Glemt og ligegyldig

[HRK]

Jeg har siddet og læst én del tråde herinde, og det giver mig ikke specielt meget håb til fremtiden, tværtimod føler jeg mig endnu mere magtesløs end jeg gjorde i forvejen.

Jeg har de sidste 3 år, lidt af én depression. Eller det vil sige at min psykolog siger at jeg har haft den siden jeg var omkring 8 år, men det var først for 3 år siden at hele min verden brød sammen, og den nu bare bliver mørkere og mørkere, og livsglæden forsvinder med hastige skridt.

Det der fik hele min verden til at bryde sammen, var at jeg blev meget syg af mit arbejde. Jeg arbejdede i én svineproduktion, imens jeg var under uddannelse, jeg blev så syg at jeg ikke er i stand til at arbejde med landbruget igen, jeg var heldigvis så langt i min uddannelse, at jeg kunne få forkortet mit praktikforløb, så jeg fik lov til at blive færdig. Jeg har dog aldrig lært at accepterer at jeg ikke kan de samme ting mere, efter jeg blev syg.

Efter jeg blev syg, har jeg jo været i systemet, men det er først efter at jeg mistede retten til sygedagpenge (fordi jeg var for syg til at få sygedagpenge), at jeg har set hvordan systemet, også kan behandle folk som måske bare ikke er i stand til det som normerne siger!

Dengang jeg blev taget af sygedagpengene, fik jeg at vide at jeg var for syg til forsat til at sygedagpenge, jeg spurgte så min sagsbehandler hvad jeg så skulle, og hun sagde: at jeg skulle tage at gå i gang med én uddannelse, eller få et job. I min verden er der nået der som ikke helt hænger sammen dér.
Jeg valgte så efter ét par måneder uden nogen form for indtægt (jeg levede af min kærestes indkomst), at jeg ville søge om kontanthjælp, fordi at vi ikke kunne få økonomien til at hænge sammen. Jeg fik én ny sagsbehandler, fordi jeg i mellemtiden var flyttet ind hos min kæreste, til én anden kommune. Jeg forklarede min sagsbehandler hvordan min verden hang sammen, og så var det så også meningen at jeg skulle starte på gymnasiet 2 måneder senere, til min store overraskelse fik jeg lov til at gå og forberede mig på at jeg skulle starte på gymnasiet.
Jeg startede på gymnasiet, men brød fuldstændigt sammen, så jeg stoppede efter kun 2 dage. Ved godt at der er mange der nu sidder og tænker at jeg overhovedet ikke gav det én chance, men jeg kunne bare ikke.
Jeg kom jo så ind i systemet igen, og der er bestemt ingen der har gjort sig den ulejlighed at prøve at forstå mig, og min situation.
Jeg gik ogdå til psykolog, men efter at jeg droppede gymnasiet, begyndte hun at kalde mig snylter, fordi jeg bare var én doven ung pige, der ikke ønskede at komme i gang. Dette er altså ikke sandt, jeg er ikke doven, jeg har arbejdet i landbruget, og elskede at knokle. Jeg arbejdede gladeligt 45-50 timer om ugen.
Kommunen tvinger mig nu ud i altmuligt, på trods af at jeg bare synker dybere og dybere ned, og nu har droppet kommunen, og derved også har mistet min kontanthjælp, for jeg kan bare ikke mere nu.
Jeg har heldigvis fået én ny psykolog, som jeg tror forstår mig, men tør ikke stole på hende, for det er bare et spørgsmål om tid før at hun ligesom alle andre også mener at jeg bare er én doven ung tøs, som bare er blevet vandt til at gå hjemme.

Jeg føler bare at jeg gang på gang banker hovedet ind i væggen, og får at vide at jeg bare skal se at komme i gang. Som alle siger så er jeg jo ung, og skal bare i gang, og som min far siger -"det skal arbejdes væk"-

Ved ikke helt hvorfor at jeg har oprettet denne tråd, udover at jeg bare har behov for at komme ud med det, og i håb om at der er nogen herinde som måske ikke vil dømme mig.

[Ricky M.]

Hejsa HRK og velkommen til...

Herinde er der ingen der dømmer nogen.

Jeg kan godt se at det er et træls forløb du er kommet ind, og har haft indtil nu.

Du skal selvfølgelig som minimum have din kontanthjælp, og derfor skal du have din læge til at lave en erklæring om at du lige nu er uarbejdsdygtig.

Du er nødt til at prøve at stole på din nye psykolog. De er der for at hjælpe dig. At en af dem tidligere har været dum overfor dig, kan du (heldigvis) ikke bruge som målestok på resten af dem.

Hvad er dine tanker om fremtiden lige nu?

Har du talt med distriktspsykiatrien, om de har nogle tilbud som kan hjælpe dig?

[LUM]

Jeg kan godt høre du er vand til at blive dømt, men her på k10 sker det ikke særlig tit, og når det sker er der som regel en grund til det, ofte er den den sjælden gang vi støder ind i en ny bruger som tror man bare kan komme her og få råd til at snyde systemet, og det er jo LANGT fra grunden til at du er på k10.

Du skal huske at k10 er en side, for syge og handicappede, og at vi er en stor blandet skare mellem fysisk og psykisk, ja mange har bække dele, så selv om at vi støder ind i noget vi ikke helt forstår, dømmer vi ikke for vi kender dommen fra egen krop.

Som Ricky er inde på vil det være smart hvis du kan komme ind i et offentlige behandlingssystem (altså psyk sygehus) af flere årsager, men først og fremmest fordi du skal tilbage i det kommunale system så du kan få ikke bare noget hjælp, men den rigtige hjælp, frem for at blive kastet rundt som en anden hundebæ, og det vil de kunne hjælpe med på psyk sygehus, de har socialrådgivere ansat som er der for DIG (ikke som på kommunen, hvor de er der for kommunens økonomi) ud over at du nu har k10 der kan hjælpe dig med måden du kommunikere med din kommune på.

Der ud over vil behandling hos en psykiater, tælle mange gange tungere end en psykolog, fordi en psykiater er en læge, det er en psykolog altså ikke, og derfor er deres ord ikke særlig tungtvejende i systemet.

En anden grund er at der findes flere behandlingsformer som du skal have afprøvet, for at du vil kunne kalde dig lægeligt afklaret, og der kan det offentlige system altså tilbyde den brede der er brug for, det er der kun meget meget få privatpraktiserende psykologer der kan, de fleste tilbyder kun samtale.
Noget tyder på at din dep er kronisk og at du sikkert aldrig bliver helt rask, og der får du så brug for at alle behandlingsmuligheder er udtømte.

Der er 2 veje ind på psyk sygehus, den ene er gennem din egen læge (som muligvis kan være svær at have med at gøre fordi du allerede går til psyk, og fordi de helt generelt ikke er videre begejstrede for at sende borgerene videre der til) den anden er at du tropper op på psyk skadestue en af de helt dumme dage (og der er heldigvis god mulighed for at få en haster klisteret på en, så ventetiden ikke er helt så lang, dog skal man efter det besøg stadig tilbage til egen læge men de følger gerne skadestuens anbefaling)
Uanset vejen så vil der være ventetid, fra 3 til ca 7-8 måneder, så du fortsætter bare ved din nuværende psyk, til en læge giver dig besked på andet.

Når en gang du så er kommet ind på psyk sygehus, kan du bede om hjælp til at komme ind i det kommunale system og få noget at leve for.
Du skal ikke være bange for at blive kastet rundt til alt muligt, for du er sygemeldt, forsøger de alligevel går du til din psykiater (der dur psykolog altså ikke for det er ikke en læge) og får en sygemelding fra aktivering (eller hvad det nu er de vil have dig ud i)
Det kan så godt være at kommunen truer med at stanse din ydelse, men det kan de da bare gøre for det klager du over og vil få medhold, hvilket de godt ved, så det vil kun være en trussel intet andet, så den skal du ikke tage alvorlig.

Ved hver sygemelding kontakter du din egen læge og fortæller at du er blevet sygemeldt igen igen, det er ret vigtigt at huske det, for psyk og alm læger er ikke alt for knøve til at tale sammen og før eller siden vil kommunen have en udtalelse fra din egen læge, så der vil det være brugbart at du sørger for at holde din læge opdateret under vejs.

Det her er kun starten på en laaang rejse, men et eller andet sted er du nød til at starte, og for nuværende vil du ikke kunne magte at gå direkte til kommunen (de har lært at de bare kan prikke lidt til dig så slipper de for dig igen, altså de kan slippe økonomisk, og det vil de meget meget gerne) du har brug for en med slagkraft der hjælper dig, og det er der socialrådgiveren fra psyk sygehus og din kommende psykiater kommer ind i billedet og er meget vigtige.

Hvornår du er klar til at starte din rejse ved du og din kæreste, klart bedre end nogen anden, men pas på med ikke at vente for længe, både for jeres økonimis´s skyld (også selv om at det ikke er meget du kan få) men så sandlig også for jeres forholds skyld, det her SLIDDER! ekstremt, det gælder om at komme videre, og hvad så den dag sin kæreste bare ikke magter mere?? så er du tvunget inden på gaden eller ind i det kommunale system, og der magter du det sten sikkert endnu mindre end du magter det nu (om nogle måneder med hjælp) og der vil du ikke have samme mulighed for at få hjælp til det, som du har nu.
At vente for længe vil kun være at stoppe dit eget hår endnu længere ned i postkassen.

[phhmw]

Kære HRK.

Nu er du ikke alene mere, nu har du fundet alle os andre, som også troede at vi var alene.

Her er tid til trøst
Her er tid til §erne
Her er tid skæld ud?
Her er (næsten) ingen censur.
Her er vi nogen gange gale...... meget gale.
Men så gør vi noget ved problemerne i fællesskab.

Fordi vi her på K10 godt kan li mennesker.

Især dem som er på r.... og beder om hjælp.

Så hjertelig velkommen

Hilsen Peter

[HRK]

Jeg er meget vandt til at blive dømt, og magter bare ikke livet mere. Magter ikke at gå ud for døren længere for folk de stirrer på mig (jeg har fået én tendens til at kradse hul i hovedet på mig selv, når tankerne bliver for meget. Kradser vel ca. 1-2 huller om dagen). Jeg går ikke ud medmindre at det er meget nødvendigt, så hvis jeg mangler nået får jeg andre til at hente det. Min kæreste arbejder som langturschauffør, så han er kun hjemme i weekenderne.
Føler bare ikke at der er nogen som vil hjælpe mig, og jeg har prøvet at be om hjælp, og jeg har også prøvet at råbe, men lige fedt hjælper det.
Har spurgt min tidligere psykolog, hende som kaldte mig snylter, om én psykiater måske ville kunne hjælpe mig, men det mente hun bestemt ikke. Har spurgt min tidligere læge (fra da jeg boede i én anden kommune) om det samme, og fik det samme svar.
Jeg har været i kontakt med én psykiater, men det var da jeg var indlagt på sygehuset, pga. jeg havde taget nogler morfin piller, men fordi at det ikke var ét selvmordsforsøg, men bare et forsøg på at opleve én smule glæde (hvilket jeg gjorde, har aldrig været så glad i hele mit liv, som jeg var da jeg havde taget de 15 piller), så blev jeg bare sendt hjem igen.
Gider bare ikke mere nu, det hele virker håbløst, føler mig som den overskrift jeg har givet tråden - Glemt og ligegyldig.
Jeg har ikke snakket med én læge siden jeg flyttede for 4 måneder siden, for jeg kan ikke få lov at snakke med den læge som jeg gerne vil. Da jeg flyttede ønskede jeg ikke at flytte læge, men fordi at jeg flyttede så langt væk, blev jeg nød til det, og valgte det nye lægehus, fordi at der var én læge som jeg har været oppe hos, sammen med min kæreste, når han har skulle til lægen. Men denne læge kan jeg ikke få lov at snakke med, hver gang jeg ringer derop, får jeg at vide at hun har for travlt, men at jeg kan få tid hos deres praktikant! Dette ønsker jeg ikke, så derfor fravælger jeg at tage til lægen.
Jeg har fået Citalopram i over ét år. Jeg startede ud med at få 20 mg, men det holdt hurtigt op med at virke, og så blev jeg sat op på 40 mg, det holdt så også op med at virke, så blev det 60 mg, og det virker så heller ikke længere, men har ikke fået dem i snart 3 måneder, fordi jeg simpelthen ikke har råd, fordi jeg ingen penge får længere!
Kan ikke finde grunden til at leve, udover at hvis jeg ikke er her længere, så er der ikke nogen til at tage sig af kattene.

[nocturne]

hej - jeg har også været på Citalopram og en del andet.
Men det blev jeg bare dum i hovedet af.

Det bedste jeg har gjort, er at komme på Perikon, 3-4 om dagen.
Men ikke hvis du tager andet, f.eks p-piller kan miste virkning.

Jeg tror, at hvis du forklarer praktikanten, at du har en alvorlig depression,
og vil tale med lægen - ellers - så finder lægen tid til dig.

held og lykke og ikke giv op

[LUM]

Mht læge, så ringer du i løbet af i dag, når du så får af vide at lægen har for travlt, siger du bare at du har massere af tid, og kan tage en hvilken som helst tid på dagen samt at du sagtens kan tage en afbudstid.

Du kan også vælge at sige at det er en hastesag for en udd´et læge, og at du påtænker at klage til patientklagenævnet hvis du ikke snarest får en tid hos den læge du er tilmeldt.

Personligt ville jeg nok vælge at smide nr 2 mulighed hvis jeg får afslag, eller mere end 1 måneds ventetid. For lægerne SKAL have akuttider, tider de lader stå ledige til akutte patienter, og der burde du kunne komme til, lige som du burde kunne få en tid ude i fremtiden og samtidig skrives op til en afbudstid.

Jeg ved godt akuttiderne (ofte mellem 12 og 13) er til akutte patienter, men det er du så sandelig da også, der til ser jeg tit forældre side i akuttiden, som ikke fejler stort andet end ganske alm forkølelse, når de kan, så kan du bestemt også, i det du er livstræt, og har alvorlig brug for hjælp NU!

Og husk at det altså ikke kommer sekretæren ved hvad du skal, hvis du ikke ønsker at oplyse det kan du ikke tvinges til det, men dog vil den oplysning, at du er livstræt og ikke ved hvor længe du kan holde i, muligvis kunne hjælpe i forhold til at få en tid, og sekretæren har trods alt tavshedspligt.

[Ricky M.]

Kære HRK,

Det gør meget ondt at høre hvordan du føler livet er mod dig.

Nu kan jeg se du bor i Odsherred, så her er et sted jeg syntes du SKAL kontakte:

SOCIALPSYKIATRI ODSHERRED

Administrationsadresse
Socialpsykiatri Odsherred
Holbækvej 25
4560 Vig
59 36 21 01
EAN: 5798007495107
[email protected]
www.socialpsykiatriodsherred.dk

Leder
Tina Dalby Schou
59 36 21 01
[email protected]

Beskrivelse
Socialpsykiatri Odsherred tilbyder individuel støtte og sund kontakt til sindslidende medborgere i kommunen.

Gennem udviklende fællesskaber og et professionelle relationsarbejde inkluderes medbrugerne i det omkringliggende samfund, hvor de opnår anerkendelse som ligeværdige mennesker.

Socialpsykiatrien har sigte på, at enhver sindslidende medborger rummer potentialet til at "komme sig", og der arbejdes derfor målrettet og etisk mod bedring og højnelse af livskvalitet for den enkelte.

Socialpsykiatrien rummer tilbud om bofællesskaber, støtte i eget hjem og samværsaktiviteter i væresteder.

http://www.odsherred.dk/page4762.aspx

Tovholderfunktionen
Projekt Et samtidigt ansvar fik i foråret 2010 tilknyttet de første to tovholdere til projektet Boel Nauta fra Socialpsykiatiren og Brian Svensson fra Grønnehaven H3. I starten af 2011 blev Karen Collin og Ann Hansen ansat som tovholdere i projektet. Siden har vi fået tilknyttet: Anette Normark fra Jobcentret, Pia Adolph og Finn Otto Nielsen fra Socialpsykiatrien og Jan Herforth fra Misbrugsteamet, som tovholdere.

Tovholderfunktionen set fra borgersynspunkt
At sindslidende borgere oplever et sammenhængende forløb, og at det er borgerens oplevelse af probelmerne, der sættes i centrum
At borgeren får hjælp og støtte til at overskue og navigere i det offentlige system.
At borgeren sikres den rette hjælp på det rette tidspunkt.

Jeg håber virkelig at du har overskud til at kontakte en af dem, den nederste er nok den mest relevante for dig.

Hvis du vil, kan du sende mig en personlig besked, så skal jeg ringe til dem for dig?
Du skal i beskeden skrive dine personlige data, så ringer jeg til dem med det samme.

Knus

Ricky