Hvorfor må man ikke selv søge FP?

[Evaave]

Jeg har nu været på kontanthjælp i 10 år.

Hele mit liv er jeg hoppet fra den ene udd. til den anden og det samme gælder jobs. Har max. været div. steder 1 år...og det er faktisk lidt overdrevet.

For 1½ år siden fik jeg diagnosen ADHD. Det hjalp mig til at forstå forskellige ting omkring mig selv. I forbindelse med min diagnose fandt jeg ud af, at den eneste løsning for mig er at få en FP...desværre. Eller det vil sige, jeg er afklaret med det faktum, at jeg ikke er i stand til at arbejde som andre mennesker og at jeg ikke orker at blive kastet mere rundt i systemet. Pt. er jeg gået helt ned, spiser ikke, sover ikke, ryger 60 smøger om dagen, kan knap passe min familie osv. Men systemet har ikke accepteret, at jeg ikke kan mere. Jeg er 33 år og har hovedet skruet godt sammen, jeg virker ressourcestærk og er enormt velformuleret og har stor selvindsigt. Det er åbenbart nok til, at de finder mig "uværdig" til en FP.

Det der undrer mig er, at jeg nu snart af utallige sagsbehandlere, jobkonsulenter og min egen læge får fortalt, at man ALDRIG selv må bede om FP. Det er da den værste omgang høm høm, jeg endnu har hørt. Det vil altså sige, at de nedgør ens egen evne til at tage stilling til sig selv. Kan det virkelig passe?

Da jeg så i sidste uge tog min støttekontakt person fra kommunen med til min læge og hun for en gangs skyld kunne se, at jeg var så langt nede i kælderen, kunne jeg endelig langt om længe få hendes ord på...og på papir om at hendes vurdering er, at jeg skal indstilles til pension.

På papiret står der dog, at hun mener, at jeg skal arbejdsprøves så jeg kan få pension. Det er jo selvfølgelig fordi hun ved, at jeg ikke kommer udenom en sådan prøvning, da jeg ikke er fysisk ramt og at man derfor ikke skal tage hensyn til det. Hun sagde, at ved en arbejdsprøving skulle jeg blot komme det jeg magter og hvis ikke jeg kunne være der, så måtte jeg gerne gå hjem. Så er det bare, at jeg synes at have fået fortalt på kommunen op til flere gange, at hvis man ikke kommer nok til en arbejdsprøvning, så kan man risikere at skulle tage den ene prøvning efter den anden, da der ikke er reelt grundlag for at lave en vurdering af arbejdsindsatsen. Jo jo tænker jeg, men hvis man ikke kan gennemføre en prøvning, så er det nok fordi man ikke evner det...og hvad sker der så, er man så blot en lus klemt fast i en kæmmekam?

Hvor stor betydning har det for en FP ansøgning, at ens læge vurdere, at man skal tildeles en sådan? Og er det bedst at jeg selv sætter en FP ansøgning igang efter, at jeg har været i en arbejdsprøvning? Jeg kan slet ikke overskue at skulle ud et eller andet sted, men det lader til, at der ikke er nogen vej udenom, jeg går bare ned af alt det her ****.

Jeg er helt igennem ulykkelig. Der mangler en grædesmiley_ _ _

[Pip]

Du kan godt selv søge om en pension efter §17 på det foreliggende grundlag - men du vil helt sikkert få afslag...

Du skal have papir på at du er helt uden rest-erhvervsevne inden for alle fag. Gerne fra flere steder.

Hvis du stadig er i kontakt med psykiateren der udredte dig, er det nok en god ide at bibeholde den kontakt og få en udtalelse derfra.

Det er en god ide at blive arbejdsprøvet - for det er meget svært at få pension uden det stykke papir, uanset om det er psykisk eller fysisk.

Uden den, risikerer du bare at de parkerer dig yderligere 10 år på kontanthjælp.

Det bedste er hvis du kan få overbevist din sagsbehandler om at starte en §18, hvor de udreder din arbejdsevne... og så gennemgår det forløb de foreslår.

Det er arbejdsevnen der er af betydning for tildeling af pension - ikke diagnosen.

Men vil hun ikke det - så koster det ikke noget at prøve en §17.. måske presser det hende lidt.

Når det så er sagt..

Så hop ind på adhd foreningens hjemmeside og søg hjælp der også.

Er du korrekt medicineret ?

Ofte er man nødt til at afprøve flere forskellige typer adhd-medicin og doser, for at finde ud af hvad der virker bedst for en.

Du vil også kunne finde støtte ved at tale med andre der har adhd - selvom adhd viser sig på mange måder, er der stadig hints at hente i forhold til at tackle hverdagens uoverskueligheder.

Har din familie forstået hvad adhd er, og hvad det kan betyde i hverdagen.. det betyder meget med opbakning.

Det er iøvrigt pænt meget arveligt... så det er også en ting du skal være opmærksom på i forhold til dine børn..

[MTVRV1]

du kan godt selv søge, men er enig med pip
det bliver et afslag
1 du har ikke været i arbejdsprøvning og du har ikke nogen læge som siger du ikke må
2 du er vel tilknyttet en psykiater, egen læge spiller en meget lille rolle
3 du får ikke pension pågrund af ADHD eller andet, men på baggrund af din arbejdsevne

[Evaave]

Jeg har været inde på ADHD foreningens hjemmeside og kommer der ikke mere, fordi jeg er en af dem, der ikke vil medicineres og min erfaring siger mig at det ikke er vel set derinde. Jeg synes jeg har problemer nok og vil ikke gøres ufrivilligt til pille-afhængig...forstå mig ret. Jeg siger ikke at alle de der vælger at tage medicin er narkomaner, det er ikke ment på den måde. Det er heftig medicin og nært beslægtet med amfetamin og bivirkningerne er ligeledes heftige.

Desuden så må kommunen ikke tvinge mig til at tage medicin... i hvert fald ikke ADHD medicin og det er ikke engang godkendt af lægemiddelstyrrelsen til mennesker over 18...det synes jeg siger det meste om medicinen.

Jeg taler ikke med min psykiater længere eftersom, jeg har valgt medicinen fra. Der er noget galt med samfundet, hvis man tror at alle problemer løses med medicin, men det er så min holdning. Desuden synes jeg man kun skal tage medicin, hvis det konkret er livsnødvendigt...altså at man dør uden eller bliver alvorligt syg, her mener jeg også medicin til psykiske lidelser, der kan dæmpe udpræget nedtrykthed, der ville kunne resultere i selvmord, selvskade eller skade mod andre, men det er jo ikke der jeg er. Jeg kan bare ikke i sociale sammenhæng og jeg får depression, hvis der stilles krav til mig, som jeg ikke kan leve op til...blandt meget andet.

Jeg er opmærksom på børnene og tror godt de kunne have arvet det, men der er forskellige måder at leve med det på og jeg kunne aldrig drømme om at give mine børn medicin.

Min psykolog støtter mig også i en pension. Det vil sige, at jeg har min læge, min psykolog og min støttekontaktperson med mig, hvis man kan sige det sådan. Det er kun jobcentret, der ikke er med om man må sige.

Jeg har hørt at de i princippet har ret til at afprøve mig i samtlige erhverv der eksisterer i Danmark. Det er jo helt igennem umenneskeligt. De kan jo bare se i mine papir, hvor jeg allerede har prøvet alverdens udd. og jobs af, problmeet er bare, at det var før jeg kom på kontanthjælp, så det gælder åbenbart ikke for dem. Det er skruen uden ende og jeg er ved at gå ned og opgive det hele...ikke på den selvdestruktive måde, men jeg er ved at få en depression fordi jeg ikke kan mere. Jeg er snart helt derude, hvor jeg ikke magter mine børn mere og bare vil have en enestue på den lukkede, så jeg kan få fred og ro, men det kan jo ikke være rigtigt, at man skal komme helt derud grundet pres fra kommunen...eller hvordan.

Jeg er kæmpe frustreret og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg skal til møde min jobkonsulent om 1 time og sidder stadig under dynen, jeg magter slet ikke at tage derhen, men burde gøre det, så hun kan se, hvor dårligt jeg har det, jeg er bare bange for at hun ikke kan se det og at det eneste hun registrer er, at jeg dukker op og sidestiller det med, at jeg ikke har det skidt nok. Ville nogle gange paradoksalt ønske, at jeg var narkoman eller alkoholiker, for det er da synlige sygdomme som enhver kan forholde sig til...øv øv øv.

MTVRV1

Problemet er at jeg ikke har nogen synderlig arbejdsevne. Jeg har svært nok ved at få dagligdagen i hjemmet til at fungere, så jeg kan ikke se, hvordan jeg også skal kunne rumme et arbejdsliv og det er næsten uanset hvor få timer det måtte dreje sig om. Jeg ved godt, at de ikke tager min diagnose i betragtning i forhold til min arbejdsevne, hvilket jeg finder urimeligt i en eller anden forstand. Min diagnose har jo i den grad med min arbejdsevne at gøre. Min sygdom gør jo at jeg ikke rummer særlig meget, men det er der ikke særlig mange der kan sætte sig ind i...desværre. Men tak for jeres råd, I er søde.

[PiaL]

Men du kommer bare ikke udenom en arbejdsprøvning... Så et godt råd ledsaget af et fra mig, er, at du begynder at forberede dig mentalt på det.

Tag fat i lægen eller din psykiater og begynd at gøre dig nogle tanker om, hvordan det ville være at være i arbejdsprøvning. Få deres indspark til, hvordan sådan en kunne se ud, hvilke skånehensyn du har, hvornår du skal sige fra helbredsmæssigt, hvilken og hvormeget medicin du må tage i en arbejdsprøvning osv.

Bl.a. skal du skrive dagbog i prøveforløbet , og du kan evt. lave en aftale med lægen/psykiateren, at I snakker sammen f.eks. en gang om ugen, hvor du fortæller hvordan det går - på den måde får du hjælp til at få sagt fra når det er det, der skal til.

Når du så har fået gang i kommunen, så skriv herinde og så skal du nok en masse hjælp herfra også.

Se det som en investering i din fremtid....

STORT

[Pip]

At du ikke vil have medicin er en personlig sag - og ikke udelukkelsesgrund fra adhd-foreningen.

Faktisk kan de hjælpe dig med en bisidder til møderne.

Du er ikke den eneste der fravælger medicin.. du vil sagtens kunne finde andre i adhd-foreningen der fravælger den både på egne og børns vegne.

Så du er afgjort lidt hurtig på aftrækkeren til at dømme alle over en kam der.. og netop uden medicin, vil du have stor glæde af at kunne tale strategier med andre der er i samme situation uden medicin.

Mange psykiatre sværger til medicin, så der har du et problem.

Kommunen vil sikkert kræve en psykiatrisk vurdering for at kunne bedømme om din restervervsevne er nul..

Og han vil sikkert sige at det kan han ikke bedømme uden at du er medicineret, idet han anbefaler medicin.. så der risikerer du at falde i et hul.

Kommunen må ikke kræve at du er på medicin.

Men hvis speciallægen anbefaler det, og du nægter - kan kommunen sige at så kan du ikke endeligt udredes, og dermed ikke komme i betragtning til pension...

Ikke at jeg på nogen måde finder det rimeligt.. jeg forbereder dig blot på et problem du kan rende ind i...

I parentes bemærket, så er der jo ingen der rent faktisk ser dig sluge den pille hver morgen - hvis du forstår hvad jeg mener..

Din læge, psykolog og støtteperson er ikke til meget hjælp i forhold til pension, selvom du kan vedlægge udtalelser.

Den essentielle part i sagen er jobcentret.. hvis du ikke kan overbevise dem, er der ikke meget håb.

Så du skal helt klart møde op... og fortælle at du har det svært selvom de måske ikke lige ser det.

Og ja - din diagnose har helt klart meget med din manglende erhvervsevne at gøre.. men idet adhd er meget forskellig fra person til person, så siger det ikke noget om erhvervsevnen generelt.

Jeg kender mennesker med adhd der ikke kan arbejde - og jeg kender mennesker med adhd der har høje stillinger, og godt kan fungere arbejdsmæssigt... derfor er de nødt til at finde ud af hvor du ligger på den skala..

[Bato]

Reglen er, at der ingen regler er... Du kan sagtens søge FtP nu, på foreliggende grundlag, og får den. Det har jeg fået, uden arbejdsprøvning og efter at have søgt på eget initiativ. Held og lykke

[Evaave]

Hvor er I bare søde hver og en.

Jeg er ked af hvis det lød som om jeg skat alle over én kam på ADHD foreningens hjemmeside. Det var ikke min mening, jeg har blot været ude for en del ubehagelige kommentar på vejen, som gjorde, at jeg har taget en pause derindfra. Jeg ved godt, at der er masser af nyttig info og en del, der stiller sig kritisk overfor medicinering af både voksne og børn.

Jeg har nu været til møde med min jobkonsulent. Hun er meget meget sød. Hun sagde, at hun ikke kan se hvordan hun skal kunne hjælpe mig og hun vurderer, at hun ikke kan finde noget sted til mig og at selv om hun gør, at jeg alligevel ikke kan gennemføre det. Så er det jo på plads og hun skriver det i sin rapport. Jeg skal holde et møde med hende, min skp´er og en sagsbehandler fra jobcentret næste uge, så vi kan få en samling på, hvad der skal ske med mig.

Min jobkonsulent siger, at den største forhindring er, at jeg ikke vil medicineres og det er også det jeg kan forstå herinde, er den største hurdle. Landet ligger bare således, at ADHD medicin IKKE er godkendt af lægemiddelstyrrelsen og samtidig forholder det sig således, at min ADHD diagnose ikke har betydning for min arbejdsprøvning, så er det bare at min logiske tankegang krakelerer. For hvordan kan man sige, at man skal tage medicin for en diagnose, som man ikke tager højder for. Det giver da ikke mening. Enten må de da anerkende diagnosen som en faktor, der har med ens arbejdsevne at gøre eller også må de lade være og stoppe alt deres snak om betydningen af medicinering...eller hvordan?

Min konsulent sagde også, at min læge slet ikke måtte skrive på papiret, at holdningen fra lægens side er, at jeg bør tildeles pension. Jeg forklarede at det ikke var mig der havde bedt om den udtalelse og at jeg undrede mig over, at min læge ikke måtte skrive sådan. Så jeg spurgte om hun kunne dokumentere, at det var ulovligt at min læge skrev sådan....meeeen det kunne hun ikke. Det interessante er, at hver gang jeg beder om dokumentation for div. udtalelser fra konsulenter og sagsbehandlere, så får jeg ikke noget. De referer ALDRIG til paragrafer blot til tomme udtalselser...i hvert fald til andet er bevist.

Jeg aner ikke hvad det hele ender med, jeg håber blot at jeg snart får en afklaring.

Hun nævnte at jeg kunne søge en §17, men at man som regel fik afslag på dette. Så det er jeg ved at forstå, at det er sådan det hænger sammen. Heldigvis kan man jo anke og så er det en helt anden indstands, der tager stilling til afgørelsen. Hun kan også godt forstå, hvis jeg selv søger en pension eftersom kommunen ikke har gjort meget for at afklare mig og hun forstår godt, at jeg ikke kan gå og vente på en afklaring før jeg alligevel ryger på folkepension.

Det jeg er mest glad for, er at hun reelt kunne se hvor elendigt jeg har det og at det ikke er skuespil. Hun sad selv og blev helt ked af det på mine vegne og det er rart, at der endelig er et menneske, der kan se det og tager hensyn til det, men det er også først nu at jeg er så ødelagt, at jeg ikke kan skjule det længere...ikke at jeg som sådan har prøvet at skjule noget, men jeg har alle dage prøvet at klare tingene så godt som muligt og så kan det være svært at få øje på, at jeg ikke klare tingene så godt.

Det glæder mig Batu at høre, at du har formået at få hjælp uden at skulle gennem ild og vand. Nu kender jeg jo ikke din historie og baggrund, men rart at høre, at det kan lade sig gøre.

Puha jeg er træt og glæder mig til, at der sker et ordentligt ryk i alt det her rod.

Tak for hjælpen til Jer alle og knus og kram

[Florken]

Kære Evaave

Stor respekt for din holdning til medicinering

Been there, done that !

Kunne have fået alvorlige konsekvenser for mig,
hvis jeg havde ladet mig medicinere.

Min konsulent sagde også, at min læge slet ikke måtte skrive på papiret, at holdningen fra lægens side er, at jeg bør tildeles pension. Jeg forklarede at det ikke var mig der havde bedt om den udtalelse og at jeg undrede mig over, at min læge ikke måtte skrive sådan. Så jeg spurgte om hun kunne dokumentere, at det var ulovligt at min læge skrev sådan....meeeen det kunne hun ikke.

Det er fordi at det er sagsbehandleren, der afgør,
hvilken ydelse borgeren er berettiget til,
og sagsbehandleren har derfor lov til at se bort fra papirer,
hvor lægen udtaler sig om netop dette.
Det er dejligt at høre, at der ER sagsbehandlere, der er empatiske.

Held og lykke med samarbejdet med denne person.

[Pip]

At de ikke tager hensyn til diagnoser som sådan, betyder bare at de ser på det samlede billede.

De anerkender at diagnoser påvirker ens arbejdsevne - men diagnoser udløser ikke i sig selv pension.

Dvs alt hvad der har indflydelse på din arbejdsevne..

Der skal være dokumentation for at din arbejdsevne er ubetydelig - samt at den ikke på nogen måde kan øges.

Det betyder at hvis man har en diskusprolaps og lægen anbefaler operation, fordi det vil øge arbejdsevnen.. så vil pensionsteamet sandsynligvis give afslag hvis man nægter operation - fordi alle muligheder så ikke er udtømte i forhold til at bedre arbejdsevnen.

Det samme gælder medicin.

Du kan godt tage kampen op mod systemet og gå imod psykiaterudtalelsen... men det vil sikkert tage rigtigt mange år, og sandsynligheden for at det lykkes er lille.

Du må finde din egen vej gennem systemet....