250.000 angste bliver stadig overset

[Stella]

Angst bliver ikke taget alvorligt og folk er overladt til sig selv med problemet ..de fleste læger tager det ikke alvorligt og denne artikel er vist et bevis på at angst er en folkesygdom...og Tabu...

Angst er hyppigere og farligere end hidtil antaget, viser ny forskning. Alligevel er der ikke hjælp på vej

Angst er ved at udvikle sig til Danmarks største, glemte folkesygdom. Cirka hver femte får på et tidspunkt i deres liv en angstlidelse, og 250.000 har den hele tiden.

Men de færreste læger interesserer sig særligt for problemet, og i befolkningen er det stadig tabu, mener flere psykiatere.

De har længe råbt efter øget opmærksomhed på området, og de fik for et år siden rygstød af en rapport fra Sundhedsstyrelsen. Den konkluderede blandt andet, at flere danskere end hidtil antaget lider af angst, og at sygdommen oftere end frygtet fører til misbrug eller selvmord, fordi den alt for sjældent bliver behandlet korrekt.

– Der er desværre stadig tradition for, at lægeverdenen interesserer sig mest for skizofreni og depression. Angst har været forsømt lige siden Freud og det til trods for, at vi nu kan se, at det kan have dødelige følgesygdomme. Det er et kæmpe problem, for de færreste praktiserende læger ved, hvad de skal stille op, når en psykisk lidende står i konsultationen.

Læs videre her...



http://www.kristeligt-dagblad.dk/art...stadig-overset

Og det finder de først ud af nu!... Nej angst bliver ikke opfattet som noget problem, og det er faktisk noget af det værste man kan få raget til sig som følgelidelse.

Jeg har som sagt selv middelsvær angst... og det er den lidelse jeg mest af alt ville af med, for den er invaliderende... aligevel er det Asperger Syndromet og Depresionerne der gør udslaget når der skal forholdes til f.eks. FP, for Angst er efterhånden noget man ser på som "det kan helbredes helt væk!"... mig i r***n! vel kan det ej! ... nogle er MÅSKE heldige, men de fleste der har haft angst i mere end 2 år kommer MEGET SJÆLDENT af med det igen, det fik jeg selv at vide ved et angst-møde, fortalt af specialister på området for nogle år tilbage.

Jeg fik diagnosen i 2001... det har ikke fået nogen sagsbehandlere til at tage det seriøst. Og nu hvor angste er blevet sat i søgelyset i de 17 kommuner der skal hetse syge, og som i Næstved f.eks. vil ud i boligerne og løfte dyner og sparke røv, så bliver det IKKE sjovt for disse mennesker... tvært imod.

Problemet er, at man som udefra seende, kun ser terroren hos dem der får panik angst anfald og bryder sammen... ingen tænker på hvordan det er for f.eks. dem med social angst, hvor det ikke umiddelbart kan spores før man virkelig kommer ind under huden på dem der har det.

Ingen tænker på hvor megen tid og oceaner af energi man bruger på bare at gå en tur på kommunen, eller ned i byen... de kan ikke se det... og kan man enda forsvare sig selv på kommunen, så opfatter de det som værende en bagatel man bare kan tage sig sammen med...

Tag nu min egen sagsbehandler som eks... Hun ved udmærket hvad min angst er beskrevet som i papirerne... aligevel siger hun til sidste møde: "Du er jo ellers en god skribent!! Var det ikke noget med en revalidering, så du kan blive skribent eller noget? Forfatter måske?"

Jo jo... jeg kan skrive klager til kommunen, for at forsvare mig selv imod jer! bag en lukket dør og en skærm! ... selvfølgelig kan jeg det! ... men det viser tydeligt hvor lidt bla.a. sagsbehandlere fatter af problematikken omkring angst... du kan have OCEANER af resourcer, men angsten blokerer for udnyttelsen af dem på stort set alle arbejdsmarkedsrelaterede punkter... i mit tilfælde i hvert fald.

Men hip hurra, resourcerne er i søgelyset, og begrænsningerne skal de se bort fra... fint!... en KÆMPE problematik for en med angst i FP afklaring skulle jeg hilse at sige!

Så HIP HURRA! for at de har fundet ud af dette nu... men nu er det jo specialister og eksperter der har "fundet ud af" igen igen... og ikke en hvis beskæftigelsesminister, så det er nok glemt igen i morgen...

[LUM]

Ja lad os endelig få fokus på angst som vi har fokus på stress dep ol.

Angst er en relativ usynlig sygdom, som kun ses af få mennesker, og dem der ser det, gør det fordi de er så heldige at få lov at være skue til et anfald, hvilket i øvrigt er vildt ubehageligt for den angst ramte, det kan jeg skrive under på.

At angst er undervurderet af lægerne, tja det er altså langt fra det eneste der er det, lægerne aner generelt ikke en dyt om psykiske lidelser, og evner ikke at takle mødet med sådan en patient, ikke kun i forholf til evt behandling men i det hele taget hvordan man taler.

[paw thomsen]

Jeg har lidt af angst og Depression i 13 år, og har først nu turde komme ud med det til min læge som heldigvis tager det seriøst.Jeg får masser af antidepressiv medicin, men angsten kan jeg ikke komme af med.Jeg er nu kommet til en erkendelse af at man ikke bør have det sådan, men har altid været flov over det.I mit tilfælde er angsten nu helt naturlig, da jeg har haft et utroligt hårdt liv. Mine forældre var narkomaner og var væk i dagevis, jeg blev flere gange hentet af Børneværnet, har været på masser af institutioner, hvor jeg selv blev misbruger. I mit voksenliv har jeg i mange år af mit liv været hjemløs, som jo også er opslidende. I dag er mit liv stabilliseret, men angsten vil aldrig gå væk. Så mit råd til folk med angst er, i skal erkende det er okay at komme ud med det, for kun på den med kan det blive behandlet og sat fokus på. Hilsen paw

[Stella]

ja at man vedkender sig man lider af angst hjælper allerede meget paw thomsen glad for at du har fået det bedre nu...

[bmdc]

Razmo hvor har du dog evig ret. Ingen aner hvor megen energi vi bruger på "bare" det at skulle handle. Jeg husker ikke hvornår jeg selv har været på en sådan tur.

Jeg har rigtig mange tilgode sedler i min pung, p.g.a. at jeg ikke kan holde ud at værer i en butik. Jeg bliver hyperventilerende, svedig, ja meget dårlig.

Jeg håber stadig på at det må vende en dag.

Paw du må have lidt i de 13 år. Det må aldrig blive en skam at vedkende sig, sin angst. Det er godt at du efter så mange år, har erkendt, at du havde brug for hjælp, lige som vi er mange andre der har og har fået den.

bmdc

[paw thomsen]

Mange tak for jeres omtanke, det varmer og ja angst burde give en pension. Jeg ville hellere brække benet tre steder, end gå til en jobsamtale. samt være skrækslagen de første år på min nye arbejdsplads, så angst er i høj grad invaliderende. Hilsen Paw

[bmdc]

Paw, jeg syntes lige at jeg må fortælle dig og andre, at jeg har fået en ftp. på af depression, angst og traumatisk stress. Det har taget sin tid men det er jo det, det gør når man havner i Cirkus Kommune. Desværre

Jeg har så både. en god læge og psykolog. Psykriateren har jeg også været hos. Han stod jo for medicinen, som blev ændret op til flere gange. Jeg kan ikke sættes yderlige op i medicin, da mit blodtryk er alt for højt, hvilket jeg også spiser piller for

Nej det er skam ikke ufarligt at lide af det overstående.

bmdc

[@PerChr]

Ofte følger angsten med i depressionens kølevand.
Og den er frygtelig at opleve. For ikke alene angsten smertelig. Den gør at man ikke kan være med i sociale sammenhænge. Være sammen med venner og familie m.v. Man bliver fastlåst i sit indre.

Depressionene i sig selv er svær at tackle og det kan tage lang tid at komme sig bare lidt. Nogle har den for resten af livet. Man lærer at leve med den.

Men angsten er endnu sværere at leve med. Der findes dog gode redskaber for hjælp til angsten når den kommer krybende når man er ude at handle eller er sammen med andre.

Som bekendt så har undertegnede en hp om disse emner. Og der findes lidt gode råd mod angsten. Disse råd er fra andre der har oplevet angsten på egen krop.

Du kan læse mere på Depweb.dk angssider

Og der findes også en forening for angste her

Angst er en underlig størrelse, for den kommer i mange varianter og på mange måder... selv indenfor samme kategori, som f.eks. Social Fobi, som er den mest hyppige, men også en af de mest invaliderende fordi den bliver en indgroet del af din personlighed til sidst, så du nærmest ikke kan kende den fra "dig selv"... den BLIVER dig.

Men som skrevet, er selv social fobi forskellig... nogle kan ikke engang gå udenfor sin dør, får koldsved, rysteture og lign. bare de skal en tur ud at handle. Andre har den mere "moderat" som jeg selv f.eks... ja jeg ved ikke om jeg skal kalde det moderat, da MIN psykolog kaldte det midelsvær Social Fobi.

Jeg kan godt gå ud at handle... jeg kan også godt køre med en bus eller et tog osv... jeg er ikke bange for mennesker, jeg er bange for den sociale interaktion, så så længe jeg VED (100%) at noget jeg skal udenfor ikke fører til kommunikation, så kan jeg godt gøre det.

Det giver sig selv, at dette betyder at jeg er meget påpasselig med ikke at drage opmærksomhed på mig, eller kommer ud for at strukturen og planerne pludseligt ændres, så der opstår total kaos... derfor går jeg ingen steder uden at være velklædt, soigneret og velforberedt på det jeg skal så jeg kan komme hurtigst muligt tilbage i "hulen" igen. Jeg undgår øjenkontakt med andre... er altid "på farten", og bliver ikke på samme punkt i længere tid af gangen hvor der kan opstå samtaler. Sider jeg i et tog, sider jeg altid ved et vindue, og helst hvor der ingen andre er... sider ved vinduet, så jeg kan kigge ud og væk fra andre. Samme gælder i busser, hvor jeg i øvrigt har det rigtig skidt, hvis jeg er tvunget til at stå op så alle kan glo på mig. Går jeg på gaden, og nogle på den anden side begynder at grine højlydt, overfører jeg det straks på mig selv. Jeg har en "medfødt" evne til at tro at alle er efter mig fordomsmæssigt, at alle med et slips og jakkesæt er borgerlige snævertsynede egoister. Alt i alt holder jeg mig på så lang afstand af andre mennesker når jeg er ude som jeg kan, og prøver på at opfatte dem som spøgelser jeg ikke kan se... så ser de måske heller ikke mig... lidt som katten der står mussestille og tror at ingen kan se den

Rent fysisk betyder det at jeg er i forsvarsposition... konstant "på flugt" indeni når jeg er ude... stresset og... selvfølgelig "angst". Angsten er ikke at sammenligne med det normale man ville forstå ved "angst"... det er ikke en "edderkoppeangst". Men det siger sig selv, at går man rundt sådan altid 24/7 når man er ude, så er det belastende for kroppen både psykisk og fysisk.

Men mødte du mig på gaden, og kontaktede mig, ville du aldrig mærke det på mig... hvorfor? Fordi jeg gør alt for ikke at virke anderledes, da det jo netop er det der er pointen for mit vedkommende, da det at være "normal" tiltrækker mindst opmærksomhed. Netop dette har været et KÆMPE problem overfor systemet og sagsbehandlerne, da de ikke har kunnet spore det på mig... men jeg er efterhånden så medtaget, at jeg sider og ryster mine møder igennem, ikke kan se dem i øjnene mere når jeg er der... og sjovt nok kan jeg se, at det giver lidt "forståelse" nu... men havde jeg ikke mine psykolog/psykiater/læge udtalelser i baghånden... så sad jeg stadig i Match 3, og blev kostet rundt i det sociale system på ubestemt tid, som en "garvet doven nasserøv"... det er jeg helt sikker på.

Derfor kan man når man har social fobi nemt blive opfattet som normal, og derfor har omverdenen også svært ved at forstå hvor invaliderende det faktisk er, for selv om man kan rende rundt og spille normal, så er begrænsningerne så store, at det umuliggør bla.a. jobsøgning, jobsamtaler, socialt samspil på arbejdspladsen, initiativ på arbejdspladsen osv. Derfor har man sikkert masser af resourcer, men hvad kan de bruges til pga. disse begrænsninger man har? ... IKKE EN SKID!, hvilket falder i særdeles dårlig harmoni med Hjort's åndsforladte regler om KUN at se på resourcerne.

Alt socialt samspil med fremmede foregår initiativmæssigt som envejskommunikation, nemlig når andre henvender sig til mig... for jeg kan ikke selv henvende mig til dem, og enhver samtale vil være præget af een ting: Hvad tænker personen mon om mig, fra start til slut. Jeg skal bruge meget lang tid på at lære at stole på folk, og lære dem at kende... nogle få tager det måske 1-2 år før jeg føler mig 100% sikker på, andre kan tage 5-10 eller flere år, andre lærer jeg aldrig at takle.

Derfor kan jeg f.eks. godt være sammen med familie og venner... det afhænger helt af sammensætningen.

Så altså, angst kan være på mange måder, og andre mærker den sikkert helt anderledes end jeg gør det. Angsten udspiller sig jo også fra ens fortid, og er et symptom forsaget af hændelser, og de er jo forskellige fra person til person.

Min angst er kommet af igennem mange mange mange år, aldrig at være blevet accepteret for den jeg er... alt jeg gjorde var ikke godt nok, og skulle gøres anderledes, og hver gang man åbnede munden og var "sig selv", så blev man rettet på. Prøv det fra du begyndte i 1 klasse og så 30 år frem i stigende grad, så forstår du måske hvorfor det bliver en indgroet del af personligheden. Man lærer simpelthen at det at "klappe i og tie stille" er det mest skånsomme for en selv, og så er det DET man gør.

Det eneste sted jeg kan udfolde mig 100% verbalt, det er faktisk bag en skærm... også derfor dem der læser mig, ikke kan se eller forstå angstproblematikken, men den ER DER. Også derfor jeg kan være bidende agressiv når nogen er efter mig personligt, for jeg er TRÆT AF at skulle holde munden lukket, for det har jeg gjort fra jeg var 8 år gammel til ca. 2008... 30 år, hvor man har holdt sin mund lukket fordi man altid siger det "forkerte".

Personligt tror jeg aldrig jeg slipper af med angsten... den er blevet "livsstil". Måske kan jeg bearbejde den lidt, så jeg TØR mere hvis jeg får fred og ro til det, men den indre frygt for resultatet af at TURDE vil altid ligge der som en djævel på lur.... usikkerheden. Selvværd og selvtillid på den front har lidt varig skade, det er jeg sikker på.

Ja det var så lidt om MIN angst, og hvordan den påvirker mig. Om nogen kan bruge det til noget ved jeg ikke, men det er også mig ligemeget, for jeg havde bare brug for at fortælle om det