Familien svigter

[Cillenolle]

Det lyder måske hårdt og der er altid 2 sider af samme sag. Jeg kan jo kun fortælle min og måske dukker der nogle gode råd op her.

Jeg har ADHD, et psykisk handicap og dertil i perioder depressioner og angst. Jeg havde et sammenbrud i efteråret 2008 og havde alle intentioner og forventninger om, at komme ovenpå og igang igen. Det skete bare ikke.

Her 10 mdr. senere er jeg ikke kommet ret langt, tværtimod. Får sygedagpenge, går på skole en gang om ugen og prøver at være mor hjemme. Mit håb og ønske er, at blive godkendt til fleksjob.

Min familie og svigerfamilie er slet ikke i stand til at hjælpe og støtte mig. Tror bestemt ikke det er ond vilje, men de forstår ikke mig og ADHD. Har givet dem sååå meget materiale, men det ændrer ikke deres opfattelse af, at jeg skal tage mig sammen, nu er du for meget, andre har det meget værre, tænk på enlige mødre, du skal bare i arbejde, du fejler ikke noget, mymodens diagnose osv.

Det gør det rigtig svært for mig at snakke med dem. Jeg kan mærke, at jeg er depri i øjeblikket, men hvis de spørger hvordan jeg har, svarer jeg ikke oprigtigt, da jeg ved ikke forstår og kommer med en "kvik" bemærkning. Jeg er begyndt at trække mig og lave ting, som jeg kan mærke gør godt for mig, men det er uden dem. I deres samvær bliver utryg, usikker og nervøs og det tager gerne et par dage at komme ovenpå igen.

Jeg ved de ikke forstår ADHD, ej heller mig, men der hvor det fejler for mig er, at de ikke accepterer mig. ADHD eller ej, det ændrer ikke på hvordan jeg har det og at mine problemer er der, uanset bogstaver. Den der med blod er tykkere end vand vejer tung på vægtskålen og gør derfor meget af pligt, men jeg har det ikke rart, når jeg er sammen med dem.

Mine venner og tidligere kollegaer er helt anderledes. De kommer gerne til mig, snakker gerne med mig om mig og tager mig bare som jeg er. Har jeg problemer af den ene eller anden slags, så hjælper de gerne. Jeg er meget overrasket over forskellen.

Familie er vigtig synes jeg, bare heller ikke for enhver pris. Synes det er rigtig øv at slås med hele det her sygdomsforløb, kommunen, at prøve at fungere og så med sin familie også. Jeg er meget konfliktsky, da jeg ikke er særlig god til at diskutere spontant, så jeg har kun et par gange fået sagt hvordan landet ligger.

Dette er selvfølgelig et ganske kort resume, jeg vil ikke skrive en roman. Måske nogle har erfainger eller råd eller andet.

[ville]

Hej

Hvor er det trist, at din familie ikke magter at forstå dig og din sygedom. Jeg kender det godt fra mig selv. Min svigerfamile nævner ikke med et ord noget om mig eller spørger hvordan jeg har det.
Det er en rigtig træls situation at stå i. Jeg har valgt at sige, at hvis min svigerfamilie ikke magter mig som jeg er, så kan de lade være ! Jeg deltager passivt i social samværd med dem og behandler dem med samme ligegyldighed som de behandler mig. Min mand har det ok med det.

Jeg har en veninde, hvis familie heller ikke forstod og magtede hendes sygedom. Hun valgte at skrive at langt og ærligt brev til dem, hvor hun fortalte dem hvordan hun har det, hvordan hendes sygdom styrer hendes liv, hvor ked af det hun var over deres manglende opbakning osv. Det har hjulpet lidt.... og bliver langsomt bedre.

Vi kan ikke forvente at mennesker ( selvom det er familie) kan forstå vores sygedom - især når den ikke kan ses - og det er vel kun naturligt at vi bliver kede af det og fustrerede.
Jeg tror det eneste vi kan gøre er, at være ærlige og respektere at ikke alle magter os. Set i mine øjne er det dem der har et problem og ikke os.

Håber du kan bruge det til et eller andet

God weekend

Ville

[Hyanna]

Kære Cillenolle .... Hvordan er det så med din ægtefælle ... forstår han noget om dine problemer, og bakker han dig op?

Jeg forstår godt din sorg og forvirring omkring familien, og jeg vil sige følgende til dig:

Det er simpel psykologi, for det handler om rolleforventninger! ... Og det kan være svært at hamle op med!

Du skriver at dine venner og tidligere kollegaer er mere forstående .... ja, det ses meget ofte, fordi de ikke er vokset op sammen med dig, og derfor har lettere ved at omstille deres forventniger i forhold til dig.

Nogle familier har også, ubevidste, høje krav til nogle af familiemedlemmerne, og når så forventningerne ikke indfries, så har vi konflikterne kørende

Et eksempel: I min svigerindes familie er der ikke erkendte forventninger til familiens mænd .... "De må ikke være syge".

Jeg opdagede problemets omfang, da jeg dels fik nogle beretninger om at et mandligt familemedlem, som familien ikke ville tro på havde så ondt i ryggen, som han rent faktisk har!!! ... og så da min egen bror, en aften, havde noget kød siddende fast i spiserøret.

Min svigerinde reagerede, mildest talt, på en meget underlig måde og min kæreste og jeg måtte gribe ind og køre min bror på skadestue. Min bror fortalte så at min svigerinde reagerede sådan, hver gang der var et eller andet med min broder og så gik det jo op for mig hvad det handlede om, nemlig at mændene, i den familie skulle være 'robotter, der aldrig går i stykker', og de findes jo heller ikke, så for min kæreste og jeg er den opfattelse, jo fuldstændig 'ude i hampen'; men ikke desto mindre er det familiens, ubevidste forventning !!!!

Prøv at tænk over, hvad familien forventer af dig, og så synes jeg at du skal skrive det/de brev/breve, som Ville råder dig til, og så prøve at tage en snak med dem, for det er det eneste der kan afhjælpe problemet.

Jeg ved det er hårdt for dig oven i alt det andet; men du er den eneste, der kan forsøge at ændre på det, for de skal jo bevidstgøres omkring deres forventninger til dig, og så justere på det ... Forstår du hvad jeg mener?

Ellers er du velkommen til at spørge ... Held og lykke fra Hyanna

Jeg tror at det er ret vigtigt også lige at kigge på sig selv sorry..

Men mange gange så forventer man meget af sig selv, man ved at man har været på en bestemt måde og man har nogen gange en tilbøjelighed til at "forvente" at andre også har de forventninger til en som man selv har...

Hmm ja lyder rodet det her he he ved ikke lige hvordan jeg skal forklare det , men prøver lige ..

Hvis du feks altid har været på en bestemt måde og du så lige pludselig ikke kan være på den måde mere, så er man tilbøjelig til at lægge mange ting i det omgivelserne siger og gør , man har feks selv dårlig samvittighed over at man ikke bare kan tage sig sammen , og forventer sådan set at ens nærmeste har det på samme måde..

Jeg siger ikke at det ikke er på den måde som du beskriver med din familie , mener blot at man også nogen gange selv kan have forventinger til en selv som så er med til at farve billedet af hvordan man ser på de andre og så tillægger man selv ting til det de siger og gør...

Jeg kender det fra mig selv , oplevede det nemmelig så sent som i går , prøver at forklare min oplevelse her så kan det være du kan forstå hvad jeg mener .. ellers ved jeg sgi ikke hvordan jeg skal forklare det ...

Jeg har haft flere sygdomme i mange år , dem har jeg lært at leve med jeg er ikke god til at sige fra og sige nej i dag kan i glemme det og det for jeg har det sådan og sådan ..

Inden for de sidste par år har jeg så fået endnu en sygdom som gør mig enormt træt og energi forladt og jeg er IKKE god til at lytte til min krop ..

Her på det sidste har den så været rigtig slem ..

I går var jeg så over ved min kæreste og få en kop kaffe, jeg skulle lige lave et eller andet og siger på vejen ...

Hold da kæft hvor er jeg træt hele tiden og er så træt af at når jeg endelig kommer i seng så kan jeg ikke sove, jeg glæder mig hele dagen til at komme i min seng og så ligger jeg bare der og glor , nu går jeg snart til lægen og høre om jeg kan få sovepiller ...

Min kæreste (som i den grad ved hvad træthed er da han lider af en ikke behandlebar søvnapnø ) siger til mig, det hjælper ikke en skid du bliver afhænig og de holder langsomt op med at virke ..

Det der gælder for dig er at du lægger dig og hviler dig når trangen kommer , læg dig på sofaen sæt dig i en god stol gør et eller andet og så sov for fanden ..

Så siger jeg (man er for fanden kvinde ) ja ja som om jeg kan det, det kan jeg slet ikke .. der skal handles , der skal laves mad , jeg har min datter , og så skal jeg og så skal jeg og så skal jeg .. og jeg bliver bare mere og mere træt og får mere og mere ondt og så kan jeg ikke sove pga smerter ..

Min kæreste siger så til mig.. øøøhhh når du er her i weekender (dem hvor min datter ikke er hjemme ) så sover du hele tiden.
Og straks fare jeg op og siger ..
Ja ja se det er derfor jeg ikke bare sover når jeg er træt gider sq da ikke høre på sådan noget ... og min datter skal ikke bare se mig som den mor der sov hele tiden .. sådan er det og jeg har det hårdt forstået ..

Min kæreste glor på mig og siger er du sindsyg , der er sq da aldrig nogen der har brokket sig over at du sover hele den weekend hvor du kan jeg konstatere bare at du kan sove hvis du tillader dig selv det og så skal du måske tillade dig selv det lidt tier ..

Din unge er 13 år hun har sit eget liv og så må du tage dig sammen de få timer hun gider at være sammen med dig ,men hvorfor skulle du holde dig vågen når hun ikke er sammen med dig , bare i tilfælde af at hun kommer, hvis du er træt når jeg er på besøg så sov for hulen da ..

folk ved du er syg og ved at det kan hjælpe dig med en halv time her og der .. det er kun dig selv der "tror" at folk har det sådan med dig , vi andre er faktisk ligeglade vi vil heller have du hviler dig en time end at du er sur og har ondt fordi du ikke får hvilet dig ...

Hmmm og her har jeg hele tiden troet at det var de andre der havde et problem med min træthed . men er det ikke i virkeligheden mig og mine egne forventninger til hvad andre forventer af mig ... ??

Jeg ved ikke om du forstår hvad jeg mener , men jeg tror at nogen gange så er vores største problem at vi forventer at nogen forventer noget af os og så reagere vi selv på det at vi ikke kan leve op til .. ja faktisk vores egne forventninger ...

Hvis din familie er vant til at du er på en anden måde og du så er anderledes så er det en proces for dem også , nu ved jeg ikke hvordan det er med adhd men som jeg har forstået det så er det noget man har hele tiden og så en dag får en diagnose på det..

Så har din familie hele tiden sagt til dig at du skal tage dig sammen ?
har du haft en forværring så man pludselig kan se det tydeligere ?

er din familie bare sygdoms forskrækket og kan ikke lide at tale med dig om det, har du givet dem muligheden for at spørge dig (andet end skriftligt materiale )

Siger de lige ud til dig at det er noget nymodens noget og at du bare skal tage dig sammen ? eller tolker du det de siger som om de siger det ?

jeg tror at det er vigtigt at man ikke reagere på noget som ikke er sagt men som man mener bliver sagt .. hør hvad der kommer ud af deres mund og ikke hvad du tror kommer ud af deres mund ...

Der findes kurser hvor man kan lære at være kronisk syg patient (snak med din læge om det ) der lære man også om hvordan man formidler det videre til sin familie ..

Og prøv evt et brev som andre foreslår , det kan være at i simpelthen går galt af hinanden ..

Jeg har lige oven i alle mine andre diagnoser fået fib og jeg føler lige pt at alle fokusere på det , både reva , læger og familie , jeg har aldrig følt nogen form for mistænkeliggørelse nogen steder før , jeg har hele tiden følt at jeg blev troet på , hvor nu hvor jeg har fået diagnosen fib så føler jeg at alle fokusere på den og glemmer alle de ting jeg i virkeligheden i tidernes morgen blev visiteret til fleks for ...

Men er det virkelig sådan eller føler jeg det sådan fordi jeg måske selv har mine teorier om fib ??

hmm indviklet indlæg det her , men håber du forstod en brøkdel af det

[Trold]

Oprindeligt indsendt af Hejdien

Der findes kurser hvor man kan lære at være kronisk syg patient (snak med din læge om det ) der lære man også om hvordan man formidler det videre til sin familie ..

Nogle steder kaldes det "patientuddanelsen", hvis du vil søge på det.

[Camille]

Jeg kender godt det der med ligesom at få accepten fra omgivelserne..

Jeg havde ikke problemet med min egen familie, men jeg havde problemet med min svigerfamilie.

Om de bare ikke forstod min "sygdom" ved jeg ikke, men det var som om de ikke troede på mig, som om de troede det var noget jeg opdigtede, for hver gang jeg så dem kom den "Hvornår skal du igang med at lave noget?" Hvor jeg så sad "Jamen hallo? Jeg er SYG! Hvornår fatter i det?"
Det var først efter de her 2 år at jeg har fået en diagnose og skal igennem nogle større operationer at de faktisk har fattet at jeg ER syg, at det ikke bare er noget jeg har gået og opdigtet i mit lille hoved

Jeg tror at de går med lidt dårlig smag i munden den dag idag, hvor de ligesom har fået forstået hvad det er jeg fejler efter jeg har vist billeder og siddet og tegnet og fortalt.
Men jeg begyndte at ignorere dem når de kom med de der "hvornår skal du lave noget" bemærkninger.

Jeg kan ikke forklarer dig præcist hvad det er du skal gøre, men en jeg går ud fra at det er en psykisk sygdom du har, og måske ville det hjælpe hvis du snakkede med din psykolog om det og måske forslog at hun kom hjem til dig en aften hvor din familie også var der, så hun kunne forklare hvad din sygdom egentlig betyder for dig!
For nogle gange er det også svært for pårørende at sætte sig ind i en andens sygdoms forløb.

Håber alt løser sig for dig..

Mange knus her fra

[Enteneller]

Hej Cillenolle,

Det er hårdt når man må erkende at end familie af kød og blod ikke forstår eller hjælper en i ens situation specielt når man er "uidentificerbar" syg. Jeg har selv på den aldeles hårde måde lært at der bare var ingen hjælp at hente. Jeg tror som ikke at situationen ville ændre sig om så jeg lå for døden, hvilket jeg heldigvis ikke gør.

Jeg har lært at min far og min bror simpelt bare ikke kan håndtere min situation eller overhovedet tale om min sygdom. Jeg lider at udbrændtheds depression, generaliseret angst og nogle ADHD træk. Jeg har få udvalgte som vil hjælpe, min eksmand som har vores børn fast dog med masser af flexibilitet for at ungerne og jeg laver noget sammen. Min veninde gennem 3 år, som jeg dog kan være bange for at overbelaste da hun har stået model til mangt og meget fra min side af. Og så til sidst min elskelige svigerinde som at gift med min bror, skønt han har hende.

Det er hårdt at erkende, at ens kød og blod ikke har evnen til empati og støtte når det hele går amok og man tx. ender på psykiatrisk skade stue med ulidelige tvangstanker. Jeg har skrevet et laaaaaangt brev til min far for 3 år siden, men det hjalp ikke meget. Til min psykolog sagde jeg, at jeg ville cutte med min far, men det gør man jo ikke!!!!!!!!!!! Som min veninde sagde så må jeg prøve at acceptere det som det er og være glad for at han ikke også har brug for min hjælp, men kan klare sig selv. !!

Ja det er rigtigt, rigtigt hårdt og pludselig fatter man ikke hvor man kommer fra når man end ikke kan få hjælp fra dem man har levet op og ned af i mange mange år.

Mit råd til dig Cillenolle er, at du skal prøve at acceptere at sådan er de. Din familie giver dig i det mindste råd og jeg tror ikke at de vil nedgøre dig eller negilicere din situation. De har ikke forstand på hvad de skal gøre. Da jeg var "normal" tænkte jeg da også, når jeg mødte en med stress (+ måske depression) at de da måtte tage sig sammen og komme videre. Nogle ved jo ikke bedre andre kan rumme det og nogle kan bare ikke eller det ved ikke hvad de skal sige og gøre.

Læn dig op ad de mennesker, der kan hjælpe dig og pas på dig selv så
ærgelserne over familiens "svigt" ikke går dig på. Der er ikke nogen tvivl om at familien i bund og grund vil dig det bedste, de kan bare ikke hjælpe dig videre i din nuværende situation, det vil nok være det bedste for dig, at du kommer til erkendelse heraf.

Held og lykke.

EE

[Mælkebøtten]

Hej!!

Der er bare skrevet så mange gode ting her, så ved ikke om jeg kan byde ind med noget du ikke har hørt før, men jeg kender så alt for godt til at familien og jeg går fejl af hinanden.

Jeg har haft mine smerter i snart 20 år, og min familie har stadig ikke forstået at jeg har smerter.. De har givet mig rollen i familien, som den stærke, den der kan klare det hele... Uanset hvad jeg siger og gør, så hører de ikke hvad jeg siger.

Men jeg vil hellere have mindre kontakt til familien, og så have det så godt som jeg nu kan have det. En familie er ikke altid et plus, den kan lige så godt være et minus. Kontakt med dele af min familie kræver så meget af mig, at det tager flere uger at komme ovenpå, så vil jeg anse den del for at være et minus..

En sætning jeg hørte engang, har jeg ofte ladet køre igennem mit hovede ; "Man behøver ikke elske et menneske, bare fordi man er i familie. Men man skal respektere det menneske, på lige fod med alle andre mennesker"

Den eneste familie jeg har sagt JA til er min egen lille familie, ægteskabet er det eneste forhold vi siger ja til.. En familie er en gruppe mennesker man er født til at være sammen med, det er ikke ensbetydende med kærlighed.
Det eneste der kan forventes er vel en form for respekt, for andre menneskers forskelligheder, også indenfor familien

Håber du kan bruge det til noget, om ikke andet er det nogen gange rart at vide, at man ikke er den eneste som har det sådan

[Cillenolle]

Hej Allesammen

Hvor er det nogle dejlige brugbare svar I kommer med. Både at jeg ikke er alene, men også at jeg er nødt til at kigge ind, på mig selv. Den er godt nok svær. Jeg kan se, at jeg har flere ting, som jeg kan/skal arbejde med.

Forventninger, jeg havde slet IKKE tænkt den tanke. Jeg har brugt meget lang tid på, at analysere mit forhold og ja, de har de samme forventninger til mig nu som før. De ændre jo heller ikke deres holdninger og værdier, "bare" fordi jeg bliver syg. Faktisk har jeg lært, at mit handicap (det skal lære at sige det er) er = ikke at fungere på samme måde som normen. Det er jo så det, jeg skal have formidlet ud til dem. Og jeg ved nu det bliver på skrift, for det er den bedst mulige måde for mig, at få udtrykt mig på.

Forventninger til mig selv skal jeg også have justeret. Jeg vil nemlig gerne det samme som før og familien er der jo ikke, når jeg er smadret og ingenting kan, eller har grædeture eller eksploderer. Det må jeg også have med på skrift.

Min familie er barsk, nok især fordi mødrene er sygeplejersker på "slemme" afdelinger, dødsyge patienter og så er mit "problem" jo ingeting. Min familie deler Claus Hjorts holding - det skal arbejdes væk. Og de har sagt tingene direkte og jeg svarede det bedste jeg kunne. Så gik de ombord i min mand, men han har også stoppet dem. Nu hører jeg jeg lidt hist og her fra min søster. Hun har så faktisk fortalt mig, at de altid har haft det sådan, at jeg altid nok skal klare mig og det er jo sådan de ser mig og derfor ikke forstår mig.

Jeg er "oppe" igen og har en tendens til at negligere problemerne, så min kære mand har heldigvis taget over (man vil vel have kontrol med det hele) og kontaktet vores familiecenter, så må vi se. Det kan jo være det ikke er så skidt, at bede om hjælp.

Jeg går heldigvis på skole med mit handicap og jeg ad den vej, kommer til at lære at acceptere mit handicap, formidle det ud og lære at leve med det.

Jeg har mange klichér, som jeg lever med og taget med hjemmefra. Yde for at kunne nyde og blod er tykkere end vand, er dem der mest dominerer. Jeg ved, at jeg skal lægge janteloven væk og resultatet må enten være, at vi får et okay forhold eller det glider ud. Jeg er nødt til, at blive okay med det.

Som skrevet, er der meget at arbejde med, men jeg kan da rette ryggen og se andre er eller har været igennem det sammen og kommet videre. Det er værd at holde fast i.

Det er ikke her K10, der som sådan giver mig følelsen af opgivelse, men oplevelsen af, at det system som skulle hjælpe mig og alle andre, i den grad fejler og svigter. Også dem som jeg mødes med i en netværksgruppe, i min egen kommune, mærker det på egen krop og sjæl og jeg ser til og venter på, at det bliver min tur.

Har fået rigtig meget ud af jeres svar og ingen tvivl om, at jeg ser meget lysere på tingene (ikke fremtiden) og har fået mange konkrete og brugbare råd. Så jeg må i kast med dem.

1000 tak for denne side og Jer.

[Enteneller]

Hej Cillenolle,

Det er godt at du har kunnet drage nytte af svarene på dit indlæg.

Jeg kom lige til at tænke på min far som altid siger: "Vi skal huske at hjælpe hinanden og være god ved hinanden." Han mener oprigtigt, at min familie står sammen og passer på hinanden. Det passer bare ikke. Men han lever sit liv i den tro at "alting ordner sig", og det gør det jo nok, med tiden, men det er bare ikke altid at man får den hjælp man forventer fra dem man forventer !!.

Hjælpen kommer som regel et helt andet sted fra og det er der vores forventninger spiller os et puds, men det må vi jo så acceptere og drage nytte af !! . Man lærer det hen ad vejen og så må man håbe at man selv er i stand til at leve op til de "forventninger" andre og ens børn stiller til en nu og i fremtiden !!!

EE