Hvorfor jeg overvejer selvmord som løsning

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Den indadvendt

Så ja jeg føler min historie skal ud, selv om det ikke hjælper mig, så kan det være andre i fremtiden kan bruge mine oplevelser til noget.

Hilsen den traumatiske med tinitus og angst.

Møgærgerligt, at du først finder herind nu, men nu er du her, og så er jeg sikker på, at der findes løsninger på dine problemer, eller ihvertfald nogle af dem.

For det første, du må endelig ikke tage dit eget liv p.g.a. såden en inkompetent sagsbehandler, det er hun s'gi da ikke værd, lad hende ikke få så meget magt.

Jeg håber, at du har din alm. praktiserende læge med på sidelinien, ellers skal du se at få det, jeg forestiller mig, at denne kan være en slags tovholder mellem dig og andre læger/behandlere du kommer i kontakt med.

Hvem har bildt dig ind, at man ikke kan anke en afgørelse om jobtræningsforløb?
Det er jeg rimeligt sikker på at man kan.

"i det 6 ugers jobtræningsforløb, som Brøndby kommune havde meldt mig til, og at der ikke var nogen muligheder for at anke sagen. "

Hvis en psyk. mener, at du skal have absolut ro, så er vedkommende nødt til at skrive til kommunen, at al afprøvning og aktivering er kontraindiceret (det betyder, at dine lidelser vil blive forværret af det).

"hvor psykologen lagde vægt på at jeg skulle have absolut fred og ro."

Bliv endelig hængende her i din tråd, der vil helt sikkert dukke flere op med gode svar til dig.

[dds]

Selvmord er ikke en loesning, jeg har vaeret i den samme situation. Snak med din laege eller hvis du foeler dig rigtigt presset tag til psykiatrisk skadestue i din by, det er folk der skal nok hjaelpe dig, ligesom de hjaelp mig!

[annagw]

Kære Indadvendte.

Jeg er en 26-årig kvinde med flere psykiatriske lidelser. Jeg kender den opgivenhed du føler.

Det viser sig altid - ALTID - at selvmordstankerne svinder ind og til sidst forsvinder, og selvom mit liv sjældent er nemt er jeg dog glad for at leve det.

Når jeg får en periode med selvmordstanker - det hører med til mit sygdomsbillede - er jeg nået til et punkt hvor jeg er bevidst om, at det vil gå over igen. Jeg er i stand til at søge hjælp for at få lindring indtil det går over.



Du skal på psykiatrisk skadestue, og det er ikke et forslag, det er et must. Du vil snart få det bedre, men det vil gå stærkere hvis der bliver ændret i din medicin og du kommer i rolige rammer.

Hvis du eller en anden ikke har bil, og du er ude af stand til at komme ud i en taxa skal du ringe til vagtlægen.
Og lægge kortene på bordet. Sige tydeligt at du har det ad ******* til og overvejer hvordan du kan begå selvmord, og du ikke kan overskue at tage på psykiatrisk skadestue.
Vagtlægen kan henvise til Psykiatrisk Udrykningsteam som er en psykiatrisk vagtlæge.

Her er adresserne over psykiatriske skadestuer:
http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise/psyk.htm

Her er telefonnumrene til vagtlægen over hele landet:
http://www.laegevagten.dk/frame.cfm/.../grp=4/menu=1/

Der er tilknyttet socialrådgivere til psykiatriske afdelinger!!! Denne kan gå ind og aflaste dig i forhold til kommunen. Bl.a. lægge ud med at kontakte kommunen og fortælle at du er indlagt, altså sygemelde dig.

Kærlig hilsen
Anna

[maybeline2you]

Oprindeligt indsendt af Den indadvendt

Efter et år med ekstrem stress, mobning i form af sabotage af mit arbejde, kolleager og stedfortrædende chef som ofte råbte mig i hovedet, og råbte af mig under møder, samt daglige ubehagelige sammenstød med kollega på samme kontor, som yndede at spille høj musik, have en lind strøm af kolegaer, samt konstandt afbrydelser i arbejdet, var jeg til sidst så dårlig at jeg måtte sygemelde mig og gik til HK.

Svar: Det kan jeg godt forstå, at man ikke kan holde til i længden og det er trist , at andre mennekser er så tankeløse. som dine tidligere kollegaer er

HK's eneste løsning var jeg at kunne deltage i møder på min arbejdtsplads, hos den selvsamme chef som havde været så ubehagelig mod mig. På daværende tidspunkt var jeg så dårlig at jeg ikke kunne gå uden for en dør og havde ekstrem angsanfald.

Svar: HK skulle dælme skamme sig , skulle de. Når du som medlem retter henvendelse om hjælp, skal de yde dig så god en service som muligt. Ar vende det døve øre og det blinde øje til, er ikke i orden.

Vi ville ALDRIG! have behandlet dig, sådan på min tidligere arbejdsplads. Hvis du var kommet til os, havde vi gjort alt hvad vi kunne for at hjælpe dig, så du kunne få den ro omkring dig, som du har brug for.

Så overtog Brøndby kommunes jobcenter sagen, og jeg deltog derefter i mange møder, hvor jeg blev udspurgt om mit privatliv, samt sagsbehandler konstandt tvivlede på mine oplevelser på arbejdet. Jeg følte møderne med min sagsbehandler så ubehagelige at jeg kunne ligge i dagevis hjemme på sofaen og ryste af angst. Jeg var stadig ikke kommet mig over det traume jeg fik på arbejdet, og fik det bare værrer af sagsbehandlers takling af sagen.

Sagsbehandler gjorde sit bedste for at ignoere mine oplevelser på mit arbejde, og kontaktede min chef for at få mig tilbage på samme arbejdtsplads med samme vilkår som hidtil.

Svar: Når du har oplevet så mange gange, at din Sb ikke tog dig alvorligt ved disse samtaler skulle du ha bedt om, at få en ny Sb tildelt, som var mere lydhør. Du skal nemlig ikke finde dig i så ussel en behandling. Du er bestemt også noget værd som menneske og du burde have været tilbudt den rådgivning og vejledning, som loven ligger op til. Det har du tydeligvis ikke fået og det kan du klage over, idet at Sb har denne pligt til at informere dig om muligheder, rettigheder og pligter.


Jeg kom så i et forløb hos en psykolog, enetimer, hvor psykologen lagde vægt på at jeg skulle have absolut fred og ro. Det skal dertil siges at jeg fik tinitus i september 2009, grundet støj på arbejdtspladsen, og startede på behandlinger hos audiolog. pæd. Behandlingerne var dog kun af 4 ganges varigehed og der blev så søgt om yderligere behandlinger, hvilket jeg først fik i december 2010. På det tidspunkt var tinitussen gået hen og blevet kronisk.

Svar: Skyldes den lange periode ventetid på behandling ?

Samtalerne med sagsbehandler blev værrrer og værrer og jeg måtte så have min mor med, idet jeg slet ikke kunne overskue møderne. Det blev sagsbehandler selvføldig veldig sur over, og mig og min mor stod magtesløse. Jeg endte med at blive så bange for min sagsbehandler at jeg blev paronid og valgte at blive indlagt på psykiartisk hospital. Der var jeg i nogle måneder, og i mellemtiden raskemeldte min sagsbehandler mig så. Det betød at jeg måtte hæve min pentionsopsparing for at overleve.

Svar: Som jeg skrev ovenover har Sb behandlet dig usselt og du skal vide, at du har ret til at tage en bisidder eller en partsrepræsentant med til møderne. Jeg syntes helt klart, at du har ladet denne Sb køre dig rundt i manegen og forstår godt, hvorfor du blev så angst og paronid. Der er jo grænser for, hvor meget stress og press et menneske kan klare alene.

Efter jeg så kom ud fra hospitalet blev jeg henvist til psykiater hos Distriktspsykatrien, blev stadig medisineret, og skulle igen til samtaler på kommunen.

Svar: Nu håber jeg at det har en gavnlig effekt på dig ?

Jeg fik gang på gang at vide af sagsbehandler at kommunen ikke havde råd til at betale sygedagpenge, og de valgte også efter 3 måneder på kommunens regning, at opsige mine sygedagpenge. Jeg havde forud det fået sygedpenge fra mit arbejde i 7 måneder, og blev fyret grundet sygdom.

Svar. Din Sb her overhovedet INGEN INDFLYDELSE!! på om du er berettet til sygedagpenge, dette afgøres udelukkende sygedagpengekontoret og lovgivningen på området. Og mht. til kommunens 1/2 tomme pengekasse, så har det intet med dine rettigheder som syg at gøre.

Da jeg mistede mine sygedagpenge så jeg ikke anden udvej en at melde mig ledig hos A-kassen. A-kassen mente dog at jeg var for syg til at få dagpenge, og henviste mig til en advokat i HK.

Efter at have talt med advokaten fik jeg at vide at jeg SKULLE deltage i det 6 ugers jobtræningsforløb, som Brøndby kommune havde meldt mig til, og at der ikke var nogen muligheder for at anke sagen.

Jeg skal samtidig indhente udtelser fra 2 læger og sende til a-kassen hvor jeg blevet rådet til at raskmelde mig, så jeg kunne få dagpenge.

Jeg står nu i den situation at min audiolog og psykiater frygter for min fremtid og helbred, de vil ikke raskmelde mig, og jeg kan dermed ikke få dagpenge. Jeg frygter nu at jeg igen skal sygemelde mig og igen til de frygtlige samtaler hos samme sagsbehandler.

Svar: Denne advokat har vist ikke helt styr på hvordan en sygedagpengesag skal køre og for mig lyder det som om, at en eller anden har trukket en beslutning ned over hovedet på dig og der må og skal være en skriftlig begrundelse med angivelse af §§, om hvorfor du skal det. Har du ikke modtaget en sådan ?? Og har du modtaget en jobplan og en handleplan ??

Jeg er samtidigt bange for at miste mit hjem og blive hjemløs.

Svar: Ja det kan jeg dælme godt sætte mig ind i og nej det er bestemt ikke sjovt med så usikker en fremtid , Men hvorfor skulle du blive hjemløs ?

Jeg har stadig problemer med at være sammen med mange mennesker, kan ikke tåle støj og larm, samt føler mig total værdløs, og finder det ekstremt svært at sidde dagligt og jobsøge når jeg ikke føler jeg magter noget som helst. Det er først de sidste 14 dage jeg er begyndt at have overskud til at kunne jobsøge, med min mors hjælp, og jeg er begyndt at fortælle mine omgivelser om hvad der er sket. Det er først nu jeg er begyndt at kunne sove mere end 3 timer i rad, uden at vågne skrigende op. Det er først nu jeg kan rumme hvad der skete på jobbet, og kan se hvad det er systemet gør. Det er først nu jeg begynder at række ud til andre og læse deres historier og på den måde ikke føler mig helt alene. Men samtidigt har jeg ingen kræfter tilbage, jeg føler mig magtesløs og fanget i systemet som er totalt ligelgade med at de forværrer min situation og kaster mig rundt i systemet.

Svar: At du har problmer med andre mennekser er der sku da ikke noget at sige til. De har jo behandlet dig rigtig rigtig dårligt igennem lang tid og derfor er det da naturligt at din tiltro andre mennekser, kan ligge på et meget lille sted. Men herinde på K10 vil vi dig noget godt og jeg er sikker på, at alle dem der har noget at byde ind med, nok skal melde sig på banen. Sådan plejer det menlig at være her :-)

Jeg kan kun se en udvej nu, selvmord, jeg venter bare på at jeg finder en måde at gøre det på som jeg er stensikker på virker.

Svar: Du skal ikke vælge den lette udvej og begå selvmord. Du SKAL sammen med os rejse dig op og kæmpe alt det du kan. Også selv om det til tider kan forkomme dig helt umuligt alt sammen.

Jeg har ingen til at hjælpe mig, jeg blev direkte rådet af en advokat til at lyve og raskmelde mig, og jeg føler at alle undtagen læger og audiolog, prøver at præsse mig til at følge deres kurs, dvs. tie stille om mine oplevelser og handicap, samt bare forsætte livet som om intet er hent.

Svar: JO du har nogen der vil hjælpe dig og det er satme godt du fandt K10, her er vi der for hinanden både når livet gør ondt og når livet er sjovt. Vi kæmper alle vores kampe med det offentlige og når bare 1 af os vinder en lille sejer, så har det ikke været forgæves at række hånden ud og bede om hjælp eller at være den der gav hjælpen.

Ud over K-10 findes der også andre kvalificerede hjælpesider og jeg sætter nogle link ind herunder.

http://www.livsnettet.info/
www.dukh.dk
http://www.sr-bistand.dk/

Der er ingen tvivl i mit sind, penge betyder langt mere end menneskeliv i systemet, og kan man ikke kæmpe sin sag, så er det bare ærgeligt.

Svar: Denne betragtning er vi mange herinde, der også har og har oplevet.

Så ja jeg føler min historie skal ud, selv om det ikke hjælper mig, så kan det være andre i fremtiden kan bruge mine oplevelser til noget.

Svar: JA! Din historie SKAL! ud og joh jeg tror på, at det hjælper dig, at fortælle andre hvad du har været udsat for. For jo flere gange du får åbnet op til dit indre kaos og få sat ord på, så hjælper det dig til at forstå, at det hele IKKE er din skyld. Hvis der skal være tale om skyld, så ligger den hos en Sbér, en farforening og hos advokaten. Hos dig ligger skylden alane i, at du ikke fik sagt fra i tide, men jeg tror du har lært lektien nu, selv om læreprocesen har været hård.


Hilsen den traumatiske med tinitus og angst.

Tanker og knus fra
Maybeline2you, som tror på at livet er den letteste udvej

[extra]

chef som ofte råbte mig i hovedet,

lyder som en hektisk dag i et køkken men heldigvis glemt efter slut arbejdsdag .som de andre siger afsted på sygehuser/psy omgående. tja nu er folk der skriver selvmord jo deres måde at bede om hjælp på .hjalp min søster den gang hun prøvede at slå sig selv ihejel.den dag idag ahr hun hjælp fra komune osv men ikken oget hun vil snakke så meget om.kun at hun aldrig fortrød at hun tog på psy sygehuset og blev indlagt osv.

[Den indadvendt]

Hej Alle

Jeg er ret så overvældet over hvor mange der har læst mit indlæg, og hvor mange der har svaret på det.

for det første vil jeg sige at jeg dybt har fortrut at jeg skrev så ærligt om mine tanker om selvmord. Det er noget der fylder mine tanker døgnet rundt, og har gjort det længe, og er for mig ikke noget jeg skrev for at skræmme andre, eller få andre til at have det dårligt. Det er bare sådan tingene er. For mig er det en mulighed for at få fred, få den fred og ro som jeg har så meget brug for, og jeg ser det ikke som noget slemt noget tværtigmod. Jeg kan ud fra svarene godt se at I har en helt anden synsvinkel på det.

Grunden til at jeg ikke lader mig indlgge er der flere af. Dels lod jeg mig indlægge sidste år, hvilket forværrede min tilstand, jeg var igennem et hav af lægere, og fik hele tiden nye diagnoser, og blev proppet med medisin. Samtidigt skulle jeg hele tiden være sammen med de andre medpatienter og fik "høvl" hvis jeg valgte at være på min stue for at få fred i hovedet.

Det Jeg tilsynladene ikke har kunne få jer til at forstå er at jeg har ekstrem angst overfor andre mennesker. Jeg er bange når jeg skal snakke med nogle, og hader seriøst alle de spørgsmål ind til mit liv jeg har fået igennem hele processen. Jeg kan godt magte at skrive om det, overfor fremmede som ikke kender mig. Det kan jeg af flere grunde. Dels har jeg tid og fred og ro til at tænke over hvad jeg skal skrive, samt jeg er anonym så jeg troede jeg kunne åbne mig helt uden at det fik konsekvenser. Jeg troede også lidt at der var andre som mig der forstod at mine selvmordstanker ikke er et råb om hjælp, det er bare sådan mine tanker de er. Dette punkt kan jeg ikke ændre på, og jeg ved fra erfaring at blive lukket inde på en psykiatrisk afdeling og dopet med medesin ikke er løsningen for mig. Det udsætter bare tingene, undertrykker mine føelser, men løser ikke noget, det udskyder bare tingene, og når jeg så er udskrevet så står jeg med en hel række af nye problemer.

Så nej, det er ikke en løsning for mig.

Jeg beklager hvis jeg har skræmt nogle ved at være ærlig, dette var bestemt ikke min hensigt. Problemet for mig er nok også at jeg er så opslugt af mine problemer, at jeg ikke tænker over hvordan det bliver opfattet i den anden ende. Sådan er det når man ikke kan rumme andet end sin egen lille verden og står magtesløs overfor et system, der ikke reskpterer lægeres vurderinger.

Jeg godt se ud fra feddback at min sag er kørt forkert på mange områder, men samtidigt er der også mange forslag til hvordan jeg skal kæmpe imod kommunen o.s.v. Dette har jeg ikke overskud til, dels betyder det at jeg igen skal til en masse samtaler på kommunen, have en masse overskud til at kæmpe, samt jeg skal igen ud til mennesker.

Jeg kan bare ikke forklare jer hvordan det er at være så angst overfor andre mennesker.

Jeg vil læse jeres svar igennem af flere omgange, der er mange svar, meget at rumme, og mange ting jeg skal tænke over, så må tage det i små bidder, så jeg er sikker på jeg forstår og kan rumme det hele.

Detsværre har mit trume givet mig mange problemer, som gør at jeg kun kan rumme ting i meget små bidder.

Jeg ville ønske der var et system der kunne hjælpe sådan en som mig, der ikke kan magte at rende rundt til en masse møder. Et system hvor man kunne skrive sig fra det hele, så man ikke lå derhjemme og var helt ødelagt i flere dage efter. Et system der gjorde at men ikke igen og igen skulle fortælle sin historie, til hver ny der blev involveret i sagen, et system der forstod at sådan som systemet er bygget op nuværende, kun er for at knække et menneske yderligere, idet det i mine øjne kun er dem der har overskuddet der kan magte det.

Det er netop fordi jeg er blevet tæsket igennem systemet med læger, psykologer, psykiater, sagsbehandlere mv at jeg er endt med selvmordstanker. De tanker var der nemlig ikke da jeg startede i systemet efter mine trumatiske oplevelser på arbejdet.

Så i mine øjne er det systemet der har fået mig så langt ud som jeg er nu, og derfor vil jeg netop ikke indlægges igen. Det kan jeg bare ikke det magter jeg bare ikke, for så ved jeg godt hvad der sker, og den for for lidelse kan jeg slet ikke rumme at tænke på igen.

Nej så ja ærgeligt at jeg var lidt for ærgelig med hvad mine tanker er, ked af at jeg ikke er god nok til at få andre til at forstå hvor angst jeg er, og ja jeg ved godt at jeg ikke har fortalt hele historien om hvad der skete på jobbet, men det var over et år 8 timer edagligt jeg blev udsat for ting, og jeg er slet ikke nået dertil hvor jeg kan gå i detaljer og fortælle om det hele, og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Det gør for ondt det er for smærtefuldt, og det gavner ingen at jeg fortæller om det. Jeg har bare konkluderet at der detsvære findes mennesker der vil gøre hvad som helst for at få andre ned med nakken, og der blvier ikke skyet nogle midler. Jeg kan kort lige sige at de mennesker der er tilbage på den arbejdtsplads, alle er mopperne, og de søde rare mennesker jeg kendte alle har søgt andre jobs for længe siden. Det fortæller lidt om virksomheden, og hvad den lægger vægt på.


Samtidigt fortæller min SB behandling af saggen, hvor årsagen til jeg er endt sådan her, er totalt ikke nævn i partshøringen, og hun hele forløbet igennem har ignoret årsagen, meget om at systemet heller ikke registerer alle tilfælde af mobning og stress.

Der var en der spurgte om hvorfor jeg var bange for at blive hjemløs. Jamen jeg får ikke dagpenge, fordi A-kassen og HK mener jg er for syg til at arbejde, og jeg får ikke sygedagpenge fordi kommunen ikke vil betale for det. Så jeg har jo ingen indkomst, indtil jeg finder ud af hvad jeg så gør, så derfor er jeg da bange for at blive hjemløs.

Men nok om det jeg har utruligt magne føelser klemt inden, jeg kan ikke sidde og snakke om dem, det har jeg prøvet med flere behandlere, og min måde at få det ud på er at skrive om det, og jeg sidder nu her og passer meget på hvad jeg skriver så jeg ikke sårer andres føelser m.v

Så må tænke lidt over hvad jeg så gør, kan ikke tale om mine problemer, kan ikke skrive om dem uden at skade andre, og jeg mener de virkelige føelser der gemmer sig helt inde, så hvad gør jeg så. Årh det er også så hårdt hele tiden at skulel sætte andres behov forrest, og sig selv sidst altid.

Nå men mange har svaret, så påskønner det enormt, så det vil jeg bruge ugen på at læse igennem, og se om der er nogle løsningsmodeller jeg kan bruge, som ikek involverer en masse kontakt med SB, og andre.

Det er bestemt ikke sjovt at man ikke kan TALE og MØDE andre mennesker, uden at gå i panik inden i.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Den indadvendt

Jeg ville ønske der var et system der kunne hjælpe sådan en som mig, der ikke kan magte at rende rundt til en masse møder. Et system hvor man kunne skrive sig fra det hele, så man ikke lå derhjemme og var helt ødelagt i flere dage efter. Et system der gjorde at men ikke igen og igen skulle fortælle sin historie, til hver ny der blev involveret i sagen

Hvis du kender et menneske, som du har tillid til, og som kender dig og dine problemer, så kan denne person blive din partsrepræsentant.
Og det vil sige, at denne person kan gå til møder på dine vegne.

Du skrev dette i dit første indlæg:

"Jeg står nu i den situation at min audiolog og psykiater frygter for min fremtid og helbred"


Kan din psykiater ikke skrive dette til kommunen?

[Ukken]

hej

det var mig der skrev til dig at jeg syntes ikke du skal true med selvmord herinde i dette forum.

Jeg syntes stadig ikke at din problematik i den retning egner sig til en brevkasse - fordi det du har brug for at komme af med langt hen ad vejen vil kræve for meget af mennesker der selv er ramt og fordi du har brug for en der er dig nær som man nu kan blive det sådan som du har det.

Jeg syntes du skal prøve noget helt andet som også vil kunne hjælpe dig i.f.h.t sagsbehandlere m.m.

Her hvor jeg bor har vi under distriktspsykiatrien et støttekontakt person korps - bestående af pædagoger - noget tilsvarende er sansynligvis også i din kommune.

Måske var det en rigtig god ting for dig at få en der fast kommer x antal gange om ugen hos dig og som bare er til rådighed for dig og kan støtte dig i stille og roligt at tage livtag med verden igen.

Det vil kun kræve du ringer til distrikts psykiatrien som jo kender dig og få en visitator ud til dig.

M.h.t din økonomi ville en sådan også kunne støtte dig i at få en løsning - for en sådan skal der til kommunen har en skærpet forpligtigelse til en medborger der har det som dig - husker ikke hvor det står men det blev tilført den beskrivelse der ligger vedr. kommunens forpligtigelser overfor borgeren - den udsprang af et svigt i Randers kommune overfor en psykisk syg kvinde.

Så tag det første skridt og ring til distriktspsykiatrien.

[dds]

Oprindeligt indsendt af Ukken

Så tag det første skridt og ring til distriktspsykiatrien.

De har et storre ekspertise og erfaring, jeg fik et stoerre hjaelp fra mit lokale DP.
Anbefaling fra min side.

[Chas]

Jeg er ked af , at nogle føler sig stødt af dine ærlige tanker. Er selv kronisk depressiv og lider i perioder af socialangst. Kender udemærket følelsen af at det eneste man vil er at have fred og ro - for altid. Vil anbefale dig at prøve www.depnet.dk til de negative tanker og holde ? ang sagsbehandling herinde.

Håber du finder styrke til at få den hjælp du har brug for, men som er så uendelig svær at bede om. Hvis du gerne vil fortælle om dine tanker, skal du være velkommen til at sende mig en personlig besked. Har som nævnt selv været der nogle gange