Bipolar + partner, kan I det?

[Thomas1981]

Hej K10'ere.

Er der nogle af jer der er Bipolare ligesom mig, både mænd og kvinder, der kan få et parforhold til at fungere
Tænker både samboende eller boende hver for sig.

Jeg er startet i medicinsk behandling for små 3 mdr. Siden. Og har egentlig igennem 6 år affundet mig fint med bare at være mig selv.
Nok også fordi overskuddet ikke rigtig har været til andet.

Men efter medicinen er blevet indfaset, er savnet efter tosomhed lige så stille vendt tilbage. Troede faktisk aldrig det ville ske, nu jeg har været vandt til dets udeblivelse så længe.

For mig har forhold til kvinder ofte været turbulente. Mit bipolare bliver en hel del sværere at styre. Nu er medicinen så indeover, men frygter jo det stadig ikke er til at holde stabilt nok. Udsving vil der sikkert altid være for mit vedkommende.
Især hvis der er påvirkninger udefra. Positive som negative.

[FrkM]

Jeg er en "lidelsesfælle" og må indtil videre konstatere, at det ikke er lykkedes mig at have et længerevarende ligeværdigt kærlighedsforhold - bortset fra eks-mand samt en kæreste som ikke var god ved mig.

Nu hvor jeg er velmedicineret har også jeg behov for tosomhed, men jeg tør alligevel ikke involvere mig... min erfaring siger mig nemlig, at jeg lige pludselig får et stort behov for at være selv... og det kan jo være svært for en partner at forstå og acceptere. Hvilket jeg naturligvis godt kan forstå.

Når jeg ikke har en kæreste har jeg langt nemmere ved at forblive stemningsneutral, så jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde får en "rigtig" kæreste.

Men fat mod - jeg kender mange bipolare som er i gode stabile kæresteforhold. Hvis du søger ligesindende, så tjek "Livsnettet" - her er der en gruppe for bipolare og deres pårørende. Her er der meget hjælp, støtte, gode råd og forståelse at hente. Vi mødes af og til og det er super hyggeligt.

Med ønsket om at du snart finder en sød og dejlig kæreste,

FrkM

[jesper1979]

Jeg har det som dig Thomas. Jeg har lidt efter lidt affundet mig med at jeg ikke får et parhold igen. Har været gennem et par stykker, hvor min partner ikke var specielt god for mig, hvilket heller ikke gør tilliden til en ny partner særlig stor.

Jeg er i øjeblikket på Lamotrigin, hvilket har hjulpet, da jeg ikke så ofte har de ekstreme udsving (er selv bipolar). Men min angst og habituelle (som min psykiater kalder det) lave selvtillid gør at jeg ikke ligefrem opsøger social kontakt.

Er bange for at et nyt forhold vil blive svært for mig at håndtere, da mine udsving stadig gør folk omkring mig utilpas. Det var nemmere hvis jeg bare brækkede min arm hver 2-3. uge, så kunne de da i det mindste se hvad der var galt. Men at skulle forklare hvorfor man ikke kan komme ud eller i det hele taget ikke vil have nogen omkring sig, er svært.

[MissMurphey]

Jeg har også samme diagnose, men har fået parforholdet til at fungere.
Vi er netop blevet gift, efter at have været sammen i 7 år.

Men selvfølgelig kan der være svære perioder, det handler "bare" om at være åben og ærlig.

Og så har jeg pga. diagnosen, fået en støtte-kontaktperson som kommer i hjemmet og tager med mig til samtaler på kommunen og lign.

Håb og tålmodighed <3

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af FrkM

Jeg er en "lidelsesfælle" og må indtil videre konstatere, at det ikke er lykkedes mig at have et længerevarende ligeværdigt kærlighedsforhold - bortset fra eks-mand samt en kæreste som ikke var god ved mig.

Nu hvor jeg er velmedicineret har også jeg behov for tosomhed, men jeg tør alligevel ikke involvere mig... min erfaring siger mig nemlig, at jeg lige pludselig får et stort behov for at være selv... og det kan jo være svært for en partner at forstå og acceptere. Hvilket jeg naturligvis godt kan forstå.

Når jeg ikke har en kæreste har jeg langt nemmere ved at forblive stemningsneutral, så jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde får en "rigtig" kæreste.

Men fat mod - jeg kender mange bipolare som er i gode stabile kæresteforhold. Hvis du søger ligesindende, så tjek "Livsnettet" - her er der en gruppe for bipolare og deres pårørende. Her er der meget hjælp, støtte, gode råd og forståelse at hente. Vi mødes af og til og det er super hyggeligt.

Med ønsket om at du snart finder en sød og dejlig kæreste,

FrkM

Det er lige præcis sådan jeg også har det. Om jeg har modet til at prøve igen, men den risiko det indebærer for at blive slået ud af kurs.
For det med perioder hvor der er behov for at være alene, det kan jeg sagtens nikke genkendende til.
Og det er virkelig noget der rammer mig selv som en bommerang af skyldfølelse. Hvis jeg har været afvisende, og det har været sårende. Når det igen skifter og jeg har været nok alene.

Ligesom dig har jeg også lettest ved at være stemningsneutral alene. Der står også mine papirer at jeg ikke kan fungere på arbejdsmarkedet eller i et parforhold. Det er ikke en dom jeg har fået, det er ud fra mine egne udtalelser. Og jeg har ment det, at det var for stor en riskio at tage. Det var så inden medicinen. Hvor jeg var meget tilfreds med at være mig selv.

Jeg har 3. ting der taler for at forsøge igen. 1. denne gang er jeg i medicinsk behandling som du. Bare for at se om det forhåbentlig også kan gøre en lille positiv forskel der, til det bedre. 2. Jeg ved nu hvad jeg fejler, så nu kan jeg meget bedre forklare den side af mig. 3. Fra imorgen, ved jeg om jeg er på vej til pension. Så kan jeg også udtale mig om, hvor jeg egentlig er på vej hen i livet.
Der kan være for og imod om man skal sige det først eller sidst. Men jeg har valgt at jeg vil sige det med det samme der bliver spurgt til det. Så hvis der er fordomme omkring det slutter det der.
En hel del drømmer jo om karriere mennesket der har styr på sit liv og ved man vil. Hvis man skal tro på nettet
Men som min psykolog sagde engang, jeg kan vælge den sikre vej, og grave pengende ned. Så har jeg hverken mere eller mindre imorgen. Jeg kan også sætte pengene i banken. Med den risiko der er for at banken krakker og tager det hele med sig, så jeg skal starte forfra. Og giver det ikke afkast, skal jeg også være klar til at trække investeringen tilbage, med tab. Men giver det afkast, så bliver jeg også rigere

Tak for info om Livsnettet Det må jeg lige have set nærmere på. Nu du siger ligesindede, så tænker jeg faktisk meget på om lige børn leger bedst. Altså om det giver dobbelt op på udfordinger i et forhold. Eller om det giver den forståelse for hinanden, der gør at det kan bære.

Jeg vil fatte mod, og håber det ønske går i opfyldelse. For det er helt sikkert også mit eget.

Oprindeligt indsendt af jesper1979

Jeg har det som dig Thomas. Jeg har lidt efter lidt affundet mig med at jeg ikke får et parhold igen. Har været gennem et par stykker, hvor min partner ikke var specielt god for mig, hvilket heller ikke gør tilliden til en ny partner særlig stor.

Jeg er i øjeblikket på Lamotrigin, hvilket har hjulpet, da jeg ikke så ofte har de ekstreme udsving (er selv bipolar). Men min angst og habituelle (som min psykiater kalder det) lave selvtillid gør at jeg ikke ligefrem opsøger social kontakt.

Er bange for at et nyt forhold vil blive svært for mig at håndtere, da mine udsving stadig gør folk omkring mig utilpas. Det var nemmere hvis jeg bare brækkede min arm hver 2-3. uge, så kunne de da i det mindste se hvad der var galt. Men at skulle forklare hvorfor man ikke kan komme ud eller i det hele taget ikke vil have nogen omkring sig, er svært.

Det lyder helt som min egen erfaring. Jeg har ofte tænkt om det var min partner der ikke var god, eller om det var mig der drev hende til det. Min konklusion er i hvert fald at jeg skulle have bidt smerten i mig dengang, og afsluttet det langt langt tidligere. Jeg har siden også væsentligt forkortet det antal chancer jeg giver det med en person. Hvis det hele tiden strander samme sted. Og den tillidsinvestering frygter jeg også igen.

Lamotrigin er også det jeg er i behandling med nu. Utroligt nok så har det også haft indvirkning på selvtilliden eller min ængstelige personlighedsforstyrrelse. Jeg har ikke nervøsiteten ved at skulle mødes med én, som jeg i ekstrem grad har haft før. Det har været en enorm hæmsko. Det var let nok at gemme sig bag skæmen, men bare at skulle snakke i telefon, endsige mødes. Så blev det for "farligt". Og jeg trak mig. En enkelt gang pressede jeg mig selv helt vildt.
Jeg skrev med en pige her fra byen. Samme dag foreslog hun både at udveksle tlf. numre, og om vi ikke skulle mødes om aftenen.
Jeg gjorde det så, ud fra forestilling om at hvis jeg kastede mig ud i noget sådant, så ville jeg måske kunne banke min psyke på plads.

Men det var ekstremt ubehageligt at storme så hurtigt frem. Og det gør jeg så heller aldrig igen. Ultimativt var hun for ung. Jeg vidste godt var gammel hun var, men nogen er mere modne af sind end andre. Hende i starten af 20'erne, og jeg i slutningen. Så jeg vidste med det samme, det ikke kunne blive. Siden da har jeg forsøgt noget.

Det med at skulle forklare sig, er helt sikkert svært. Jeg er åben af sind, og vil gerne vise hvem jeg er, på godt og ondt. Men når det ikke bliver gengældt, så bliver det ligesom at udstille mig selv. Og giver en følelse af, hvem er hun egentlig inde bagved?

Oprindeligt indsendt af MissMurphey

Jeg har også samme diagnose, men har fået parforholdet til at fungere.
Vi er netop blevet gift, efter at have været sammen i 7 år.

Men selvfølgelig kan der være svære perioder, det handler "bare" om at være åben og ærlig.

Og så har jeg pga. diagnosen, fået en støtte-kontaktperson som kommer i hjemmet og tager med mig til samtaler på kommunen og lign.

Håb og tålmodighed <3

Det er dejligt at høre du har det fået til at fungere så godt med din partner, at I blev gift, og tillykke med det 7 års sammenhold inden, så har I nok også prøvet godt til inden, i medgang og modgang Åbenhed og ærlighed er jeg i hvert fald kommet til. Omkring mine problemstillinger og mig selv.

En støtte-kontaktperson er også blevet foreslået mig flere gange. Jeg har dog aldrig sagt ja tak. Selv om det bestemt er noget jeg har set ved selvsyn, mange har glæde af. Og jeg kan sagtens se alle de gode argumenter for at have én.
I lange perioder kan jeg have brug for at have det hele på afstand. Og ikke arbejde med mig selv osv. Jeg er begyndt at kalde det for ferie. Så i min fantasi er det blevet til at det vil gøre det mere besværligt.

Men det er bare mig der opfinder en masse, som slet ikke er. Ultimativt tror jeg en støtte-kontakt person kunne have været en fordel. Men nu håber jeg at jeg snart er i mål.

Håb og tålmodighed, det første har jeg, og det andet skal jeg lære

[Haltefanden]

Hej du

Jeg fandt min kæeste inden jeg vidste at jeg var bipolar og det fungerer fint så længe jeg spiller med åbne kort og forklarer ham hvorfor jeg lige har bedt ham skride ind i soveværelset eller bedt ham tænde computeren og lade mig være i fred et par dage om ugen. Jeg tror det handler om at finde en der er rummelig nok til at acceptere at man har et behov for at trække stikket ud og være alene - også selvom man bor sammen.
Han siger det kan være ekstremt hårdt når jeg i en uges tid bare ikke orker social kontakt, men han lever med det fordi han ved at jeg altid vender tilbage med et behov for kontakt og han derigennem kan få den kontakt han har brug for.

Så jo, det kan sagtens lade sig gøre at få et parforhold til at fungere - på trods af den bipolare diagnose.

[FrkM]

Hej Thomas,

De 3 punkter du nævner tror jeg har afgørende betydning for at du fremadrettet vil kunne få et kæresteforhold til at fungere. Specielt det med at være i regelret medicinering og ro på den sociale situation (pension) vil formentlig kunne holde dig langt mere stemningsneutral end tidligere. Så måske du ikke skal tænke så meget på hvordan dine tidligere forhold har været - for mange ting har jo ændret sig siden dit sidste kæresteforhold.

Når jeg møder en mand/ nye kontakter, så melder følgende problemstilling sig næsten pr. omgående: ”hvornår er det lige at jeg skal sige at jeg i øvrigt har knald i låget?” Som oftest siger jeg ikke noget førend jeg kender folk nærmere.. faktisk meget meget godt – adskillige af min venner kender intet til min diagnose… så selvom jeg hylder åbenhed så må jeg konstatere at jeg ikke er god til selv at være det… Det er lige det med at moral er godt og dobbelt moral dobbelt så godt…

Selv tænker jeg, at løsningen for mig måske kunne være modellen ”cuples living apart”. Så vil jeg kunne have en kæreste men også have mit eget liv. På den måde ville jeg kunne få den fornødne ro og struktur uden dårlig samvittighed over ikke at slå til 24/7.

Psykologens billede med banken kan jeg godt lide. Hvor er det rigtigt… vi skal turde miste fodfæstet… også selvom vi er bipolare. Ellers snyder vi os selv for mange gode oplevelser… men frygten for depressionens klamme hånd lurer godt nok lige om hjørnet hele tiden.

Det med om ”lige børn leger bedst” har jeg også tit tænkt på. Hmm…. Og jeg kan ikke helt lade være med at trække på smilebåndet når jeg forestiller mig, at min kæreste og jeg er maniske på samme tid.. uha som kunne der udtænkes mange ”gode” planer.... jøsses… sikke et oprydningsarbejde efterfølgende

Smider dig lige et link til Livsnettet (glemte det i mit første indlæg): http://www.livsnettet.dk/group/bipolarlidelse

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af Haltefanden

Hej du

Jeg fandt min kæeste inden jeg vidste at jeg var bipolar og det fungerer fint så længe jeg spiller med åbne kort og forklarer ham hvorfor jeg lige har bedt ham skride ind i soveværelset eller bedt ham tænde computeren og lade mig være i fred et par dage om ugen. Jeg tror det handler om at finde en der er rummelig nok til at acceptere at man har et behov for at trække stikket ud og være alene - også selvom man bor sammen.
Han siger det kan være ekstremt hårdt når jeg i en uges tid bare ikke orker social kontakt, men han lever med det fordi han ved at jeg altid vender tilbage med et behov for kontakt og han derigennem kan få den kontakt han har brug for.

Så jo, det kan sagtens lade sig gøre at få et parforhold til at fungere - på trods af den bipolare diagnose.

Godt det fungerer for jer Ja åbne kort vil også være et must. Ligesom muligheden for at kunne trække sig tilbage. Det er også derfor jeg tænker på, at når jeg nu ved det. Så vil jeg satse på den med at bo hver for sig, i hvert fald i lang tid, hvis det skulle komme så langt.

Både for at have helt ro, til at komme ovenpå så hurtigt som muligt. Men egoistisk set, også for at være aben der holder sig for øjnene. For at undgå dårlig samvittighed.

På S.U. flyttede jeg med min sidste kæreste til en anden by et halvt års tid. Men trods det var meget anstrengt økonomisk, og jeg måtte tage S.U. lån, så beholdt jeg min gamle lejlighed. Det var måske også at vise min manglende tillid til at det ville gå, hvad det heller ikke gjorde. For jeg havde en mistanke der skulle vise sig senere at holde stik.

Men inden det, så var jeg simpelthen også nødt til at være hjemme ved mig selv, engang imellem. Jeg er glad for at jeg beholdt min lejlighed, på flere måder.

[Haltefanden]

Oprindeligt indsendt af Thomas1981

Godt det fungerer for jer Ja åbne kort vil også være et must. Ligesom muligheden for at kunne trække sig tilbage. Det er også derfor jeg tænker på, at når jeg nu ved det. Så vil jeg satse på den med at bo hver for sig, i hvert fald i lang tid, hvis det skulle komme så langt.

Både for at have helt ro, til at komme ovenpå så hurtigt som muligt. Men egoistisk set, også for at være aben der holder sig for øjnene. For at undgå dårlig samvittighed.

På S.U. flyttede jeg med min sidste kæreste til en anden by et halvt års tid. Men trods det var meget anstrengt økonomisk, og jeg måtte tage S.U. lån, så beholdt jeg min gamle lejlighed. Det var måske også at vise min manglende tillid til at det ville gå, hvad det heller ikke gjorde. For jeg havde en mistanke der skulle vise sig senere at holde stik.

Men inden det, så var jeg simpelthen også nødt til at være hjemme ved mig selv, engang imellem. Jeg er glad for at jeg beholdt min lejlighed, på flere måder.

jeg tror det er vigtigt at turde faktisk. At turde tage springet og turde at blive såret. Jeg tror på at ved at beholde sin lejlighed når man flytter sammen så har man dødsdømt forholdet fra starten fordi man altid har i baghovedet at man har en flugtvej. Jeg plejede at have en flugtvej men det har jeg ikke i dette forhold og det har gjort at jeg kæmper mere helhjertet for at forholdet skal fungere.

Men jeg tænker at det er vigtigt man har et fristed - hvor man kan være alene. Derfor har jeg og kæresten en aftale om at når jeg går i soveværelset og lukker døren så vil jeg være alene. Eller hvis jeg beder ham tage hjem til en ven eller sin familie i en weekend så stiller han ingen spørgsmål. De der engle de findes sq.

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af FrkM

Hej Thomas,

De 3 punkter du nævner tror jeg har afgørende betydning for at du fremadrettet vil kunne få et kæresteforhold til at fungere. Specielt det med at være i regelret medicinering og ro på den sociale situation (pension) vil formentlig kunne holde dig langt mere stemningsneutral end tidligere. Så måske du ikke skal tænke så meget på hvordan dine tidligere forhold har været - for mange ting har jo ændret sig siden dit sidste kæresteforhold.

Når jeg møder en mand/ nye kontakter, så melder følgende problemstilling sig næsten pr. omgående: ”hvornår er det lige at jeg skal sige at jeg i øvrigt har knald i låget?” Som oftest siger jeg ikke noget førend jeg kender folk nærmere.. faktisk meget meget godt – adskillige af min venner kender intet til min diagnose… så selvom jeg hylder åbenhed så må jeg konstatere at jeg ikke er god til selv at være det… Det er lige det med at moral er godt og dobbelt moral dobbelt så godt…

Selv tænker jeg, at løsningen for mig måske kunne være modellen ”cuples living apart”. Så vil jeg kunne have en kæreste men også have mit eget liv. På den måde ville jeg kunne få den fornødne ro og struktur uden dårlig samvittighed over ikke at slå til 24/7.

Psykologens billede med banken kan jeg godt lide. Hvor er det rigtigt… vi skal turde miste fodfæstet… også selvom vi er bipolare. Ellers snyder vi os selv for mange gode oplevelser… men frygten for depressionens klamme hånd lurer godt nok lige om hjørnet hele tiden.

Det med om ”lige børn leger bedst” har jeg også tit tænkt på. Hmm…. Og jeg kan ikke helt lade være med at trække på smilebåndet når jeg forestiller mig, at min kæreste og jeg er maniske på samme tid.. uha som kunne der udtænkes mange ”gode” planer.... jøsses… sikke et oprydningsarbejde efterfølgende

Smider dig lige et link til Livsnettet (glemte det i mit første indlæg): http://www.livsnettet.dk/group/bipolarlidelse

Det er nemlig rigtigt FrkM. Mine forudsætninger for at prøve igen, er helt anderledes nu. Både hvad angår viden om mig selv, og den retning mit liv er ved at blive lagt i.

Couples living apart er også den strategi jeg selv forestiller mig, vil have bedst chancer for at kunne holde i længden. Både for selv at kunne trække sig helt. Men også for at modparten ikke skal lide under det. Både ved at føle sig afvist, eller blive bidt af, som var det en sur grævling, hehe. Og så også for at undgå reperationsarbejdet bagefter, for begger parter.

Det er nemlig det, tager man ingen chancer, så vil ingenting i hvert fald forandre sig på den front. For sæt nu man snød sig selv af ren overbeskyttelse. Men det er helt rigtigt. Det er frygten for depressionen der tynger. For mig er det i hvert fald meget hårdere når det samtidig river i hjertet.

Men ender det hele nu med pension. Så er en utrolig sej kamp i livet i hvert fald overstået. Ikke at det har været et mål fra starten med pension. Men det har givet så mange nederlag indtil årsagen blev fundet. Hele problematikken med arbejdsmarkedet vil være væk.

Lykkedes det, så har jeg også håb for at det kan lykkedes med en partner

Ja det har du ret i. 2 x bipolar, så skal der ligges store planer om at være den næste store stjene i hollywood. Eller klimpe et par sange af der skal ligge verden ned

Min bedste kammerat er faktisk også bipolar. Vores venskab er bundet sammen af at vi altid har mindet så utrolig meget om hinanden. Og kan snakke om simpelthen alt. Og så viste det sig at vi begge var bipolare.
Dog er han på nogen måder mere nede end jeg er. Og har haft alt for svært ved at være stabil til at kunne samarbejde om at blive udredt. Så han har gået i flere år end jeg har og har nok taget mere skade.
Men selv på den sorteste dag, kan vi alligevel formå at lave sort humor. Vi har grint meget af en kommentar han engang sagde til sin sagsbehandler.
Hun sagde: "Tror du at du er deprimeret?". "Næh, jeg er nok bare almindelig træt af livet".
Der er ikke noget som et godt grin, til at vriste sig om ikke andet, bare lidt fri. Når det depressive har fat i en.

Tak for linket Det er blevet gemt, men ikke glemt. Jeg har en række ting der er i standby, indtil jeg ved hvordan det er gået på teammødet i morgen.

Oprindeligt indsendt af Haltefanden

Hej du

Jeg fandt min kæeste inden jeg vidste at jeg var bipolar og det fungerer fint så længe jeg spiller med åbne kort og forklarer ham hvorfor jeg lige har bedt ham skride ind i soveværelset eller bedt ham tænde computeren og lade mig være i fred et par dage om ugen. Jeg tror det handler om at finde en der er rummelig nok til at acceptere at man har et behov for at trække stikket ud og være alene - også selvom man bor sammen.
Han siger det kan være ekstremt hårdt når jeg i en uges tid bare ikke orker social kontakt, men han lever med det fordi han ved at jeg altid vender tilbage med et behov for kontakt og han derigennem kan få den kontakt han har brug for.

Så jo, det kan sagtens lade sig gøre at få et parforhold til at fungere - på trods af den bipolare diagnose.

Godt det fungerer for jer Ja åbne kort vil også være et must. Ligesom muligheden for at kunne trække sig tilbage. Det er også derfor jeg tænker på, at når jeg nu ved det. Så vil jeg satse på den med at bo hver for sig, i hvert fald i lang tid, hvis det skulle komme så langt.

Både for at have helt ro, til at komme ovenpå så hurtigt som muligt. Men egoistisk set, også for at være aben der holder sig for øjnene. For at undgå dårlig samvittighed.

På S.U. flyttede jeg med min sidste kæreste til en anden by et halvt års tid. Men trods det var meget anstrengt økonomisk, og jeg måtte tage S.U. lån, så beholdt jeg min gamle lejlighed. Det var måske også at vise min manglende tillid til at det ville gå, hvad det heller ikke gjorde. For jeg havde en mistanke der skulle vise sig senere at holde stik.

Men inden det, så var jeg simpelthen også nødt til at være hjemme ved mig selv, engang imellem. Jeg er glad for at jeg beholdt min lejlighed, på flere måder.