En god historie.

[annagw]

Jeg har tidligere skrevet trådene "Flexjob eller...? Input søges." og "Hvad skal der dog blive af mig?". Jeg er 25 år og lider af psykiske problemer der præges meget af store udsving i styrke.

Vi har her på K10 så megen frustration og vrede, så jeg vil lige bidrage med lidt positivt nu hvor det går godt.

Jeg droppede ud af studie ultimo 2009 efter få måneder, og brød i gråd hos min sagsbehandler i Jobcenter København i januar, da jeg slet ikke kunne se, at jeg nogensinde ville komme til at fungere på noget nær normalt plan. Vinteren var ekstremt hård (igen) i år.

Jeg blev henvist til Projekt Springbræt , (www.springbraet.dk), som beskæftiger sig med afklaring af borgere med særlige problemer. Ved den indledende samtale blev det gjort klart, at det tremåneders forløb kommunen havde bestilt IKKE drejede sig om praktikforløb eller lignende, men udelukkende om at afklare hvad jeg kan klare. Min kontaktperson hos Springbræt har sendt ansøgning til kommunen om en hjemmevejleder til mig.

Projekt Springbræt knyttede mig til en af deres samarbejdspartnere, Center for Test, Træning og Motivation (www.sundhedsaktivering.dk). Stedet fungerer ud fra tesen om, at en sund krop giver mere overskud og stabilitet. Her gennemgik jeg fuld konditest, og kommer nu to gange om ugen og træner med en personlig træner; en ung kvinde jeg synes rigtig godt om. Der er kostvejledning, og jeg skal snart op på tre ganges træning om ugen. Hvis forløbet bliver forlænget, vil der blive lagt større vægt på coaching sideløbende med den fysiske træning. At jeg har personlig træner på giver mig en stor tryghed i forhold til ikke at falde tilbage i spiseforstyrrelse.

Jeg syntes, at dette er det bedste tilbud jeg til dato har været tilknyttet, og selvom det kan føles lidt fjollet at bruge 3 måneder (eller 6 hvis forløbet forlænges) på fysisk træning og samtaler, så tror jeg virkelig på, at disse bitte små skridt betyder, at jeg vil kunne finde den rette vej og ende med at finde min plads på arbejdsmarkedet.

Diverse praktikforløb og studiestart er ikke lykkedes, og jeg sætter stor pris på, at jeg denne gang formåede at være ærlig over for mig selv såvel som sagsbehandleren, og indrømme at der er behov for at gå helt tilbage til nul og gå langsomt frem. Det burde jeg nok have accepteret for år tilbage, men det var jeg simpelthen ikke i stand til.
Jeg finder det stadig tvivlsomt at vil kunne holde til et standardfuldtidsjob, men jeg tror nu på, at jeg har en fremtid med fast beskæftigelse.

Sideløbende med alt dette har jeg fået ny psykiater. Jeg er begyndt på ny stemningsstabiliserende medicin, og det lader til, at dette virker. Jeg har ihvertfald været så godt som stabil i ca. 3 uger nu - mod tidligere stemningssvingninger i løbet af hver eneste dag. Jeg er samtidig begyndt at trappe ned i min antidepressive medicin, og efter blodprøver fortalte at mit d-vitaminniveau er fire gange lavere end det minimum burde være, er jeg begyndt på en stærk tremåneders kur.

Om det er medicinen, den fysiske træning eller det spirende forår der gør det ved jeg ikke - men jeg har det godt.

Der er dog stadig behov for hjælp herhjemme, hjælp til at få opbygget et aktivt socialt fritidsliv og behov for at finde ud af hvad i alverden jeg skal beskæftige mig arbejdsmæssigt, så der er lang vej endnu. Det vigtigste er dog, at jeg ikke længere oplever de stemningssvingninger (og dermed skift i livsanskuelse) i løbet af hver eneste dag, som drænede mig sådan.

Tja... Her er ikke brug for råd og vejledning fra andre brugere - men forhåbentlig kan jeg hermed opmuntre andre: Det findes også gode tilbud derude til os!

Selv om der ikke er brug for hjælp og råd så er det alletiders når det også bliver skrevet når det går godt... for ja K10 er en side ganske naturligt hvor det er de mere negative ting der kommer frem , så dejligt når man også høre at nogen får det bedre (og tror foråret har meget med det at gøre, kan også mærke det på mig selv og har ikke så mange smerter når det er varmt som når det er koldt så GLÆDER mig til sommeren der kommer ) håber det bliver ved at gå frem for dig tak for opdateringen , dejligt

[buster]

herligt at høre at det går dig bedre og ja, ved den søde grød at vi alle kan trænge til et friskt positivt indslag.

Tak for opdateringen og håber fortsat det bedste for dig.

[Lizzy]

Godt at høre, du har det bedre

[annagw]

Tak ska' I ha' :-)

[Ninja]

Ja, det lyder både dejligt og inspirerende!!
SUPER godt at høre det går frem af for dig!!!

Mit D-vitamin tal er også lige blevet tjekket, mit tal er 11. Så jeg er også i gang med en 3 måneders kur. Jeg er lige steget til 70 microgram om dagen (2 stks af de stærke). Tager du samme mængde?

[annagw]

Jeg har, ud over de nævnte i første indlæg i denne tråd skrevet, emnet "Fra kontanthjælp til selvstændig".

Det gik lige så godt... Men det gør det bestemt ikke længere.
Jeg er så aller******* ensom! Jeg er 25 år gammel, har masser af ressourcer på det kommunikative plan og et stort engagement i andres velbefindende og har en stor viden jeg kan bruge i den sammenhæng (bl.a. oprettede jeg en selvhjælpsgruppe på internettet for piger hvor vi støttede hinanden i komme ud af spiseforstyrrelser, og det var til stor hjælp for os alle og jeg deltager i debatter på for eksempel Netdoktor), men jeg kan simpelthen ikke finde ud af at opretholde sociale relationer i det virkelige liv.

Gennem de seneste års op- og nedture har jeg formået at skubbe alle fra mig. Jeg startede på studie, men formåede ikke at skabe nære relationer. Og jeg droppede ud efter et par måneder, da jeg ikke kunne klare at møde op. Jeg har en ganske stor bekendtskabskreds, men jeg kan kun kalde det bekendtskaber, da jeg kun sjældent mødes med folk over en kop kaffe, sjældent kontaktes af nogen med henblik på at sludre og så godt som aldrig inviteres til mindre sammenkomster. Jeg kan sagtens se hvorfor: Jeg har sagt nej så mange gange, at de nære relationer simpelthen er ikke-eksisterende. Desuden har alle de gamle venner fået et nyt liv med uddannelse, jobs og mange interaktioner med mennesker gennem de seneste år. Jeg er ekspert ud i at sætte facade op NÅR jeg er i sociale sammenhænge. Jeg dirigerer fikst udenom at udtrykke mit lave selvværd og når jeg har været for eksempel til fest, og de siger, at vi skulle tage at mødes en dag, undlader jeg gang på gang at tage initiativ til at mødes mødes (fordi jeg har en forestilling om, at idéen blev udtrykt af medlidenhed - og de tager jo ikke initiativet).

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg vil så gerne have veninder, have venner og have en dejlig kæreste. Når jeg møder en fyr, som jeg indgår i en (seksuel) relation med, afviser jeg gang på gang yderligere kontakt. De som jeg gerne vil have en relation med er sjældent interesserede, og de som gerne vil have en relation med mig finder jeg tonsvis af fejl ved. Jeg har tendens til at mene, at folk ikke lever op til min standart, og jeg har det med at tænke "hellere undvære end nøjes". Men det ødelægger jo alting for mig.
Nu står jeg så på et punkt, hvor jeg ikke formår at skabe nye såvel som genoptage gamle relationer. Da jeg er aller*******s langt fra at indgå på det ordinære arbejdsmarked, og ikke har ressourcer til at engagere mig i sociale relationer på det personlige såvel som foreningsmæssige plan, har jeg ikke en berøringsflade i det daglige hvor jeg kunne opbygge relationer.
Jeg aner ikke hvad jeg kan gøre ved det. Jeg aner ikke, om jeg nogensinde får evnen til at ændre på det.

Jeg har oftere og oftere dage hvor hele mit tankemønster kører omkring hvor håbløs jeg er, hvor elendig min fremtid ser ud og selvmordstankerne sniger sig oftere og oftere ind på mig. I den forbindelse må jeg på det kraftigste understrege, at jeg har levet med selvmordstanker siden jeg var ganske ung, men aldrig har handlet på dem. Selv i mine dårligste perioder hvor jeg var svært selvskadende og havde gentagne indlæggelser på psykiatrisk afdeling modarbejdede jeg disse tanker - og jeg har ikke været på det plan hvor jeg seriøst har ønsket at handle på det. Jeg bekymrer mig for meget om min familie til at ville udsætte dem for det. Jeg har selvmordstanker, ja, men det er slet ikke det samme som at være selvmordstruet. Så lad være med at kaste jer ud i formaninger om at jeg ikke må gøre alvor af det. Det vil jeg nemlig ikke. Selvmordstanker er simpelthen en del af min tilstand, og et symptom på mine depressive mønstre.
Det ændrer dog ikke på, at det er umådelig destruktivt for min dagligdag og mit selvværd. Jeg plejer at være god til at afbryde de negative tankemønstre, men jeg kan ikke finde de positive tanker for tiden, fordi jeg faktisk syntes at de negative er ganske virkelighedstro: Jeg har ingen nære venner. Jeg ved at mange bekymrer sig om mig, men det er jo ikke det samme som at de tager kontakt i hverdagen... De ville bestemt komme og besøge mig hvis jeg var indlagt i længere tid på grund af fysisk såvel som psykisk sygdom, men jeg har brug for at de er der i HVERDAGEN. Jeg formår ikke at passe en uddannelse. Kan ikke indgå på arbejdsmarkedet. Er for psykisk ustabil til at skabe familie.

Jeg tror stadig på, at jeg vil kunne formå at køre en selvstændig virksomhed. Og jeg håber, at jeg får tilladelse af min sagsbehandler til at nusse med det ved siden af at jeg er tilknyttet Springbræt og at jeg kan få supplerende kontanthjælp. Men selvom jeg så kommer igang med det, så vil det jo heller ikke skabe en social berøringsflade i hverdagen. Dog vil bonussen være, at jeg vil få et selvværdsboost af at få det til at lykkes.

Jeg vil IKKE gå ned på denne periode. Hvis jeg lader depressionen indtage mig, vil jeg kun være endnu længere fra mit mål: At opleve øjeblikke af lykke og have et inspirerende engagement i noget socialt eller arbejdsmæssigt. Jeg ønsker mig på det kraftigste at blive så stabil, at det er realistisk at sætte børn i verden, men på nuværende tidspunkt ligger det flere år ude i fremtiden, såfremt jeg snart finder stabiliteten - jeg kan ikke sætte børn i verden før jeg har været stabil og velfungerende i mindst et par år. Desuden skal jeg jo ligesom helst have en kæreste før det er realistisk og fornuftigt... Jeg VIL IKKE gå ned.

Min lejlighed flyder. Jeg formår at holde opvasken nede, men det er også det. Jeg har endda accepteret at jeg ikke kan klare det, og har bedt min kontakt Springbræt komme og hjælpe mig. Det gør hun på tirsdag, og jeg håber, at det vil hjælpe at få orden omkring mig. Så vil jeg invitere en af de bekendte hjem til en kop kaffe i håb om at få genoptaget relationer. Men suk - der er fandeme så lang vej til at få relationer op på et personligt plan. Som det er nu, er jeg stort set kun i sociale sammenhænge når jeg er sammen med min familie eller er i festligt lag med disse bekendte jeg ikke formår at blive venner med. Jeg ville så gerne nå et plan hvor jeg impulsivt kan skrive en sms til folk om de vil mødes, og de vil svare glad tilbage at ja, det vil de meget gerne. Og hvor de impulsivt inviterer mig til at mødes eller til at komme med som påhæng til en fest - bare som deres ven som de har lyst til at hænge ud med.

Hvis nogen når gennem mit hjertesuk her er det pænt af jer. Jeg havde brug for at nedfælde disse tanker, og rent faktisk kan jeg mærke, at det har været en lettelse. Måske jeg nu kan få ryddet lidt op og få de tungeste følelser lidt på afstand en times tid. :-)

Venligste hilsner herfra.

P.S. Jeg havde en dejlig drøm i morges hvor jeg netop var i en social sammenhæng hvor jeg var fantastisk glad og uden mistro og parader, og jeg vågnede med et smil og blev i tilstanden mellem søvn og vågen et øjeblik, hvor jeg følte mig glad i brystet. Men det blev så hurtigt ændret da jeg kom til den realistisk tænkende tilstand. Den drøm var urealistisk og ønsketænkning, og jeg blev blot ked af det da jeg indså det.

[Huldra]

Hej Annaw..

jeg tror det er rimeligt normalt at vi som er syge og kæmper for at få anerkendelse af det kommunale, har svært ved at overskue dybe venskaber og deslige..
og at tage os sammen til at lave hovedrent i hele huset/lejlighed..

Jeg har igår og idag tænkt på at det ville være så hyggeligt at invitere en af mine meget få veninder.. har ikke en håndfuld engang.. men så tænker jeg samtidig på at jeg jo også skal fjerne grene på græsplænen, så jeg kan klippe græsset som jeg dårligt orker.. samtidig med at jeg bør støvsuge, og sætte alt mit tupperware i skabet, som min datter tog ud for at hjælpe og nappe det hun kunne bruge.. men ikke blev færdig med fordi hun skulle på job...
det ender sikkert med at jeg ikke ser min veninde, får klippet græsset og ryddet op..
sidder bare her med smerter og ingen ernergi..

haha min drøm til morgen var også ret sjov... jeg mødte nikolaj kopernikus.. eller hvad han hedder, altså i drømmen.. han var sød venlig og glad for at se mig... og vi talte sammen som gamle venner.. jeg har sku aldrig mødt ham, og syntes ikke engang han er en flot fyr..

jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, men ville lige sige du ikke er alene om dit problem og tanker..

[annagw]

Tak :-)
Og hold du dig til at smide tubberwaren i skabet igen. Græsplænen kan vente til en dag med høj solskin :-)

[fillemusen]

Puha din stakkel...
Kender dig ikke,men føler med dig

Hvor er du bare sej/god til at sætte ord på dine tanker....dette tror jeg kan blive din "redning"...

Jeg har desværre ikke nogen kur,jeg kan fortælle dig om,dine indslag rør´ mig bare...

Jeg har selv "kun" fysiske problemer,og har døjet en del med at blive venner med min krop.....jeg skælder og bander over alle de ting den begrænser mig i at gøre...

Nu prøver jeg at blive gode venner med den,og pleje den(som den har brug for)...forkæle den med lækkert fodbad og pink neglelak

Det jeg prøver at fortælle,er at det er vigtigt,at vi ikke taler negativt til os selv....prøver at leve efter,at jeg ikke må sige "grimme" ting til mig selv....
Tænker at jeg ikke må sige ting til mig selv,som jeg ikke ville sige til andre..

Altså,du du´r da helle ikke til en skid...du blegfed...skvat...tag dig sammen...hold kæft et ****e liv.....alle de dumme ting jeg kan finde på at dunke mig selv i skalden med...

Sååååå,nu jeg officialt venner med mig selv

Håber at du snart finder ro,og kan begynde at leve dit liv

Som sagt har jeg ikke så meget forstand på det psykiske,men måske du skulle prøve at blive gode venner med dig selv....det faktisk super fedt,at der ikke er "en idiot" (læs:mig selv) der konstant prøver at pille mig ned.

Ønsker dig alt godt her i livet og sender en hel palle med lækker energi til dig

Hilsen fillemusen