Psykolog hvornår, hvordan og hvorfor.

[Enteneller]

Medicin er helt fint at inddrage for mig i denne tråd og kommunernes stilling tagen for øvrigt også, jeg er lige ved at spise og læse tråde igennem, jeg kommer tilbage til jer.

Kh. EE

Hejsa,

Tak for jeres indlæg, har I nogle sinde tænkt over at sådan nogle som os ville blive indlagt såfremt vi i fysisk regi havde samme smerte tilstand ?. Jeg tror at det er der at hele humlen ligger omkring behandling af psykiske sygdomme, hvornår skal man gribe ind. Ikke engang psykologerne ved det, det er jo kun os selv, der kan "sætte baren" og hvordan gør man så det. ?

Der skal ikke herske tvivl om at jeg er p.... bange for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling "igen" . Ikke fordi der var så meget dårligt omkring det, jeg tabte mig da et par kg. og endte med at gå rundt og rådgive de andre indlagte, men men, det var så pinligt for mig selv fordi den problemstilling jeg var indlagt for var så slem at jeg slet ikke kunne håndtere den selv. Derfor har jeg min psykolog og hende tør, jeg ikke slippe helt for sæt jeg kommer derud igen.

Mht. medicin, der er jeg højt medicineret, 40 mg. cipralex ,eller kopier heraf pr. dag. I flg. min psykiater har angst patienter behov for højere dosis end patienter med depression og medicinen individualiceres. Jeg har det ok med det, nattesved, men jeg tør endnu ikke at trappe ned.

Kh. EE

[Ninja]

Jeg har det nok lige omvendt mht indlæggelse på psykiatrisk, tænker faktisk ofte når jeg tilfældigvis kører forbi ,,gid man dog kunne ligge trygt og godt derinde'' og lige få lidt time out.
Jeg synes det er betryggende at vide, at man KAN blive indlagt, HVIS det skulle kamme HELT over, så det er bestemt ikke noget jeg er bange for.
Men jo, det er da skræmmende at man kan blive så syg, at man ikke længere kan tage vare på sig selv, eller på sine nærmeste...og jeg indrømmer da blankt, at jeg i små øjeblikke kan gå helt i panik blot ved tanken om, at jeg jo kun blive syg hvornår det skal være.

[hla72]

Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med omkring det at være indlagt, især fordi jeg ved hvor svært det ER at blive indlagt, fordi der simpelthen ikke er plads. Men jeg har det også sådan... åh kunne man da bare få en time out og lidt fred!

Jeg er begyndt at få perioder (har haft det siden i sommers), hvor folk omkring mig spørger om jeg ikke skal prøve om jeg kan blive indlagt, bare for et par dage, men jeg ved med mig selv, at jeg vil tage det som et kæmpe nederlag, hvis de afviser mig på psykiatrisk skadestue.
Jeg har talt med både min psykolog og min læge om det og min egen læge - som også kender mig som sin egen bukselomme - har sagt, at hvis jeg først bliver indlagt på P, så bliver jeg da for alvor syg. Det vil jeg slet ikke kunne rumme, han er sikker på det vil skræmme livet af mig.

Så jeg er sådan lidt... jamen, hvor skal jeg så gå hen når jeg ikke er "syg nok" til psyk, men for syg til at være udenfor?

Jeg tror også det er derfor jeg misbruger mad og trøstespiser for at dulme (har jeg gjort siden jeg var 9-10 år), for jeg føler jeg er hverken fugl eller fisk i systemet.

Andre der kender den følelse?

[Ninja]

Jeps, har det på samme måde - genkender også den med de mange 'roller' man spiller/har spillet. Tror jeg er berettiget til en Oscar statuette for bedste skuespiller i samtlige kategorier, specielt da jeg var barn/teenager kunne jeg vende på en tallerken..

Jeg gik i en lang periode ambulant på Bispebjergs psykiatriske skadestue. For det første for at tage min antabus, men også for psykologsamtalerne og medicineringen. Jeg havde i første omgang forsøgt at indlægge mig selv på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, fordi det hele pludselig kørte af sporet, men efter at have blæst i alkometeret ville de ikke tage mig ind, men sendte en fax til Bispebjerg hvor jeg så senere fik en indkaldelse - det passede måske også bedre på det tidspunkt.
Men ej, hvor var jeg trist over afvisningen på Riget og måtte gå de tungeste skridt hjem, dybt deprimeret, med tømmermænd og moralske tømmermænd. Føj en tid! Meget tæt på selvmordets rand.

Min overvægt hænger nok også sammen med noget trøstespisning og et mindre selvhad. Det tykke ydre matcher meget godt det frustrerede indre, og maden som jo smager mig, er jo en bid af noget rart og betryggende som understreger gode og hyggelige tider på dagen, selvom jeg jo udmærket véd, at jeg skader mig selv, og hader det billede der dukker op i spejlet. Jeg kan godt føle mig lidt led ved mig selv efter sådan et ædeorgie, det er sådan en sær blanding af tryghed, væmmelse og enorm træthed over gentagelserne...

Jeg kæmper jo her på siden i gruppen hvor vi er nogle stykker der prøver at tabe os. Det går sådan lidt op og ned, men det er bare rart at vi er nogle stykker der holder sammen, uanset hvad vej det går. Og så får man også lidt terapi på en måde....eller indsigt, i det man søger rundt på nettet for at finde ud af HVORFOR man dog ér som man er.

Jeg har også nogle perioder hvor jeg simpelthen ikke har nogen energi, og da jeg også ryger, så er energien endnu lavere. Synes det kan være en kamp at motivere mig selv til at lave ændringer af nogen art. Der er så frygtelig meget jeg gerne vil, men jeg kan ganske enkelt ikke overskue det, da jeg føler mig lidt ensom i kampen og overvindelsen...

Denne mørke kolde snevinter gør det hellere ikke lettere....

[Enteneller]

Hejsa,

Jeg syntes det, der er og kan være rigtigt hårdt ved, at være psykisk syg/ have psykiske lidelser er, at man selv må vurdere, hvad man har brug for, hvilken behandling, hvor længe, ønsker du at tage medicin osv. Man bestemmer mere eller mindre selv.

Man skal også være i stand til at afgøre om man er syg nok til at blive indlagt og det er dælme svært og kan stresse endnu mere. Jeg havde efter min 2 arbejdsprøvninger måtte overdrage mine børn til deres far og var helt nede i sølet. Tillige havde jeg de værste tvangstanker, som jeg bare ikke kunne komme af med, jeg græd hele tiden og kunne bare ikke være til. På det tidspunkt var jeg ikke på medicin. Min veninde mente, at det måske var en god idé at komme på psykiatrisk skadestue og få snakket med dem om mine tanker og tilstand. Her var de meget nede på jorden, jeg kunne igen selv vælge om jeg ville "indlægges" og om jeg ville have medicin. Sidstnævnte kunne jeg dog ikke få ambulant, jeg måtte ringe til min læge på mandag og bestille det.

Jeg holdt ud endnu en uge, om mandagen ringede jeg til min læge og fik en tid til om torsdagen, jeg kunne ikke bare få medicin/lykke piller som sådan selvom jeg havde fået dem tidligere. Jeg fik en tid om torsdagen i samme uge. !!! Havde jeg bare kunne få nogle piller der, havde det hele garanteret set anderledes ud, men det kunne jeg ikke. Om torsdagen fik jeg ordineret medicin og om lørdagen lod jeg mig indlægge på psykiatrisk skade stue, jeg cyklede derover med min eksmand, jeg kunne ikke længere håndtere mine tanker eller være til for dem.

Opholdet på psykiatrisk skadestue var anderledes end jeg havde forventet. Jeg troede, at der kom psykologer og psykiatere og talte med en og hurtigt fik en under behandling, men sådan var det ikke. Skadestuen havde social og sundhedshjælpere ansat og heldigvis havde jeg i starten en meget sød elev tilknyttet som tog sig tid til at snakke med mig, det var rart. Dagen efter, om søndagen var der stuegang og man skulle ind ved psykiateren, der havde vagt på skadestuen. Der må jeg sige at jeg blev noget fortørnet over denne psykiater, han mente at jeg da var alt for ung til at "have smerter" og være der. Jeg var 40 år, han kunne slet ikke se at hvorfor at jeg i så ung en alder end ikke kunne håndtere et kontor arbejde som jeg havde gjort i ca. 17 år. !! Endvidere fandt vi ud af at jeg var opvokset i en centrifuge familie, hvor jeg ligger i midten og min familie udenom. !! OK.

Jeg var rystet over denne behandling og brugte efterflg. opholdet til, at få slappet af og talt med de andre patienter. Det var svært, at få taget stilling til hvad der videre skulle ske, for jeg skulle jo selv være med til at beslutte om jeg ville indlægges eller hjem igen. Lægen på afdelingen meldte dog ud af jeg skulle hjem allerede om onsdagen, selvom jeg knap turde. Heldigvis havde jeg fået arrangeret en tid med min psykolog samme dag, så min eksmand og jeg tog ind til hende sammen og fik talt om min situation, tanker osv. Det hjalp.

Måske var det meget godt, at jeg kom en tur på psykiatrisk skade stue for at se hvad det var for noget, men det var også rigtigt hårdt at komme hjem igen, så jeg vil egentlig ikke anbefale det for meget. Dog syntes jeg, at det er alt for hårdt, at de bare kan afvise folk. Psykisk syge er så meget overladt til sig selv og deres egen vurdering af dem selv, det er forkasteligt og man burde ændre grueligt på det system.

Kh. EE

[hla72]

EE, sådan som du beskriver med behandling osv når man er indlagt, det var akkurat det samme min praktiserende læge sagde til mig. Jeg fik også at vide, at de HAR ikke mange ressourcer og man er meget overladt til sig selv, og man ofte bliver hurtigt udskrevet igen.

Det er da netop ikke det man har brug for når man føler hele ens verden kollapser. Og det er da totalt ydmygende at få at vide, at din verden er ikke kollapset nok, søg hjælp andet steds i systemet. Ja tak, jeg kan få en tid om en uge hos egen læge! Kan faktisk godt forstå dem der i stedet vælger at kaste sig ud fra Storebæltsbroen!

[Enteneller]

Hejsa,

Ja umiddelbart syntes jeg heller ikke, at det er anbefalelses værdigt, at lade sig indlægge på psykiatrisk skadestue, men man er jo magtløs og ved hverken ud eller ind når man er i sådanne situationer.

Tænk sig hvis man på de fysiske skadestuer, til folk med brækkede ben sagde; "arrhh det skal nok gå, slap du bare lidt af, det er jo kun noget du tror !". Hvis man så bare ville blive, der for en sikkerhedsskyld, jamen så kunne man ligge der på en briks til der blev tid til én. Smerte stillende piller, måtte man så ringe op til sin læge og bestille tid til at få ordineret.

Der er bare alt for lidt fokus og pleje af det psykiske område. Kommer man så endelig til psykiater, som ikke koster noget, så er der tid på, max ½ time og der er ikke tid til terapi ! Psykolog behandlinger burde fritstilles, og ordineres som medicin bliver det. Psykologen bør være med til at give en diagnose og fastsætte behov for yderligere behandlinger. Naturligvis kan patienten også selv bestemme hvad han/hun vil, men hvem vil ikke have hjælp når man i første omgang knalder panden mod en mur. ?

EE

[LUM]

Har gået til psykolog 2 gange, en gang som teenager, hvor det viste sig at det mere var mine forældre der trængte til at få korrigeret deres forestilling om "nu dagens" unge, end mig der trængte til at få justeret.

2. gang var lige i enden af psykiater, og absolut ikke noget at råbe hurra for, jeg kander mig selv for godt (til den psyk i hvert fald) og har en fantasi, som rækker ud over hvad der er mig samtidig brugte han teknikker, jeg i forvejen selv bruger, så de ting vi nåede at komme omkring havde jeg selv arbejdet det med jeg kunne på den måde for flere år siden.

Psykiater har jeg desideret gået hos 1 gang, det var brugbart, og fungerede rigtig godt for mig, der fik jeg mange ting på plads. Jeg har set psykiater en gang (nogle timer) der ud over, jeg nåede ikke rigtigt at danne mig i et indtryg af ham, men var der også for at blive vurderet, dog var det alligevel ikke så dårligt, jeg fik bekræftet et par ting jeg godt viste, men... ja i kender det sikkert godt, nogle gange er det godt at en klog lige fortæller at den er god nok *ss* bla fik jeg bekræftet at psykologers... hvad tror du der sker hvis bla bla bla... den dur ikke til mig, min fantasi, til hvad der kan gå galt, rækker langt ud over min underbevisthed, lige så fik jeg bekræftet at jeg kender mig selv mere end almindeligt godt (hvilket gør mig svær at arbejde med for de fleste psykologer) samt har en indsigt i mit handicap, som ligger langt over hvad, man kan forlange af mennesker der ikke har en udd inden for det. Det var nu godt nok lige at få på plads med 7-tommer søm.