Familien svigter

[Zania]

Her slås jeg også med at få accepteret min sygdom. Den er usynlig, så ingen kan mærke det på mig, fordi jeg har en stærk facade, for det meste.

Jeg har måttet KÆMPE for at fortælle familie og kæreste lidt om, hvad der er galt.

Men her er mit problem egentlig også stolthed.. Jeg vil gerne slås med tingene SELV, da min barndom har været præget af at skulle være på vagt, har jeg altid været alene med alting. Så jeg har ofte en følelse af, at hele min verden braser sammen, mens andre går og snakker fremtid. MIN fremtid, som om alt kører på skinner. Hvilket altid har virket enormt surrealistisk på mig.

Men jeg har fået nok af hemmeligheder, så i dag er jeg meget mere åben, og hvis folk bliver forargede over, hvad jeg går og tumler med, er det deres problem. Jeg hviler mere i mig selv, er ikke bange for, folks reaktion, står inde for mig selv. Og er meget klar over mine begrænsninger.

Og ja, folk har de samme forventninger, selvom man bliver syg, ofte. Så tror jeg bare, det er vores job at forklare hvorfor de skal nedsættes. Og ja, det er hårdt, og man føler sig åndssvag. Men det er for vores egen skyld.

At man ikke må være syg, kender jeg godt. Jeg bliver altid regnet for at være meget stærk, selvom jeg faktisk ikke er i stand til at klare mig selv pt. Tror det er en blanding af, at man virker som om, man er stærk, evt. har noget autoritet, og andre kan have ekstremt svært ved at træde ind over andres grænser generelt. Også for at hjælpe..

Lone