Depression.. Gør den jer også "syg" ved press mm??

[Hanna]

Det er helt utrolig svært at sige fra, dels fordi det er sådan vi har lært det og at omprogramere sig selv er meget angsfremkaldende, fordi vi skal ud i ukendt farvand.

Du skiver hvad du gør for andre, men der står ikke noget om, hvad de gør for dig. Er der balance?

Det er ikke dit ansvar at din mor og bedste ikke har bil. Det havde heller ikke været dit ansvar, hvis de ikke havde arme og ben.
Det er slet ikke dig, der skal tage stilling til din mors forældresamtale, det er hendes søn. Der er kun en søn, du skal tænke på, det er din egen og han skal have en glad mor med ro på. Og det er så frækt, hun vil spørge din kæreste, hvad bilder hun sig ind. Det er det samme som at fortælle dig at du ikke behager hende, og det du mener er forkert.

Du skriver i citationstegn, at din kæreste er egoist. På mig lyder han sund og rask, han kan sige til og fra - og hvem har det bedst af jer to? Der er noget, der hedder positiv egoisme. Det er noget med at sætte sig selv før andre - uden at træde på nogen. Mennesker der kan det har sjældent neuroser, angst eller depressioner.

Din mor har svigtet dig meget, det er hendes ansvar at lave en barndom for dig uden misbrug og omsorgssvigt, og det har hun ikke gjort. Det var hendes opgave at passe huset. Det har ALDRIG været dig, men din mor, der skulle ordne det - lige meget hvad. Du skriver at ingen opdagede noget om misbruget, da du skjulte det. Du har helt sikkert sendt signaler rundt i alle retninger, dem kan folk så vælge at se eller lukke øjnene. Ansvaret for din psykiske trivsel i dag er dine forældres -her din mor. Du har garanteret været medgørlig, hjælpsom og "veltilpasset" hvilket tit er et sikkert tegn på omsorgssvigt.

Men at sige fra overfor mor og far er det sværeste. Fordi siger man fra overfor dem, kan de trække deres kærlighed og som barn er det lig med døden. Derfor går mange livet igenem og kæmper for f.eks mors opmærksomhed. Men det kan være et bundløst kar og du vil aldrig føle kærligheden, men i stedet slide dig selv op, hvilket du er igang med. Hvis du ikke fik det som barn får du det heller ikke som voksen.

Din mor skal heller ikke have en mening om, hvordan det er at se film hos dig. Der bestemmer du og din søn larmer, fordi han er 8 år, han har pligt til at larme i den alder. Og din mor, hun kan gå hjem, hvis hun ikke er tilfreds. Du må aldrig prioriterer din mor over din søn, fordi det vil han huske og det er ikke i orden.
Prøv at sige fra overfor din mor, og se hvordan du får det. Måske får du det smadder godt. Hun vil måske fortælle dig, at du er selvoptaget og svigter hende, er doven og at du kun tænker på dig selv. Men du ved det ikke passer. Fordi du ved, at du er alletiders smækre lækre, kloge pige, der er begyndt at passe på sig selv.

Min bror og jeg reagerede forskelligt på vores vilkår i barndommen. Min bror blev rocker og fandt en identitet som rocker i en meget rå hverdag, hvor han bankede halvdelen af byens indbyggere. Jeg reagerede indad, ved at fortælle mig selv, jeg var uduelig, uelskelig og mærkelig og forkert og..og..og..da ikke engang mineforældre holder af mig.

Hver gang du kører ned, fordi du tager dig af alle andre, specielt din mor, ser din søn en mor, der er helt skeløjet af stress, fordi hun er dårlig til at passe på sig selv. Det er svigt, fordi det er det han ser.

Nogen må være barnets advokat. Hvilken mor tror du han vil have. En der kører rund for mor og bedste - nej. En der ordner mormors problemer, istedet for at sidde og kigge ham kærligt ind i øjnene - nej. En der tror hun er supermand og ordner tre- fire- komsamner på en dag - nej. Han er fuldstændig ligeglad.
Han vil helre have en mor, der kan lade folk løse deres egne problemer og arbejder på et være nærværende sammen med ham.

Åååårh, hvor kunne jeg dog bare give dig et kæmpe stort kram. Det har du fortjent.

Knus Hanne

[denuheldige85]

Oprindeligt indsendt af Hanna

Det er helt utrolig svært at sige fra, dels fordi det er sådan vi har lært det og at omprogramere sig selv er meget angsfremkaldende, fordi vi skal ud i ukendt farvand.

Du skiver hvad du gør for andre, men der står ikke noget om, hvad de gør for dig. Er der balance?

Det er der bestemt.. Min gravide veninde har gjort meget for mig mens hun selv havde det godt var det hende der var med til at trække mig op og banke ind i mit hoved at jeg altså havde en depression og at jeg skulle passe på mig selv og ikke alle andre(der arbejdede jeg som handicaphjælper og følte det var vigtigere han havde en fast hjælper end at jeg meldte mig syg fordi jeg havde det skidt) og hun har været den der har hjulpet min selvtillid længere op end den var før jeg mødte hende.. Hun har haft hygge dage med min søn selvom hun selv har det lidt svært, så har hun gjort det for at give mig noget luft og for at give min søn nogle gode oplevelser.. Hun passer også min hund når det har været nødvendigt... så det kan man bestemt sige... og sådan er det også med de andre venskaber jeg har- jeg har kun 3 tætte veninder som jeg ses oftest med og de er der for mig som jeg er der for dem..


Det er ikke dit ansvar at din mor og bedste ikke har bil. Det havde heller ikke været dit ansvar, hvis de ikke havde arme og ben.
Det er slet ikke dig, der skal tage stilling til din mors forældresamtale, det er hendes søn. Der er kun en søn, du skal tænke på, det er din egen og han skal have en glad mor med ro på. Og det er så frækt, hun vil spørge din kæreste, hvad bilder hun sig ind. Det er det samme som at fortælle dig at du ikke behager hende, og det du mener er forkert.

Men man overlader ikke bare de ældre til sig selv jo.. Det kan jeg simpelthen ikk.. Det kan godt være min bedstes andre 4 børn og 13 børnebørn ikke hjælper hende og bestemt aldrig gider det, men jeg kan bare ikke svigte hende.. For så har hun ikke mad i hjemmet..

Du skriver i citationstegn, at din kæreste er egoist. På mig lyder han sund og rask, han kan sige til og fra - og hvem har det bedst af jer to? Der er noget, der hedder positiv egoisme. Det er noget med at sætte sig selv før andre - uden at træde på nogen. Mennesker der kan det har sjældent neuroser, angst eller depressioner.

Det også derfor jeg skriver egoist på den måde, fordi det jo både er godt og skidt.. Desværre er det et stort problem i forholdet men overfor andre er det også sundt han kan være sådan. og ja hos Psykologen han er med til er det jo ham der har det super godt...


Din mor har svigtet dig meget, det er hendes ansvar at lave en barndom for dig uden misbrug og omsorgssvigt, og det har hun ikke gjort. Det var hendes opgave at passe huset. Det har ALDRIG været dig, men din mor, der skulle ordne det - lige meget hvad. Du skriver at ingen opdagede noget om misbruget, da du skjulte det. Du har helt sikkert sendt signaler rundt i alle retninger, dem kan folk så vælge at se eller lukke øjnene. Ansvaret for din psykiske trivsel i dag er dine forældres -her din mor. Du har garanteret været medgørlig, hjælpsom og "veltilpasset" hvilket tit er et sikkert tegn på omsorgssvigt.

Men at sige fra overfor mor og far er det sværeste. Fordi siger man fra overfor dem, kan de trække deres kærlighed og som barn er det lig med døden. Derfor går mange livet igenem og kæmper for f.eks mors opmærksomhed. Men det kan være et bundløst kar og du vil aldrig føle kærligheden, men i stedet slide dig selv op, hvilket du er igang med. Hvis du ikke fik det som barn får du det heller ikke som voksen.

Din mor skal heller ikke have en mening om, hvordan det er at se film hos dig. Der bestemmer du og din søn larmer, fordi han er 8 år, han har pligt til at larme i den alder. Og din mor, hun kan gå hjem, hvis hun ikke er tilfreds. Du må aldrig prioriterer din mor over din søn, fordi det vil han huske og det er ikke i orden.
Prøv at sige fra overfor din mor, og se hvordan du får det. Måske får du det smadder godt. Hun vil måske fortælle dig, at du er selvoptaget og svigter hende, er doven og at du kun tænker på dig selv. Men du ved det ikke passer. Fordi du ved, at du er alletiders smækre lækre, kloge pige, der er begyndt at passe på sig selv.

Det også derfor jeg blev irriteret og endte med at sige noget, fordi jeg ikke synes hun kan tillade sig at sige sådan.. Det er mit og min søns hjem(og kærestens som var ude den aften) og hun bør bare være glad for jeg har inviteret dem til en hygge aften.. For mig handlede det ihvertfald ikke bare om filmen men om at være sammen....


Min bror og jeg reagerede forskelligt på vores vilkår i barndommen. Min bror blev rocker og fandt en identitet som rocker i en meget rå hverdag, hvor han bankede halvdelen af byens indbyggere. Jeg reagerede indad, ved at fortælle mig selv, jeg var uduelig, uelskelig og mærkelig og forkert og..og..og..da ikke engang mineforældre holder af mig.

Her har vi børn også reageret meget forskelligt, jeg er den ældste og er den eneste der psykisk har det sådan her.. Min søster der er et par år yngre hun er den evig livsglade festlige type der synes barndommen har været fin og ikke er mærket af det... Min ene lillebror er den mere indelukket type der holder sig for sig selv, kæmper med at gide gå i skole og ofte bare pjækker fordi det lettest.. og den anden lillebror der er 6 år yngre end mig han er en velfungerende ung mand der har det varmeste hjerte og er stille og rolig.. Det eneste jeg mærker på at han har noget dårligt med sig fra hans far er at han har haft 2 kærester over nogle år og begge behandler ham dårligt men han lever med dem.. Selvom de ikke er noget godt for ham og hans liv... Men det håber jeg han kommer over når han bliver lidt ældre.. Jeg støtter ham ihvertfald så godt jeg kan i at han skal nyde sit ungdoms liv.. og gøre hvad han føler for og ikke hvad hans kæreste synes han skal gøre...

Hver gang du kører ned, fordi du tager dig af alle andre, specielt din mor, ser din søn en mor, der er helt skeløjet af stress, fordi hun er dårlig til at passe på sig selv. Det er svigt, fordi det er det han ser.

Det er også det der gør mest ondt.. at jeg føler jeg svigter både ham og mig selv, men jeg ikke kan finde ud af at passe godt nok på mig selv desværre...

Nogen må være barnets advokat. Hvilken mor tror du han vil have. En der kører rund for mor og bedste - nej. En der ordner mormors problemer, istedet for at sidde og kigge ham kærligt ind i øjnene - nej. En der tror hun er supermand og ordner tre- fire- komsamner på en dag - nej. Han er fuldstændig ligeglad.
Han vil helre have en mor, der kan lade folk løse deres egne problemer og arbejder på et være nærværende sammen med ham.


Jeg ved det.. åhh hvor jeg ved det.. Jeg ved hvor meget han bare nyder vi ligger i sofaen og spiller computer, læser bøger eller andet.. men hvor er det svært altså.. Fordi der er så meget mit hoved siger jeg bør og jeg gerne vil.. selvom jeg ikke kan klare det.. og selvom det ikke er nødvendigt.. Men hvis jeg ikke laver noget så føler jeg bare jeg er skide dum og doven og spilder livet på at ligge og have det skidt.. selvom det jo er derfor jeg er sygemeldt- for at være syg og have lov til det.. men alligevel så har jeg aldrig og ser stadig ikke mig selv som en vigtig person..

Åååårh, hvor kunne jeg dog bare give dig et kæmpe stort kram. Det har du fortjent.

Knus Hanne

Og tak.. Jeg prøver på at få livet til at fungere, har bare haft så meget modstand og kæmper mig stadig igennem orkanen som er inde i mig selv...

[Vovse]

denuheldige85, nu har jeg læst både Hanna's og dine indlæg, i stedet for, at komme med en masse forklaringer på hvorfor du ikke kan følge Hanna's gode råd (som gjorde et meget stort indtryk på mig), så læs dem igen, tag dem til dig og brug dem.

Jeg kan frygte meget seriøst, at du kan få det meget værre, hvis du ikke begynder at lytte til dig selv, og koncentrerer dig om din egen lille familie.

Ofte er en depression tegn på, at man har budt sig selv for meget, at der er noget galt i ens liv, på samme måde som ved stress.

Så længe du fortsætter i samme spor tror jeg ikke, at du får det bedre, måske nærmere tværtimod.

[MissMurphey]

Jeg har ikke læst alle indslagene i dit indlæg igennem, men det rørte mig dybt, da jeg læste det allerførste.

Jeg kan genkende mig selv i en stor del af din fortælling, bortset fra at jeg ikke har børn og jeg kan godt græde når tårerne presser på.

Jeg sender dig mange varme tanker og vil en dag når jeg har mere overskue, læse det hele.
Ligenu er det den tid på dagen hvor jeg bare ikke kan sove. Øv.

Godnat;-)

[denuheldige85]

Oprindeligt indsendt af Vovse

denuheldige85, nu har jeg læst både Hanna's og dine indlæg, i stedet for, at komme med en masse forklaringer på hvorfor du ikke kan følge Hanna's gode råd (som gjorde et meget stort indtryk på mig), så læs dem igen, tag dem til dig og brug dem.

Jeg kan frygte meget seriøst, at du kan få det meget værre, hvis du ikke begynder at lytte til dig selv, og koncentrerer dig om din egen lille familie.

Ofte er en depression tegn på, at man har budt sig selv for meget, at der er noget galt i ens liv, på samme måde som ved stress.

Så længe du fortsætter i samme spor tror jeg ikke, at du får det bedre, måske nærmere tværtimod.

Det er jo netop der mit problem ligger.. At jeg simpelthen ikke formår at
bare lytte og lærer fordi mit hoved siger mig tusinde andre ting som jeg så
skal kæmpe imod..

Det som om jeg er splittet i to dele..

Den ene er depressionen , som har det dårligt og vil have jeg tager det
roligt og lytter til min krop og siger fra..

Den anden del er den lille smule raske mig som stadig mener jeg skal kører
med 110 i timen, lave alle de ting jeg plejer og være der for andre som jeg plejer...


Jeg KÆMPER hårdt for at se og acceptere at JEG også har nogle behov
og at de skal dækkes og tages hensyn til.. For jeg har altid gemt dem bort--
af rigtig mange grunde desværre... Så det sidder dybt i mig...


JEg ville så gerne bare være normal.. Bære være som andre der har et liv uden at kæmpe dagligt for at få brikkerne til at passe sammen.. som jeg føler jeg gør...


Jeg har sagt fra overfor min mor denne uge og prøver at overbevise mig selv om at jeg skal blive hjemme resten af ugen uden at ligge planer udenfor huset...
Selvom tankerne allerede kæmper imod med ting jeg burde og kunne...


I skal vide jeg gerne VIL tage imod alt og alle gode råd..
Jeg formår desværre ofte bare ikke at gøre det suk...

Men jeg tror det rigtig godt tingene er skrevet ned her og jeg
kan læse dem igen og igen for mig selv....

[denuheldige85]

Oprindeligt indsendt af MissMurphey

Jeg har ikke læst alle indslagene i dit indlæg igennem, men det rørte mig dybt, da jeg læste det allerførste.

Jeg kan genkende mig selv i en stor del af din fortælling, bortset fra at jeg ikke har børn og jeg kan godt græde når tårerne presser på.

Jeg sender dig mange varme tanker og vil en dag når jeg har mere overskue, læse det hele.
Ligenu er det den tid på dagen hvor jeg bare ikke kan sove. Øv.

Godnat;-)

Mange tak det er rigtig sødt af dig alligevel lige at skrive et par ord til mig

Jeg har også mange ting jeg ikke orker læse som der ryger under knappen- marker som læst- fordi så "blinker" de ikke tihihi...

Sov rigtig godt...

[Lunasdatter]

Lige et lille indlæg inden sengen kalder...

Du har fået en del gode råd.. og rom blev så hverken drukket eller bygget på en nat.... ♥

Jeg er udd SSA og har arbejdet en del år som fast aftenvagt..

Jeg gik meget op i at de gamle skulle ha det godt i deres sidste år og de skulle ihvertfald ikke tabe sig .. så min kollega og jeg lavede god hjemmelavet mad til dem 1-2 gange pr uge..

Det hele gik tju-hej...

2000 fik jeg en arbejdsskade... og den blev anerkendt med men grad og det hele... men jeg mente at det bare skulle arbejdes væk.. så jeg glemte at lytte til min krops smerte signaler...

Efter et par år, skulle jeg op i min skulder...
derefter blev jeg tilknyttet hjertesvigtklinikken.. jeg havde haft en blodprop i hjertet...
Jeg var sygemeldt ca 1 år... startede op i det små.. men inden jeg så mig om så gik det tju-hej igen...

De næste par år følte jeg at jeg var blevet et gammelt skrog... jeg tog dobbelt så lang tid om at lave de ting som jeg før kunne lave ... så jeg begyndte at blive længere på arbejde, så jeg kunne afslutte som jeg plejede..

I 2005 blev jeg akut indlagt igen med hjerteproblemer...
Jeg troede jo at jeg bare lige skulle slappe lidt af og så starte op på jobbet igen... men nixen... jeg kom ikke tilbage igen...

Det gik ned af bakke for mig...

Springer lige til 2010-11 ..
Jeg startede i 2010 til mindfulnes meditation hos en psykiater for at se om det ikke kunne give mig redskaber til at takle min stress..

Selvom jeg fysisk ikke kunne klare ret meget, så var mit indre hele tiden igang .. stressen racede rundt i hele skroget på mig..

Jeg følte mig som de der dyr i skydetelte .. hvor de går - vender rundt og går den anden vej... sådan kunne jeg gøre op til rigtig mange gange om dagen...
for.ex.. hvis jeg var ved at vaske op og jeg så kom i tanke om at jeg da også skulle huske at tømme postkasse.. så startede jeg allerede med at gå fra opvasken og til postkassen.. men efter et par skridt så vendte jeg om til opvasken.. og sådan kunne jeg gøre mange gange..

Da jeg fortalte om hvordan jeg kunne starte på noget og gå videre til noget andet.. for derefter at gå tilbage igen...
Så fik jeg at vide at der var min krop.. mit system der råbte .. sæt dig ned og slap af!!

I slutningen af det mindfulnes kursus, fik jeg det dårligt og kom ind til et par samtaler (konsultation) hos hende psykiateren...

Hun fik alt det at vide som jeg har skrevet her... bare pindet meget mere ud
og hun forklarede så at jeg havde en depression... havde kronisk stress.. var udbrændt og havde mistet nogle kognetive evner... bla min hukommelse .. som er som en si..

Nu har jeg så fået min førtidspension..... men jeg mangler stadig at kunne passe på mig selv.. og sige fra....

Så mit råd til dig er ... hvis du ikke vil havne som mig... et gammelt udbrændt skrog .. skie stresset.. og mine lemmer kan slet ikke følge med til al den stress... de siger stop.. så mine ben vil ikke gå som jeg vil ha dem til at gå.. og mine hænder/fingre/arme vil ikke gribe fat i ting.. og når de endelig griber fat, så taber jeg tingene....

Rådet kommer her:

Lyt til din krop.... det er svært... men har du en printer, så print Hannas indlæg ud... læs det mange gange..

Når din knold vil noget andet.. så sid ned på en stol eller på sofaen og slap af... indtil du igen er klar til at gå med små skridt i den rigtige retning... skriv evt dagbog.. så du hved hvad der er der lige trikker dig så du skal ned og slappe af..

Man kan også sige det mere kontant.... flinkepigen er noget som du har været..... ja-sigeren .. det er også noget som du har været.. (fyld selv mere på)

Og nu vil jeg sige godnat...

Knus Lone

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af denuheldige85

Jeg har sagt fra overfor min mor denne uge og prøver at overbevise mig selv om at jeg skal blive hjemme resten af ugen uden at ligge planer udenfor huset...
Selvom tankerne allerede kæmper imod med ting jeg burde og kunne...

Rigtig flot.

Gamle vaner kan være svære at lave om på, men det kan lade sig gøre.

Det er ikke noget der sker "overnight", det tager tid, men husk, at holde fast i det du ved, der er det rigtige for dig, lad dig ikke overtale til noget andet.

Når først vi har fået børn, så er det dem der er vores vigtigste ansvar.

[garage50]

Hej denuheldige85

Jeg har fulgt lidt med i tråden her, dog har jeg heller ikke læst den helt.
Men jeg læste dit første indslag, hvilket også rørte mig meget.

Jeg kom til at tænke på da jeg selv blev syg for 5 år siden. Jeg var psysisk langt, langt nede, græd og græd, og kunne slet ikke være der for mine 2 børn. Hvilke jeg som dig havde det utroligt svært med.

Jeg gik hos en terapeut som sagde nogle kloge ord, som jeg i den grad tog til mig og brugte.

Hun sagde: Hvis du er oppe i et fly, og at der pludselig er problemer, og kaptajnen beder jer om at tage iltmasker på. Så bliver du nødt til selv at tage iltmasken på, før du kan begynde at hjælpe dine børn. Hvis du hjælper dine børn først, kan det være du dør af iltmangel inden du er færdig...... - og hvis du ikke er der, kan du ikke hjælpe dine børn...

Så "denuheldige85" lige gælder det kun DIG - OG KUN DIG. Det vigtigste i dit liv lige nu er DIG. Når du på sigt forhåbentlig får det bedre, ja så skal du nok være der for din lille dreng. Du skal bruge dine kræfter de rigtige steder. Og en depression tager tid, nogle gange meget lang tid.

Jeg håber dig alt det bedset i fremtiden.

Mange tanker og knus fra mig

[denuheldige85]

Oprindeligt indsendt af Lunasdatter

Lige et lille indlæg inden sengen kalder...

Du har fået en del gode råd.. og rom blev så hverken drukket eller bygget på en nat.... ♥

Jeg er udd SSA og har arbejdet en del år som fast aftenvagt..

Jeg gik meget op i at de gamle skulle ha det godt i deres sidste år og de skulle ihvertfald ikke tabe sig .. så min kollega og jeg lavede god hjemmelavet mad til dem 1-2 gange pr uge..

Det hele gik tju-hej...

2000 fik jeg en arbejdsskade... og den blev anerkendt med men grad og det hele... men jeg mente at det bare skulle arbejdes væk.. så jeg glemte at lytte til min krops smerte signaler...

Efter et par år, skulle jeg op i min skulder...
derefter blev jeg tilknyttet hjertesvigtklinikken.. jeg havde haft en blodprop i hjertet...
Jeg var sygemeldt ca 1 år... startede op i det små.. men inden jeg så mig om så gik det tju-hej igen...

De næste par år følte jeg at jeg var blevet et gammelt skrog... jeg tog dobbelt så lang tid om at lave de ting som jeg før kunne lave ... så jeg begyndte at blive længere på arbejde, så jeg kunne afslutte som jeg plejede..

I 2005 blev jeg akut indlagt igen med hjerteproblemer...
Jeg troede jo at jeg bare lige skulle slappe lidt af og så starte op på jobbet igen... men nixen... jeg kom ikke tilbage igen...

Det gik ned af bakke for mig...

Springer lige til 2010-11 ..
Jeg startede i 2010 til mindfulnes meditation hos en psykiater for at se om det ikke kunne give mig redskaber til at takle min stress..

Selvom jeg fysisk ikke kunne klare ret meget, så var mit indre hele tiden igang .. stressen racede rundt i hele skroget på mig..

Jeg følte mig som de der dyr i skydetelte .. hvor de går - vender rundt og går den anden vej... sådan kunne jeg gøre op til rigtig mange gange om dagen...
for.ex.. hvis jeg var ved at vaske op og jeg så kom i tanke om at jeg da også skulle huske at tømme postkasse.. så startede jeg allerede med at gå fra opvasken og til postkassen.. men efter et par skridt så vendte jeg om til opvasken.. og sådan kunne jeg gøre mange gange..

Da jeg fortalte om hvordan jeg kunne starte på noget og gå videre til noget andet.. for derefter at gå tilbage igen...
Så fik jeg at vide at der var min krop.. mit system der råbte .. sæt dig ned og slap af!!

I slutningen af det mindfulnes kursus, fik jeg det dårligt og kom ind til et par samtaler (konsultation) hos hende psykiateren...

Hun fik alt det at vide som jeg har skrevet her... bare pindet meget mere ud
og hun forklarede så at jeg havde en depression... havde kronisk stress.. var udbrændt og havde mistet nogle kognetive evner... bla min hukommelse .. som er som en si..

Nu har jeg så fået min førtidspension..... men jeg mangler stadig at kunne passe på mig selv.. og sige fra....

Så mit råd til dig er ... hvis du ikke vil havne som mig... et gammelt udbrændt skrog .. skie stresset.. og mine lemmer kan slet ikke følge med til al den stress... de siger stop.. så mine ben vil ikke gå som jeg vil ha dem til at gå.. og mine hænder/fingre/arme vil ikke gribe fat i ting.. og når de endelig griber fat, så taber jeg tingene....

Rådet kommer her:

Lyt til din krop.... det er svært... men har du en printer, så print Hannas indlæg ud... læs det mange gange..

Når din knold vil noget andet.. så sid ned på en stol eller på sofaen og slap af... indtil du igen er klar til at gå med små skridt i den rigtige retning... skriv evt dagbog.. så du hved hvad der er der lige trikker dig så du skal ned og slappe af..

Man kan også sige det mere kontant.... flinkepigen er noget som du har været..... ja-sigeren .. det er også noget som du har været.. (fyld selv mere på)

Og nu vil jeg sige godnat...

Knus Lone

Pyha.. Det lyder lidt som mig..

Jeg blev også sygemeldt med depressionen en periode men pga presset fra arbejdsgiver, kollegaer og min egen dårlige samvittighed overfor den familie jeg var handicaphjælper hos, kæmpede jeg mig tilbage på arbejde selvom hver vagt var et ******* hvor jeg blev mere og mere ødelagt indeni.. Men jeg havde lovet manden at jeg ikke stoppede, men blev hos ham til han gik bort- i starten af ansættelsen, fordi jeg var den hjælper han følte størst tryghed ved.... og det kunne jeg ikke med mig selv lade være med.. og jeg følte det var ved at være hans sidste tid snart...
Rigtigt nok.. Han døde i oktober sidste år.. og det var en hel lettelse i mig bagefter.. Jeg var ikke ked af jeg nu stod uden arbejde.. for jeg magtede ikke engang passe mig selv nærmest..
og endte jo med at blive sygemeldt da jeg blev ledig.. Endelig kunne jeg give mig selv lov til at være sygemeldt..

Men jeg sidder stadig selvom jeg er syg og savner bare at kunne arbejde.. bare at kunne søge et job i avisen osv.. men det nytter jo ikke noget.. det ved jeg jo godt...! men derfor er det i mig hele tiden alligevel.. Så det godt jeg ikke har et arbejde at skulle tilbage til.. For så tror jeg ikke jeg havde tilladt mig selv at være sygemeldt så længe.. og så havde det kun blevet værre sikkert.....

Men presset om at mine sygedagpenge udlæber 30 november og sikkert ikke bliver forlænget fordi Slagelse Jobcenter er umulige at kæmpe imod, så frygter jeg hvad det ender med på kontanthjælp da jeg ikke ved hvordan det system er når man er sygemeldt..
Så får man lyst til bare at få et arbejde.. Selvom jeg jo godt ved jeg jo ikke kan på nogen som helst måde...


jeg kan også gå rundt i perioder som dig Jeg render fra den ene ting til den anden og får faktisk slet ikke færdiggjort noget af det og kan ikke huske hvor jeg startede...

Min hukommelse er jo også desværre ramt Det sååå irriterende altså