Årh, for fa'en...

[annagw]

Gunvor, tak for svaret!

Oprindeligt indsendt af gunvor

Få forhammeren væk fra hamre dig selv i hovedet. Du virker på trods af dine psykiske vanskeligheder også, som en person m. en masse gode kapaciteter.

Jeps, der ER ting jeg er god til. Og en af dem er desværre at have (for) høje forventninger til mig selv og have et meget svingende syn på egen formåen (passer meget godt med at jeg er bipolar).

Oprindeligt indsendt af gunvor

Får du god nok hjælp fra Springbræt? Dvs. når du i perioder mangler energi til at få afklaring på din sag i forvaltningen, at vedkommende så hjælper ved at sørge for denne afklaring på din anmodning? Har de en socialrådgiver?

Kommunen er sådan cirka komplet umulig at få fat i. Eller rettere, det er komplet umuligt at få dem til at rykke på noget. Ikke bare for mig, også for min kontaktperson.
At det først var ved tredie henvendelse og megen insisteren at jeg fik aktindsigt er blot ét eksempel.

Min kontaktperson hos Springbræt er socialrådgiver, og hun kender mig godt. Jeg har tænkt mig at bede hende om at tage kontakt til kommunen mht. de ting jeg kan se der mangler i min sag. Hun kommer på fredag... (Hun kommer hjem til mig ca. en gang om ugen.)
Og nu du siger det, vil jeg også bede hende om at tage kampen op for at få en samtale i stand med sagsbehandleren.

Med hensyn til diagnose(r):

Jeg har mange diagnoser stående i mine lægepapirer, bl.a. depression, paranoid psykose og borderline, og jeg har haft tvangstanker- og handlinger (herunder et langt forløb med svær selvskade der resulterede i flere måneders indlæggelse).

Tidligere har jeg været tilknyttet behandlere et hav af steder i hospitalsregi samt været i Distriktpsykiatrien.

De første år røg jeg ind og ud af psykiatrisk afdeling og var af flere omgange tilknyttet ambulant behandling efter længere indlæggelser, og efterfølgende (efter jeg ikke længere havde brug for overnatninger i psyk. skadestue og indlæggelser) gik jeg (underligt nok) fortsat hos psykiater på Rigshospitalet.

Så udviklede jeg spiseforstyrrelse og blev henvist til ambulant behandling, og i forbindelse med opstart der (Bispebjerg Hosp.) overgik jeg til psykiateren der.

Efter endt behandling startede jeg så hos min nuværende praktiserende psykiater. Hun lagde ud med at sige, at hun ikke ville tage fat i de diagnoser der stod i mine papirer, men prøve at danne sig et overblik. Det var jeg glad for. Efter flere måneders stemningsregistrering stod det ret klart at jeg har stærke stemningssvingninger (bipolar type 2), som vi nu er ved at rette medicinen ind efter. Og det virker!!!

Ergo er det ret svært at sætte en diagnose på mig...
Rent behandlingsmæssigt er det helt klart korrekt at gå ud fra at jeg er bipolar type 2 som vi gør, og det vil hun formodentlig også skrive i statuserklæringen (når kommunen ENGANG indhenter den). Om der så også kommer til at stå personlighedsforstyrrelse ved jeg ikke.
Men i forhold til behandling er vi helt sikkert det rette sted.

[annagw]

Slettet - ny tråd oprettet ang. klage over sagsbehandling.

[annagw]

Jeg skal til samtale med sagsbehandler i Afklaring i morgen

Desværre kan min kontaktperson ikke komme med, men det er vigtigere at komme derop snart end have hende med (tror jeg - og mener hun).

Ringede i går til kommunen for at bede om lov til at tage på ferie hen over nytår, men det må jeg kun hvis der er oprettet et nyt forløb til efter Springbræt slutter her midt i december.

Og sandelig om ikke jeg så kunne komme allerede i morgen!?!?!?

Underligt jeg så ikke har kunnet få en tid når vi har henvendt os de sidste tre måneder. Men jeg er GLAD for at skulle derop i morgen.

[annagw]

Nej, vil have min kontaktperson med så det bliver i næste uge, men det er også glimrende. Nu vil jeg skrive ned hvad jeg kan og ikke kan så godt.

[L.S.]

Oprindeligt indsendt af TimeGuest

BTW: Du har allerede en identitet og et liv.

Et arbejdsliv som de fleste kender, det er blot ikke en del af din identitet og dit liv - i øjeblikket, måske bliver det på et tidspunkt - måske ikke ...

Men så har du så meget andet at sætte i stedet.

Du virker velbegavet en del over middel ... og det er jo ikk' så ringe endda, som et udgangspunkt for at komme videre.

Og får du lidt ro på en midlertidig førtidspension eller fritaget for aktiverings-cirkuset, kan jeg ikke forestille mig, at du ikke skulle kunne bruge din begavelse til at skabe dig et fornuftig liv på de nye betingelser.

Så op med humøret du - for du er næppe det eneste begavede menneske i DK, der ikke kan finde fodfæste på det ordinære arbejdsmarkede på ordinære vilkår.

Og husk: Mindste fællesnævner har ikke altid ret - heller ikke med et flertal i ryggen.

Hørt hørt!

Systemet ELSKER simpelthen at knalde diagnoser i hovedet på folk der tænker hurtigere end gennemsnittet.
Sjovt nok er parrene: Borderline/Manio-Dep. eller Borderline/ADHD meget ofte forekommende, ifølge min egen lille private undersøgelse.
Især Borderline er jo blevet en übertrendy skraldespand, hvori man lynhurtigt kaster de, man ikke sådan bare kan stemple pr. autopilot, udfra kasser, rammer, rubrikker og regler.

Føler man sig i forvejen usikker på egen identitet, er det nemt at begynde at finde den i en diagnose.
Og tror man først selv på tingen - ja så er det svært at komme videre.

Noget helt andet er selvfølgelig, at korrekte diagnoser er en nødvendighed for korrekt hjælp og behandling, og selvfølgelig skal efterleves for egen helbreds skyld - men det er ikke forbudt, at bruge sit gode hoved, til at søge mere indsigt i de udstukne diagnoser, og starte med at finde ud af, om det nu også FØLES rigtigt.

Det er stærkt undervurderet, at tillade sig at MÆRKE i kroppen hvad der sker - kroppen er temmelig intelligent, og det kan også give ro til tankemylderet, at komme bedre "ned i den".

Derfor er superviseret motion, altså hvor nogen holder øje, vejleder og hepper på én, noget af det sidste man skal give slip på, især hvis det er bevilget og betalt for, da det kan virke enormt svært at holde motivationen oppe på, men er et af de tiltag der kan batte på længere og dybere sigt.

[annagw]

Jeg har haft borderline-diagnosen i årevis, men den har aldrig passet på mig.
Medicinering har ikke fungeret.

Så kom jeg i behandling for spiseforstyrrelse i et år. Psykiateren der mente heller ikke jeg var borderline, og mente der skulle ændres i min medicin, men hendes fokus var spiseforstyrrelsen, og da det var et forløb af begrænset varighed, mente hun (fornuftigt nok) at ændringer i min medicin skulle varetages af min efterfølgende psykiater.

Den psykiater jeg så fik for et år siden var hurtig til at spotte stemningssvingninger, og når jeg presser på for at få en egentlig diagnose på det bliver det til bipolar type.
Ændringer i medicin har været guld værd, og stabiliseret mig betragteligt og givet mig mere overskud.
MEN det har også betydet, at en masse ting er kommet op til overfladen. Skal tale psykologbehandling med min psykiater næste gang.

Var tilknyttet træning med personlig træner ½ år. Så mistede jeg interessen for det. Træner nu på egen hånd i fitnesscenter, og det går okay.

Jeg har ingen anelse om hvilken retning jeg skal.
Uddannelse anser jeg som noget nær umuligt.
Har i perioder høje tanker om mig selv, og i andre mener jeg, at jeg ikke dur til en skid. Det passer jo meget godt med min milde maniodepressive lidelse.


Jeg er klar over, at jeg har mange ressourcer. Og jeg vil vildt gerne bruge dem til noget.

Problemerne er bare lige, at:

Jeg vil have det som jeg syntes, og har meget svært ved ikke at overtage styringen. Det dur altså bare ikke på en arbejdsplads.
Jeg har mange barrierer i forhold til at indordne mig under andres regler og arbejdsgange hvis jeg syntes, at de er fjollede eller ineffektive. Kan simpelthen ikke bare trække på skuldrene og tænke, at det er nogen andres problem at tingene ikke glider som de kunne.

Har svingninger i overskud og interesse.
Mister hurtigt (i løbet af få måneder til et halvt års tid) interessen for ting, og når jeg gør det, kan jeg ikke finde ud af det der med at man altså skal fortsætte alligevel.
Andre mennesker gider da heller ikke afsted på arbejde hver dag. Men de kommer alligevel til tiden. Jeg bliver fanget af overspringshandlinger så jeg ikke kommer afsted - eller sover meget belejligt over mig uden at det er med vilje.

Kan organisere og tænke fremad - men ikke finde ud af at samarbejde på andres præmisser.

Og så er der lige det med mine stemningssvingninger. Har dage og perioder hvor jeg ikke syntes at jeg kan finde ud af noget som helst, ikke tror at mit liv nogensinde bliver værd at leve og bare sidder i sofaen og surfer herinde og andre steder på nettet, og/eller går hvileløst omkring uden at være i stand til at tage opvasken.

Endnu et problem i forhold til den/de arbejdsprøvninger jeg uden tvivl snart skal i er, at jeg i den seneste praktik på et halvt år efterfølgende følte mig ekstremt udnyttet - og jeg har mange "traumer" i forhold til at mine grænser er blevet overskredet gennem livet, og den praktik var dråben.
Jeg arbejde røven ud af bukserne når jeg var der, og fik mere fra hånden end de ansatte. Cheferne kom sgu ikke en gang for at sige farvel og tak min sidste dag. Den ene kom tilfældigt forbi i et ærinde som han gjorde flere gange dagligt da jeg var på vej ud ad døren. Godt nok er vi der gratis i sådanne situationer, men efter et halvt år havde jeg godt nok en forventning om andet end en blomst (som en medarbejder i telefonen aftale med en anden medarbejder at jeg skulle have).
Det skal jeg bare IKKE nyde noget af en anden gang.

Næste gang vil jeg have en velfungerende arbejdsplads med god ledelse som personalemøder og leder der tager ansvar for mig. I ovenstående praktik var jeg bare blandt medarbejderne. Den jeg fik som kontaktperson havde IKKE de evner der er vigtige i den sammenhæng. Når jeg havde dage hvor jeg ikke troede på mig selv, blev mine påbegyndte opgaver jeg ikke kunne færdiggøre tørret af på en elev. En elev som i forvejen havde elendige vilkår i sin stilling.

Bliver stadig vred og ked af det når jeg tænker på det - og den praktik sluttede for over halvandet år siden. I omkring et halvt år undgik jeg faktisk at gå forbi butikken som ligger tæt på min bolig.

[annagw]

ENDELIG ER DER RETNING PÅ MIN SAG

Jeg var hos sagsbehandleren i torsdags.

Hun indhenter udtalelse fra min psykiater og sender alle lægepapirer til kommunens lægekonsulent med henblik på vurdering af behandling og diagnoser med henblik på at bevilge mig flexjob.
Det kommer selvfølgelig til at tage tid, men nu er der da retning på!

Først efter lægekonsulentens vurdering vil der blive sat gang i arbejdsprøvninger osv., da hun vil vide om det er forsvarligt at sende mig ud i sådanne.

Sagsbehandleren var lidt forundret over at jeg nu snakkede flex, eftersom jeg var blevet flyttet op til deres afdelingen fordi vi snakkede fp i sommers, men situationen har ændret sig.

Hun sagde dog alligevel, at hvis det viser sig, at være urealistisk med flexjob, så vil de ting der sker fra nu af være det der skal bruges i en eventuel fremtidig fp-sag.
Det håber jeg jo ikke bliver relevant, men rart at vide.

Jeg er forlænget i Springbræt i tre måneder, og næste gang jeg mødes med min kontaktperson derfra skal vi se på hvad de har tilbud jeg kan møde op til for at øve mig i at overkomme min stærke modstand imod at komme afsted til ting de dage jeg ikke finder at det er interessant/brugbart/relevant.

Jeg er dog igen blevet ramt af en bølge "jeg vil bruge mit hoved, så jeg vil gerne studere"-tanker.

Jeg har undersøgt dansk-studiet, og det er på 12 timers undervisning ugentligt, plus de siger ca. 2 timers forberedelse pr. time. Dvs. 36 timer ugentligt.

Det kan jeg jo slet, slet ikke, men hvis nu jeg kunne tage studiet på nedsat tid kunne det jo MÅSKE lade sig gøre...
Hvis nu jeg kommer i arbejdsprøvning og sådan noget det næste halve år og lærer at møde op til ting.

[Enteneller]

Hej Annagw,

Det lyder godt at du har fået "blod på tanden", men også godt at din sagsbehandler er "opmærksom" på dig. Prøv nu først den arbejdsprøvning, når den engang oprinder og så se hvordan det går. Jeg kender godt det der med at man regner og regner inde i sit hoved og pludselig kan man jo ret mange ting, ofte er realiteterne så bare noget andet.

Anyway så er det jo dejligt at høre at du kan se lyset og har folk omkring dig til at vejlede i forhold til det du kan. Om man kan studere på deltid, ved jeg ikke så er man jo ude i noget revalidering ?? Men skulle det ende med en førtidspension var der dog en mulighed der for lidt studie måske ? Ved ikke om fleks har noget på det område ? Måske som hjælper lærer på en uddannelses institution ?

Kh. EE

[annagw]

Jeg tror, at det er endnu en af mine fikse idéer med det studie. Det er jo simpelthen så typisk mig, at så snart der er noget der begynder at få den mindste snert af retning, så vender jeg mig mod noget andet.

Skal vist lige prøve at holde mig nede på jorden.

[Enteneller]

Uha, fikse ideer er mit speciale og har været det i mange år

Men, det er bare svært når man er syg og skal kende sine begrænsninger. Alene på vej over til min psykiater sidste mandag, følte jeg mig måske presset og mente at jeg måtte starte hos en psykolog, en ny en igen. Men det er sådan noget som bare det kan vælte mit korthus, for det er med årerne og prøvelserne bare blevet meget mere skrøbeligt, så man skal virkelig passe på.

Nu kan jeg så se ud af en anden tråd at du ikke er så gammel, men psyken er naturligvis skrøbelig, så derfor tror jeg bare at du må prøve en ting af gange og tage den derfra. ER du hooked på uddannelse, jamen så tal med din sagsbehandler om det, måske kan det være med til at holde dig til ilden ?

EE