Arbejdsprøvning..

[Whattodo]

Oprindeligt indsendt af 6080

Hej WTD

Har siddet og læst alle indlæg i den her tråd. Hvor er det dejligt at se alle de godt råd og jeg kan mærke, hvor meget I alle støtter op om hinanden - SKØNT!

Jeg har sådan lyst til at bidrage lidt, og fortælle om mine erfaringer.

Min diagnose er den samme som din. Jeg er pædagog, og har tit haft folk i aktivering/jobtræning mv. i mit tidligere job. Dengang tænkte jeg aldrig på, hvad de fejlede, hvilke skånehensyn de havde osv. Vi på stuen fik bare at vide, at nu kom den og den person, som skulle arbejde så og så meget. Lederen, som var den der havde samtaler med vedkommende og jobkonsulent, fortalte aldrig, hvad vedkommende fejlede, eller hvilke skånehensyn der var. Personen i aktivering blev bare sat til at arbejde - tit der, hvor vi manglede personale. Vi spurgte også nogle gange, om hun kunne arbejde længere.... tænk, hvor forfærdeligt!
Vi vidste bare ikke bedre.

I dag er jeg på den anden side af bordet. Da jeg startede i min første jobprøvning, vidste jeg med mig selv, at sådan ville jeg ikke selv kunne klare at arbejde. Det ville køre mig helt ned.

Tidligere var jeg fuld af initiativ og gå på mod, elskede at være spontan osv. Nu var jeg bare slet ikke sådan mere. Jeg har arbejdet en del med børn med ADHD, og én af de ting de har godt af, er forudsigelighed. De kan bedst leve i en hverdag, hvor alt er det samme, hvor der ikke sker spontane ting. De skal møde på samme tid, og hentes på samme tid osv. Selvom jeg ikke har ADHD, kunne jeg se, at det var præcis det samme jeg havde brug for.

Altså var det første jeg ønskede af skånehensyn, at jeg skulle møde på samme tid hver dag, gå hjem på samme tid, at jeg ikke skulle indgå i normeringen, og at de ikke måtte bruge mig som vikar. Havde jeg ikke fortalt dem det, ville de jo heller ikke vide det. De tog altid hensyn til det.

Tror det er vigtigt, at du sætter dig og skriver ned, hvordan du gerne vil have, din arbejdsprøvning skal være. Skriv, hvordan du tror du kan få et tåleligt liv, hvor du både kan fungere på job, men også hjemme. Er det måske 3 timer 4 gange om ugen eller 3 timer 5 gange om ugen? Måske mindre? Det er med at finde ballancen. Kun du ved, hvad der er godt for dig.
Jeg kan godt forstå du føler dig udnyttet på din arbejdsplads. Selvfælgelig skal du ALTID have mulighed for at kunne gå hjem, og derfor skal du ikke være en del af arbejdsplanen. SIG DET TIL DEM, eller sig det til sagsbehandleren. Egentlig synes jeg din sagsbehandler skulle sige det, han/hun er der for dig.

En anden ting, der var en hjælp for mig var, at jeg bad min kontaktperson om at sige til alle medarbejdere, at jeg havde de og de problemer, og fortælle dem om mine skånebehov. De overskred aldrig mine grænser. Jeg har helt sikkert selv, i mit tidligere arbejde overskredet folks grænser mht. jobtræning, men jeg havde bare ikke fået nogen som helst information om vedkommende. Og jeg tænkte ikke på, at de sikkert ikke turde fortælle om dem selv.

Det er helt okay at græde Det siger noget om, hvordan du har det - og det er ingen skam. De perioder jeg havde det dårligt psykisk, var jeg nødt til at blive hjemme. Det havde jeg også fortalt i starten af min arbejdsprøvning. De dage kunne jeg så tanke op, for at komme friskere tilbage et par dage efter. Det var et skånebehov de var nødt til at tage til efterretning. De fleste ved ikke noget om at have psykiske problemer, og regner næsten med, man kan alt, for man kan jo ikke se på dig, hvad der foregår inden i dig Også derfor er det så vigtigt at sige det højt!!!

Når du allerede nu kan mærke, at en øgning af arbejdstid er for meget for dig, skal du sige fra overfor din jobkonsulent/sagsbehandler. Sig også fra, hvis du på nuværende tidspunkt har for mange timer. Det kan da godt være, du en gang kan arbejde flere timer, men HVORNÅR er der ingen regler for. Jeg startede med 3 timer to gange om ugen, senere 3 timer 3 gange om ugen, og til sidst 3 timer 4 gange om ugen. Mere kunne jeg ikke, hvis jeg også skulle kunne eksistere på nogenlunde normal vis. Det har ikke været muligt efter et år at øge timetallet.

I andre som har kommenteret mht. at sygemelde sig, ved sikkert en hel masse om, hvad det betyder for ens sag på længere sigt. Det ved jeg ikke noget om, men jeg tror bare man må lytte til sig selv - kan jeg tage afsted idag? kan jeg klare det? Hvad er det der gør, at jeg ikke kan tage afsted? Skriv ned! Vær tro imod dig selv! Ens sygdom kan bl.a. give sig udslag i, at man ikke kan være stabil. Selvom man gerne ville
At blive presset kan forværre en psykisk sygdom. Anerkendelse kan forbedre

Det blev lidt af en "afhandling"

Håber du kan bruge bare lidt af det

Anne

Hej Anne, og tak for din afhandling

Du har helt ret i, at ´de´ ikke gør det af ondt mening, men fordi de ikke ved bedre - at de ikke kender personen, evt. skånebehov osv .. det kan jeg jo mærke på egen krop pt. Og jeg tænker også, at de måske heller ikke behøver at kende skånebehovene, som sådan, men måske mangler informationer, hvad det generelt vil sige at være i arbejdsprøvningen, og med stor fed tusch få af vide at de selvfølgelig gerne må indrage personen, men bare aldrig bruge personen i normeringen osv .. det er lidt, som om de mangler basal viden omkring, den rolle, den person der kommer ind i huset kan og må opfylde

Jeg er også blevet spurgt om, om jeg kunne kunne være der en time ekstra, fordi de lige manglede en person .. argh jow jow, lad den gratis arbejdskraft arbejde en time mere - det er jo også totalt lige meget for hendes arbejdsprøvning, hun kan da godt lige tage en time mere .. ej, jeg tror meget af tingene kunne løses med mere informationer om hvad de sagde ja til, og ikke bare viden om personen (for det er også grænseoverskridende for os, der er ude i arb.prøvning, at der skal indvies så mange personer i ens privatliv/problematikker .. altså det er jo ikke lige fordi vi får lov til at være sååå private i forvejen, i systemet )

[Whattodo]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Super indlæg Gizmo, Hejdien og ikke mindst 6080, godt at høre det fra den anden side også. Man kunne virkelig ønske at kommunerne gav sig bedre tid til at forklare arbejdspladsen at det de får ved en arbejdsprøvning altså ikke bare er gratis medarbejder, men en hel masse andet, det gør de bare ikke - generelt..

Om hvorvidt medarbejderne vil forstå social angst eller generaliseret angst og personlighedsforstyrrelse, det ved jeg nu ikke. Nogle vil nok tænke, jamen hun har da ikke noget at være bange for, så jeg ved ikke om jeg er helt enig i at man fortæller om sine diagnoser, det kan sætte lidt mere pres på én selv måske ?

WTD, da jeg læste din tråd i starten tænkte jeg, hold da op, at starte på 20 timer, det er da rigtigt meget!!. I starten skal man jo lige lære det hele at kende, personerne, arbejdsforholdene osv. osv. Måske har du fået for meget på en gang ? Jeg huskede at da jeg sluttede min første arbejdsprøvning og kommunen sagde at timerne 10 - 12 ikke var nok til fleks, da arbejdspladsen ikke kunne bruge mig "økonomisk". Så tænkte jeg godt så finder jeg bare et nyt sted og klare de 15 timer der skal til. Det var jo "bare" at starte med 2 timer om dagen og det kunne blive fra kl. 10 - 12, hvor svært kan det være. Halleluja, der var det så at jeg efter 3 uger røg på psyk med tvangstanker og alt muligt l... jeg kunne ikke røre mig ud af flækken men ville bare ligge og have noget beroligende i en fart.

Så pas på, som vi siger, måske skulle du drosle ned til 12 timer om ugen og så se hvordan det går til du lære at håndtere dig selv. Du må ikke græde, for det er med garanti din grænse der går dertil og ikke længere. Græder du forinden er fordi du allerede har overskredet den og det er det du skal have rådet bod på. Så sæt dig ned og skriv hvordan din uge på bedste vis kunne se ud og er du nødt til at gå ned i tid, selv ud fra de oprindelige 20 timer, så er det det.

Som jeg tidligere har sagt er det eneste din sagsbehandler ønsker er at du har det godt og gør det du kan klare. Hun håber sikkert også at du har fundet DINE skånebehov. Jeg husker selv at jeg nærmest skreg til himlen om at kommunen skulle stille skånebehov for mig for jeg havde ingen anelse om hvad de lige skulle være, men det er klart det er jo kun os selv der kan stille dem. Og ser man simpelt på det er det jo ikke så svært at tænke mandag, der skal jeg lige igang og der vil jeg helst møde kl. 10 - 12. Du er nødt til at glemme hvordan du passer bedst ind i deres skema dernede og hvad de andre nu vil sige, det er dig det handler om.

Kh. EE

meget enig

At jeg startede ud på 20 timer, var mere eller mindre mit eget valg .. min sagsbehandler forslog 25, og jeg slog bremserne i, og sagde 20 .. havde antaget at jeg nok kunne komme op på min. 25 timer - har jeg kunnet før, men har ikke tænkt over, hvordan mine aftner var påvirket tidligere, hvor jeg ikke havde min søn - og nu skal der jo også lige være overskud til ham, jeg kan ikke ligge på sofaen fra jeg kommer hjem, til jeg skal i seng nu .. det har jeg jo gjort før, og "accepteret" det, fordi at jeg troede det skulle være sådan

Jeg tager næste uge på de 22½ time, med morgen-møde tider, og så ser vi, hvordan det går, om jeg stadig er presset i timer, eller det hjælper med stabilitet. Jeg tænker at jeg i løbet af arb. prøvningen skal prøve med en ugentlig fridag, i forbindelse med weekenden dvs mandag eller fredag, så jeg har tre dage til at nå at lade op

[Whattodo]

Oprindeligt indsendt af Hejdien

Jeg vil lige tilføje her at når der etableres en arbejdsprøvning skal man selv være med til at give lov til hvad der må oplyses og hvad der ikke må oplyses til stedet man er , feks har jeg hele tiden haft det sådan at det for mit vedkommen drejede sig om mine skånehensyn (som jo var klarlagt andet sted fra og via diagnoser ) og at mine diagnoser sådan set ikke ragede andre...

De seneste år har jeg så selv blødt lidt op og sagt at der godt måtte gives diagnoser og skånehensyn ...

MEN i følge loven må jobkonsulenten faktisk ikke informere medarbejderene , det er lederen (den man er tilknyttet også ) som skal have at vide hvad der er galt og hvor fokus skal ligge (lige en forklaring til hvorfor i 6080 måske ikke fik noget at vide på stuerne når i havde folk i arbejdsprøvning )

man har altid mulighed for at bede jobkonsulenten eller leder om at informere evt kollegaer om hvad der er galt og hvad evt skånehensyn er ... men det er noget man selv skal bede om eller give tilladelse til ...

Og skal lige sige at det kan være en GOD ide at få det formidlet videre til kollegaer ...

Det sidste sted jeg var i arbejdsprøvning havde jeg en fed chef , han spurgte om jeg selv ville forklare til mine kolleager hvordan jeg havde det hvad mine skånehensyn var og jeg skulle kun oplyse om det jeg selv syntes var relevant ..

Det sagde jeg ja til første dag jeg kom blev alle kollegaer kaldt i mødelokalet (ikke fed situation for os der skal fortælle he he ) men der var købt ind til morgenbrød og kaffe så de andre var sgi glade for det afbræk i hverdagen ..

Min chef fortalte lidt om hvem jeg var hvor jeg kom fra osv (og jeg var i en fodboldklub så skulle naturligvis lige stå lidt til regnskab for at jeg var FCK tilhænger ha ha ) og de spurgte så ind til hvad jeg kunne og ikke kunne, min chef fortalte lidt om hvilke funktioner der var tiltænkt mig (og igen suprise reva havde lovet ham at de ville få noget helt andet end det jeg kunne ) men de besluttede sig heldigvis for at beholde mig alligevel ...

Jeg fortalte om mine skånehensyn hjulpet på vej af deres spørgsmål og da dagligdagen startede viste det sig at være en rigtig god ide .. for jeg er bare ikke god til at sige fra, så når der var rigtig travlt og en eller anden lige forglemte sig og satte mig til noget jeg ikke kunne klare i længden , så var der altid en af de andre kollegaer der brød ind og spurgte hvad hulen vi lavede ....

Hele vejen igennem var klubben på min side og det blev deres udtale der gjorde at det blev pension ...

og bagefter ansatte de endda en flekser til det job jeg skulle have lavet i arbejdsprøvning ...

SÅ husk der er grænser for hvad jobkonsulenten må sige om jer , men man kan selv være med til at gøre det klart for alle hvad det er der er fokus på hvad der er af skånehensyn osv...

Det er grænseoverskridende men det kan vise sig at være det bedste man har lavet til dato

Hvor er det skønt at læse, den oplevelse du havde med den boss .. men ja, grænseoverskridende, puha, det har krævet mod

[Whattodo]

Fik jeg mon alt med? hvis nogen føler sig overset, så er det bestemt ikke med vilje

I skal have tak for opbakningen - betyder sgu meget, når man står i en så sårbar situation, og når man har svært ved at overskue det hele
Jeg skal lige have skrevet en mail til sagsbehandler+arb.kon. omkring timestop og nye arbejdstider, så de er informeret, og tænker at jeg også lige skriver til dem, min oplevelse af at skulle "kræve" de ting - at det simpelthen ikke skulle være nødvendigt at kæmpe sådan for det

Hvis jeg fortryder noget fra i fredags, så er det at jeg "gav" så meget af mit privatliv, for at kunne forklare hvorfor at jeg ikke kan holde til det, og det burde bare ikke være nødvendigt, men hvad kan man næsten ellers gøre i den situation, øv

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Whattodo

men ja, grænseoverskridende, puha, det har krævet mod

Det er grænseoverskridende at gå før tid, for der vil altid være mindst ét paphoved, der får ondt et vist sted.

I min sidste afprøvning gav jeg den også gas de første 3 dage (mandag, tirsdag og torsdag), og så knak filmen.
Så indså jeg, at den afprøvning ville blive afgørende for de næste år af mit liv, og hvis ikke det lykkedes at hive fp'en i hus ville der komme flere afprøvninger.
Så jeg lærte at lukke øjne og ører for de 2 paphoveder ude på værkstedet, som skulede når jeg gik meget tidligt.
Nej, gu er det da ej lykken at ryge på fp i en alder af 45, men når man nu ikke magter hverken ordinært arb. eller fleks, så er en fp nu ikke at kimse af.

[Gizmo]

Hvordan går det dig?
Tænker på dig.

[Whattodo]

^
op og ned, men tak fordi du tænker på mig

Er faktisk logget ind, for at spørge om hvad i vil gøre .. Jeg startede jo i mandags på de nye mødetider, og det giver mig bestemt noget ro i hovedet, men jeg er fuldstændig færdig om eftermiddagen - så noget tyder på at det også er timeantal den er gal med

Jeg er hjemme idag - jeg kan simpelthen ikke finde ud af det med at møde op og gå efter kort tid .. jeg kunne mærke at den var gal igår også, men jeg kunne ikke finde ud af at gå, med det resultat, at jeg måtte kalde min kæreste hjem fra arbejde før tid, fordi jeg var ved at hyle af træthed/manglede overskud .. og det dur jo ligesom ikke, når man står med et barn. Han kom så hjem, og jeg hoppede i seng og sov en time.. tog lige toppen af min grådlabilitet.
Idag er jeg jo så hjemme.. fordi jeg ikke vil ende med at have en dag, som igår - når jeg ikke kan finde ud af at sige fra, hvad er alternativet så næsten.. jeg ved at det er noget jeg skal arbejde på, men jeg kan bare ikke gøre det pt. men jeg kæmper med mig selv omkring det.

Jeg er selvfølgelig bange for at min arbejdsprøvning bliver underkendt, men 1.prio. må være at jeg hænger sammen.

Men hvad tænker i, hvad ville i gøre i situationen, gå ned i timer, ugentlig fridag, køre på, som det er/var .. eller?

Bare ingen opsange, ved godt, hvor arbejdsområdet er for mig pt

[Whattodo]

Jeg har gået og tænkt på, hvad der måske kan findes af "støtte-muligheder" når man er i arbejdsprøvning?
Da jeg var til 1. samtale med min sagsbehandler om det, der nævnte han en "mentor" en der skulle kunne hjælpe mig med at finde hoved og hale i arbejdsprøvningen, så jeg fik sagt fra i tide - det hørte jeg dog aldrig mere til, efter jeg startede op .. nogle der har erfaring med det?

.. og så har jeg tænkt tanken, om det måske er værd at starte op i behandling igen (samtale-terapi ved distrikspsykiatrien) - hvis de vil tage mig ind, vel og mærket, har gået ved dem før, og er nok begrænset hvad de kan rykke ved mig, men så kan jeg jo få luftet, og sat perspektiv på mine følelser og frygte omkring arbejdsprøvningen ... men på den anden side har jeg ikke voldsom lyst til at skulle i samtaleterapi igen - det kræver også en stor del af mig

[MTVRV1]

Jeg tager næste uge på de 22½ time, med morgen-møde tider, og så ser vi

det er da også mange timer, hvis du ellers kun kan klare 5 timer
mener jeg du har skrevet et andet sted
startede jo selv med 15 timer og i løbet af 14 dage nede på 5 timer
det er jo klaret de kigger på din arbejdsprøvning, når de ser så mange timer
man skal være ærlig når man er i arbejdsprøvning, men hvor længe kan du klare så mange timer.

[Gizmo]

Dejligt at høre fra dig.

Jeg ville enten gå ned i timer eller få en fridag midt på ugen. Så kan de heller ikke komme bagefter og sige, at det ikke har været afprøvet.

Prøv at snak med din SB igen ang. en mentor, det kunne måske være en rigtig god ide.

Jeg havde meget glæde af den socialfaglige vejleder - vi havde en gåtur/samtale hver 14. dag, hvor jeg kunne få vendt nærmest alting.

Samtidig blev jeg henvist til psykiatrisk center, og der går jeg stadig. Det tror jeg kan være godt, så har man i hvert fald et sted, hvor man kan få læsset af. Det er det eneste sted, jeg virkelig kan få vendt de mere voldsomme ting.

Jeg har nemlig ufattelig svært ved at åbne mig overfor de mennesker, der er tæt på mig. På en eller mærkelig måde, har jeg det nemmere ved de "professionelle". Så det er en rigtig god ting for mig.