Familie der ikke kan håndtere mig !!!

[Ninja]

Hvis jeg engang skulle være så heldig at få pensionen, så vil jeg også bare sige, jeg er førtidspensionist. Og færdig slut!!
Så må folk sgu selv tænke sig frem til en årsag eller en diagnose.

Men jeg hader faktisk at sige jeg er på kontanthjælp, så nu hedder det mere, jeg er ved at søge førtidspension. Færdig slut!!

Heldigvis møder jeg ikke ret ofte fordomme, for jeg er meget privat anlagt og kommer heller ikke i kontakt med den slags folk.
Men jeg kan jo rask væk læse om fordommene på EB eller BT, så det er jo fordomme rigtig mange mennesker slæber rundt på...

[Enteneller]

Skønt at høre at der er nogen som jer der har en dejlig familie som er der 110 % for hinanden. Helenekr, det er guds gave at du ved at din familie mere end nogen andre er der for dine børn. Det er nok der at jeg bliver så ærgerlig og gal, for jeg er desværre overhovedet ikke sikker på at min biologiske familie, min far og bror var der for mine børn, hvis jeg og min eksmand pludselig ikke var her. Men lad os krydse fingre for at det ikke bliver tilfældet.

Jeg har bare lyst til at råbe i hovedet på dem: HVORFOR ???

Neurosmølf, jeg føler med dig, venner der ikke forstår én kan man afskrive, men ikke sin familie, dem skal man lære at forstå og "leve" med, men det er sindssygt hårdt.

Jeg ved godt at min bror og far ikke forstår eller kan håndtere sygdom eller mig og mine skønne børn, men så må de sgu LÆRE DET !!! Hvor svært kan det være ???? Jeg tror da ikke at vi er nogle der går rundt og brokker os over at være syge og selvom min far er meget integreret i den kommune hvor han bor og arbejder med folk, der er syge og i aktivering på kontant hjælp, jamen så har han da ikke hjulpet mig en disse i min sag, måske ved han ikke hvad han skal gøre hmmm... Han kan tale med alle andre om deres problemer, han har kunnet tale med mig om meget, men ikke mine problemer, måske ved han ikke at det ville betyde rigtigt meget hvis han "åbnede" op for sig selv??.

På den anden side ved jeg at han ville være der 150% hvis de var min bror der var i min situation, for min bror kan i hans øjne ikke klare sig selv. Jeg må nok bare lære at leve med det som det er og sørge for at holde mig oven vande så jeg kan være der for mine børn hele livet igennem.

God nat og sov godt. Tak for en god debat, "endelig" er jeg steget i graderne på K10, he he.

[pruttenQ34]

nogen gange syntes jeg faktisk ikke det er så sjovt folk ikke kan se eller tro man er syg.....fordi man er lidt smilene og er pæn i tøjet og ligner en der er fyldt op med ressurcer...er blevet mødt mange gange med øjne og klap i hænderne når jeg er dukket op på komunens forskellige aktiviteter hvor de mente jeg lignede en der kunne en masse....hvor jeg så skal bruge ekstra tid og spild på forklare mig igen og vente på de langsomt bliver skuffede .....dem der ikke kender mig og kender til min baggrund kan ikke forstå jeg kan være så syg....faktisk heller ikke nogen stk i min familie selvom de ved hvordan min opvækst har været vil de simpelthen bare ikke se det i øjnene,kigger på mig som om jeg er doven...selvom de godt kan se jeg har haft en svær barndom og har lid`t mange nederlag er det svært for dem forstå fordi jeg altid har været *DEN* stærke....men oftest de stærke der til sidst bryder sammen..!! gider ik indblande min familie mere i min kamp med komunen for føler ik de forstår det aligevel...!!og dem der ikke er i dette syge system forstår ikke hvilken kamp og psykiske nederlag man får af det her....og på en måde kan keg godt forstå de har svært ved forstå det da systemet er så umenskeligt...men ingen ved hvor svært det er før de har været der...jeg har aldrig været så syg som efter de nye regler og deres ondsvage press på folk der ligger ned i forvejen

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Ja jeg sidder her og tænker, hvorfor er det så svært for fakmilien, at forstå når man bliver syg ??. Ofte har jeg tænkt på om det var nemmere at have kræft end at have angst, ofte har jeg faktisk tænkt at jeg ønskede at have kræft så jeg kunne komme op i himlen og se hvordan min mor har det og så var det det.

Jeg har fået den opfattelse, at det bare ER umuligt at få familien til at FORSTÅ... jeg er så heldig at min familie ACCEPTERER. Problemet er så, at man har behov for at der er nogen der også forstår, men så må man finde dem der GØR, og føle sig samhørig med dem.

I mit eget tilfælde har alle accepteret at jeg har fået en førtidspension... men jeg tror bare ikke at de helt kan forstå, at jeg ikke kan arbejde med et eller andet... det er den samme skure om igen som på diverse debatfora på nettet... eneste forskel er blot at MIN familie har respekt for det, og som skrevet; har accepteret det.

Tror helt rligt, at man skal forsøge at komme videre, når man støder på uforståenhed... hvis man kan se, at det ikke dæmrer hos en person, så vægt om de accepterer... gør de ingen af delene, så UD TIL HØJRE med dem, de er ikk eværd at samle på... accepterer de, så lad være at debatere dine sygdomme med vedkommende, og vær glad for at personen accepterer.

Gem de dybe samtaler til dem der forstår... én enkelt kan faktisk være nok... det er det i hvert fald for mig.

Had angår debatten om, at "se rask nok ud" kan jeg kun sige, at det kmmer vi nok til at skulle bøvle med resten af livet som førtidspensionist, så vi kan lige så godt vænne os til det... det handler ikke så meget om hvad andre synes, men hvordan vi selv reagerer på det, når vi mødes med disse udtalelser.

Personligt har jeg ikke tænkt mig at fare rundt og spille grøntsag, for at tilfredsstille nogle snævertsynede raske borgere... de må acceptere som minimum, eller daffe af! ... så let er det egentligt. Jeg har rendt rundt og forsvaret mig selv hele mit liv, og derfor skal jeg dæleme ikk erende rundt resten af livet og forsvare min førtidspension... det HAR jeg gjort i ca. 2 år på kommunen.

Der er masser af mennesker derude der kan acceptere at det er sådan det er... men problemet kommer jo nok hvis det er familien der ikke accepterer, eller trækker sig. Men i det tilfælde ville jeg personligt være meget kort og kontant... hvis man ikke accepterer, så er det ud af vagten... og så er jeg egentligt ligeglad om det så var min egen mor.

Jeg har ikke tid til fordømmende mennesker i mit liv mere.

[Enteneller]

Hej Razmo,

Jeg tror da at min far har accepteret, at jeg er syg. Jeg kan bare ikke forstå at han ikke kontakter mig for at høre hvordan det går selv efter jeg har sendt en sms om at jeg har fået det bedre. Han tænker måske intet nyt er godt nyt ?!

Det har desværre også altid været sådan, at man ikke kan snakke om sygdom med min bror og far, de kan ikke rigtigt håndtere det, men jeg tænker da tit på at hvis det var min egen datter eller søn, der var syge så ville jeg da være der for dem døgnet rundt, så det er det jeg ikke kan forstå. Jeg prøver at leve et liv uden deres "hjælp" og kontakt, men jeg syntes at det kan være hårdt at acceptere at sådan er det bare.

Det er dog nok accepten jeg skal forlige mig med !! Jeg har bare svært ved at forstå, at det er ens egen far, der ikke viser en form for opmærksomhed omkring min situation. Jeg ved at han vil tro at jeg "klare ærterne" med min svigerinde, men alligevel !!.

Nå men det er nok bare at komme videre og sørge for at passe på sig selv og sine børn.

EE

[Bodil]

Hej Enteneller !

Jeg har meget svært ved at huske alle i dejlige mennesker fra hinanden, så jeg ved ikke hvad du fejler, og hvor længe du har været syg osv. kan heller ikke finde ud af det på din profil. Så måske rammer jeg ved siden af, med det jeg vil sige.
Jeg har læst din tråd her, og en anden tråd der lignede den her.
Du har det svært med din far og din bror, og så mener du heller ikke din far elsker dine børn. Er det rigtig forstået ?

Hvis det er sådan, vil jeg gerne spørge dig om du husker at spørge din far, hvordan han har det,,,,, hvordan er hans tanker omkring din mors død evt. forudgående sygdom....

Jeg ved godt du har brug for at snakke om dine problemer, og sygdom ( det har vi når sygdom fylder meget ) men din far har måske brug for at du fortæller om nogle positive oplevelser ( ved godt at dem er der ikke flest af som syg ) men da du har børn er der gode oplevelser med dem, som din far nok vil nyde at høre om, på den måde lærer han sine børnebørn at kende.

Hvis ikke dine børn er sammen med din far mere end du er, kender han nærmest ikke sine børnebørn, så kan han have svært ved at have noget at komminikere med dem om når de endelig ses.

Dernæst kan jeg næsten gætte mig til at du ikke har læst bogen
” mænd er fra mars og kvinder er fra venus ” deri lærer man virkelig hvor stor forskellen er på mænd og kvinder jeg vidste ikke før jeg læste den bog at vi to køn tænker så forskelligt.

Mænd mener problemer er til for at blive løst og det skal DE klare, men hvis ikke de kan løse problemet bliver de indadvendte, lukker for problemet, bliver flove over at DE ikke kan klare denne opgave.

Mon ikke jeg har ret i at din sygdom er en umulig opgave for både din bror og far at løse. Måske derfor er de afvisende overfor dine problemer. Du har jo sympati fra en svigerinde, kvinder har en anden tankegang.

Håber du forstår det jeg skriver, og at du vil tage det til dig som et godt råd, og så tænk lige på, at din far sikkert kan fornemme at du ikke ligefrem holder af ham.
Som forælder kan du mærke, hvis dit barn er vred på dig, vil jeg tro.

Mange varme tanker fra Bodil

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Hej Razmo,

Jeg tror da at min far har accepteret, at jeg er syg. Jeg kan bare ikke forstå at han ikke kontakter mig for at høre hvordan det går selv efter jeg har sendt en sms om at jeg har fået det bedre. Han tænker måske intet nyt er godt nyt ?!

Det har desværre også altid været sådan, at man ikke kan snakke om sygdom med min bror og far, de kan ikke rigtigt håndtere det, men jeg tænker da tit på at hvis det var min egen datter eller søn, der var syge så ville jeg da være der for dem døgnet rundt, så det er det jeg ikke kan forstå. Jeg prøver at leve et liv uden deres "hjælp" og kontakt, men jeg syntes at det kan være hårdt at acceptere at sådan er det bare.

Det er dog nok accepten jeg skal forlige mig med !! Jeg har bare svært ved at forstå, at det er ens egen far, der ikke viser en form for opmærksomhed omkring min situation. Jeg ved at han vil tro at jeg "klare ærterne" med min svigerinde, men alligevel !!.

Nå men det er nok bare at komme videre og sørge for at passe på sig selv og sine børn.

EE

Nogle mennesker kan ikke finde ud af at håndtere sygdom, da sygdom er svaghed, og svaghed taler man ikke om i nogen familier... det er en slags tabu.

Hvis folk holder sig væk, kan det meget vel være af angst for at emnet bliver taget op.

Nu ved jeg ikke hvordan du og din familie er sammen på, men i min familie taler man heller ikke så meget om sygdomme af psykisk karakter... min mor og søster kan jeg tale lidt om det med, men jeg kan godt fornemme, at det ikke er et emne der "behager"...

Derfor har de fået en forklaring, hvis de selv har lagt op til den, ellers holder jeg det for mig selv... så længe jeg føler de accepterer at jeg er førtidspensionist så behøver jeg dem ikke til at tale om mine psykiske lidelser og mit Asperger Syndrom.

Men tror at den måde mange reagerer ved at trække sig er meget typpisk, fordi man reelt ikk eved hvordan man skal håndtere situationen... jeg kender det da også selv, og andre har sikkert også prøvet, at man støder ind i f.eks. en udviklingshæmmet... man ved ikk ehvad man skal gøre, og man er helst fri for konfrontationen med dem... det er nok lidt det samme med os andre, måske bare lidt mildere.

Nu er jeg så selv mand... jg har aldrig haft bøvl med at tale om følelser modsat de fleste mænd, og jeg har da også på fornemmelsen, at det er nemmest for kvinder at tale om psykiske sygdomme... mænd bliver meget stille, snakker udenom, bagetaliserer det og vil hellere prøve at "tale det væk med lidt humor" osv...

For mig handler det bare om, at det er MIG der skal håndtere mine psykiske sygdomme, og mig der skal forholde mig til mit asperger syndrom... jeg vil ikke pålægge familien at skulle være med i den process... de har krav på en forklaring, hvis de spørger og den får de.

Har man så behov for at tale med nogen må man finde dem der kan klare det... nogen i samme situation er tit en rigtig god ting, da forståelsen så bliver 100 gange større end med en rask... for min påstand er stadigvæk, at har du aldrig prøvet at være psykisk syg, eller at have et syndrom f.eks. så VIL de aldrig kunne forstå det... de kan opnå en slags pseudo-empati og accept... men forstår det gør de ikke... det har mine erfaringer vist mig ind til nu, og jeg tror aldrig nogen kommer til det.

[Enteneller]

Hej Razmo,

Jeg kan forstå dig og se at du har fundet en stor del af balancen. Det er såmænd ikke fordi jeg higer efter at få den balance, der bare så mange ting der skuffer mig omkring min biologiske familie. At de så måske heller ikke er der hvis mine egne børn har brug for det nager mig endnu mere, så jeg har bare lyst til at krænge dem op i en krog og forklare dem livets vilkår.

Både min bror og far har, som jeg oplevet at min mor døde, men det har så heller ikke hjulpet dem til at forstå noget som helst. Min far har gang på gang sagt at vi skal hjælpe hinanden og passe på os selv og hinanden. Nu kan det godt være at jeg har ADHD og har meget kort lunte over for folk, men det er altså min far som vi taler om, som jeg har levet op og ned af i 20 år.

Endnu mere sørgeligt er det at han ikke kan kapere mine børn. Tjaaa så må jeg måske bare sige, so what og det var det ?. Jeg ved da at da jeg selv var rask så syntes jeg at folk med fx. stress bare skulle tage sig sammen, de havde jo intet at lave i forhold til os andre, så det er måske også lidt sådan han har det, at tilstanden kommer og går. Jeg kan bare ikke forstå det, når nu min mor var depressiv, drak og fik kræft, han må da have været noget igennem. !!! Jeg ved at han har det fint eller ok. helbredsmæssigt, og han ved at min bror ikke kan kapere mig eller tage sig af mine børn, men jeg fatter bare ikke at jeg så ikke bliver skænket nogle bevidste tanker fra hans side af.

Ja, man bliver jo klogere med livet, som de siger.

[Nusli]

Det hvor jeg synes det er sværest, er overfor mine børn og børnebørn, jeg vil så gerne kunne noget sammen med dem og så bliver jeg så ked af det når jeg endnu engang må erkende at det kan jeg ikke/må give op undervejs., Jeg har det også sådan at jeg rigtigt gerne ville enten accepteres (hvilket jeg ikke bliver af det offentlige, er jo netop blevet raskmeldt af Jobcenter Skelbækgade jvf tråden "§17" og skal være fuldt arbejdssøgende) og når det ikke kan lade sig gøre, så tænker jeg også meget på at få fred, jeg ville også meget gerne møde min mor igen, hun døde da jeg var 19, men jeg kan heller ikke være bekendt at påføre mine børn den smerte at gøre en ende på det, selv om det er det jeg helst ville....

Det er for hårdt at blive ved sådan...