Mangler bare kamp ond .Har du et råd ?

[joa]

Jeg var i virksomheds praktik i hjemmeplejen på kontor, jeg skulle sidde og ringe til borger og fortælle hvilken hjælper der ville komme dage efter og så skulle jeg tage telefoner.
jeg havde et hæve/sænke bord så jeg både kunne stå og sidde (godt for kroppen)
og så kunne jeg holde alle de pauser jeg ville.
fordele ved at være i hjemmeplejen var helt klart at de hviste at ikke alle sygedomme er synlige og de viste mig hensyn, de kom flere gange ind på mit kontor og mindet mig om at holde pauser, jeg var så heldig at jeg fik mir egen kontor da jeg fra starte sagde at jeg ikke kunne være samme med flere bliver let stresset

jeg mødte kl. 8 i starten men fik det lavet om da der var alt for mange mennesker i bussen så jeg fik angst anfald så blev aftalen at jeg bare var der inden kl. 9 og gik så igen ved 12 - 12.30 tiden der kunne jeg ikke mere havde svært ved at koncentere mig og var død træt, min jobkonsulet ville have mig til at blive der til kl. 13 men jeg meldte pas og sagde at jeg virkelig kæmpe bare fra kl. 12 - 12.30 i på onsdag skal jeg til samtale på kommunen er lidt spændt på hvad hun har at sige.

men måske du kunne forslå denne jobbeskrivelse, fordele er jo også at du ikke skal skrive så meget, måske lige tage et print af en borger og skrive at gruppeleder skal ringe der til.

Husk altid at tænke på dig selv de takker dig ikke når du er helt nede og der er lang vej op igen.

[Enteneller]

Jeg tænker også på det at arbejde med dyr, på dyre internater og lign. hvis I har nogle i nærheden Cleo ? Ved dog ikke om det bliver for fysisk belastende ?

Jeg tænker videre... og kommer retur hvis jeg kommer i tanke om noget.

[lillespir]

Kære C.L.E.O
Allerførst skal du ha' et trøsteknus.
Det næste du skal gøre ar at smide den maske eller facade du stiller op over for omverdenen, for den er med til at forværre din situation, ingen har en reel mulighed for at hjælpe den du i virkeligheden er, når du gemmer dit triste jeg bag en facade.
Jeg vil foreslå at du kikker på dine fritidsinteresser og prøver ud fra dine fritidsinteresser at se om der er muligheder for jobtræning inden for disse interesser, er der det , skal du foreslå at du gerne vil det og holde fast i det.
Er der ikke noget i dine interesser der kan føre til jobtræning,
syntes jeg du skal undersøge om i har noget i KBH der hedder Job og Afklaring og så komme på det.
Grunden til jeg foreslår dette er at de mennesker der har en privat arbejdsplads eller for den sags skyld offentlig arbejdsplads er ikke uddannet til at se hvor syg den enkelte person er, ligesom de ikke har en veludviklet empati.
Lederne på værkstederne inden for Job og Afklaring har denne empati og ser hvor skidt du har det, og de er langt lettere at tale med end private og offentlige arbejdsgivere.
Når du føler dig oven på igen, syntes jeg du skal prøve at undersøge om der er ordblindekurser i dit område, VUC har ordblinde kurser.
Jeg har været svært ordblind, men er kommet ud på den anden side ved hjælp af Lillebrors kryds og tværs gennem mange år, der efter dansk kursus på vuc.
Og jeg kan love dig for at undervisningen på VUC er meget anderledes end i folkeskolen.
Jeg håber, du bare kan bruge lidt af ovenstående.
Mange knus.
Rita

[c.l.e.o.]

jeg har lige flettedet en masse linger og blev så vippe af var nok for længe om det .men prøver igen.

spillehalder vad på bordet-det skyder jeg i jorden-jeg er angst bare jeg går forbi en-har lidt forbi af at bo på broen har set i et pistolløb-men havde en heldig dag idioten trykkede ikke af.
men mange af de ting jeg har oplevet sætter sine spor og meget af mene små "forbier" tror jeg kommer af ting der er lagt låg på fra barndommen også,men jeg har været for god til at fortrænge mange ting i mit liv og for god til at undgå de ting der fik noget til at stike fjæset frem-og tror også jeg har haft brug for at gemme det væk for at klare den dagligdag jeg havde,der var ingen andre der ville havet kunnet overtage mine pligter.

Jeg har måske snart for meget i rygsækken til at bare springe ud i hvad som helst,for spøgelserne ser jeg snart alle vejne.og alligevel,ssyntes jeg bare at alt min "angst" for det værste også bare bliver bekrestet hele tiden.

Indspriengs kursuser og indsprierings foredrag har jeg været igemme et utal faf gange,der nk bare ikke noget der indsper mig..
Hvis jeg nævner en hoppy og noget der giver mig noget ,så ville jeg nok blive smidt i en sfo men det ville jeg slet ikke kunne overskuge bare en ½ time ,men jeg elsker at lave ting med mit barnebarn,og skulle man om sætte det til noget brugbart,bliver det noget hoppy dagcentre linde-men så ville der komme ? jeg ikke ka tale om sådanne som jeg har det fortiden.

jeg har haft 8 spykolog samtaler og hun siger bare at jeg har meget at bærer på og hun forstår godt jeg har det svært,men at jeg må være stærk alligevel,for jeg er ikke endt i druk eller andet misbrug-at jeg har en god fornemelse af hvordan alle andre har det og ikke kan gøre så meget andet end det jeg gør.

Hun ville ind på hvordan jeg havde det med at tabe arbejdsevnen,men det ville jeg ikke selv ind på-for det var lige som ikke rigtigt det det handelede om hos hende.

Men det er svært at man altid har været noget for ander i kraft af det jeg lige som har kunnet for og med dem-nu hvor man-jeg siger fra så svinder intrassen og folk finder andre der kan lige som overtage .Det ikke lige frem noget der styrker selvtilliden heller.

Jeg føler virkelig jeg er ingen ting,andet end en der ikke kan og har ondt både i livet og i musklerne

[Karo]

c.l.e.o.
hvor mange år har du haft panikangsten?
Prøv at læse den linket side:
http://www.kognitivpraksis.dk/kognitiv_terapi.php

Af egen erfaring ved jeg, at en dygtig psykoterapeut er mere brugtbar end en psykolog.

Jeg har "små" anfald to, tre gange om ugen og jeg ved at de er stressrelaterede.
Men nogle gange er anfalende så kraftige, at jeg mister total kontrolen over min krop og falder på gulvet, jorden...

Men min historie er alligeved en lille succes historie, fordi i starten kunne jeg slet ikke bevæge mine ben og derfor kunne jeg ikke gå.

Den bedstehjælp som jeg har fået til d.d. var hos en psykoterapeut, desværre måtte jeg selv betale for alt den hjælp. Fik ikke en kr. fra de offentlige.

[c.l.e.o.]

Karo jeg indrømmer gerne at jeg har lidt socialforbi,men jeg kan nomalt fungere og snor mig igemmen alt det jeg skal når jeg skal .

Forstået på den måde at jeg jo nomalt klare samvær med mennesker,og jeg kan også tage ordet i en større forsamling,jeg kan gå ind alle stæder,det er bare ikke over hele lingen det føles rart at være,men jeg tvinger mig selv,jeg skal jo "bare lige" gemmen denne her dag eller hvad det nu er .

Panik det følrer jeg "kun " lige inden jeg skal noget der er lidt skremende,som feks. møde nye mennesker,aftaler der vil lægge mit ellers velkendte liv om..

Panik angst kom først mens min søn var udsent samtidig med at jeg var hendvist til anden aktør der kun kontaktede mig pr.tlf. Der følte jeg fimen knækede flere gange,tlf var på mig dag og nat for jeg var så bekymret for min søn og jeg var så bange for anden aktør der jo havde vist ved første samtale at der ikke var styr på tingen.
Angst der vel er regel nok at have-Og efter at havde fået forskerkelsen om min søns uheld,havde jeg en del panik anfald,jeg ikke kunne styre,og tog derfor samtaler med psykolog,det har været rigtigt godt men i mellem tiden sker der så noget der rammer lige så hårdt og det stod klart af jeg kunne miste en mere,så der var mange kaotiske følser,der skulle temmes,og jeg er eller var ved at få rigtig godt styr på mig selv -indtil der så stilles krav om en ny arbejds prøvning,for jeg har ikke enagien og humøret er i bund endnu..

Men jeg kan jo styre min panik igen sån"da -derfor tror jeg ikke det er rigtig panikangst,snare et udtryk for at jeg er for meget vane menneske og mit liv har stået stille i flere år,har bare fuldt med og deltaget i ungerne liv uden at tænke på hvad jeg vil og havd jeg har lyst til.

Og det er lige det er gør mig blank med at vælge/forslå hvad jeg skal afprøves i der er ikke frit valg med de begransninger skroget så også har.

Men en ting kan jeg være hammerede sikker på og det er at jeg nok skal komme ud i noget og det er meget snart..

[Karo]

Det er også ganske “almentligt” , hvis man må sige det sådan, at angsten for at miste dem man elsker kan fremprovokere depressioner og i sidste ende panikangst.

Før jeg blev syg, med 1 måneds mellemrum har jeg mistet med et slag 2 kære personer og det var mere end jeg kunne klare, på trods for at jeg har aldrig fejlet noget og var både fysisk og psykisk meget robust.

Det vigtigste i livet er at lære og sige fra. Jeg har stoppet den sidste arbejdsprøvning fra den ene dag til den anden og var faktisk ligeglad med konsekvenserne.
Og det var det bedste som jeg gjorte.

Der kom ingen sanktioner og jeg fim min FP, men ikke kun på grund af angsten. Mens jeg var under kommunens “kærlige” behandling, fik jeg efterfølgende den ene sygdom efter den anden.

Muligvis, hvis lægerne og kommunen var ikke så angst fikserede ville jeg ikke have fået nogle af mine fysiske sygdomme.

Mit råd til dig er, at hvis du føler at du ikke kan klare arbejdsprøvninger mere, så stop i tide.
Hvis du har lægelig dokumentation i orden, kommunen kan ikke røre dig.

Det som jeg faktisk fortryder er, at jeg har ikke stoppet allerede den første arbejdsprøvning.
Jeg skulle slet ikke være sat i arbejdsprøvninger, det har jeg BA afgørelse på.

[Carmen]

Kære c.l.e.o.!

Tal med din egen læge om, hvordan du har det. Fortæl det præcist, som du gør det i denne tråd, at du har nået grænsen med de arbejdsprøvninger og nu er nok nok!

Som Karo fortæller, at BAN ikke mente, han skulle i arbejdsprøvning, så tror jeg heller ikke du skal.

...og desværre tror jeg heller ikke mere, det har noget med dig/os borgere at gøre, men udelukkende handler om statsrefusion.

Pas på dig selv :-)

P.S. Du har været ude for et "hold up", det var dog voldsomt, DET tog psykologen heller ingen notits af?

[c.l.e.o.]

Oprindeligt indsendt af Carmen

P.S. Du har været ude for et "hold up", det var dog voldsomt, DET tog psykologen heller ingen notits af?

Nej det var ikke lige det,jeg sad i en bus ca i midten der sad to i den anden side og oppe ved shaufføren,og best som jeg sad i mine ejne tanker står der en lige foran vinduet ,bussen stod stille og ventede på at kunne køre,han stod bare der og pegede på med en 9mm med et sygt stenansigt-tiden ståd helt stile jeg ved ikke helt hvor læng,men totalt rystet,løber jeg op og råber hende,kan du ikke bare køre NU,hun spøre vil du af-og jeg for sagt noget med nej for H...... kan du ikke bare køre og så kørte hun,jeg sad og stortude,fik en klenix af hende og skulle af ved næste stop.

Jeg skulle ikke længer løb nærmest til en jeg kende i nærheden af minbopælen.

Jeg ville ikke melde det og tænte de andre åbenbart ikke havde set noget.

Sener blev jeg ringet op af politiet,men jeg sagde jeg ikke ville medvirke til noget-jeg trude med at jeg ville få hukomelse svigt hvis de forlangte det-og jjeg slap.

Men han havde viftet videre hen af gaden med pistolen,jeg fik afvide at chaufføren ikke havde set ham,kun det unge par,men de havde grint og trode det var en lejetøjs en.

den hendelse har jeg selv rystet af mig,men jeg er da opmærksom hvis der er nogle der liner eller bare tager sig til inderlomme lige inden de pasere mig-så tænker jeg da hvad nu.men uden at gå i panik.

Jeg har min læge med i alt hvad jeg slås med ,der er bet om status erklaring,ved ikke om nogle ser den inden jeg kommer ud i noget.

Jeg vil ikke syge meldes-for et eller andet sted så er det her jo bare mit liv,og mine resurser,og så må de jo bare vudere det der er at vudere på.

Jeg strammer mig an og gør detjeg kan,men kan godt mærke at jeg er s-- godt træt af det hele.

og jeg kan mærke at jeg har siddet for meget på nettet i weekenden også.
Jeg har foktisk ikke oplevet noget-men jeg har fået en mase ider til hvad jeg skal og må gøre for at komme vidre.

Tak til jer alle samme for jeres indput .

Og undskyld-alle de indlæg der ikke hænger sammen,kunne ikke fatte mig i korthed.

[Enteneller]

Hej Cleo,

Helt fra start af dit indlæg og i forhold til hvad jeg kender til dig fra K10 (jeg troede dog at du var yngre ), har jeg tænkt, Cleo søger vel førtidspension !!

Jeg fornemmer klart at du kæmper og vil kæmpe til det sidste, men er det det værd, Cleo ?

Jeg har selv måtte erkende at det er det ikke. Jeg har givet mig selv lov til at leve nu.

17 år på arbejdsmarkedet, total multi tasker, vellidt, dygtigt, headhuntet i branchen, rejser til Kina med indkøbschefen, det kørte bare. Så røg jeg ned med nakken i 2006, har været igennem meget siden, men da en psykolog på et "stresshåndterings kursus" kom og sagde, "jeg har ikke værktøjskassen !! Det har I ".

Og det har vi jo, vi må selv finde ud af hvad der er bedst for os. Som han sagde til os, "Er det, det værd ???" og det spørgsmål bør man stille sig selv. Det var det ikke for mig, fandt jeg ud af tiltrods for at jeg efter en fyrring pga. sygdom prøvede at komme tilbage.

Jeg kom ca. 1 år efter i arbejdsprøvning, det gjorde ikke tingene bedre, tvært imod, nu går vejen mod pension og jeg glæder mig

Det er ikke alt afgørende at have et job, man kan altså godt leve alligevel. Jeg er glad for at jeg har tid til mig selv og mine interesser, glad for at jeg har tid til mine børn som er tidlige teenagere, det er rart ikke at være presset til noget, andet end at følge op på sin pension.

Jeg tror at du må finde ud af hvad du vil Cleo, måske finder du ud af det under arbejdsprøvningen, den bliver hård, men den er jo bedst at have som grundlag i din sag.