsvarende: eksperimentiel behandling over for gruppen med påståede: funktionelle lidelser, og "sagsbehandlere" synes at opfatte det ækvivalent med: egentlig dokumenteret adækvat behandling - hvilket pr. definition ikke er tilfældet.

[Ninja]

Da jeg kom ind i systemet brugte man GDS skalaen til selvevaluering, typisk den med 15 spørgsmål (ja og nej spørgsmål) - den findes også med 10 spørgsmål - var man så deprimeret, så fulgte psykiateren op med Hamilton 17 skalaen (eller den med 23 items), et pointsystem præcis som Hamilton 6 skalaen. I dag bruger man også Hamilton til selvevalueringsspørgsmålene, den har jeg så ikke selv prøvet....

Men det er forbavsende hvor mange der egentlig får stillet diagnosen, depression. Uden nogen sinde at have været i nærheden af hverken test og/eller psykiater.

Engang i mellem tror jeg den almen praktiserende læge, forveksler depression med almindeligt ''ondt i livet'' som jo kan ramme os alle sammen, uden at der er tale om en tilstand der skal behandles med antidepressiva, men alligevel hiver de ukritisk receptblokken frem. Og lige så ukritisk (kan man fristes til at skrive) sluger patienterne medicinen.

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Da jeg kom ind i systemet brugte man GDS skalaen

Principielt er det væsentlige blot, at fagfolk anvender systematiske metoder til, på et så videnskabeligt grundlag som muligt, at udføre egentlig klinisk diagnostisering.

Hos egentlig klinisk deprimerede vil man også kunne observere / måle forskellige objektive forandringer, ud over de: selvrapporterede symptombeskrivelser.

Engang i mellem tror jeg den almen praktiserende læge, forveksler depression med almindeligt ''ondt i livet'' som jo kan ramme os alle sammen, uden at der er tale om en tilstand der skal behandles med antidepressiva, men alligevel hiver de ukritisk receptblokken frem. Og lige så ukritisk (kan man fristes til at skrive) sluger patienterne medicinen.

Det er præcis den vinkel, der forplumre den offentlige debat.


Senest hørte jeg Poul Nyrup Rasmussen - og al respekt for Poul og hans virke - for åben skærm påstå i DR Aftenshowet:

at "psykisk sårbarhed" er noget du kan blive helbredt for.

Her tager man ikke højde for - og Poul burde om nogen vide, hvad han snakker om - at der findes alvorlige psykiske sygdomme, som man ikke "bare" kan blive helbredt for med dagens teknologi ... man kan i bedste fald symptombehandle ... ofte også så patienten får en bedre livskvalitet end uden behandling.


Skizofreni er netop en af de psykiatriske sygdomme, hvor der er en væsentlig genetisk komponent med inde i billedet - det kan være arvet genetik eller genetiske forandringer som fx kopiantalsvariationer, translokationer osv., der kunne bidrage til en egentlig disponering, der herefter springer i nærmest forudprogrammeret udbrud under forskellige livsbetingelser.

At påstå, at man kan helbrede skizofreni under de her givne forudsætninger, det virker som et noget "religiøst statement".

Det man kan forsøge er at medicinere og begrænse de udløsende faktore.

Udløsende faktorer der tricker skizofreni kan fx være den stress diverse "sagsbehandlere" i landets jobcentre udsætter den syge for.


Det samme gælder for andre psykiske sygdomme defineret i WHO's ICD-10, som fx depression i forskellige afskygninger. Og her skal man jo huske på som "sagsbehandler" og andre i debatten, at som: helenekr nævner i et andet indlæg: en depression er faktisk i yderligheden en direkte livstruende sygdom, der ikke er at spøge med, på samme vis som en kræftsygdom kan være både livstruende og ikke til at spøge med.

Men disse nuancer forplumre meget nemt i debatten, fx når et ellers troværdigt menneske som Poul står frem på åben skærm og udtaler påstand om at: "psykisk sårbarhed" er noget man kan helbrede ... hvorefter mange givet vildledes til at antage, at det også gælder for de meget alvorlige psykiatriske sygdomme, der handler om rigtig meget andet end: "ondt i livet" og "lidt sårbarhed".

Og herefter "sables der generelt bare ned i hele gruppen" fra politisk og debatmæssig side fordi: "de kan jo helbredes" - og hvis ikke, "så er det nok fordi de ikke gider" ... og "det bør vi straffe dem for" ... fordi sluttelig: "det skal jo kunne betale sig at arbejde".