hvad indebære førtidspension

[denuheldige85]

Jeg er en ung pige der pt går sygemeldt med svær depression med angst og lider af nogle knogle/led ting som endnu ikke har været muligt at finde årsag til, men det påvirker min hverdag rigtig meget, selvom jeg dagligt tager smertestillende morgen og aften. Det er rigtig svært at jeg ikke kan ret meget uden at jeg halter og går med forfærdelige smerter efterfølgende.
Har jeg bare støvsuget, handlet, eller lavet mad for længe har jeg smerter bagefter. det er bare en lille del af det..

Jeg står ikke og skal have førtidspension nu, men min bekymring ligger der da, om hvis det bliver eneste mulighed en dag hvad det så indebære..

Hvad skal man igennem for at søge det og få tilkendt det?
og hvad er satsen på førtidspension? nogen der vil sige hvad
de får udbetalt? er det et problem at man har samlever der tjener
godt og bor i eget hus?

Hvis man så får tilkendt førtidspension hvad sker der så?
Skal man så til samtaler stadig om man en dag stadig kan
komme i arbejde eller får man fred og ro??


Lige nu er jeg jo sygemeldt og min læge har sagt jeg må starte op efter 3 uger med sygeaktivering i 1-3 timer som motion eller coaching men der skal tages hensyn til dage hvor jeg ikke kan komme ud af døren.
Da jeg talte i telefon med jobcentret fordi jeg skal til det info møde og
personlig samtale de kræver man skal til var hun meget nedeladende
hende min sagsbehandler der og hun sagde det var bekymrende at jeg ikke mente jeg kunne klare at side på en stol i op til 1½-2 timer til det møde med fordi når jeg kom ud i deres aktiveringstilbud skulle jeg jo sættes op til 10 timer med det samme og derefter fuldtid og selvom jeg sagde at hun jo har fået papir på min læge har skrevet jeg kun må komme ud 1-3 timer var hun lige glad og jeg afsluttede samtalen med at sige at det ikke ville blive til noget.

Jeg er nu meget bekymret for om jobcentret har lov til at smide mig i
alt muligt aktivering i så mange timer når min læge netop har skrevet i lægeerklæringen at jeg ikke kan det og de skal tage hensyn til mine ledsmerter også.
Jeg har heldigvis en samtale med min læge imorgen inden jeg skal til mødet på jobcentret, problemet er bare at jeg ikke kan se hvordan jeg skal kunne klare det at komme ud i aktivering når hver dag er en kamp for mig. Hvor jeg bryder sammen ud af det blå ofte, og må sove når jeg har lavet lidt fordi det tapper al min energi..
Så at min læge kun har skrevet jeg ikke må komme i aktivering de første 3 uger føler jeg også bare er alt for lidt som jeg har det..
Men jeg ved ikke om det er fordi hun ikke kan "frede" mig længere end det.
For nu tolker jobcentret det jo som om jeg er rask efter de 3 uger selvom lægen har skrevet noget andet..

Jeg er ikke i tvivl om at jobcentret presser mig på den måde som de gør
fordi jeg er så ung, men mener bare ikke det har noget med alder at gøre
hvor hårdt man har det og mener det noget pjat at man SKAL i sygeaktivering for at beholde tilknytningen til arbejdsmarket, for man er jo sygemeldt fordi man ikke kan klare at være på arbejdsmarket pt.

Jeg er bare så frustreret og forvirret..

Jeg skal til reumatolog indenfor et par måneder og til psykiater i januar og håber virkelig de ting vil sætte lidt ord på hvad der er galt.. dog er jeg også bange for at få en trist besked ved reumatologen fordi min familie er plaget af skavanker af forskellige ting....


Det var bare lidt tanker og spørgsmål jeg kæmper med lige nu og som jeg ikke aner hvem jeg skal spørge til råds hos udover jer som selv kæmper med systemet og sygdomme af alle mulige arter..

Håber nogle kan give mig et par råd og ord med på vejen...

[Ninja]

Førtidspension er lig med fred og ro, og IKKE flere samtaler med kommunen!!!

Jamen, hvad kræver det (mega spørgsmål en sen Søndag aften), men det kræver at ens arbejdsevne ikke er eksisterende i noget erhverv. Det kræver at alle ens læger og speciallæger udelukker en arbejdsevne og skriver til kommunen, at der heller ikke findes nogen behandlingsmuligheder, og at ALT og alle former for forbedringer (medicin, motion, psykolog, psykiater mf) er afprøvet.
Så en sag kan tage fra måneder til rigtig mange år, da alt skal kunne dokumenteres afprøvet.

Man får ca 16.500 kr før skat. Jeg får 12.000 efter skat.
Og er man gift/samboende, så får man en udbetaling alt efter hvad den anden tjener (et individuelt regnestykke), som kan være meget forskellig fra par til par.

HUSK, at de ikke 'bare' kan smide dig ud i en masse. Hvis din læge er på DIN side, så kan han sygemelde dig fra div tiltag, hvis ikke du kan klare det.

Men prøv da at spørge din læge hvad han/hun mener om førtidspension i dit tilfælde - få taget snakken. Måske er din læge enig, måske er din læge uening, men så ved du hvor du står og hvad vej din sag skal drejes.

Velkommen til k10

[LUM]

Jeg kan ikke svare dig på det hele, bla fordi det er meget kompliseret, og din sag behøver altså ikke gå efter bogen (det ser den allerede ud til ikke at gøre... komme til at gøre) men lidt kan jeg da svare på.

Hvad skal man igennem for at søge det og få tilkendt det?
MEGET! Men helt grundlæggende:
Kommunen skal vurdere om de kan revalidere dig, om du hører til på fleks eller om du skal have FP, i den rækkefølge.
For at havne på FP skal ens sygdom/lidelse/handicap, være VARIG, alle behandlings muligheder skal være udtømt, arbejdsevnen ubetydelig inden for ALLE fag (og det er kun kommunen der kan foretage den vurdering bla via arbejdsprøvninger, hvis din læge skriver det til kommunen kan kommunen vælge helt at se bort fra lægens udtalelser)

Prøv at søg på arbejdsevnemetoden... det er den der skal arbejdes ud fra.

og hvad er satsen på førtidspension? nogen der vil sige hvad
de får udbetalt? er det et problem at man har samlever der tjener
godt og bor i eget hus?

Satsen kan du finde på Borger.dk.
Hvad hver enkelt får udbetalt afhænger af rigtig mange ting, om de er gift/bor sammen med en, hvad deres skattefratræk er, hvad en evt partner tjener ol, men også det kan de se lidt mere om på borger.dk

Hvis man så får tilkendt førtidspension hvad sker der så?
Skal man så til samtaler stadig om man en dag stadig kan
komme i arbejde eller får man fred og ro??

Det afhænger af hvilken FP man har fået tilkendt, der er en udgave hvor FP´en skal genvurderes efter x år (oftest 3 eller 5 år) Men der er også udgaven hvor det gælder resten af livet, og så har man fred og ro

jeg talte i telefon med jobcentret OG jeg afsluttede samtalen med at sige at det ikke ville blive til noget.

DUMT, meget meget dumt. Tal ALDRIG i telefon med dem, de er rigtig gode til at sige et og gøre noget andet, de har ikke krav på at kunne fange dig pr tlf, så når de ringer lader du bare være med at tage den, og så tager du i fremtiden altiod en besidder med til møder (hvilke du bør optage hemmeligt, det er fuldt ud lovligt) En besidder bestemer du selv hvem skal være, din gamle oldemor, eller din veninde eller... dit valg, det vigtigste er det ekstra sæt øre OG at det er en der kender dig godt.
Mht din afsluttende kommentar til samtalen, den slags siger du aldig aldrig mere, for din egen skyld, du kan være ret sikker på at det er blevet misfortolket til at du nægter at samarbejde OG det kan faktisk koste dig din ydelse. Aldrig aldrig sige nej, jeg vil ikke ol der bare lyder der hen af, det er jeg KAN! ikke.

Jeg er nu meget bekymret for om jobcentret har lov til at smide mig i
alt muligt aktivering i så mange timer når min læge netop har skrevet i lægeerklæringen at jeg ikke kan det og de skal tage hensyn til mine ledsmerter også.

De har en interesse i at få dig op mindst 10 timer, fordi det giver dem flere penge fra staten, du skriver et sted at du er sikker på at det er din alder der får dem til at presse dig, det kan jeg så fortælle at det er det IKKE, det er fordi de pt vil få 65% refusion af staten, hvis de får dig op på 10 timer, mens så længe du ikke har 10 timer får de kun 35%, det gælder ALLE, så kommunerne føler sig tvunget til at forsøge at få alle op på de 10 timer, for det giver selv sagt flere penge i kassen.

Du SKAL holde fast i at din læge siger max 3 timer (dog skal du huske at det jo ikke er sikkert at din læge har ret, det kan jo være du har dage med de rigtige opgaver hvor du måske kan klare 5 timer... derfor afprøver kommunen dig i praksis) men samtidig må du endelig ikke sige nej, det 100 gange bedre at du møder op, er der det tid du kan, og så siger at du ikke kan mere og tager hjem før evt dagbog, og smerte skema (søg på det her siden) hvilket du sender til din sagsbehandler og forlanger at få lagt ind i din sag.

Helt hvad du skal rådes til lige nu, er faktisk ret svært at svare på (for mig)

Men i første omgang bør du søge aktindsigt (find en formular under nyttige links i toppen af siden) der kan de se om der mangler lægepaire (i så fald bør du skaffe dem og få dem lagt i din sag) Lige så kan de se hvilke notater der er gjort i din sag, fx kan det være at kommunen har vurderet at der mangler behandling, og du kan se hvordan sagsbehandler har fortolket jeres samtaler og møder. (det kan godt være ret uhyggelig og ubehagelig læsning)

Har du fået lavet en ressourceprofil (den kan også hede arbejds et eller andet journal) Hvis ikke, vil jeg råde dig til at SKRIVE til din sagsbehandler og bede om at få det gjort, dog er det lige med den MEGET vigtigt at du IKKE skriver under før du er helt enig, og kan genkende dig selv. Den er helt grundlæggende for din sag, om end nogle ting virker lidt tossede. bla skal skånehensyn beskrives meget grundigt (og bruges når de sender dig i aktivering arbejdsprøvning ol) dine lægelige ting skal også beskrives. Når alle de der ting er beskrevet laver sagsbehandleren en vurdering, omkring muligheder og begrænsninger i forhold til arbejdsmarkedet (din arbejdsevne) De vurderinger må du meget gerne kommentere på.
Hver gang de fx stanser en ydelse skal RP´en opdateres, de kan/må ikke slette der der allerede står, for den skal være med til at vise forværing/forbedring eller måske stilstand i din situation.
Alt hvad der står der i får betydning for sagsbehandlerens vurdering af hvilken hylde du hører hjemme på.

Noget lidt andet er: at de mener det er en hindring at du ikke selv mener at du ikke kan arbejde, skal du ikke tage så negativt, det er fakts, naturligvis er det en barriere hvis et menneske ikke mener det er i stand til at arbejde fuld tid, så er motivationen for at arbejde jo ikke i top. Og de fakts er kommunen altså også nød til at tage med, da det jo er en beskrivelse af dig. Det er IKKE personligt, men noget de skal skrive, om end det er endnu en af de ting som gerne føles meget ubehageligt at læse (høre)

Det blev langt *gg*
Men for bedre hjælp, vil jeg råde dig til at skrive din historie, for det vil sige os andre meget mere om hvad du skal nu.

[denuheldige85]

Mange tak for jeres svar..
Jeg havde jo godt den mistanke at der måtte være noget med refusionen
fra staten først var god når man havde 10 timer siden hun krævede det.
Jeg var desværre nød til at ringe til hende da jeg først fredag fandt ud
af at den lægetid jeg har idag lå samtidig med det møde hos jobcentret-
og hende.. og jeg jo derfor ikke kunne møde op til den tid.
og de andre ville ikke bare give mig en ny tid så de krævede det var hende
selv der ringede til mig og fandt ud af hvornår jeg kunne få en ny tid.
De ville ikke bare sende mig en ny tid i et brev
Men fremover er det slut med at tale med dem i telefon, desværre er
problemet jo at de selvfølgelig ringer med hemmeligt nummer lige som
lægen og andre så det svært ikke at længere tage telefonen når
det er hemmeligt nummer...

Men lige så snart jeg havde talt med hende brød jeg bare helt sammen
kan slet ikke klare noget press på nogen som helst måde.
Jeg har ikke sovet mere end 2-3 timer om natten hele weekenden
pga bekymringer og hendes samtale og frustrationer over det hele, så
jeg har måtte sove i løbet af dagen også for at kunne fungere og være
der lidt for min søn på 7 år også...

Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle min historie.. for på den ene måde er det lige startet føler man men på den anden måde er det noget der har varet mange år..
og bunder i barndommen og i det ******* jeg måtte igennem med slagelse kommune
da jeg fik min søn for 7 år siden..

Jeg har haft en turbulent barndom som gør at der ligger en stor sagsmappe på kommunen om min barndom og da jeg så blev gravid i 2002 måtte jeg igennem et ******* hvor kommunen truede med at jeg skulle give afkald på min søn ved fødslen og da jeg nægtede at det ville ske tvang de mig til en psykolog som kommunen samarbejder med Fredy højer ( som viste sig senere at have lavet samme test resultater på mange flere) og jeg fik intet svar på den hørte intet før dagen efter jeg havde født for sagsbehandleren fra børn og unge mødte op og truede med at politiet kom og fjernede min søn hvis jeg ikke sagde ja til at tage på mødrehjem.. og at jeg ikke måtte forlade sygehuset heller. det blev en lang sej kamp og vi kom på det familiehjem og fik stor ros og klarede os fantastisk som forældre selvom jeg kun lige fyldte 18 efter jeg havde født.
Men kommunen var over os i flere år og jeg var overvåget i vuggestuen endda.. jeg var på kontanthjælp og kom i aktivering flere gange men ca 2 gange om året røg jeg helt ned psykisk, og èn gang søgte jeg læge fordi jeg ikke vidste hvad der skete med min krop og han sagde jeg havde fået en depression og jeg bare skulle gå nogle ture i skoven og nyde naturen og slappe helt af og sygemeldte mig derfor.
Men alligevel kom det igen og igen ca 2 gange hvert år siden han blev født har jeg været helt nede men aldrig nede hvor selvmord har været i tankerne der.
Jeg søgte ikke læge for jeg følte jeg bare skulle klare mig som første gang ... og er også kommet lidt op men aldrig helt.. Jeg har siden jeg fik min uddannelse som social og sundhedshjælper i 2007 klaret mig selv økonomisk, arbejdet hårdt som vikar rundt omkring- som sikkert har smadret min krop mere, men som ikke kan bevises jo.. og selvom der var perioder uden ret meget arbejde søgte jeg aldrig om at få suppleret op for har aldrig brudt mig om at modtage hjælp. så vi har klaret os uden.
Har arbejdet som pædagogmedhjælper på et børn og unge center som var en fantastisk tid hvor jeg kun havde en periode med tristhed osv.. så startede jeg som handicaphjælper i 2009 og det har været et rigtig hårdt forløb både psykisk og fysisk da det var en mand der led af en sygdom der var uhelbredelig og da det var i privathjem bestemte de jo så der var ikke altid de hjælpemidler i brug som der burde og her måtte jeg så i starten af 2010 begynde på daglige smertestillende ibumetin 600mg 3x dg med panodil men det hjalp ikke da jeg ikke på arbejdet hver dag havde mulighed for at tage dem til tiden så jeg blev sat over på ibumetin retard 600 mg x2 med 2 panodil. de lindrede lidt men alle arbejdsdage og dagen efter har været et smerte ******* hvor jeg har måtte holde masken for at være der for den familie jeg arbejde hos. jeg har været meget træt og energi forladt i ca 2 år og får b12 vitamin mod det fik også som injektion i en periode men det har ikke hjulpet på tallet af b12 vitamin ret meget.
Jeg fik i vist nok april 2010 en slem nedtur hvor jeg hver dag græd også på arbejdet i skjul og ikke magtede noget og fik så taget til lægen og sagde hvor hård min dag var osv. og fik så saroten i en periode jeg skulle tage hver dag og efter få dage havde jeg det meget bedre men det varede kun 1½ måned så gik det helt galt igen og jeg ønskede slet ikke at leve, ville bare væk fra mig selv, følte livet ikke var det værd med alle de smerter og tanker jeg gik med også pga et kæmpe press fra min arbejdsgiver som ikke accepterede at lade en være når man var syg. gik syg 13 dage med lungebetændelse og hver dag skrev eller ringede hun for at spørge om jeg kom på arbejde imorgen eller snart. det skete flere gange.. når jeg kørte hjem fra arbejde brød jeg helt sammen og græd bare hele den time hjem og var lykkelig for at min søn sov når jeg kom hjem for jeg magtede ikke være der for ham. jeg skrev med en veninde der selv lider af depression og hun ringede til min læge og fik en tid og tog med mig og jeg fik konstateret svær depression med angst. og fik afvide at fik jeg de selvmords tanker og ikke følte jeg kunne styre dem skulle jeg straks få en nær ven eller noget til at tage med mig op til lægen eller ud på psykiatrisk afdeling. jeg blev sygemeldt for 3uger og fik så venlafaxin den mildelse jeg skulle tage hver dag mod depression. jeg kæmpede.. havde det meget svært og havde flere dage jeg ikke kunne andet end at få min søn afsted i børnehave og så hjem og sove til han skulle hjem igen. jeg kunne bryde sammen midt under aftensmaden og måtte ud og have luft fordi jeg følte mig kvalt af mig selv og mit liv og overvejede igen hvordan jeg kunne slippe væk fra det hele..
En veninde fik mig til at se alvoren i hvordan jeg havde det og fik mig til samtale med lægen igen.. jeg blev sygemeldt længere tid og sat op i medicin til 150mg. og så tog jeg over til min søster en uges tid med min familie for at komme væk fra alle pligter og have nogen til at tage over på min søn og madlavning og ALT så jeg ikke skulle andet end at bare være der. Jeg græd rigtig meget og var glad for de var der for mig for jeg var det ikke selv.
Jeg kæmpede mig tilbage på arbejdet i september efter 2 måneder hjemme fordi jeg følte jeg svigtede mine kollegaer og familien jeg var hos som ikke kunne undværre mig.
Men det var ikke let og jeg var der ikke rigtigt.. i oktober gik manden bort og jeg var med til at gøre ham pæn osv for familien da han var sovet ind og var med til at tale med dem og en uges tid efter deltog jeg i begravelsen. Det hele påvirkede mig rigtig meget, jeg var lettet over manden havde fået fred men det var hårdt føelsesmæssigt bagefter. det plagede mine drømme og også tanker i løbet af dagen samtidig med alle de andre bekymringer jeg nu fik ved at skulle melde mig ledig og søge job og jeg brød bare helt sammen igen og kunne praktisk talt intet nærmest. og min læge sygemeldte mig så. men efter 4 ugers sygemelding krævede jobcentret/kommunen læge erklæring på hvornår det kunne forventes jeg var klar osv. min læge skrev på at jeg skal til psykiater i januar og at jeg er i medicinsk behandling og at jeg i 3 uger bare skulle være syg fuldtid men derefter gerne måtte starte op 1-3 timer i sygeaktivering med hensyn til at jeg nogle dage ikke magtede at komme ud af døren. min læge sagde til mig at den sygeaktivering kunne være motion og gavne min depression.
Hun skrev på at jeg først forventes at kunne genoptage arbejde fuld efter 10-12 uger, og at det kunne forventes at jeg fik tilbage fald.

Jeg fik kort efter brev om at jeg nu skulle til samtale på jobcentret og være der til info møde med en masse andre og vente på personlig samtale bagefter. jeg brød helt sammen, det kunne jeg slet ikke rumme at side med op til 24 andre og side og vente jeg forsøgte at få det som en personligsamtale men hende på jobcentret var ubehagelig og pressede mig til at ringe til min læge og få en tid hos hende og hun mente jeg burde indlægges på psykiatrisk hvis jeg havde det så svært som jeg beskrev. jeg var helt nede i 3 dage efter og græd ud af det blå igen. fik talt med fagforening osv. men fandt ud af jobcentret var lige glade med hvad lægen havde skrevet for de tolkede det nu bare som de ville- nemlig at jeg var helt rask efter 3 uger!!
der kørte lidt frem og tilbage og jeg skulle så gerne have ham fra fagforeningen med idag til mødet på jobcentret i eftermiddag og det håber jeg virkelig for kan slet ikke overskue det alene og har ikke andre at tage med.
Jeg skal til lægen her om en times tid og jeg ligger bare og græder og kan slet ikke overskue min dag. bare det at jeg har 2 møder det har skubbet mig helt ud.. det hårdt i mit hoved og jeg har slet ikke sovet næsten fordi det hele kører rundt i mit hoved.. det rigtig hårdt..

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det hele men ved bare at jeg pt dårligt kan tage mig af mig selv og få hus og familieliv til at fungere og tvinger de mig i aktivering mere end de 1-3 timer som i forvejen føles uoverskueligt ved jeg ikke hvad der sker.. for lige nu magter jeg intet..

Jeg ville gerne arbejde- jeg har altid nydt at arbejde og gået op i at tjene mine egne penge, men lige nu er jeg bare ikke i stand til det og det har også givet mig et knæk.. for det ligner ikke mig at ligge her på bunden.
Jeg er den der altid har hjulpet alle andre op og været super mor og veninde og kæreste osv.. og nu kan det at lave mad eller handle ind være for hårdt..
nogle dage er gode, men der er desværre ikke ret mange af dem, og jeg kan ikke selv
gøre noget for at gøre dem gode, for jeg kan vågne til en dag hvor jeg kæmper mig ud af sengen og bare græder..
men holder fasaden til min søn er kommet i skole....

Jeg har været igennem en kamp for at få hjælp til mine krop/led smerter men uden held nu har jeg så fået en tid i januar men ringer og får en tid på privathospital istedet som jeg heldigvis har mulighed for pga den for lange ventetid.
Jeg håber inderligt det kan give mig svar på hvad der er galt for noget må der være med alle de ting jeg har..

Det eneste røngent på sygehuset kunne vise var at jeg havde en lidt skæv ryg og det ene ben er ca 2 cm højere end det andet.

Jeg skal til gynækolog da jeg har mange underlivs smerter uden at vide hvorfor og lægen kan intet se er galt.

Jeg gik til psykolog en periode pga hvordan mit liv er og min barndom plager mig men kunne ikke klare det og kunne ikke have at den psykolog jeg havde fået gik klædt som en der står på flisen i københavn det gjorde mig dårlig.
og så havde jeg ikke nok arbejde og derfor ikke længere råd heller.

og nu ved jeg ikke hvad fremtiden byder mig for min læge har sagt jeg ikke burde arbejde indenfor mit fag ej heller med børn da det er for hårdt for min krop.. men det er bare de ting jeg holder af så det gør rigtig ondt...
og da jeg ikke kan holde ud i ryggen at side stille på en stol mere end en halv times tid er det også svært med fx kontorjob- også fordi jeg har problemer med smerter i mine håndled ..

Så hvad jeg skal og hvad der sker er uoverskueligt lige nu hvor jeg føler mig fanget midt i et stort kaos..

Ved ikke om der er mere der er vigtigt at fortælle men ellers må i spørge..
Jeg har nemlig en dejlig læge der har fået mig til at acceptere at jeg er syg og
det ikke er min egen skyld og at der ikke er noget galt i at fortælle hvad man fejler
fordi folk ellers ikke ved det når de ikke kan se det.. og det har hjulpet mig til
at turde åbne mig omkring det jeg ellers altid har holdt skjult for alle...

[LUM]

Undskyld, jeg tillader mig lige at lave mellemrum, de der mellemrum, er for mange en must, er der, for siden er jo spækket med folk der er syge, og nogle kan altså ikke over komme lange tekster, og bruger derfor mellemrummene til pauser. Andre bliver snort forvirret/stresset af at mangle dem (jeg selv inklusiv) Så hvis du kan overkomme det må du meget gerne, for din egen skyld, se om du ikke kan prøve at huske dem *ss* (det giver gerne flere svar)

Oprindeligt indsendt af denuheldige85

Mange tak for jeres svar..
Jeg havde jo godt den mistanke at der måtte være noget med refusionen
fra staten først var god når man havde 10 timer siden hun krævede det.

Jeg var desværre nød til at ringe til hende da jeg først fredag fandt ud
af at den lægetid jeg har idag lå samtidig med det møde hos jobcentret-
og hende.. og jeg jo derfor ikke kunne møde op til den tid.
og de andre ville ikke bare give mig en ny tid så de krævede det var hende
selv der ringede til mig og fandt ud af hvornår jeg kunne få en ny tid.
De ville ikke bare sende mig en ny tid i et brev
Men fremover er det slut med at tale med dem i telefon, desværre er
problemet jo at de selvfølgelig ringer med hemmeligt nummer lige som
lægen og andre så det svært ikke at længere tage telefonen når
det er hemmeligt nummer...

Men lige så snart jeg havde talt med hende brød jeg bare helt sammen
kan slet ikke klare noget press på nogen som helst måde.
Jeg har ikke sovet mere end 2-3 timer om natten hele weekenden
pga bekymringer og hendes samtale og frustrationer over det hele, så
jeg har måtte sove i løbet af dagen også for at kunne fungere og være
der lidt for min søn på 7 år også...

Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle min historie.. for på den ene måde er det lige startet føler man men på den anden måde er det noget der har varet mange år..
og bunder i barndommen og i det ******* jeg måtte igennem med slagelse kommune
da jeg fik min søn for 7 år siden..

Jeg har haft en turbulent barndom som gør at der ligger en stor sagsmappe på kommunen om min barndom og da jeg så blev gravid i 2002 måtte jeg igennem et ******* hvor kommunen truede med at jeg skulle give afkald på min søn ved fødslen og da jeg nægtede at det ville ske tvang de mig til en psykolog som kommunen samarbejder med Fredy højer ( som viste sig senere at have lavet samme test resultater på mange flere) og jeg fik intet svar på den hørte intet før dagen efter jeg havde født for sagsbehandleren fra børn og unge mødte op og truede med at politiet kom og fjernede min søn hvis jeg ikke sagde ja til at tage på mødrehjem.. og at jeg ikke måtte forlade sygehuset heller. det blev en lang sej kamp og vi kom på det familiehjem og fik stor ros og klarede os fantastisk som forældre selvom jeg kun lige fyldte 18 efter jeg havde født.

Men kommunen var over os i flere år og jeg var overvåget i vuggestuen endda.. jeg var på kontanthjælp og kom i aktivering flere gange men ca 2 gange om året røg jeg helt ned psykisk, og èn gang søgte jeg læge fordi jeg ikke vidste hvad der skete med min krop og han sagde jeg havde fået en depression og jeg bare skulle gå nogle ture i skoven og nyde naturen og slappe helt af og sygemeldte mig derfor.

Men alligevel kom det igen og igen ca 2 gange hvert år siden han blev født har jeg været helt nede men aldrig nede hvor selvmord har været i tankerne der.
Jeg søgte ikke læge for jeg følte jeg bare skulle klare mig som første gang ... og er også kommet lidt op men aldrig helt..

Jeg har siden jeg fik min uddannelse som social og sundhedshjælper i 2007 klaret mig selv økonomisk, arbejdet hårdt som vikar rundt omkring- som sikkert har smadret min krop mere, men som ikke kan bevises jo.. og selvom der var perioder uden ret meget arbejde søgte jeg aldrig om at få suppleret op for har aldrig brudt mig om at modtage hjælp. så vi har klaret os uden.

Har arbejdet som pædagogmedhjælper på et børn og unge center som var en fantastisk tid hvor jeg kun havde en periode med tristhed osv..
så startede jeg som handicaphjælper i 2009 og det har været et rigtig hårdt forløb både psykisk og fysisk da det var en mand der led af en sygdom der var uhelbredelig og da det var i privathjem bestemte de jo så der var ikke altid de hjælpemidler i brug som der burde og her måtte jeg så i starten af 2010 begynde på daglige smertestillende ibumetin 600mg 3x dg med panodil men det hjalp ikke da jeg ikke på arbejdet hver dag havde mulighed for at tage dem til tiden så jeg blev sat over på ibumetin retard 600 mg x2 med 2 panodil. de lindrede lidt men alle arbejdsdage og dagen efter har været et smerte ******* hvor jeg har måtte holde masken for at være der for den familie jeg arbejde hos.

Jeg har været meget træt og energi forladt i ca 2 år og får b12 vitamin mod det fik også som injektion i en periode men det har ikke hjulpet på tallet af b12 vitamin ret meget.

Jeg fik i vist nok april 2010 en slem nedtur hvor jeg hver dag græd også på arbejdet i skjul og ikke magtede noget og fik så taget til lægen og sagde hvor hård min dag var osv. og fik så saroten i en periode jeg skulle tage hver dag og efter få dage havde jeg det meget bedre men det varede kun 1½ måned så gik det helt galt igen og jeg ønskede slet ikke at leve, ville bare væk fra mig selv, følte livet ikke var det værd med alle de smerter og tanker jeg gik med også pga et kæmpe press fra min arbejdsgiver som ikke accepterede at lade en være når man var syg:

Gik syg 13 dage med lungebetændelse og hver dag skrev eller ringede hun for at spørge om jeg kom på arbejde imorgen eller snart. det skete flere gange.. når jeg kørte hjem fra arbejde brød jeg helt sammen og græd bare hele den time hjem og var lykkelig for at min søn sov når jeg kom hjem for jeg magtede ikke være der for ham.

Jeg skrev med en veninde der selv lider af depression og hun ringede til min læge og fik en tid og tog med mig og jeg fik konstateret svær depression med angst. og fik af vide at fik jeg de selvmords tanker og ikke følte jeg kunne styre dem skulle jeg straks få en nær ven eller noget til at tage med mig op til lægen eller ud på psykiatrisk afdeling.
Jeg blev sygemeldt for 3uger og fik så venlafaxin den mildelse jeg skulle tage hver dag mod depression. jeg kæmpede.. havde det meget svært og havde flere dage jeg ikke kunne andet end at få min søn afsted i børnehave og så hjem og sove til han skulle hjem igen.
Jeg kunne bryde sammen midt under aftensmaden og måtte ud og have luft fordi jeg følte mig kvalt af mig selv og mit liv og overvejede igen hvordan jeg kunne slippe væk fra det hele..

En veninde fik mig til at se alvoren i hvordan jeg havde det og fik mig til samtale med lægen igen.. jeg blev sygemeldt længere tid og sat op i medicin til 150mg.
Og så tog jeg over til min søster en uges tid med min familie for at komme væk fra alle pligter og have nogen til at tage over på min søn og madlavning og ALT så jeg ikke skulle andet end at bare være der. Jeg græd rigtig meget og var glad for de var der for mig for jeg var det ikke selv.

Jeg kæmpede mig tilbage på arbejdet i september efter 2 måneder hjemme fordi jeg følte jeg svigtede mine kollegaer og familien jeg var hos som ikke kunne undværre mig.
Men det var ikke let og jeg var der ikke rigtigt..

I oktober gik manden bort og jeg var med til at gøre ham pæn osv for familien da han var sovet ind og var med til at tale med dem og en uges tid efter deltog jeg i begravelsen.
Det hele påvirkede mig rigtig meget, jeg var lettet over manden havde fået fred men det var hårdt følelsesmæssigt bagefter. Det plagede mine drømme og også tanker i løbet af dagen samtidig med alle de andre bekymringer jeg nu fik ved at skulle melde mig ledig og søge job og jeg brød bare helt sammen igen og kunne praktisk talt intet nærmest, og min læge sygemeldte mig så.

Men efter 4 ugers sygemelding krævede jobcentret/kommunen læge erklæring på hvornår det kunne forventes jeg var klar osv. min læge skrev på at jeg skal til psykiater i januar og at jeg er i medicinsk behandling og at jeg i 3 uger bare skulle være syg fuldtid men derefter gerne måtte starte op 1-3 timer i sygeaktivering med hensyn til at jeg nogle dage ikke magtede at komme ud af døren. Min læge sagde til mig at den sygeaktivering kunne være motion og gavne min depression.
Hun skrev på at jeg først forventes at kunne genoptage arbejde fuld efter 10-12 uger, og at det kunne forventes at jeg fik tilbage fald.

Jeg fik kort efter brev om at jeg nu skulle til samtale på jobcentret og være der til info møde med en masse andre og vente på personlig samtale bagefter.

Jeg brød helt sammen, det kunne jeg slet ikke rumme at side med op til 24 andre og side og vente jeg forsøgte at få det som en personligsamtale men hende på jobcentret var ubehagelig og pressede mig til at ringe til min læge og få en tid hos hende og hun mente jeg burde indlægges på psykiatrisk hvis jeg havde det så svært som jeg beskrev.

Jeg var helt nede i 3 dage efter og græd ud af det blå igen. fik talt med fagforening osv. men fandt ud af jobcentret var lige glade med hvad lægen havde skrevet for de tolkede det nu bare som de ville- nemlig at jeg var helt rask efter 3 uger!!

Det kørte lidt frem og tilbage og jeg skulle så gerne have ham fra fagforeningen med i dag til mødet på jobcentret i eftermiddag og det håber jeg virkelig for kan slet ikke overskue det alene og har ikke andre at tage med.
Jeg skal til lægen her om en times tid og jeg ligger bare og græder og kan slet ikke overskue min dag. bare det at jeg har 2 møder det har skubbet mig helt ud.. det hårdt i mit hoved og jeg har slet ikke sovet næsten fordi det hele kører rundt i mit hoved.. det rigtig hårdt..

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det hele men ved bare at jeg pt dårligt kan tage mig af mig selv og få hus og familieliv til at fungere og tvinger de mig i aktivering mere end de 1-3 timer som i forvejen føles uoverskueligt ved jeg ikke hvad der sker.. for lige nu magter jeg intet..

Jeg ville gerne arbejde- jeg har altid nydt at arbejde og gået op i at tjene mine egne penge, men lige nu er jeg bare ikke i stand til det og det har også givet mig et knæk.. for det ligner ikke mig at ligge her på bunden.
Jeg er den der altid har hjulpet alle andre op og været super mor og veninde og kæreste osv.. og nu kan det at lave mad eller handle ind være for hårdt..
nogle dage er gode, men der er desværre ikke ret mange af dem, og jeg kan ikke selv
gøre noget for at gøre dem gode, for jeg kan vågne til en dag hvor jeg kæmper mig ud af sengen og bare græder..
men holder fasaden til min søn er kommet i skole....

Jeg har været igennem en kamp for at få hjælp til mine krop/led smerter men uden held nu har jeg så fået en tid i januar men ringer og får en tid på privathospital i stedet som jeg heldigvis har mulighed for pga den for lange ventetid.
Jeg håber inderligt det kan give mig svar på hvad der er galt for noget må der være med alle de ting jeg har..

Det eneste røntgen på sygehuset kunne vise var at jeg havde en lidt skæv ryg og det ene ben er ca 2 cm højere end det andet.

Jeg skal til gynækolog da jeg har mange underlivs smerter uden at vide hvorfor og lægen kan intet se er galt.

Jeg gik til psykolog en periode pga hvordan mit liv er og min barndom plager mig men kunne ikke klare det og kunne ikke have at den psykolog jeg havde fået gik klædt som en der står på flisen i københavn det gjorde mig dårlig.
og så havde jeg ikke nok arbejde og derfor ikke længere råd heller.

Og nu ved jeg ikke hvad fremtiden byder mig for min læge har sagt jeg ikke burde arbejde indenfor mit fag ej heller med børn da det er for hårdt for min krop.. men det er bare de ting jeg holder af så det gør rigtig ondt...
og da jeg ikke kan holde ud i ryggen at side stille på en stol mere end en halv times tid er det også svært med fx kontorjob- også fordi jeg har problemer med smerter i mine håndled ..

Så hvad jeg skal og hvad der sker er uoverskueligt lige nu hvor jeg føler mig fanget midt i et stort kaos..

Ved ikke om der er mere der er vigtigt at fortælle men ellers må i spørge..
Jeg har nemlig en dejlig læge der har fået mig til at acceptere at jeg er syg og
det ikke er min egen skyld og at der ikke er noget galt i at fortælle hvad man fejler
fordi folk ellers ikke ved det når de ikke kan se det.. og det har hjulpet mig til
at turde åbne mig omkring det jeg ellers altid har holdt skjult for alle...

Jeg skal nok komme med en reaktion, senere, lige nu trænger jeg til lidt ro til hovedet *ss*

[LUM]

Men fremover er det slut med at tale med dem i telefon, desværre er
problemet jo at de selvfølgelig ringer med hemmeligt nummer lige som
lægen og andre så det svært ikke at længere tage telefonen når
det er hemmeligt nummer...

Det har aldrig været et problem for mig, de (læger ol) ringer aldrig til mig, de skriver, til gengel er jeg sluppet for en del telefon sælgere. Men jeg har så heller ikke noget valg, jeg får angst af at tale i tlf med dem.
Nu kan det selvfølgelig være et reelt problem for dig, men det kan rimelig nemt løses, ved at købe et taletidskort og så kun give nr´et til dem der har noget at bruge det til, eller ved at bede om at få dit mobil nr fjernet fra div telefonbøger.

At der ikke er en diagnose for dine ledsmerter, er altså desværre et ret stort problem, nok hedder det sig på papiret at kommunerne ikke må jage diagnoser, men på den anden side, kræves der at dine ting er velbeskrevet og alt behandling udtømt, og det kan man jo ikke uden en diagnose, yder mere kan kommunen finde på at mene det så må være psykisk betinget, når nu der ikke findes andre forklaringer (altså ren og skær indbilding)

At din egen almen praktiserende læge konstatere dep, er desværre heller ikke helt nok, af den simple grund at de ikke har forstand nok på psyken, rigtig rigtig rigtig mange bliver fejlbehandlet med anti-dep medicin af den årsag. Der SKAL en ekspert til, for at kommunen kan bruge det til noget reelt, og den eneste der fungere som ekspert i dette rådne system er altså en psykiater (IKKE en psykolog, for de er ikke læger) Hvilket du så også kommer *ss*

Du beskriver selv at der ligger ting helt tilbage fra barndommen ud over hvad man kan kalde almindeligt, det skal få mine klokker til at rige, det "plejer" altså at betyde mere/andet end "bare" en dep.

Mht Psykiater, skal du for din egen skyld være opmærksom på psykiaterens speciale, de har en tendens til at de partu vil stoppe deres klienter ind i den boks de har mest forstand på, også selv om at der er et eller andet som ikke liiige passer helt. Med andre ord er det ret vigtigt at du TØR kende dig selv, også de sider du enlig helst vil være fri for eksistere, du skal kunne genkende dig selv

Kommunerne er super gode til at læse læge udtalelser som en hvis herre læser en hvis bog. Et rigtig godt eksembel vi hører MEGET tit her på siden er: behandling vil bedre livskvaliteten, 1 2 3 er det lige omdøbt til forbedring af arbejdsevnen, og det er så absolut langt fra det lægerne mener.
Der til er der ting lægerne ikke må skrive, de er læger, og skal KUN forholde sig til det læglige, ikke til din arbejdsevne ell, det er kommunens område, der er kommunerne rimelig kontante (og edder dobbeltmoralske, for de kan sagtens finde på at lege læger)

Nå men aktindsigt, jo før jo bedre, og så beder du automatisk om løbende aktindsigt en gang årligt (dvs fra den dato du fik til sidst) og igen når der sker et eller andet, hvor du parthøres.
De perioder hvor der ikke sker så meget, er det lidt omsonst at bede om aktindsigt hele tiden og så igen, men jeg råder dig alligevel til det, såre simpelt for at gøre det til en god vane, så er du rimelig sikker på ikke at gå glip af noget, og kan inden for en rimelig tid få tilføjet evt rettelser (de kan ikke slette, rette på den måde, men indføre rettelsen)

En parts høring sker bla når din ydelse stanses (du SKAL partshøres senest 14 dage før) dvs du kan komme med indsigelser til stansningen inden den bliver ført ud i livet.
Det er et helt kapitel for sig, men det tager vi når hvis, du kommer der til.

Og så møder du op til aktivering (som du skal, det vil farmer være træls at miste din ydelse) og så går du hjem når du ikke kan mere.
Lige så laver du dagbog og smerte bog. Du finder dem under nyttige links http://www.k10.dk/showthread.php?t=3684 disse sender du til sagsbehandler, og forlanger at få lagt ind i din sag.
Vil sagsbehandler/aktiverings sted ikke acceptere at du går når du ikke kan mere "truer" (på en ikke truende måde) du dem med at blive sygemeldt fra aktiveringen, naturligvis ikke uden at du har din læge med dig, så tjek lige der først. Inden tager de den til sig, eller også gør de ikke, gør de ikke må du jo bare til din læge (så må det jo bliver på den dumme måde for alle parter)
Alle de papirer du får hænderne i, og selv skriver for den sags skyld... gem ALT selv konvolutterne kan få betydning for dig (tro mig, jeg taler af erfaring) find din egen orden. Jeg har lavet en relevant og en ikke relevant, og så en stak til alt lægeligt.

Det er i øvrigt super godt din fagforening er med inde over, de er som regel rimelig gode til det der med at takle de her kærre kommuner (det er bare ikke alle der har den mulighed desværre)

Det hele kan virke temmelig uoverskueligt, specielt når man har det som du (det ved jeg desværre ALT for meget til) men her er det så vigtigt at huske, at det er sagsbehandlers opgave at gøre det overskueligt, så du forstår hvad du skal og hvorfor, fatter du hat, så sig det (skriv det, jo mere skriftligt jo bedre)

Det er super vigtigt at du holder et godt tag i dig selv, og bruger både din læge psyk (også skadestue) og hvad der ellers er af fagpersoner, også ved de mest tossede ting, som fx at du har tabt dig, dokumentation hele tiden og så igen

Og så tager du ellers en dag af gangen, du får intet positivt ud af at bekymre dig om hvordan det ser ud om en måned eller om 10 år, tvært om. *ss* forstå mig ret, man kan selvfølgelig godt sætte sig lidt ind i hvad så, hvis og min bare den er spids, men det er dumt at gøre det når man i forvejen ikke kan overskue morgen dagen (ja det er nemt at sige)
Lige nu er det syge aktivering du skal, og så gør du det, så vit du nu kan, holder lægen på sidelinjen og føre smerte-/dag-bog, værgen mere eller mindre. Ud over lige at få søgt aktindsigt, så du kan se hvad de har liggende, som de har tænkt sig at bruge.

Som dine ting ser ud lige NU!, ser det ud som om, du har en laaaang sag forand dig (jeg behøver ikke få ret) fordi dine ting ikke er afklaret, og behandling der med heller ikke udtømt, og når det bla er psyken kan det tage årevis, desværre.
Mht din sag omkring din søn, den kan de faktisk ikke bruge til ret meget, og har den sikkert heller ikke ligende, i den afdeling du pt er tilkoblet... det er 2 vidt forskellige ting, der som sådan intet har med hinanden at gøre. Og skulle de nu finde på at sammenføre, så må de KUN tage det der er dig, altså hvis der fx et sted står at du udviser tegn på smerte når du vasker gulv, så er det ok, men de må ikke hvis de fx har skrevet at du kan blive bedre til at bruge tid med din søn, for det omhandler ham og ikke dig.

Der med ikke sagt at de ikke kan finde på at bruge din søn imod dig, som en trussel, det hører vi faktisk ind i mellem (jeg har selv været udsat for det) og i situationen er det super svært at være prof, men du kan tage det helt roligt, den sagsbehandler der sidder med DIN sag har absolut intet at skulle have sagt i forhold til din søn, og der SKAL være en begrunnet mistanke for at han er i fare før sagsbehandleren må kontakte børne unge afsnittet. Og først der skal børne unge tage stilling til om de er enige i mistanken, i så fald skal du "bare" i gennem en § 50 (hedder det vist) igen, og de fører, i denne type af sager, som regel slet ikke til fjernelse, højest aflastning (hvilket jo sagtens kan være en fordel med en syg forælder) men ellers påtale om at man skal have ekstra hjælpemidler i hjemmet, det kan fx være økonomisk hjælp til en barnepige ol ret behagelige hjælpemidler
Så som udgangspunkt skal du ikke være bange for at du har en sag ifb din søn, end sige spekulere på det, men i stedet koncentrere dig om DIN sag, og kun din sag, det andet er irrelevant

Jeg har en tendens til at plapre, så det der er MEST væsentlig for dig lige nu, har jeg markeret med grønt, det er det du skal bruge.

[denuheldige85]

Helt iorden du har delt det op
Det plejer jeg nu faktisk også gøre hihi..

Jeg var ved lægen imorges som virkelig bakkede mig op!
Hun prøvede at ringe til sagsbehandleren men hun tog ikke
telefonen da hun sad i møde.
Istedet skrev hun et brev til hende om at de IKKE måtte
presse mig da det ville forværre min sygdom og at jeg
KUN måtte komme ud de 1-3 timer om ugen.
Hun var rigtig sød min læge og også bange for at jobcentret
blot gjorde mig mere syg og ikke rask..


Jeg havde til jobcenter mødet en fra fagforeningen med til det
personlige møde og det var jeg glad for selvom han heldigvis ikke
kom til at skulle sige noget var det mig en støtte.


Jeg viste hende brevet og hun fortalte så at hun havde talt med min
læge og at hun ikke kunne opfylde lægens krav om at skærme mig
fra alt for mange mennesker i aktiveringstilbud og at de derfor havde
aftalt at sætte mig på det de kaldte passiv sygedagpenge hvor jeg
de næste 2-3 måneder er fritaget fra sygeaktivering og ikke vil høre
noget fra dem i den periode og så måtte vi tage op der hvordan det
går og om de kan give mig noget tilbud der, og blev jeg rask inden skulle
jeg bare ringe og sige det til dem.


Jeg var rigtig lettet da jeg gik fordi jeg bare har været helt nede og
presset og stressen over at skulle derned idag gjorde mig syg så nu
kan jeg få lov at finde ro i hverdagen til at få det bedre og kunne bruge
min energi på at finde mig selv og have overskud til at gå nogle ture
osv.


Jeg sender selvfølgelig stadig bud efter aktindsigt - dette har jeg også haft gjort før
så jeg ved hvordan det er at læse hvad der står, det ikke let men jeg fik
en vis ro sidst fordi jeg så vidste alt om hvad der stod om mig fra jeg blev født dengang.
Jeg ved så ikke om de sender alt med igen fra den tid , eller de kan se hvad jeg har fået engang og så bare sender alt det der er kommet derefter.. men sender papiret afsted
imorgen...


Jeg håber bestemt ikke på at jeg bliver nød til at ende på førtidspension fordi det
netop er en lang hård kamp og nok også økonomisk vil betyde vi vil skulle flytte
fra hus osv.
Men det er rart at vide hvad det egentligt handler om..

Jeg håber da på at blive så rask og at reumatologen finder ud af hvad
der er galt med mig og om der er nogen behandlings muligheder der vil
gøre at jeg kan have et fuldtidsjob- for hidtil har jeg de sidste to år kun,
magtede at arbejde deltid...
Men intet er sikkert men man må jo gerne drømme..
men stadig holde fast i hvad der måske kan ske...


Jeg håber ikke det trækker ud, men jeg er også lidt bange for at jeg er nød til
at indse og acceptere at den her sygdom ikke bare er noget man kommer over
på et par måneder, da det jo nu har varet næsten hele året at jeg har været on/off
depressiv..

Desværre har jeg svært ved at finde glæde ved at jeg nu er fritaget for aktivering
fordi jeg er så fyldt i mit hoved og ikke kan rumme at glæde mig over det, men det
skal nok komme lige pludselig når det hele har lagt sig.

Men lige nu er jeg rigtig glad for at det ikke blev til tvangs tilbud- men at
min læge fik dem til at indse jeg skulle have fred for ikke at forværre min
situation.


Det er rart at vide de i det her ikke kan bruge alt det med min søn mod mig
fordi jeg jo i forvejen har det svært med kommunen og at have tillid
til noget der omhandler dem pga alt det jeg har været igennem da jeg
fik ham...


Rigtig mange tak for jeres svar og støtte, det varmer virkelig!!!


Det er et rigtig dejligt forum, har været igang med at læse en masse tidligere indlæg
også om slagelse jobcenter....

[LUM]

Mht afsnit, var det ret tydeligt at se at du simpelthen havde brug for at få læsset af, og så tænker man ikke, så tonser man bare der ud af *gg* og det skal der altså også være plads til Så der så nogen der mener at man bør liiige læse i gennem inden man sender, ja godaw kosteskaft, efter en lang smøre, eller noget der har sat sig på følelserne, er det altså langt fra sikkert at man har overskudet. Men bort set fra det er det også vigtigt at få sagt, når det glemmes, netop fordi man mister læsere (svar) ved ikke at have dem.

Jeg kan ikke lade være med at tænke... dit næste skridt er inden aktivering eller arbejds prøvning, men midt i alt det vil dine sygedagpenge før eller siden udløbe, måske du kan forlænges pga behandling, men heller ikke sådan en varer evigt.
Det så et andet pres der ligger på dine skuldre, er du ikke afklaret inden varighedbegrænsningen, heder det syg på HKJ, desværre ( )
Den er der faktisk uhyggelig mange der ramler ind i, og endnu mere uhyggeligt er at nogle må leve på den måde ikke bare et år eller 2 men 7, 10 og 20 år! før der endelig kommer en ende på hele historien.

Nå men... det skader ikke at du så småt begynder at forberede dig på at det vil komme, det er der jo også noget økonomisk i (endnu mere for dig fordi du er under 25)

Der til... nu ved jeg ikke om du er stødt på det i det du har fået læst (i øvrigt bliv ved med det det lærer du rigtig meget af) men den der arbejdsevne metode, den er rigtig god, nærmest at kunne baglæns i søvne

Lige så er forvaltningsloven og retssikkerheds loven et kik værd (om ikke andet er det nemmere at finde tingene den dag man så står og skal bruge det) ud over selvfølgelig loven om sygedagpenge.

Men nu har du 2 måneder til at tuller lidt rundt her og blive klogere *gg* Dog skal du være opmærksom på at glemmer de dig, er det altså dig der får balladen når det opdages at du er glemt, så husk lige at sige her er jeg vi havde en aftale, når tiden nærmer sig, og tag selvfølgelig din fagforening med igen

[denuheldige85]

Tak LUM..

Jeg er nu ikke under 25 er fyldt de 25 heldigvis

Jeg ved godt de ikke varer evigt men jeg håber da inderligt også at min sygdom bliver forbedret inden de udløber og jeg kan komme i arbejde igen inden..
Det er ihvertfald det jeg og lægen arbejder henmod at jeg får ro til at blive
rask så jeg kan komme i arbejde igen som jeg jo gerne vil..

Jeg har ikke lige læst de ting endnu og gør det nok heller ikke de næste par dage for nu skal jeg bruge nogle dage uden at tænke på alt det her.. og så vender jeg frygteligt tilbage igen og læser en masse mere herinde

Og jeg skal nok selv være opmærksom på at de ikke glemmer mig- men det tror jeg nu
heller ikke jeg skal være bekymret for at de gør i min kommune..