De raske rynker på næsen af de syge.

[Stella]

Hvad mener du om denne debat...vinderne har brug for taberne...hvem er hvem...og hvad er meningen med galskaben...er det helt forrykt...ja døm selv...


Vi har brug for taberne

Afvigere virker både frastødende og tiltrækkende. Samtidig ønsker alle at skille sig ud fra mængden. Det er in at tatovere, pierce og skabe sig tosset på sexmarkedet. Men out at være indvandrer og uden bolig. Samfundet har brug for taberne. De sætter det normale i relief

Af Jens Kerte, Dagbladenes Bureau Fyens stifttidende 12 august 07

Tæsk sku' de ha'! Så ku' de lære det, ku' de. Alle de kriminelle, de arbejdssky, fremmedarbejderne, narkomanerne, drukmåsene, de åndssvage og psykopaterne. Alle de, der gør livet surt og besværligt for os andre pæne, ordentlige og lovlydige borgere.

Nok er det ikke længere tilladt myndighederne rent fysisk at banke fornuft ind i hovedet på luderne og lommetyvene, men afstraffelsen falder prompte, når nogen falder for meget uden for normerne. De utilpassede bliver forfulgt, hængt til tørre og udstødt af fællesskabet.

Bare tænk på de hjemløse. Nok kan de få lov til at spille fodbold på Rådhuspladsen i København, men et sted at bo eller fast arbejde står ikke lige for. I stedet er der plads på bænken og tid til en bajer eller et fix.

Men det er alligevel bedre at være udstødt i velfærdsstaten Danmark end i Afrika. Så 15 boldkunstnere fra især Liberia, Cameroun og Burundi sprang i målet under de netop afsluttede verdensmesterskaber i hjemløsefodbold og gik under jorden.

"Ikke alle grimme ællinger vokser sig imidlertid til som stolte, hvide svaner. Heller ikke i H.C. Andersens fædreland. Til gengæld kan de evige tabere udfylde en mission som nødvendige modbilleder til normaliteten i ethvert samfund".

Sådan hedder det sig i for eksempel antologien "De måske udstødte" fra Aalborg Universitetsforlag.

Afvigerne er velegnede som skræmmebilleder for alskens dårligdomme i by og på land. Forbryderen skaber sammenhold mellem de lovlydige, de gale får de fornuftige til at rykke tættere sammen, de raske rynker på næsen af de syge, de produktive mobber de arbejdsløse, de indfødte punker de fremmede.

Urskovsbrøl

Da afroamerikanske jazzkunstnere som Louis Armstrong og Josephine Baker gav deres første koncerter i Danmark for omkring 75 år siden, blev de hånet og hængt ud i pressen som fordærvere af ungdommen med deres primitive "urskovsbrøl" fra "Afrikas jungle".

Gode, gammeldags fordomme og angsten for det fremmede fik et borgerskab i moralsk oprør til at forsøge at holde deres sønner og døtre langt væk fra de farlige rytmer.

Da det ikke rigtig lykkedes, undskyldte ledelsen for Fyns Forsamlingshus i Odense i 1933 offentligt at have lejet lokalerne ud til Josephine Baker og hendes banebrydende bananskørt.

Sådan er de udstødte til alle tider kun måske udstødte. For selv om vi lukker afvigerne ude, spærrer dem inde eller bare beklager deres eksistens, er de angiveligt nødvendige mindretal i ethvert større fællesskab som de undtagelser, der definerer takt og tone for flertallet.

Vi er alle sammen tossede

I maleriet "Indenfor og udenfor" fra samme periode som jazzskandalerne karikerer Storm P. sådan lidt fra oven livet inden for og uden for fængselsmurene. Forskellen er tilsyneladende ens.

Selvmord, vold og vanvid - korsang, sport og passiar. Begge verdener har det hele. Vi er alle sammen tossede. Vi er alle sammen normale. Det er nærmest hip som hap. Men nogle er ude i kulden, andre inde i varmen. Magthaverne, flertallet og tiden bestemmer farten, som til gengæld ændrer sig konstant.

I 1955 udnævnte Studenterforeningen Louis Armstrong til æresmedlem på livstid. I rigtig gamle dage var for eksempel homoseksualitet strafbart her i landet. I dag er det nærmest trendy. Bøsser, lesbiske, biseksuelle og transvestitter er total mainstream og med på rollelisten i enhver ny tv-serie.

Den skæggede dame

De såkaldt normale betragter afvigeren som underlegen eller overlegen. Farlig, dæmonisk eller eksotisk. Men aldrig som ligemand. Heller aldrig som ligegyldig, for det afvigende virker på samme tid frastødende og tiltrækkende.

Før i tiden blev den skæggede dame Julia Pastrana og andre vanskabninger udstillet på gøglermarkeder, mens massemorderen Richard "The Iceman" Kuklinski nu om dage optræder i dokumentarudsendelser på tv ligesom anoretikere og omvandrende fedtbjerge.

Vi udstiller dem i al deres anderledeshed, men omgås dem helst ikke. De er dømt ude. Kun når de handicappede når helt til tops på det etablerede samfunds præmisser, bliver de genstand for ekstraordinær hyldest.

Bare tænk på den døvstumme og blinde forfatter Helen Keller, kunstmaleren og plakatkunstneren Henri de Toulouse-Lautrec, der var krøbling, og den polioramte, amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt i sin kørestol.

De moralsk defekte

Ved indførelsen af arbejdsforsikringsloven for 100 år siden svedte de politiske partier tran i forsøget på at præcisere forskellen mellem uforskyldt og selvforskyldt arbejdsløshed.

Det lykkedes ikke. Man nøjedes med en negativ definition og fastslog, at selvforskyldt arbejdsløshed er arbejdsvægring, strejke, lockout, dovenskab, ufordragelighed, drikfældighed, fattighjælpsydelse og moralsk defekt.

Så var det offentlige godt dækket ind, og de arbejdsløse havde ikke mange chancer for at få koks i kakkelovnen og smør på brødet.

Især stemplet med "moralsk defekt" sivede ned gennem hele systemet og blev op gennem det 20. århundrede rigtig populært til at køre uønskede elementer ud på et af samfundets mange sidespor.

I fire årtier frem til begyndelsen af 1960'erne forpagtede De Kellerske Anstalter den lille, øde ø Sprogø midt i Storebælt. Den blev indrettet til institution til tugtelse af kvinder, der var på kant med loven, kendt umyndige på grund af evnesvaghed eller andet i samme dur.

En læge fra dengang skrev i sin journal om en af disse "moralsk defekte" kvinder, at der sådan set ikke var noget i vejen med hende bortset fra, at hun var "sjusket", "langsom", "doven og lad". Men værst af alt: Hun havde født et barn uden for ægteskab.

Lægen sendte hende altså ud på en øde ø på grund af dårlig opførsel i en tid, hvor ikke alene førægteskabelig sex, men også onani og handlekraftige kvinder blev anset for upassende.

Afvigerromantik

"Psykologisk opslagsbog" fastslår, at "normalitet gør upersonlig", og ifølge historikeren, ph.d. Poul Duedahl er der nu om dage opstået en form for "afvigerromantik".

Blandt andet derfor er det in med tatoveringer, piercinger, kinky sex og økologiske gulerødder.

"Men grænsen mellem det excentriske, det spektakulære og det ordinære er hårfin," siger han i "De måske udstødte". "Selviscenesættelsen må aldrig blive så excentrisk, at man står helt alene med den og bliver nutidens nar."

Én bestemt minoritet har tilsyneladende ikke en kinamands chance for at blive accepteret i Dagens Danmark: Det er de fremmede, indvandrerne, flygtningene. Om de så stod på hovedet.

Er den fremmede utilfreds med sit ophold hertillands, opfattes han som et utaknemmeligt skarn. Er han tilfreds, udnytter han garanteret vort sociale system.

Arbejder han ikke, er han et dovent bæst. Arbejder han, tager han jobbene fra os andre. Gifter han sig med en dansker, snupper han vore piger. Gifter han sig med en af sine egne, er han uintegreret.

Bosætter han sig blandt almindelige danskere, mænger han sig. Flytter han ind blandt sine egne, ghettoiserer han sig. Begår han kriminalitet, viser han sit sande, primitive jeg. Er han lovlydig, pønser han sikkert på noget.

Også de hjemløse lader til at være vor tids evige ustødte.

Godt nok hjemførte Skotland pokalen fra VM i fodbold, men måske den 43-årige danske topscorer Ken Bell Rasmussen blev mesterskabernes virkelige sejrherre. På grund af den megen omtale i aviserne blev han efter et liv på gaden i fire år genforenet med sin familie.

Taberen vandt helt uventet sit livs hovedpræmie: En fremtid.
Kommentarer

Skriv indlæg i debatten.

http://www.fyens.dk/article/837721?rss