På gaden

[Vagabonden]

Hej Cerenia

Jeg synes du rammer hovedet på sømmet der. Det har i mange år været mit største ønske at finde et bofællesskab med eget tekøkken og bad, når jeg i perioder har brug for at trække mig lidt tilbage og have ro. Jeg har brugt rigtig mange timer på internettet for at lede efter et, og jeg har spurgt i lokalpsykiatrien i de sidste 4 kommuner om der var nogen som kendte noget sådan eller om de kunne hjælp mig med at finde et sted, og svaret har alle gange været, at det fandtes ikke lige i deres kommune og i to tilfælde var blevet skåret væk samt at ingen kendte til steder i andre kommuner, hvorfor jeg selv måtte prøve at kigge efter noget.

Jeg spurgte rent faktisk efter en pædagog som vejleder, da jeg flyttede hertil for et par uger siden, og skulle ‘visiteres’ i lokalpsykiatrien, fordi den støtte jeg tidligere har fået virkede som en belastning for mig, fordi de enten ville gå en tur med mig eller høre mig fortælle om traumer i mit tidligere liv, og det var på ingen måde konstruktivt og trak mig kun længere ned. Den nye lokalpsykiatri synes det virkede som et lidt besynderligt ønske at få en pædagog som vejleder. Hvad kunne en sådan gøre bedre end andre, var modspørgsmålet. Nu har jeg fået en socialrådgiver som kontaktperson i en time hver fjortende dag, og efter vores indledende snak kan jeg forstå at der ikke er nogle muligheder for hjælp til at finde den bolig, jeg har brug for til at få mine ressourcer tilbage.

[Cerenia]

Oprindeligt indsendt af Vagabonden

Hej Cerenia

Jeg synes du rammer hovedet på sømmet der. Det har i mange år været mit største ønske at finde et bofællesskab med eget tekøkken og bad, når jeg i perioder har brug for at trække mig lidt tilbage og have ro. Jeg har brugt rigtig mange timer på internettet for at lede efter et, og jeg har spurgt i lokalpsykiatrien i de sidste 4 kommuner om der var nogen som kendte noget sådan eller om de kunne hjælp mig med at finde et sted, og svaret har alle gange været, at det fandtes ikke lige i deres kommune og i to tilfælde var blevet skåret væk samt at ingen kendte til steder i andre kommuner, hvorfor jeg selv måtte prøve at kigge efter noget.

Jeg spurgte rent faktisk efter en pædagog som vejleder, da jeg flyttede hertil for et par uger siden, og skulle ‘visiteres’ i lokalpsykiatrien, fordi den støtte jeg tidligere har fået virkede som en belastning for mig, fordi de enten ville gå en tur med mig eller høre mig fortælle om traumer i mit tidligere liv, og det var på ingen måde konstruktivt og trak mig kun længere ned. Den nye lokalpsykiatri synes det virkede som et lidt besynderligt ønske at få en pædagog som vejleder. Hvad kunne en sådan gøre bedre end andre, var modspørgsmålet. Nu har jeg fået en socialrådgiver som kontaktperson i en time hver fjortende dag, og efter vores indledende snak kan jeg forstå at der ikke er nogle muligheder for hjælp til at finde den bolig, jeg har brug for til at få mine ressourcer tilbage.

Det lyder ret vildt at der ikke er et tilbud for dig. Desværre er jeg ikke inde i lovgivningen på det udover at der i serviceloven står at borgere som har svært fysisk eller psykiske udfordringer skal tilbydes hjælp fra kommunen..

Det virker ikke som om løsningen er et nyt hjem - det har du jo prøvet og jeg tror desværre ikke der findes et hjem som opfylder dine kriterier. Derimod tror jeg løsningen er at du skal lære at leve med din tilstand og få hjælp således at du kan bo i en lejlighed/hus/bofællesskab uden for mange af dine gener. Men ja det vil jo være kommunen så skal bedømme og yde den rigtige hjælp til dig.
En socialrådgiver 1 time hver 14. Dag er jo slet ikke nok ud fra de problematikker du beskriver.

[gisne]

Jeg har arbejdet som pædagog på et bosted/bofællesskab og kan sagtens forstå at det ville være optimalt for dig ifht fællesskabet med andre og muligheden for at trække sig ind til sig selv når du trænger til det.

Men jeg har også oplevet at det kan være et rigtig svært sted at bo, hvis man er lydfølsom. Man kan sagtens opleve at ens bofæller ingen forståelse har overfor det, musik, tv, råben/diskuteren osv

Har du prøvet at kigge på OK fonden, de har bl.a et center i Jelling

Sønderborg kommune har flere bosteder (vær obs på at på listen er blandet bosteder til handicappede og psykiatri) og der kan søges via linket på siden

http://sonderborgkommune.dk/borger/botilbud-oversigt


Aabenraa har en smule : http://www.socialpsykiatrien-aabenraa.dk og der søges her: https://www.aabenraa.dk/borger/aeldr...isme/botilbud/

[Vagabonden]

Cerenia, en ny bolig er klart ikke nogen løsning i sig selv, men jeg tror på at det vil være et stort fremskridt for mig og en base for et bedre liv, hvis det er til en bolig som jeg kan overskue, uden nabouro og i en lidt større by med mulighed for kontakter med ligesindede, med mulighed for noget gruppeterapi, selvhjælp og for at dyrke nogle interesser. Min tilstand var langt bedre og jeg kunne i perioder passe et job, da jeg boede i den samme lejlighed i København i 10 år, hvor jeg klarede mig uden nogen form for hjælp. Det var derefter at flytteroderiet og de mange store problemer begyndte, men det gavner ikke at jeg fortryder mine fejlbeslutninger.

Jeg kunne også ønske, at det var muligt at få en kontaktperson oftere end hver 14. dag i starten og få en handlingsplan, som jeg kunne tro jeg fik hjælp til at fuldføre. Det ville give ro og mulighed for at sove om natten, hvis jeg havde tillid til at hjælpen ville være der, når jeg ikke magter at klare det selv. Men det er slet ikke sådan jeg har opfattet systemet.

Gisne, Det er en meget vigtig pointe du har omkring potentiel uro på disse bosteder! Når jeg selv har prøvet at lede efter alternative boformer med muligheder for privatliv, så har det været efter steder, hvor folk havde et fællesskab omkring deres interesser (f.eks. kunst, musik, sundhed, afstresning etc.) og ikke fordi de havde specielle sygdomme.
Men det har ikke været umuligt at finde et sted, hvor man kan deltage eller trække sig tilbage alt efter behov og ikke lettere, når jeg har tendens til angst ved mange eller store krav til opgaver, som skal løses på bestemte tidspunkter og måder for fælleskabet.

Alligevel synes jeg dine links er interessante og jeg vil læse dem mere og evt. tage muligheden op med min kontaktperson næste gang. Jeg bor i Sønderjylland, men desværre ikke i Aabenraa eller Sønderborg kommune, og det at flytte på tværs til en anden kommune til et kommunalt bosted er måske ikke praktisk muligt pga kassetænkning? Før påske ringede jeg desperat til den ansvarlige for bosteder her i kommunen, og hun havde stor forståelse for min situation. Desværre sagde hun også, at de for få år siden nedlagt dem som passede til personer som mig og de resterende var til handicappede eller psykisk syge, som havde brug for hjælp a la 24/7.

[gisne]

Ved ikke lige hvordan det er idag på tværs af kommunegrænser, har nemlig kun prøvet at arbejde på amts bosted (da amterne fandes) og for OK fonden, begge steder kom folk fra forskellige kommuner men det kan jo sagtens være forskelligt på de kommunale bosteder og ifht betaling.

Jeg har en handicappet niece der skal på bosted når hun bliver 18 år i slutningen af 2018, her arbejder hendes forældre og kommunen sammen om at finde det bedst egnet sted til hende (er lidt svært da hun har et ret sjældent handicap). Kommunen har pointeret at findes et egnet sted ifht hendes handicap inden for kommunen skal det vælges, men findes det ikke, skal de betale for et bosted udenfor kommunen - måske kan det samme gælde her, såfremt du en dag bliver visiteret til et bosted

[Nørd]

Det kan godt være at jeg misforstået noget, men for mig lyder det som om du kun har spurgt i psykiatrien om en støtteperson, er det korrekt?

Hvis jeg har forstået det korrekt bør du overveje i stedet at kontakte din sagsbehandler i kommunen, altså ikke i psykiatrien, og anmode en at få en støtteperson/mentor/hjemmehos'er hvad en sådan person nu kaldes ude i kommunerne.

En anden ting er at her på K10 har man konstateret at det er bedst at kontakte sin kommune skriftligt og undlade telefonopringninger, dette er der flere grunde til.

Nogle kommuner afviser konsekvent alle mundlige henvendelser, for hvis du lader dig nøje med et mundligt afslag, så har kommunen ikke udgifter til dig, nogle kommuner giver endda først den hjælp man har ret til når sagen har været en tur i ankestyrelsen.

En anden årsag til kun at kontakte kommunen skriftligt er at så kan du bagefter bevise at hvad du har ansøgt om og hvilket svar du har fået, og så får du naturligvis mulighed for at klage over afgørelsen.

Nogle brugere her på siden har sågar oplevet at kommunens medarbejder lyver dem lige op i hovedet når de taler sammen med kommunens medarbejdere og det gør de ikke på samme måde ved skriftlige henvendelser, for så kan det jo bagefter bevises at de har løjet.

Derfor vil jeg råde dig kontakte sagsbehandleren skriftligt, beskrive din situation og anmode om at få en støtteperson og beskrive hvad du har brug for hjælp til.

Jeg har ikke erfaringer omkring bosteder og hvad der gør at du bliver godkendt til bostedet, men jeg vil gætte på at det kræver at kommunen skal have en solid "sag på dig" som "beviser" at det du siger nu også er korrekt.
Derfor tænker jeg at du måske skal få gang i din sag i din nye kommune inden de vil tage dig alvorligt.

Sidst men ikke mindst vil jeg vende tilbage til problemet med havehjælpen, nogle købmænd har også nogle små opslagstavler hvor man kan sætte sedler op og her kan du også hænge din annonce efter en person som mod betaling vil hjælpe til i haven.
Hvis ikke købmanden har en sådan tavle kan du måske tale med ham om du alligevel må hænge en seddel/annonce op et synligt sted i forbindelse med butikken.

[Vagabonden]

Gisne, de gange jeg har haft kontakt med lokalpsykiatri og spurgt efter socialrådgivning vedr. en mere egnet bolig, da er jeg blevet stoppet inden jeg overhovedet fik et møde i stand. Bortset fra en enkelt gang, hvor jeg blev ringet op af deres socialrådgiver og fik at vide, at der var nul hjælp at hente fra systemet og at man selv skal skrive sig op til lejebolig i boligselskaberne. Ikke så godt et råd, da jeg netop havde opgivet at betale mere til en boligforening efter mere end 30 års medlemskab uden at komme i betragtning, fordi jeg ikke var bosat i den kommune og kommunen havde overtaget anvisningsretten til de fleste lejligheder og fordelte disse til egne borgere. Så det er godt at det fungerer bedre for din niece. Det manglede da også bare for unge med handicap.

Nørd, jeg har ikke haft kontakt med kommune, men du har uden tvivl ret i at det rigtige er, at have dokumentation på sit sagsforløb, og sætte sig ind i reglerne så vidt man er i stand til det. Når det er gået på anden måde for mig denne gang, hænger det sammen med, at min indgang har været præget stærk angst og stort behov for akut hjælp.

Jeg er ikke vant til at skulle bede nogen om hjælp eller snakke om mine problemer, så det var grænseoverskridende at ringe til psykiatrisk skadestue, overveje at lade mig indlægge, kontakte egen læge og lokalpsykiatri og fortælle samme lange historie om og om igen og have fornemmelsen af at blive mødt med forudtagenhed og modvilje.

Det strejfede mig, at jeg måske skulle ringe til kommunen, men jeg orkede ikke mere og slet ikke at indlade mig med langsommeligt kommunalt bureaukrati, mens jeg var i panik. Jeg er desværre nem at spise af i en telefon og som jeg har det for tiden bliver jeg påvirket hvis den, jeg taler med bare er en smule irriteret, så det er rigeligt at jeg er nødt til at ringe til boligselskab og flere andre for at prøve rede trådene ud.

Jeg håber i stedet, at den kontaktperson jeg har fået i psykiatrien kan blive en vej til at åbne nogle døre ellers må jeg opgive at få hjælp. Jeg tænker, at når jeg ikke sover mere end 2 timer om natten og næsten ingen energi har, så vil jeg bruge de sidste kræfter på at slå græsset med den håndskubber, som jeg har købt. Der er godt nok mange m2 og det er sejt og frustrerende. men så føler jeg at jeg gør noget og det går lidt i den rigtige retning, og jeg er bange for at det er modsatte er tilfældet og jeg vil gå helt ned, hvis jeg skal bruge de sidste kræfter på at slås mod systemet.

Jeg har bestilt et lager af dåsemad på internettet, men hvad jeg skal gøre mht ukrudtet, ved jeg ikke. Det kan blive en ret dyr mellemlanding, hvis boligselskabet også vil kræve istandsættelse på trods af nogle få måneders leje, så jeg overvejer om jeg skal nøjes med at betale for ukrudtfjerning en enkelt gang og det kun lige før udflytningssynet finder sted.

[vasen]

Oprindeligt indsendt af Vagabonden

Gisne, de gange jeg har haft kontakt med lokalpsykiatri og spurgt efter socialrådgivning vedr. en mere egnet bolig, da er jeg blevet stoppet inden jeg overhovedet fik et møde i stand. Bortset fra en enkelt gang, hvor jeg blev ringet op af deres socialrådgiver og fik at vide, at der var nul hjælp at hente fra systemet og at man selv skal skrive sig op til lejebolig i boligselskaberne. Ikke så godt et råd, da jeg netop havde opgivet at betale mere til en boligforening efter mere end 30 års medlemskab uden at komme i betragtning, fordi jeg ikke var bosat i den kommune og kommunen havde overtaget anvisningsretten til de fleste lejligheder og fordelte disse til egne borgere. Så det er godt at det fungerer bedre for din niece. Det manglede da også bare for unge med handicap.

Nørd, jeg har ikke haft kontakt med kommune, men du har uden tvivl ret i at det rigtige er, at have dokumentation på sit sagsforløb, og sætte sig ind i reglerne så vidt man er i stand til det. Når det er gået på anden måde for mig denne gang, hænger det sammen med, at min indgang har været præget stærk angst og stort behov for akut hjælp.

Jeg er ikke vant til at skulle bede nogen om hjælp eller snakke om mine problemer, så det var grænseoverskridende at ringe til psykiatrisk skadestue, overveje at lade mig indlægge, kontakte egen læge og lokalpsykiatri og fortælle samme lange historie om og om igen og have fornemmelsen af at blive mødt med forudtagenhed og modvilje.

Det strejfede mig, at jeg måske skulle ringe til kommunen, men jeg orkede ikke mere og slet ikke at indlade mig med langsommeligt kommunalt bureaukrati, mens jeg var i panik. Jeg er desværre nem at spise af i en telefon og som jeg har det for tiden bliver jeg påvirket hvis den, jeg taler med bare er en smule irriteret, så det er rigeligt at jeg er nødt til at ringe til boligselskab og flere andre for at prøve rede trådene ud.

Jeg håber i stedet, at den kontaktperson jeg har fået i psykiatrien kan blive en vej til at åbne nogle døre ellers må jeg opgive at få hjælp. Jeg tænker, at når jeg ikke sover mere end 2 timer om natten og næsten ingen energi har, så vil jeg bruge de sidste kræfter på at slå græsset med den håndskubber, som jeg har købt. Der er godt nok mange m2 og det er sejt og frustrerende. men så føler jeg at jeg gør noget og det går lidt i den rigtige retning, og jeg er bange for at det er modsatte er tilfældet og jeg vil gå helt ned, hvis jeg skal bruge de sidste kræfter på at slås mod systemet.

Jeg har bestilt et lager af dåsemad på internettet, men hvad jeg skal gøre mht ukrudtet, ved jeg ikke. Det kan blive en ret dyr mellemlanding, hvis boligselskabet også vil kræve istandsættelse på trods af nogle få måneders leje, så jeg overvejer om jeg skal nøjes med at betale for ukrudtfjerning en enkelt gang og det kun lige før udflytningssynet finder sted.

Du skrev tidligere, at du også slås med skimmelsvamp.
Har du talt med boligselskabet om det?

du skriver en del om din kontakt med det psykiatriske system, men det er som om du ikke kontakter det sociale område i de kommuner du har boet i?

Hvorfor banke på den samme dør igen óg igen, når du banker forgæves?

Jeg vil råde dig til, at finde den side i din kommune, hvor hjælp til folk under 65 kan skrive.
Går ud fra du har nem ide.

Skriv kort din problematisk og skriv hvad du har brug for hjælp til.
Undlad at ringe til offentlige myndigheder. Du klarer dig fint på skrift.

der var en bruger herinde, som spurgte dig om du have søgt hjemmhjælp, og det mener jeg ikke du svarede på.

Uden at du direkte har skrevet det går jeg ud fra at du også har svært ved at gøre rent, så du kan jo evt. starte der.

Søg om hjemmehjælp og der vil så komme en visitator ud til og vurdere dit behov.

Jeg er udmærket klar over, at det ikke rækker særlig langt, men det er jo bedre end ingenting.
Håber du finder ud af det.

[Vagabonden]

Vasen, Jeg nævnte fugtproblemet/skaderne, bænkebiderne og skimmelsvampen for boligselskabet, men reaktionen var ‘nå’. Så jeg har i stedet gjort hvad jeg kunne for at vaske det synlige ned for at begrænse risiko for sundhedsproblemer, og jeg kommer måske ikke til at bo her længere end i 3-4 måneder. Jeg kan i øvrigt læse, at selskabet tidligere har måttet nedlægge en hel afdeling i, fordi problemet med skimmelsvamp blev for stort.

Det er rigtigt, at jeg aldrig har kontaktet det kommunale system. Mine tanker har været, at når jeg ikke kunne opnå hjælp i det system, hvor jeg ‘hørte hjemme’ (psykiatrien) og hvor de kendte min sag og udfordringer bedst, så var der nok ikke noget at gøre.

Jeg tænker også, at mine problemer falder imellem nogle kasser, love og vurderinger, hvor jeg på den ene side har en alvorlig psykisk diagnose (paranoid skizofreni) men trods det gik under radaren i de første 20 år af min sygdom uden nogen kontakt eller hjælp, heller ikke fra psykiatrien bortset fra nogle indlæggelser, som har været de værste oplevelser i mig liv med lukkede døre, tom opbevaring, tvangsmedicinering med ubehagelige bivirkninger og bæltefixering, hvis jeg brokkede mig over at være indespærret. Jeg har aldrig været truende eller voldelig, men fik under min første indlæggelse for 30 år siden banket hovedet ind i væggen af nattevagterne, fordi jeg ikke ville gå i seng, da de ville sidde og snakke i fred.

Den slags oplevelser med hospitalssystemet har betydet, at jeg under mine mange psykoser årene siden hen har gjort alt for at spille normal for ikke at blive opdaget og tvangsbehandlet. De sidste par år har jeg dog frivilligt kontaktet lokalpsykiatrien i håb om hjælp til boligproblemerne, og da er det foregået sådan, at deres psykoseteam er kommet forbi engang imellem for at snakke. Ikke at den snak har hjulpet, men de plejer at sige at det ser meget fint ud i boligen, og de lader til at være overraskede over at jeg er ordensmenneske og ikke bor mellem møj og pizzabakker. På lignende vis var det, da jeg set med systemets øjne var i stand til at arbejde gennem mange år, men oftere og oftere måtte sygemelde mig eller blev tvangsindlagt med psykoser. Førtidspension var helt udelukket fik jeg at vide, og arbejde var det bedste for mig, så jeg skulle i flexjob og fik flere psykoser udløst af stress og kaos i mit hovedet, og jeg kom aldrig længere til hægterne mellem disse. Det var først da jeg ikke længere var i stand til at tage bussen til arbejde, og ikke længere kunne raskmelde mig og spille normal, at jeg fik tilkendt førtidspension. Da så jeg, at der i mine papirer på kommunen i en 20 år gammel lægeudtalelse stod, at min sygdom ofte fører til pension.

Grunden til at jeg skriver alt dette er for at forklare, at det er vigtigt for mig ikke at leve i skidt og uorden og have rod i papirer og kontakter, fordi det medfører utroligt kaos og angst, så jeg sætter alt ind på at klare det om så det er det sidste jeg formår her i livet, men når systemet så kigger forbi, siger de at det ser fint ud. Jeg tænker, at de sammenligner med andre med lignende diagnose, med folk som på anden vis har opgivet fuldstændigt, hvilket lader til at være kriteriet ligesom, at jeg først kunne få tilkendt førtidspension, da jeg var brudt definitivt sammen, slidt fuldstændig op, alle muligheder udtømte og psykoserne kom oveni hinanden næsten uden mellemrum. Men jeg kan ikke opgive på den måde og lade resterne af mit liv sejle for at få hjælp. Sorry, det blev en lang fortælling, men jeg havde brug at forklare, hvorfor jeg ikke tror på hjælp fra kommunen. Men det er supergodt at have i baghovedet at der er en side, hvor jeg kan gå ind og skrive til dem, hvis jeg går fuldstændig i panik igen.

[gisne]

Jeg ville nu nok kontakte det kommunale system hvis jeg var dig, nogen gange kan de tilbyde noget andet end psykiatrien

Der er meget psykiatrien ikke kan hjælpe med fx pædagogisk hjælp i hjemmet (støtte/kontaktperson er i nogle kommeuner under kommunen, "hjemme hosser", bevilling af have hjælp, hjemme hjælp, nogle kommuner har pædagoger ansat som kan hjælpe en med at få organiseret hjemmet/hverdagen så den bedre kan overskues mm)

Men det er meget forskelligt hvordan det er struktureret i de forskellige kommuner, så måske går du glip af noget godt ved "kun" at have kontakt til psykiatrien - det er jo ikke lige til at vide hvordan det er i din kommune

Det er også igennem kommunen der etableres kontakt til mange interesse tilbud/fælleskaber mm