æv oplevelse med kollega

[DaisyBoo]

I går talte jeg med en kollega som jeg kommer super ud af det med og vi har det så sjovt sammen og er meget sociale. Ham, jeg og en tredje fyr er lidt dem som står for det sociale derinde.

Nå, men jeg arbejder jo kun deltid og så kom vi til at tale om det og at jeg havde min forsikringssag og søgte fleks. Nu var der nogle øl ind over men hans holdning var ikke til at tage fejl af Følte mig så ydmyget og som en såkaldt social taber. Han kunne ikke sætte sig ind i det overhovedet og mente at det var noget pladder og at jeg jo kunne alt osv. Blev skide sur og gad ikke tale om det. Men ikke bare sur, men også ked af det. Synes ikke det var fair - og slet ikke fra hans side.

Går min fleks igennem, så er det stensikkert at ikke mange skal vide hvordan jeg er ansat. Jeg har også været i firmet i 1 år, men kun på deltid og er kendt for at være hende den glade, festlige og sociale og jeg brokker mig aldrig over smerter. Måske er det derfor så svært at forstå. Blev bare så ked af det og tænkte hvor meget jeg skal høre for det hvis det går igennem og jeg vælger at dele det med andre. æv altså...

[zuza]

Uha ja... vi skal alle være perfekte ... der er ikke plads til andet.

Det er desværre blevet sådan efterhånden.

Hvis du vil se, hvad andre har oplevet, så kan du læse her, hvor der desværre findes mange andre tilsvarende historier.

http://www.k10.dk/forumdisplay.php?f=24

[DaisyBoo]

tak for link. Havde slet ikek tænkt på at der var sådan et forum.

Jeg blev bare så ked af det. For JA man kan ikke se at der er noget galt med mig og jeg virker og opfører mig som alle andre, jeg er der bare kun på deltid. æv jeg er skuffet og nedslået over den oplevelse.

For en måned eller 2 siden så manden og jeg noget i tv hvor der var en med som var førtidspensionist - det handlede dog ikek om det, men det stod sammen med hans navn. Jeg indrømmer at jeg også tænkte at han ikke var så skarp og man fik faktisk det stereotype indtryk af den her fyr, han var vist kun 22. Og min kæreste sagde så at han fanme var en typisk FPér som bare skulle igang. SÅ fik jeg lige mindet ham om min situation og at man ikke kan se på at der er noget galt. Og det kan man heller ikke på ham. Så tænkte han lige lidt og kunne godt se problemet. Derfor bryder jeg mig heller ikke om at at han fortæller det til sine kollegaer, for man VED jo hvad folk tænker.

æv æv æv..igen igen. Er trist over at have oplevet fordommen...

[zuza]

Ja, desværre er der alt for mange, der taler, FØR de tænker.

Men da rart, at når de så får tænkt sig om...

Jeg har også undret mig over, hvorfor der altid skal stå titel, ligegyldigt hvilket emne der tales om i TV2... vist ikke DR.

Jeg er flintrende ligeglad med, om det er en direktør eller ftp... Det er indholdet af det, der siges.

Men denne a- og b-opdeling i samfundet på mange områder er jo blevet værre og værre...desværre.

[rose]

Spørg dem om de har lyst til at prøve det samme som du har været igennem. Jeg er samme type som dig, igangsættende, glad og kan altid bidrage med noget, så jeg bliver også fejlfortolket. Men har valgt at ignorere det, det er ikke mig der er problemet og den type mennesker vil aldrig kunne forstå det. Jeg orker ikke engang at sætte dem ind i det, vil ikke spilde min tid med det.
Jeg ved hvem jeg er og jeg vil ikke lade nogen fratage mig min personlighed, og de kan stille sig tvivlende så meget de vil, det er deres problem.

[Ninja]

Tja, der findes jo mange usynlige sygdomme og lidelser som ikke kan fanges med det blotte øje. Men raske folk kan simpelthen ikke rumme det! De tror fejlagtigt at man skal jamre sig konstant for at være syg og have smerter, eller at man som jeg - der er psykisk syg, skal ligge passiv i sengen eller se underlig ud og gøre underlige ting, for at være RIGTIG psykisk syg...

Jeg kender også fordommene, og ser dem faktisk lyse ud af deres øjne med konklussionen ''gal en skuespiller...hun er da ikke en skid syg''.

Synes vi mangler fokus på problemet, de raske mangler oplysning, for det er jo helt klart pga uvidenhed de slæber rundt på de der fordomme!!!

[bmdc]

Jeg kan blive noget så ked af det, når jeg læser dette, da det faktiske altid er en eller anden grund, til at man arb. deltid.

Vi bliver jo ikke dårligere mennesker, fordi vi ikke kan arb. i 37 timer.

De der kan arb. i 37 timer, buder værer rigtig glade, men det er de ikke

En af de bemærkninger jeg fik da jeg var på revalidering, da jeg gik hjem kl. 12det var da en nem arb.dag bare det var mig, da jeg jo har 3 børn hjemme, det har du ikke og du går allerrede nu. Jeg svarede ikke, for det kunne jeg ikke. Hun kom med en dum bemærkning senere i forløbet, hvor til jeg svarede: Jeg tror ikke du vil bryde dig om at bytte med min situation. Hun lignede et og det tror jeg stadig hun gør.

Jeg er kommet så langt i dag at når nogle spørger hvad jeg laver siger jeg lige ud at jeg er blevet, fuldtids førtidspensionist og det skammer jeg mig ikke over længere, takket været K10.

Ønsker det bedste for dig

bmdc

[Ninja]

Ja og nu hvor folk spørger mig, så svarer jeg bare at jeg er ved at søge førtidspension. Og så lader jeg den ligge ved dét! De MEGET nysgerrige, får en kort version hvor jeg siger ''det skyldes flere forskellige ting'' og så siger jeg ikke mere.

Jeg er FÆRDIG med at forklare mig og undskylde mig. Og de nysgerrige må tænke og tro lige hvad de vil.

[Crazycatlady]

Ja nogle gange er man ikke fantastisk heldig med forståelsen fra andre. Det er møgtræls, når det sker. Det er desværre noget, der følger med, når man har en lidelse, der ikke altid er synlig for det blotte øje. Det er så frustrerende, når folk tror, de ved bedre omkring sådan nogle emner her. Hvis man havde en synlig handicappende (er det et ord mon...?) lidelse og f.eks. manglede begge ben, ville de jo heller ikke stå og sige: løbe en maraton? Selvfølgelig kan h*n det! Jeg kan jo se, at h*n fungerer fint og smiler til hverdag mv. At vedkommende så mangler benene, er jo mindre detalje...

Jeg er sikker på, at de mennesker, der vitterligt intet fatter omkring lidelser, der er så invaliderende, næppe ville klare at bære vores åg ret godt. Selvom man ikke bør ønske noget ondt for andre, kunne jeg alligevel nogle gange godt tænke, at de burde prøve det selv...

[mawebbro]

Jeg sidder lige og tænker...efter at have læst disse indlæg.

Før min ulykke hvor jeg pådrog mig et alvorligt piskesmæld, havde jeg den overbevisning, at min veninde som har diagnosen fibromyalgi, blot var doven. For hendes hus stod altid og skinnede og hun kunne male et værelse, købe stort ind og slæbe poserne op på 2 sal og og og. . . og ja så tænkte jeg mit; ja hvis jeg gik hjemme hver dag og krydrede mig bagdel, så kunne mit hus også skinne!

Efter mit uheld, hvor jeg har pådraget mig en "usynlig" sygdom, ja så skammer jeg mig i den grad over mine tanker og fordomme
- Jeg har efterfølgende talt med min veninde om det (måtte lette mine grimme tanker og bede om undskyldning) og hun forstår godt tankerne, men som hun siger: du vidste jo ikke så meget om hvad der skete i hjemmet når jeg var alene og hvor mange piller jeg spiser. Du ved bedre nu. . .JA og jeg ved også at man lærer at prioriterer de ting som er vigtige for een selv.

Men pludselig forstod jeg hvorfor andre mennesker kan have svært ved at forstå, hvordan jeg har det. Jeg lider jo selv at usynlig sygdom og hvis jeg kunne have de tanker som jeg havde, hvordan kan jeg så forvente at andre mennesker ikke skulle have dem?

I mange tilfælde handler fordomme om uvidenhed, i en grad så det skriger.

Fordomme er grimme og sårer så dybt, selv om man forsøger at ryste det af sig. Der mangler oplysning omkring dette emne i samfundet.

Jeg har en indkørsel på ca. 20 meter. Der er et bed der er ca 15 langt og det grænser op ad hækken ind til naboen og er knap en meter bredt.

Dette bed er fra forrige ejer af huset, fyldt med stauder og andre smukke ting, som blomstre op her i foråret. (Jeg er ikke have mennesker og er tit i tvivl om det er ukrudt eller blomster. Er det smukt får det lov at stå...)
Nå men i denne sidste uge, med smukt varmt vejr, har jeg hver eneste dag været ud og luge og gøre ved.
Det tager hårdt på mig og øger smerter mv. Men jeg er mega stolt af mit arbejde for det ser pænt ud.

Men mine tanker om hvad andre tænker og mener om, at jeg nu er i haven og foretager havearbejde osv. de har været skræmmende, for øjne siger mere end ord.
Men jeg ved bedst. Jeg ved hvor meget eller rettere lidt jeg har fået lavet indenfor hver dag. Jeg ved at det har taget det meste af en uge for mig at ordne dette bed, siddende på en hynde med div. skeer og sågar en gaffel til at rive let med og jeg ved hvor meget vasketøj der ligger og venter og jeg ved hvor meget der trænger til at blive støvsuget osv... det gør de ikke.

Jeg har lært at livskvalitet bl.a. handler om "det har jeg lyst til" og at man så lærer at prioiterer og tilrettelægge.
Det har indtil nu snart taget to år for mig og jeg tager ofte stadig munden for fuld og bliver straffet i form af smerter mv. men det er nemmere at kaperer når det er noget man selv har valgt, frem for noget man er blevet pålagt.

Det var mit input til dette til jer