Sygdom og forælder

[Zania]

Hejsa,

ville lige være nysgerrig, og høre, hvad I mener om, at have en psykisk sygdom og være forælder?

Hørte i tv (DK4) at 50% af vores generelle "humør" stammer fra generne, så hvis man er ud af en familie med meget depression, er der relativ stor risiko for selv at få en depression. Jeg ved ikke, om der er større risiko for at få fødsels-depression?

behandlerne siger, at "alle" har en personlighedsforstyrrelse, vores svagheder ligger forskelligt, stikker du nok udenfor normen og er handicappet af det, er det sygdom. Ellers er det kun tendenser, forskelle i personlighed.

Måske kan man diskutere, om det er godt, nogle har kunnet styre udenom psykologer i deres liv.

Det må også være en befrielse at få flexjob/pension, hvis man har det svært, og har børn? Tænker at det omtales som et fuldtidsjob at have børn Kan I klare det?

Har gået og tænkt på det noget tid, jeg synes, det er spændende, men det er lidt tabu.

Lone

[Spunk]

Jeg må være en af dem du henvender dig til.

Jeg er mor til 4 unger,og psykisk syg. Jeg er maniodepressiv.

Jeg ved at depression ligger til familien, og jeg er så frygteligt bange for at mine unger vil "arve" de psykiske tilstande..

Mht. fødselsdepression, så har jeg kun hørt at risikoen er forhøjet hvis du tidl. har haft en depression af en art.

Jeg kæmper for en førtidspension,det har desværre lange udsigter.

Det ér et fuldtidsjob med små børn. Sådan er realiterne. Men selvom jeg synes det er røvsvært, og mega hårdt, så ville jeg ikke undvære mine børn.
Men jeg ville ønske at jeg kunnevære en anden mor for dem. Den mor der altid oser af overskud, bager boller, går med på legepladsen, spiller bold i haven, tager med til div. aktiviteren, engagerer sig i forældrebestyrelser osv osv.

Men sån er jeg ikke, og sådan bliver min virkelighed aldrig.

Jeg har en sygdom, som sætter store begrænsninger, hvad enten jeg vil det eller ej. Og det må jeg så bare håbe at jeg en dag accepterer,og at det ikke gør skade på børnene at have en mor der er psykisk syg og ustabil.

[Sandie75]

Jeg er nok lidt hård på det område, jeg mener ikke man skal sætte børn i verden hvis man er psykisk syg, da man ikke vil kunne formå at være en optimal forældre.
Hvad sker der med børnene når man kommer ud i en depression?
De har ikke selv valgt at blive sat i verden og vi har et ansvar over for vores børn, så spørgsmålet er om man med god samvittighed kan sætte børn i verden selv om man har sådan en lidelse.

Min mand har fået konstateret ADD og alene af den årsag vil jeg ikke have børn med ham, der er store chancer for at videregive det til sine børn og det er en skam, for kan jo se hvordan det påvirker vores forhold og dagligdag.

Folk ser forskelliget på det og dette er min måde at se det på, beklager hvis jeg støder nogen med min holdning.


Sandie

[superkok]

ville lige være nysgerrig, og høre, hvad I mener om, at have en psykisk sygdom og være forælder?

min menign er man skal ikke få børn med det er min mening håber ikke jeg støder nogen det er kun min mening,pga der er store changer for de får de samme men osv osv

[Huldra]

jeg tror så ikke at de børn tager skade af det, hvis bare at moderens eller faderens sygdom er noget man tør tale om, tør at forklare sine børn, og ikke lader det være tabu, eller forsøger at skjule det.
hvad så med os som er forældre inden vi bliver fysisk syge, som jo også kan medføre depression og andre psykiske gener.. skal vi så forærer vores børn væk eller hvad?
og hvis man ellers er godt medicineret mod ens sygdom, og er rimelig velfungerende, så kan jeg ikke se at det er så meget værre at blive forældre, end det er for de som bliver født ind i fortravlede karrierefamilier. eller hvad man nu kan få i bagagen.

[LUM]

Nu er ADHD ikke psyk sygdom, men et handicap.

Jeg er ADHD´er og mor til 3. Der er 80% arvelighed, jeg ved med sikkerhed min søn lige så er ADHD´er, den mellemste er jeg i tvivl om, og den yngste er for lille til jeg tør gisne omkring, men SKAL jeg komme med et bud, så er hun gået fri.
De 2 store er født før jeg viste at jeg er ADHD´er, og den 3 blev overvejet MEGET NØJE, ikke kun lige her og nu, men også om 5 år 7 år 18 år....

Jeg valgte selv at få kommunen ud og vurdere mine evner som forælder, bla fordi jeg ikke gad høre på folks... man dur ikke når man har noget ud over normen, og ikke gad genbo´ens overdrevne fordomme og anmeldelser.

Resultatet blev at jeg er en bedre mor end gennemsnittet, jeg kan noget / har noget en normal ikke har/kan, jeg tilføre børnene (absolut ikke kun mine egne, børn og unge ELSKER mig, jeg kan finde ud af at lege, jeg kan "glemme" at være voksen, man ved hvor jeg har mig, man er ikke i tvivl hvis jeg har en dårlig dag, lige som at man ikke er i tvivl hvis jeg har en god dag, jeg siger alt på en direkte måde, noget voksne generelt er rigtig dårlige til, børn vil hellere have af vide at spaden er en spade og ikke en skovl.

Yder mere har jeg en forståelse for, specielt min søn, som igen anden har, jeg kan 100% sætte mig ind i hvad der foregår i hovedet på ham, han har det langt bedre end jeg havde som barn, netop fordi han har en forælder der ved hvad der sker i knolden på ham, og en voksen som kan forklare andre voksne at han fungere anderledes, der er han MEGET heldigere stillet, end de børn med ADHD som ikke har det via arv, de har ingen mor/far der kan føle hvad der sker i dem (noget jeg kender lidt for godt, da jeg er adoptiv barn) At de få børn der ikke har ADHD´en gennem arv, har muligheden for at tale med linesignede og for at komme i kontakt med voksne som forstår, syntes jeg så absolut kun er positivt, hvis alle ADHD´ere bevist valgte at lade være med at få børn ville det være langt svære for de børn/voksne hvor forældrene ikke havde valget.

Jo der er bestemt også ting jeg er knap så god til, som normale men alle normale er altså heller ikke lige gode til de sammen ting, vel... der bidrager jeg som ADHD´ere, så med nogle helt 3. ting, jeg er med til at skabe forskellighed.

Jeg syntes KUN det er positivt med forskellighed, verdenen ville dælme være super kedelig, hvis alle var normale, jeg forstår simpelthen ikke hvorfor vi absolut skal sautere alt, ikke normalt fra? hvad er der positivt ved det? det er netop det unormale der gør at samfundet/verdenen, udvikler sig... uden den skøre mand som ingen forstod, ville vi fx ikke have elektricitet, vi ville ikke have H.C. Andersens Grimme ælling, vi ville faktisk ikke have ret mange ting, uden de her skøre unormale mennesker, netop hovedparten af de der skøre tosser, som har opfundet mange uundværlige ting, kalder vi i dag for geniale, det sjove er at mange af dem, inden bevisligt er ADHD´ere, eller historien tydeligt beskriver dem, som meget mulige kandidater til at være det.

Der er forskel på sværhedsgraden af de forskellige ting folk døjer med, personligt ville jeg vælge børn fra, hvis jeg havde ADHD i høj grad, men det har jeg ikke, jeg har det i mild til middel, og er ret velfungerende som menneske (og var endnu mere velfungerende før kommunens vridemaskine) og åbenbart meget godt velfungerende som forælder (ifg profferne)
Naturligvis bør man ikke få børn hvis man ikke kan tage vare på sig selv, men nu vælger man altså ikke altid selv hvad livet skal bringe. fx kan en mongol ikke blive steriliseret, om så det er vedkommendes ønske, før denne er blevet 25, en artikel i Familiejournalen, så er det bare synd, hvis P-pillerne svipser og/eller kondomet springer, eller måske er blevet sat forkert på. Man kan også risikere at komme ud for krise efter man har fået børn, der gør at man går totalt ned, og måske endda vælger selvmord, eller bliver psykisk syg af det restens af ens dage.

Sådan er det med alt sygdom, nogle magter end ikke at tage vare på sig selv, mens andre er så godt velfungerende at man knapt opdater at der er "noget", og så er der alle dem ind i mellem, jeg mener ikke at man kan stille det op sort mod hvidt, for sådan fungere det altså bare ikke, det svarer til at sige at en pizza med ost og oksekød, smager lige som en pizza med bacon og salat..... svarer til at sige at kræft er en dødsdom slut! men nogle lever altså fint i maaange år med kræften, mens andre dør hurtigt, og andre igen bliver helbredt.

Hurra for forskelligheden, buuu til at samfundet udvikler sig mere og mere i retningen af ensformighed, en udvikling vi ser MEGET tydelig i div love inden for det sociale område, netop den manglende lyst og evne til at ville forskellighed har skabt og skaber de meget meget stramme kasser vi bare SKAL mases ned i, når vi af den ene eller anden årsag er uden for arbejdsmarkedet, passer man så ikke lige, er fanden løs.

[c.l.e.o.]

Det er da ikk til at have en mening om, psykiskSYGDOM,der er er jo nærmest lige så mange nyangser i den/de sygdomme,som der er mennesker på jorden,men er man til fare for sig selv og andre så skulle man måske vælge børnen fra...

Man har vel også nogle samtaler ,med læger og linde der kunne man jo tage dem med på råd,spørpe til hvad det kunne have af virkning,på ens liv hvis der kom et barn...Pasonligt tror jeg de børn har det svært når mor eller far i perioder er "fraværende"Og så det enlig lige meget hvad grunden så er til det....

Ja, så havde jeg aligevel en mening om det

[sørensen]

Jeg er mor til tre og har for et par år siden fået min diagnoser. (angst,bipolar og personlighedsforstyrrelse).
Jeg har ikke meget overskud i hverdagen og har søgt førtidspension. Jeg har svært ved at være sammen med andre mennesker og derfor svært ved at deltage i klassearrangementer m.m.
Jeg har valgt at være meget åben omkring min situation overfor mine børn. Og det hjælper dem meget til at forstå hvorfor jeg er og gør som jeg gør. Jeg har valgt at få dem i nogle børnegrupper for børn med psykisk syge forældrer, så de har mulighed for at snakke med andre i samme situation. Det er godt for dem.
Jeg vidste ikke jeg havde så store psykiske problemer da jeg fik mine børn, og jeg må sige at jeg tror ikke jeg havde valgt at få børn hvis jeg vidste det. Men jeg elsker mine børn, og jeg vil gøre alt for at de får det de har behov for. Jeg vil kæmpe for at hvis de selv "arver" en svag psyke, så kan de få hjælp i en tidlig alder.
Jeg er forholdvis afklaret med situationen, og gør det så godt som jeg kan. Mere kan jeg ikke gøre. Og jeg er bestemt ikke bange for at bede om hjælp når jeg ikke kan overskue det.

[sane]

Oftest er man ikke selv klar over hvor syg man er eller hvor meget man kan blive syg senere i livet- derfor er det forkert at sige at man ikke burde få børn hvis man er psykisk syg.

Hvis en person selv vurderer sig til at man er for syg til at få børn- så synes jeg at i det tilfælde er vedkommende meget mere rask i forhold til dem som ikke kan nå at tænke sådan... Der er nogle andre ressourcer hos den person som er klar over disse ting om sin egen sygdom, og vedkommende ikke har behov for at reproducere sig(naturligt?)...
I øvrigt -hvad med de mennesker som hele sit liv "bare" har haft lavt selvtillid/selvværd- burde de så heller ikke få børn? Hvad kan de byde til egne børn så, når de heller ikke kan optimalt tage vare på sit eget liv og psyke, og hvilken selvværd vil de kunne opbygge hos egne børn? Neej- sådan kan man ikke tænke, synes jeg...
Så er vi ude på en selektiv reproduktion- og så havner vi på et tidspunkt med den tankegang ved tilfælde hvor vi skal vurdere om det kan nu være rigtigt at lavt uddannede også skal have børn eller ej? Tænk hvor meget er et liv forskellig i en rig familie fra en fattig familie( bilder vi os selv ind...)... Er vi så også derude?
Faktisk ved vi ikke(heller ikke forskerne ved det endnu) om hvem af os har de gener som kan udløse en psykisk sygdom senere i livet...
Faktisk er det også sådan at nogle psykiske sygdomme udløses af stress og belastning-og man få alvorligt øje på dem først i sine 30´-erne eller 40´erne, og hvad sige så til de mennesker som var velfungerende på arbejdsmarkedet i de første 20 år af sit liv? Er det måske dig og mig som skal vurdere dette? Nej -det tror jeg ikke... Den slags psykisk sygdom hvor man kan lide af sådan en storhedsvanvid i den grad- det nægter jeg bare simpelthen at ville lide af(så meget som det nu kan kontrolleres i mit tilfælde, hahaha)... )

[sane]

Til Spunk:

Forskningen viser at selv tvillinger af en psykisk syg forælder, kan vise sig at vokse op anderledes... Den ene med de arvelige psykiske problemer, og den anden tvilling helt rask og helt anderledes...

Naturen kan vi kontrollere, det er en utopi at tro det...

Dårlig samvittighed hjælper os ikke... Den gør bare tingene værre for os... Vi kan ikke ændre på tingene, hvis vi kunne -så ville tingene allerede være anderledes uden at vi sidder og føler dårlig samvittighed...
Hvad med en dårlig samvittighed hos en rask velfungerende udearbejdende par, som så ikke når at have mere tid med sine børn, og hvordan vil deres børn være når de vokser op? Alle som er en kærlig forælder -har en tendens til at føle dårlig samvittighed- du er ikke den eneste... Du skal ikke være for hård ved dig selv... Dårlig samvittighed er en kærligheds- og sundhedstegn, om at du ville det bedste for dine børn... Di skal bare ikke piske dig selv... Eller, VI skal ikke piske os selv- fordi det gør kun tingene værre... Børnene kan mærke det hvis vi er for hårde ved os selv- og nogle børn kan fejl fortolke det som om det er dem der er noget galt med (det ubevidste og det usagte opfattes forskelligt af forskellige mennesker)...
Vi skal kæmpe for at vi føler os i balance så meget som vi kan være-fordi det er sådan vores børn vil få det bedre...