Hvad ville I gøre?

[Hyanna]

Kære Hla72 ..... Du er ikke forkert på den; men det er din bekendt som ikke 'lytter' ordentligt efter, når du beskriver hvordan du har det!

At du reagerer som du gør, tror jeg skyldes at du, indvendigt, er splittet mellem ønsket om at være rask og ude på arbejdsmarkedet og så den realistiske side af dig selv, der godt er klar over at sådan er det desværre ikke!

Når så et andet menneske stiller nogle op med nogle forventninger til dig, som du godt ved du ikke kan indfri, så dukker dit splittede jeg op til overfladen, og så bliver du din egen værste dommer!!!

Du ville jo aldrig tænke sådan om et andet menneske, som du gør om dig selv, vel? .... jeg mener "ussel plet på samfundet, doven, krydre røv" osv., når du godt er klar over at vedkommende er syg!!!!

Jeg synes du skal gøre som Jytta foreslår og så skal du lade være med at være så ond mod dig selv

Jeg kender også til det splittede selv, der godt ved at jeg er syg og ikke kan det ene og det andet mere, og så den urealistiske side, der er frustreret over at det er sådan og har svært ved at erkende fakta (er også den side der håber og drømmer om bedring), for det tager tid at få 'sjælen' med, at få bearbejdet følelsen af tab over man ikke længere kan det ene og det andet og man sørger naturligvis over disse tab af færdigheder og evner

Jeg ved måske at du ikke kan lide det jeg vil råde dig til; men jeg synes du skal undgå den slags mennesker, for du er endnu alt for psykisk sårbar til at kunne afparere de forventninger og krav fra andre mennesker, som du godt er klar over du ikke kan leve op til.

Du er jo heller ikke sat her på jorden for at leve op til alle andres forventninger, vel? .... Og så går der jo helt kuk i det, når man ikke engang selv har helt styr på og ro i sit eget indre univers omkring egne krav og forventninger til een selv. Er det ikke rigtigt?

Pas på dig selv, kære Hla72, for du kæmper i forvejen både indvendigt og samtidigt kæmper du for at blive afklaret i det kommunale regi, og det kræver altså sin KVINDE!!!!!

Masser af fra Hyanna

[hla72]

Oprindeligt indsendt af Hyanna

Kære Hla72 ..... Du er ikke forkert på den; men det er din bekendt som ikke 'lytter' ordentligt efter, når du beskriver hvordan du har det!

At du reagerer som du gør, tror jeg skyldes at du, indvendigt, er splittet mellem ønsket om at være rask og ude på arbejdsmarkedet og så den realistiske side af dig selv, der godt er klar over at sådan er det desværre ikke!

Når så et andet menneske stiller nogle op med nogle forventninger til dig, som du godt ved du ikke kan indfri, så dukker dit splittede jeg op til overfladen, og så bliver du din egen værste dommer!!!

Du ville jo aldrig tænke sådan om et andet menneske, som du gør om dig selv, vel? .... jeg mener "ussel plet på samfundet, doven, krydre røv" osv., når du godt er klar over at vedkommende er syg!!!!

Jeg synes du skal gøre som Jytta foreslår og så skal du lade være med at være så ond mod dig selv

Jeg kender også til det splittede selv, der godt ved at jeg er syg og ikke kan det ene og det andet mere, og så den urealistiske side, der er frustreret over at det er sådan og har svært ved at erkende fakta (er også den side der håber og drømmer om bedring), for det tager tid at få 'sjælen' med, at få bearbejdet følelsen af tab over man ikke længere kan det ene og det andet og man sørger naturligvis over disse tab af færdigheder og evner

Jeg ved måske at du ikke kan lide det jeg vil råde dig til; men jeg synes du skal undgå den slags mennesker, for du er endnu alt for psykisk sårbar til at kunne afparere de forventninger og krav fra andre mennesker, som du godt er klar over du ikke kan leve op til.

Du er jo heller ikke sat her på jorden for at leve op til alle andres forventninger, vel? .... Og så går der jo helt kuk i det, når man ikke engang selv har helt styr på og ro i sit eget indre univers omkring egne krav og forventninger til een selv. Er det ikke rigtigt?

Pas på dig selv, kære Hla72, for du kæmper i forvejen både indvendigt og samtidigt kæmper du for at blive afklaret i det kommunale regi, og det kræver altså sin KVINDE!!!!!

Masser af fra Hyanna

Hyanna, du rammer faktisk afsindigt godt plet på mange områder.
Jeg er en af den slags mennesker der har URIMELIGT høje krav til sig selv, højere end andre mennesker har, for så ved jeg, at jeg kan indfrie det jeg tror folk forventer af mig... giver det mening?

Jeg har en psykisk skrøbelig personlighed (det er konstateret af både læge og psykolog) og har haft det siden barndommen, men har altid dækket over det og selv folk der har kendt mig hele mit liv, ved faktisk ikke at jeg er så usikker, nervøs og bange for at gøre alting forkert.

Jeg ER meget splittet indvendigt fordi jeg ikke kan slippe de urimeligt høje krav til mig selv, krav som jeg tror er nødvendigt at have (spørg mig ikke hvorfor, min psykolog har også spurgt mig) fordi jeg tror det er det folk forventer.
Men samtidig ved jeg også godt, at jeg er syg, at jeg har mine begrænsninger. Jeg føler bare det er "forkert", så ganske som jeg har høje forventninger for føle jeg kan indfrie folks forventninger, så kommer jeg folk i forkøbet og nedgør mig selv inden folk gør det.. fordi jeg tror det er det de vil gøre.
Forstår du? (rodet forklaret, men kan ikke forklare det bedre).

Det rammer jo dobbelt hårdt, at jeg nedgør mig selv fordi jeg tror det er det folk vil gøre... ergo kan jeg jo lige så godt komme dem i forkøbet. Jeg giver folk LOV til at træde på mig.

Jeg undskylder meget fordi jeg har det som jeg har det. Et nyligt eksempel er, at jeg på min blog forleden skrev om jeg igen igen havde kørt mig selv totalt i sænk, at jeg ikke kan holde til det jeg gerne vil og faktisk føler mig forkert fordi jeg ikke kan så meget. Der fik jeg en kommentar, som gjorde at jeg faktisk følte jeg skulle undskylde og jeg følte mig SÅ forkert fordi jeg på min egen blog havde tilladt mig at skrive om hvordan jeg har det! Det er jo sygt!

Jeg har også været en pleaser hele mit liv, også selvom jeg egentlig er en temperamentsfuld, viljestærk og stædig person. Men hvis jeg er bange for at folk ikke kan lide mig, går fra mig, vender mig ryggen etc, så bliver jeg så selvudslettende, at det er helt vanvittigt.

Jeg tror også det er derfor jeg synes det er så hårdt at være syg og kæmpe i systemet. På en side kan jeg godt se, at jeg er syg, har mine begrænsninger, på den anden side bliver jeg helt panisk og får følelsen af der ikke bliver troet på mig. At jeg lyver, faker, snyder og bedrager. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal "bevise" at jeg er syg.

Så du har helt ret - kors det blev en laaang sang det her - der går totalt kuk i det når man ikke engang kan finde ud af sine egne forventninger til en selv. Og hvordan skal man så kunne afstemme dem med de forventninger andre folk rent faktisk har?

tak fordi der er rum til at læsse sådanne tanker og "problematikker" af

[MTVRV1]

hla72
har også bestilt tid hos det en psykolog
selvom mit er fysisk og det sidste indlæg rammer 100 procent på mig også.
måske derfor vi har det så svært og være i dette system.
vi vil så mange ting og har tidligere gjort alt og stillet meget høje krav til os selv.
Men nu man det kun i tankerne, for man kan ikke udrette noget.

[hla72]

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

hla72
har også bestilt tid hos det en psykolog
selvom mit er fysisk og det sidste indlæg rammer 100 procent på mig også.
måske derfor vi har det så svært og være i dette system.
vi vil så mange ting og har tidligere gjort alt og stillet meget høje krav til os selv.
Men nu man det kun i tankerne, for man kan ikke udrette noget.

Håber du bliver glad for det og får det ud af det du håber på.

For mit eget vedkommende er det en lang og sej proces, har gået ved psykolog i snart 3 år... og selv det synes mange i mine omgivelser er ufatteligt. Er du da ikke kommet videre??!

Jeg tror du har helt ret i, at vi har svært ved at være i det her system fordi vi jo gerne vil, men det må blive i tankerne fordi vi kan ikke mere det vi gerne vil. Vores ambitionsniveau stemmer ikke over ens med vores formåen og det er altså en bitter pille at skal sluge.

[nilla]

Jeg tror ikke man kan gøre meget overfor den slags "venlighed" fra andres side.
I mit liv har jeg selv spontant aborteret et foster 29 gange og du skulle høre noget af den "venlighed" jeg har været udsat for.
Enten så skal vi bare vente lidt (Jeg tabte det første i 1989) eller også skal vi....... Nogen foreslår kondomer, selvom jeg har fortalt dem at vi gør alt for at blive forældre. Ja sådan er der så meget.
Man bliver squ ked af det når andre ikke som minumum gider at sætte sig bare lidt ind i ens situation, eller ganske enkelt nøjes med at lytte, når man fortæller dem noget, istedet for at være "skarpsindige".

Jeg har godt se den annonce som du henviser til. Umiddelbart kunne man via en mail fra Jobindex godt tro at den kunne være noget for dig. Men når man så klikker sig ind og læser mere om den, så er den ret avanceret. Jeg tror det er der det går galt for hende.
Men hvorom alting er, så tror jeg hun mener det godt. Og det er det der er vigtigt. Ligesom det er vigtigt for mig at når folk kommer med velmenende råd om at måske får jeg et barn hvis jeg lader være med at tænke på det - Ja så takker jeg altid og siger at det kan jeg da prøve. Jeg kan jo altid ryste på hovedet da jeg godt ved at der er under 1% chance for mig for at blive mor igen pga. genfejl mm.

Jeg er ikke kristen, men Jesus sagde: Tilgiv dem thi de ved ikke hvad de gør! Og uanset om han sagde det eller en anden skrev det, så er det kloge ord.

Som en anden skriver, så skriv tak tilbage - men at du er for syg til at bestride det desværre.

[Hyanna]

Jamen, kære Hla72, jeg skrev jo netop at du ikke er sat her på jorden for at indfri andres forventninger til dig!!!!!

Det er der ingen der er! Og jo, et af dine store problemområder er at du stiller så urimelige høje krav til dig selv!

Og jo, du har svaret på, hvorfor du stiller så store krav til dig selv! Det gør du jo, for at beskytte din sårbare psyke over for ANDRES krav og forventninger, som du tror du skal leve op til for at være et elsk-værdigt menneske og det uanset om de forventninger og krav er rimelige eller ej!

Bare for at du ikke tror at jeg skælder dig ud, så vil jeg lige fortælle dig at jeg selv har lavet en rigtig bommert over for min kæreste, Viper, og som kom op at vende her i påsken, fordi en bruger her på siden skrev at h*n overvejede at gå fra kæresten pga. vedkommende mente at h*n bare var en klods om benet på sin kæreste. Viper skrev et indlæg til personen og der kom det frem at da jeg talte om at han burde forlade mig, fordi jeg følte det på samme måde som den person, ja, så havde han følt sig såret og afvist.

Det havde han ikke fortalt mig og jeg skal da liiige love for at jeg blev meget ked af det og flov, for det var jo ikke meningen, hvad han da også godt var klar over og derfor ikke havde fortalt mig at han havde følt det sådan.

Var det lige en at tænke over eller hvad? For hvad handlede det også om? YES, mine egne krav og forventninger til mig selv, og ikke hans forventninger eller krav, for han har jo bare accepteret at jeg blev mere og mere syg; men det havde/har (slås da stadigt med det på det indre plan) jeg jo ikke!!!!

Jeg tror at vi alle sammen, mere eller mindre, kommer ud for disse indre konflikter og sorgfølelser m.m. når man bliver ramt af varig sygdom eller får varige skader pga. ulykke, og er også derfor vi bliver så sårbare over for iskolde og ufølsomme sagsbehandlere og over for venner og familie

Jeg er så godt klar over at du har haft det problem i mange år, og jeg vil så gerne hjælpe dig med at få styr på selvaccept og dit selvværd hvis jeg på nogen måde kan puffe dig lidt i den rigtige retning

Jeg ved også godt at du har brug for et langvarigt terapiforløb, for din psyke skal jo lære noget ganske andet end det din psyke har lært sig, og det tager lang tid og kræver megen øvelse .... Jeg øver mig stadig, og jeg har ellers øvet mig i mange år!!!

Men det indre arbejde er prisen værd, for at få ro på den indre 'arena' og så følger der også glæde med, når man endelig kan mærke at nu sker der fremskridt

Lige en ting til: Viper sagde dengang til mig i et noget vredt tonefald: "Ville du forlade mig, hvis det var mig der var syg?!"

"Nej, er du vanvittig! fløj det ud af munden på mig. "Jeg elsker dig jo!" ..... "Nå!" sagde han bare og så mig meget bestemt i øjnene, hvor jeg jo så kunne læse resten

Og så er det jeg godt lige vil spørge dig om du tænker og dømmer andre mennesker lige så hårdt, som du tænker og dømmer dig selv? ... Nej, vel?

Ingen undgår at komme ud for urimelige krav og forventninger af ubetænksommme mennesker; men det er derfor også vigtigt at man kan skelne mellem hvad der er andres l... og hvad der er ens eget!

De bedste ønsker for dig, kære Hla72 og så nogle flere

[hla72]

Oprindeligt indsendt af nilla

Jeg tror ikke man kan gøre meget overfor den slags "venlighed" fra andres side.
I mit liv har jeg selv spontant aborteret et foster 29 gange og du skulle høre noget af den "venlighed" jeg har været udsat for.
Enten så skal vi bare vente lidt (Jeg tabte det første i 1989) eller også skal vi....... Nogen foreslår kondomer, selvom jeg har fortalt dem at vi gør alt for at blive forældre. Ja sådan er der så meget.
Man bliver squ ked af det når andre ikke som minumum gider at sætte sig bare lidt ind i ens situation, eller ganske enkelt nøjes med at lytte, når man fortæller dem noget, istedet for at være "skarpsindige".

Jeg har godt se den annonce som du henviser til. Umiddelbart kunne man via en mail fra Jobindex godt tro at den kunne være noget for dig. Men når man så klikker sig ind og læser mere om den, så er den ret avanceret. Jeg tror det er der det går galt for hende.
Men hvorom alting er, så tror jeg hun mener det godt. Og det er det der er vigtigt. Ligesom det er vigtigt for mig at når folk kommer med velmenende råd om at måske får jeg et barn hvis jeg lader være med at tænke på det - Ja så takker jeg altid og siger at det kan jeg da prøve. Jeg kan jo altid ryste på hovedet da jeg godt ved at der er under 1% chance for mig for at blive mor igen pga. genfejl mm.

Jeg er ikke kristen, men Jesus sagde: Tilgiv dem thi de ved ikke hvad de gør! Og uanset om han sagde det eller en anden skrev det, så er det kloge ord.

Som en anden skriver, så skriv tak tilbage - men at du er for syg til at bestride det desværre.

Nilla, tak

Jeg har skrevet til hende - se en kommentar længere tilbage. Har det ok med jeg har svaret hende som jeg gjorde og ikke begyndte på lange tåbelige forklaringer og retfærdiggørelser.

Oprindeligt indsendt af Hyanna

Jamen, kære Hla72, jeg skrev jo netop at du ikke er sat her på jorden for at indfri andres forventninger til dig!!!!!

........

Hyanna... din kommentar til siger alt, så den får bare lov at stå som den gør.

Og tak for "opsangen" (du har helt ret, og den rationelle del af mig ved det også godt, det er bare den følelsesmæssige del af mig der dominerer) og alle krammerne. Du får lige retur

[Ida]

Jeg tror det er meget almindeligt at være hård ved sig selv. Jeg kender det desværre alt for godt. Når der er noget jeg ikke kan, tænker jeg "store idiot" Når der er noget andre ikke kan tænker jeg snarere "jeg må vist hellere hjælpe lidt" Godt når jeg lige kan se det lidt udefra. Tak til alle jer kloge mennesker på K10!!

[Enteneller]

Ja det er en tråd der rammer plet desværre, men folk, der ikke kan relatere til ens sygdom kan bare ikke. Jeg har en far, der stadig ikke taler direkte til mig om min "sygdom", end ikke når jeg får ftp. tror jeg, at det vil "gå op" for ham.

Jeg tror/ved også at det kan være svært at se og mærke på mig hvordan jeg har det, for man vil jo heller ikke "kravle langs panelerne" hvis man kan være fri og sådan er vi heldigvis også indrettet os med "rod i kasketten" .

Mht. venner, der har jeg heller ikke mange, det har jeg aldrig været god til, men da jeg blev syg, fandt jeg den bedste veninde jeg kunne få. Det er så 4 år siden. Vi støttede hinanden i tykt og tyndt og hun var der altid for mig. Så mere eller mindre pludseligt sidste år følte jeg at det var mere og mere mig der kontaktede hende. Jeg ringede desværre også ofte til hende når jeg var nede og til sidst fornemmede jeg at hun "hældte vand ud af ørerne", når jeg ringede. Jeg tror dog, at hun gerne vil mig, men ikke har tid og alligevel ved jeg ikke rigtigt. Det er enormt hårdt at skulle smide en god veninde væk, men jeg "tør" ikke være den der holder fast hvis hun nu ikke vil mig, man vil jo ikke være til besvær.

Kender I det, med at give slip på gode venner fordi man føler de ikke har tid til en ? Det har de måske heller ikke, men vil de én så vil de vel én ?. Skal man bare vente til de kommer igen ?.

Undskyld, det var måske lidt en drejning af din tråd Hla, men stadig omkring venner, bare de gode af dem.

Kh. EE

[Zania]

Kender jeg godt. Jeg får også ind imellem stukket jobannoncer hen til mig. Jo tak, jeg skal bare liiige kunne komme ud af huset først.. Men tja, når det er i god mening, kan man bare tænke, de mangler en smule menneskelig indføling.

Lone