Om ret og pligt i P1

Faldt lige over den her artikel om Susanne Lyngsøe og tænkte at der nok var flere der ville syntes den var sjov at læse da vi jo er rigtig mange herinde der følger med i netop den udsendelse ...

Jeg har "lånt" artiklen over fra http://www.socialrdg.dk/index.dsp?page=7141

Hun er lytternes kontante stemmeHun kan ikke lade være med at blande sig, brænder for socialpolitik – og kalder sig for en gammeldags socialrådgiver. Susanne Lyngsø fik DS’ pris “Den gyldne socialrådgiver” for sit arbejde med P1s sociale brevkasse “Ret og Pligt”.

Af Mette Mørk, journalist
[email protected]


Hvordan får man jobbet som redaktør for “Ret og Pligt”?

Hvis man er Susanne Lyngsø, så hører man, at Hanne Reintoft stopper som vært på programmet – og så tænker man: Det var da i grunden noget for mig. Så sender man en ansøgning, er til stemmeprøve – og bliver ansat. Andre ville måske bæve lidt ved tanke om at overtage et program, der har eksisteret siden 1950, og hvor den foregående vært har siddet i 28 år og i nogle kredse er tæt på ikon-status.

Men hvis Susanne Lyngsø bævede, var det ikke længe.

- Jeg ved, at jeg er en god formidler. Jeg er klar, tydelig og kan tit se noget, andre ikke forstår. Samtidig var det her kombineret med en socialrådgivervinkel, så det passede mig godt.

Siger hun og smiler lidt.

For ved at sige sådan har hun gjort lige det, der ikke passer sig blandt socialrådgivere: Hun stikker ubeskedent ud fra mængden.

- Det må man helst ikke. Kvinder kan bedst lide konsensus. At alle er ens. Mænd er bedre til at tage hatten af for hinanden. Derfor fortalte jeg heller ikke ret mange, at jeg havde søgt jobbet. Det var ligesom for ubeskedent, siger hun.Uimponeret efteraberHun overtog redaktørstolen fra Hanne Reintoft for to et halvt år siden. I begyndelsen lagde hun sig tæt op ad forgængerens stil.

- Jeg tænkte: Jeg må lade være med at være imponeret, efterabe i begyndelsen og så langsomt gøre det til mit.

Og det har hun faktisk gjort så godt, at hun i november på Dansk Socialrådgiverforenings repræsentantskabsmøde fik “Den gyldne socialrådgiver” – en pris der er uddelt hvert andet år siden 1994.

Begrundelsen var blandt andet, at hun besidder de klassiske kompetencer: “At være forstående, accepterende og generøs over for det enkelte menneske og samtidig kritisk over for den manglende retfærdighed i socialpolitikken”.

Når man tænder for radioen mandag mellem kl. 14 og 14.30, er det en kontant og venlig stemme, der flyder ud ad højttaleren. Og når man ser Susanne Lyngsø live i studiet, retter hun roligt og kompetent på mikrofonen, tager lytte-bøfferne på og går i gang. Hun tilrettelægger, optager og klipper selv programmerne – med hjælp fra en eller to socialrådgiverstuderende, der hjælper med at vælge ud blandt de knap 500 spørgsmål, der kommer til programmet hvert år. For at holde sig ajour med lovgivningen får hun blandt andet en lang række nyhedsbreve,

- Men Dansk Socialrådgiverforening rummer 23 faggrupper – så engang imellem kan der godt smutte en fejl ind. Det får jeg også omgående respons på. Så bringer jeg en rettelse og lever fint med det, for det giver ikke mening at bruge energi på en “nul-fejl-kultur.”Flyttede hjemmefra som 15-årigSusanne Lyngsø lever efter Søren Kierkegaard: Livet skal leves forlæns og forstås baglæns. Ikke at hun var bevidst om det, da hun som 15-årig pakkede sine ejendele og flyttede hjemmefra.

- Jeg tænkte ikke ret meget over konsekvensen – og jo, mine forældre prøvede at stoppe mig, men de siger, at det aldrig har kunnet lade sig gøre at opdrage på mig.

Heldigvis var det en 15-årig med en tyrkertro på, at ”jeg skal nok klare mig”, der drog ud i verden.

Hun nåede at flirte med en uddannelse som klinikassistent – “men det autoritære miljø var slet ikke mig” - hun var på højskole, i kibbutz – “det var en billig måde at rejse på, men ikke politisk korrekt” – og involveret i kvindebevægelsen.

- Jeg var ung, nysgerrig og havde næse for at finde de miljøer, hvor der var gang i den. Dét var der i kvindebevægelsen i slutningen af 1970’erne. Jeg mødte mange mærkelige mennesker og lærte også, at der kan være mange forskellige perspektiver på tingene. Og så forholdt kvinderne sig til omverdenen.

- Det kan jeg heller ikke selv lade være med. Jeg er flasket op med forældre, der diskuterede meget. Hjemme hos os skulle man tage stilling, mene noget. Det er både en gave og et åg altid at forholde sig til alting. Det er først nu, hvor jeg er blevet ældre, at jeg kan sige til mig selv: Det dér klarer sig fint, uden at du mener noget om det! Det er en stor lettelse.Ikke partipolitik – men gerne socialpolitikMan skal ikke være i selskab med Susanne Lyngsø ret længe for at fornemme humoren, der konstant filtrerer verden i de grå-blå øjne – og så det brændende engagement, der også ryger ud gennem højttalerne i “Ret og Pligt”.

- Jeg bliver virkelig indigneret, når jeg kan se, at regler udelukkende bliver lavet for at ramme en bestemt befolkningsgruppe, for eksempel som man gør med starthjælpen, der er adresseret til grupper med anden etnisk baggrund end dansk. Starthjælp er på SU-niveau, siger man. Ja, men de fleste studerende enten arbejder eller tager lån for at supplere beløbet, for man kan altså ikke leve af den alene. Det er da inhumant og samfundsmæssigt dumt, at folk skal ryge på gaden.

Men hun må styre indignationen og forargelsen over bestemte ministre i programmet. Oplægget er, at hun skal holde sig til socialpolitik. Og her har hun – selvfølgelig – også klare holdninger.

- Omdrejningspunktet i programmet er udstødelsen fra arbejdsmarkedet, og den leg, vi leger – at nogen kan vurdere, hvor meget arbejdsevne et andet menneske har.

Vi kan få en medicinsk og objektiv vurdering af en lidelse, men konsekvenserne af den kan vi kun skønne.

Det er et felt, hvor borgeren hurtigt kommer til at føle sig nedværdiget, afmægtige og ikke forstået. Møde folk i øjenhøjdeHun møder afmægtigheden, nedværdigelsen og håbet om at blive forstået i de breve, hun får. Og når hun svarer, prøver hun at finde ud af, hvad det egentlig er, borgeren spørger om.

- Jeg hjælper dem med at se flere niveauer i en sag og prøver at sætte for eksempel en arbejdsprøvning ind i en samfundsmæssig kontekst for dem. Ind imellem kan jeg godt få ondt af det menneske, der spørger. Men folk kan ikke bruge til noget, at jeg synes, det er synd. Jeg skal møde folk i øjenhøjde - og det kan virke kvalmt at udtrykke sympati, når man kun har sproget til rådighed. Det har jeg skullet lære.

Hun ser det ikke som sit ærinde at placere skyld hos den enkeltes sagsbehandler eller kommune.

- Mit udgangspunkt er, at det, borgeren skriver til mig, har han eller hun oplevet, og nogle gange tænker jeg: Det her kan ikke være rigtigt. Omvendt er jeg også helt klar over, at jeg kun hører én side af sagen. Så tilbagemeldingerne fra fagfæller lyder på, at jeg har respekt for deres arbejde.

Skal hun karakterisere sig selv som socialrådgiver?

- Så er jeg nok lidt gammeldags. Jeg har det sådan, at jeg gerne vil vejlede. Altså, hvis du har et godt råd, så giv det dog videre. Der er ingen mennesker, der bruger et godt råd, de ikke tror på. Men i dag er det vældig brugt at coache borgeren: Hvad mener du selv? Det er bare ikke helt reelt, for coachen ved jo godt, hvor borgeren skal ende.Jeg stoler på min mavefornemmelseHun har selv været i kommune, amt, a-kasse og fagforening som socialrådgiver. Og møder i dag socialrådgiverne ude på arbejdspladserne som supervisor. For ud over socialrådgiver kan hun også skrive organisationspsykolog på visitkortet.

- Jeg har altid søgt det organisatoriske på mine arbejdspladser. Jeg ser mønstre og sammenhænge og er god til at se, at hvis de to nu træffer den beslutning, så arbejder de sig den vej, ender der – og dét går ikke. Jeg holder meget af at beskæftige mig med alt det usagte, der foregår mellem mennesker.

Det var ikke et bevidst karrierevalg, at hun efteruddannede sig til netop organisationspsykolog.

- Jeg har truffet mange beslutninger i mit liv alene på mavefornemmelsen. Efteruddannelsen er en af dem. Jeg klippede en annonce ud om det og glemte så egentlig alt - indtil den dukkede tilfældigt op et år senere. Så kunne jeg mærke, at det skulle være det. Sådan var det bare. Sådan var det også, da jeg valgte at blive socialrådgiver. Jeg overvejede ikke andet. Min mavefornemmelse sagde mig, at det var det rigtige. Det spørger de typisk om i “Ret og Pligt”Lytternes henvendelser til Susanne Lyngsø er udtryk for lange og komplicerede sagsforløb, men bag sagsforløbene ligger ofte disse spørgsmål:Hvorfor kan jeg ikke få førtidspension?Kan jeg skifte sagsbehandler? Hvor lang tid skal man vente på at få svar fra kommunen? Hvorfor skal jeg arbejdsprøves flere gange?
Ryger min søns kontanthjælp, hvis jeg giver ham et arveforskud?

Kan min mor få hjælp til tænder?


Susanne Lyngsø – kortFødt 1960
Uddannet socialrådgiver fra 1986
Har arbejdet i stat, amt, kommune og fagforening.
Siden 2004 selvstændig konsulent ved siden af jobbet som vært på ”Ret og Pligt”.
www.susannelyngsoe.dk