Om sejhed

[Trylledyr]

Jeg har filosoferet lidt over tilværelsen de sidste par dage, er nået til en konklusion, og jeg vil gerne dele den med jer

Hvem kender ikke kampen mod kommunen? Alle på kontanthjælp, syge, handicappede, førtidspensionister, fleksjobbere, psykisk syge og mange mange flere. Hvem kender ikke det at rende panden mod den bureaukratiske mur om og om igen, og ikke nå nogen vegne. Hvem kender ikke det opslidende tovtrækkeri for at få lov til at have den sygdom, man nu engang har. For at få lidt hjælp til at gøre hverdagen udholdelig.

Hvem kender ikke at skulle leve med sin sygdom hver dag, uden at kunne få ro og mulighed for at få det bedre. Hvem har ikke kendskab til nogen, der i årevis har været fastholdt på overførselsindkomst, fordi det er billigere for kommunen. Hvem kender ikke det at skulle sige nej til sine børn om og om igen, fordi pengene er mere end små. Ikke engang en biograftur eller nye klude kan der blive råd til. Jeg kunne blive ved, men pointen er klar nok.

Som jeg ser tilværelsen, er der to grupper mennesker. De der er seje og de der ikke er. Jeg ved ikke, hvor længe en førtidspensionist skal koge, men jeg ved, at kommunen har kogt mig i snert 15 år efterhånden , og jeg er langtfra mør endnu!

Vi kæmper. Hver dag. Og vi bliver ved med at kæmpe. For en tålelig hverdag med meget få midler. Finder de små og gratis glæder, for dem der koster noget, er udenfor vores rækkevidde. Bruger en hulens masse kræfter på at finde de gode tilbud, for at få pengene til at række lidt bedre.

Tryller med kreativitet, når der nødvendigvis skal stables noget ekstra på benene. Finder kræfter til at være noget for vores børn, selv om vi knapt kan hænge sammen selv. Skriver det ene velformulerede brev efter det andet og holder fast, selv om vi selv er ved at skride i svinget.

Vi slås dagligt med besværligheder, som andre kun opfatter som noget, ”man bare gør”. Vi får det ene nederlag efter det andet, men alligevel rejser vi os op og fortsætter. Hvorfor gør vi det? Fordi vi ikke har et alternativ. Og fordi vi er seje. Vi er stædige. Vi er stolte. Og vi vil ikke tabe retten til et værdigt liv!

Hvis nu Hjorten eller en anden af de høje herrer skulle leve for det, vi gør. Have de samme besværligheder, som vi har. Blev mast i de bureaukratiske møllehjul af til tider umenneskelige love. Hvis han skulle undvære sin fine bil, og i stedet måtte bruge apostlenes heste som vi andre. Hvis han skulle rende forgæves efter inkompetente mennesker, der har bestillingen at forvalte de umenneskelige love. Hvis han var syg og blev tvunget ud i gentagne arbejdsprøver. Blev fastholdt på kontanthjælp uden mulighed for at komme ud af systemet. Finde sig i at blive kontrolleret i hoved og øh ….ja!

Hvad ville der så ske? Ville han kunne holde til det? Ville han kunne klare presset uden alle sine kontakter? Ville han kunne stå distancen og kæmpe for sit liv, om jeg så må sige? Har han rygraden til at rejse sig op om og om igen?

Min mening er ikke nogen hemmelighed. Jeg tvivler på, at de høje herrer kunne klare mosten. Hvis de blev udsat for det samme pres, som vi bliver uden mulighed for orlov, ferie og ro til at få det bedre. Lad os bare sige 5 år på den måde, som vi lever. Øh rettelse: mange af os har ikke overskud til at leve, vi eksisterer bare…

Jeg har en formodning om, at hvis de høje herrer blev tvunget til at eksistere i bare 5 år (det skal jo gerne kunne mærkes) på denne måde, ville der måske ske ting og sager med lovgivningen. Hvis de så får at vide, at vi er nogle, der har haft det sådan i både 10 og 15 år, så piveri tolereres ikke. Bare bid tænderne sammen og fortsæt, som vi andre gør. Ville der så ske noget med lovene?

Jeg ved godt, hvor min respekt går hen, og det er ikke til de høje herrer, for de har ikke fortjent den. Den går til alle på kontanthjælp, syge, handicappede, førtidspensionister, fleksjobbere, psykisk syge og mange mange flere. Det er dem, der er de seje. Dem der er konger og dronninger. Dem der trods egne besværligheder finder styrke til at hjælpe andre i samme situation. Dem der har (eller finder) styrken til at fortsætte en umådelig opslidende kamp og alligevel nægter at gi’ op!

Knus og stor respekt
Trylle

[rumann]

En filosofisk konklusion der bare giver mening....
Jeg har selv i min afmagt ofte sendt tankerne til bl.a. Claus Hjort og ønsket mig, at han skulle opleve på egen krop, hvordan det føles- og ikke mindst hvilken det kamp det er, at være underlagt sociallovgivningen.
Som jeg ser det, er et af problemerne, at vores politikere stort set alle sammen er gået lige fra skolebænken og over i politik. Det er teoretisk viden de har med sig, som de bruger i deres politiske liv. Teoretisk viden som de har læst sig til. Teoretisk viden, som passer ind i matematiske kasser med kr. og øre.
Der er bare lige det, at teoretisk viden ikke passer på mennesker. Vi er individuelle væsner og burde behandles som sådan.

Den sidste tid har der været en del i medierne omkring adoptionssager, som blev håndteret helt ud i hampen .... eller psykisk syge flygtninge som blev sendt hjem med deres små børn og skulle klare sig selv. Først i det øjeblik, at sagerne fik mediernes bevågenhed og politikerne skulle stå offentlig frem og forsvare lige præcis denne sag, skete der noget.

OG SÅ ER DET LIGE JEG TÆNKER:

Havde vi dog bare modet til at starte noget op i medierne, måske det ville flytte noget??
Desværre er det jo også sådan - og det gælder også mig selv - at de fleste er lidt bange for at sige/gøre noget, der påvirker deres sagsbehandling... derfor tror jeg at mange af os tier og dukker nakken lidt.


MEN FOR DÆLEN ALTSÅ, HVOR DET HER TRÆNGER TIL AT BLIVE LUFTET I TV.

[Susanne]

Åh hvor er det dog et dejligt indlæg! Du formår som altid at komme med de rette ord! Ja vi er seje mange af os udvendig. Vi er gjort af elefanthud som sørger for at holde sammen på os. Vi fører en stor kamp og rigtig godt gået af os:@

[Trold]

Jeg fik simpelthen en klump i maven da jeg læste dit indlæg. Du rammer lige midt i de tanker jeg tit har haft, i min kamp med/mod systemet. Det er damn hårdt altid at skulle være sej, være forberedt på det værste når man f.eks. skal til div. møder o.s.v. Selv om de holder sig indenfor lovens rammer er det sejt blot at kæmpe for sin ret. Her i byen har jeg da "luret", at når man søger om økonomisk hjælp til f.eks. tandlæge, så har de ovenfra fået besked på at starte med at give afslag, "hvis det er alvor bliver den vel anket". Det er så tydeligt, for de laver (med vilje) en fejl i beregningen, så anken nærmest er serveret på et sølvfad. For nylig hjalp jeg min veninde med at anke afslag på hjælp til briller, og der var intet nyt i sagen, blot gjorde jeg dem opmærksom på denne "regnefejl", og vups kom bevillingen. Ligesom den plejer. Hendes voksne datter troede simpelthen at det var løgn, ligesom min mor gjorde da jeg beviste det for hende.
Socialbedrageri, med modsat fortegn???
Jeg har tit tænkt, som du også skriver, der er dem der er seje, og så er der dem der ikke er seje. Men, men, men, hvad sker der så med dem der ikke er seje, hvad bliver der af dem???

[zuza]

Trold skrev

Men, men, men, hvad sker der så med dem der ikke er seje, hvad bliver der af dem???

Ja, hvad med dem?

Hvad med ordblinde?
Hvad med udlændinge?
Hvad med de ældre?

Listen er desværre lang.

Og Trylle.

Jeg kan lige se billedet for mig:

En slags Robinson-show med de ansvarlige lovgivere, som skulle prøve sagsbehandlingsmetoder, smerter, skavanker, manglende tandlægebehandling, manglende briller, jongleren med regningerne. uforskammede jobkonsulenter, osv.

Showet kunne hedde:

Hvem overlever længst i helvede?

Det kunne JEG se på i årevis.

[inger]

Jeg kan svare på hvad der er sket for en af dem der ikke er seje, for jeg kender hende privat.

Hun har udviklet socialfobi heldigvis har hun da et lille socialt netværk, hvor vi holder fast i hende uanset hvad. Hun knækker ofte grædende sammen uanset hvad der sker eller bliver sagt. Ikke nok med det mens hendes to børn er også psykisk ødelagte af situationen nu, som desværre har stået på i mange år.

Hun har opgivet at kæmpe mere imod det offentlige. Når vi kommer fra ferie har jeg i sinde igen at tilbyde hende at få oprettet en kontakt til kommunen igen. Det går så ondt at se hvad systemet gør for at ødelægge de ikke psykiske stærke.

Heldigvis har jeg været igennem kampen og fået den lidt på afstand, så jeg lader hende læsse frustationerne af på mig alt det hun har brug for at få læsset af.

[Louise]

Kunne ikke selv have fundet bedre ord for denne tilværelse mange af os lever i.
Knus

[Trold]

Det var sådan noget jeg havde frygtet Inger, men det er jo desværre ikke noget vi hører om, medmindre vi, som du, har det tæt på. Men hvad gør man hvis først "filmen knækker"?
Jeg har svært ved at se mig selv i den situation, for hver gang jeg er lige ved at nå helt derned, hvor jeg ikke vil kunne komme op ved egen hjælp, så vågner der et eller andet i mig, så kampånden ganske langsomt vender tilbage.
Men jeg går og forestiller mig, at min læge ville kunne hjælpe i sådan en situation, men den udvej har i vel prøvet.

[Trylledyr]

rumann, jeg tror du har ret i det med at gå fra skolebænken til politik. De har ikke prøvet at mærke samfundet på godt og ondt, og på Christiansborg sidder de langt fra virkeligheden, som nogle (bl.a. Hjorten) blankt erkender. Det er ikke betryggende at have så virkelighedsfjerne politikere til at forfatte lovene, der bestemmer over virkeligheden. Det giver ingen mening i min verden.

Angsten for at blæse noget op i medierne er forståelig nok. Bare det at kommunen får nys om, at man har en hjemmeside, får dem til at gå i selvsving og påstå, at når man kan det, har man noget nær uanede ressourcer, der var bedre brugt på 37 timers arbejdsuge.

De glemmer en meget væsentlig detalje, der hedder årsag til hjemmesiden. Mange hjemmesider bliver til i ren desperation, et forsøg på at nå ud til andre med samme problem, at prøve at stable et netværk på benene, så man ikke føler sig helt palle. Den fatter kommunen bare ikke. Men hvad ville der så ikke ske, hvis en klemt borger optrådte på tv og rettede anklager mod de, som ”bare er der for at hjælpe dig” :|

Susanne, elefanthud er et godt ord at bruge. Det beskriver præcist, hvad der skal til for at holde sammen på os. Mange er som østers indeni, inklusive undertegnede, så der skal noget godt skind til for at det hele ikke render ud alle vegne

Trold, du har ret i, at det er forbistret hårdt altid at skulle være sej, altid have boksehandskerne på. Den beskrivelse om at give afslag som standard kender jeg kun alt for godt fra min egen kommune. Alt for kommunekassen, så til h…. med borgeren, der har brug for hjælp. Det er nemlig socialt bedrageri mod borgeren, men hvor er sanktionerne mod kommunen? Intet sted at finde…

Jeg mener, at de ikke-seje er politikerne. Vi kan også kalde dem feje, for de står sjældent ved det, de siger. Hvis vi endelig skal sætte en mærkat på de, der opgiver kampen, må det være martyr. Det er mere respektfuldt sandt end at være ikke-sej. De der opgiver kampen mod systemet, har jo ikke opgivet kampen for livet – heldigvis. De hænger på endnu – er seje på deres egen måde, og det må nødvendigvis afføde respekt. Det er muligt, at de ikke har kræfter til at slås med systemet, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke er seje. Hver dag handler om overlevelse, og kan man komme igennem endnu en dag uden alt for mange skrammer, er man sej i mine øjne

zuza, der er en vis pervers tilfredsstillelse ved at forestille sig det Robinson-program. Jeg har en masse billeder inde i hovedet, og de får mig til at fryde mig. Ikke særlig pænt, det ved jeg godt – men jeg er heller ikke til pænt brug

Inger, hvor er det godt, at du har kræfter til at låne en skulder ud. Socialfobi er en skrækkelig lidelse, men der er hjælp at hente. Jeg håber, hun vil tage imod din omsorg og få kontakt til kommunen. Om ikke andet så for hendes børn.
Jeg bliver så vred, når sagsbehandlere i en nedladende tone siger: ”du ved jo nok, at børnene tit vælger det samme som forældrene”. Jamen, så lad være med at køre forældrene ned psykisk! Giv dem den hjælp, de behøver i stedet for at tabe en hel familie på gulvet i kassetænkningens navn. Tåber!

Jeg kan ikke forstå, at det kan være så svært at fatte, at ved at undlade at give den hjælp, der er behov for, forværres situationen betragteligt, og der skabes nye problemer i kølvandet. Som jeg siger er det en alkoholikers drikkemønster om igen.

Louise og I andre: tak for ordene

Knus
Trylle