Om sociale fordomme og at blive accepteret.

[Zania]

Jeg synes, der især er fordomme fra de, som har gået gennem deres liv helt ubesværet.

Kan godt lide Tv2's sang,

Mod strømmen stred de andre sig

jeg kiggede pænt den anden vej

jeg skrev musik og spillede smart

og blev fandens populær i en *******s fart

fordi jeg vidste præcis hvor langt jeg kunne gå

så endte jeg med pop, succes og stjerner på


Ja, nogle har flere personlige ressourcer end andre.. ! Godt for dem.

Jeg har lige fået at vide, jeg regnes for "socialt belastet", er også paranoid scizo, social fobi, tvangshandlinger, angst, OG så videre.

Men jeg er svær at vurdere, siges det. Virker ofte mere udadvendt end jeg er. Tror det er derfor, folk altid regner mig for at være normal, og jeg kan så slippe afsted med at fortælle om mine problemer efterhånden, så synes jeg, folk accepterer det mere. Men man skal forklare på en pædagogisk måde, hvor de kan følge med.

Har man levet et liv ad "motorvejen" og så møder en person med scizofreni, og man ikke engang ved hvad det er - så forstår jeg godt folks fordomme. Gå ind ad fordøren, og få fortalt om problemerne efterhånden, via bagdøren. Hehe! Ellers stiller fordommene sig på bagbenene. Vi forstår det ikke = vi kan ikke lide det (tryghed).

Lone

[Odense66]

jeg har forsøgt at komme ud med den 'rigtige' sande udgave af mit forsørgelsesgrundlag....men selv nogen af vores rimelig nære, var meget uforstående - præcis som det er beskrevet ovenfor...

mit svar er også at jeg går hjemme...der er nok at se til vi har 5 børn under 15 år....så det bliver der ikke sat så mange spørgsmålstegn ved...

begynder de så at grave i det økonomiske...og det gør folk virkelig...de er fuldstændig uden stopklods :-S
ja, så siger jeg at vi må klare os med en indkomst....og så kan de godt se at der ikke er meget at slå til søren med...

[Ninja]

Ja, økonomien er virkelig noget folk kan komme op af stolene over. Mange kan næsten ikke rumme, hvis man kan klare sig økonomisk på en pension, se lidt godt ud og måske have flere penge end dé umiddelbart vurderer man burde have....eller endnu værre, have flere penge om måneden end dem selv.
DET er noget der tager kegler og kan trække visse typer helt ned på børnehavestadiet!!!

Så økonomien taler jeg heller ikke om mere. Selv herinde har jeg fået ørertæver for at ytre mig LIDT for positivt, så vreden kan ramme alle, selv dem i samme båd.

[Morgause]

Til folk jeg møder personligt, siger jeg det som det er - folk spørger alligevel, fordi jeg er i 30'erne og bruger krykker, og jeg har brug for visse skånehensyn, som er svære er komme uden om. Før min sygdom blev så synlig, var det dog noget sværere - folk har svært ved at tro på ting, de ikke kan se, så jeg kan godt forstå, hvis det er langt sværere med sindslidelser.

Hvis det er på nettet, plejer jeg at sige hjemmegående. Det er ikke helt løgn, men heller ikke helt sandt. Men nogle gange orker man ikke de spørgsmål, der må komme, og så er det nemmere at tale uden om.

[fillemusen]

Hejsa...

Tjae,jeg er fp fra i dag,og har gennem det meste af livet undret mig over,at folk til f.eks fester reagere negativt,når jeg har fortalt at jeg f.eks gør rent...slut på samtale..?? HALLOOOO,jeg har faktisk et sjovt og spændende liv,udover job...kører verden rundt på motorcykel,dyrker sport (gjorde) Jeg er clairvoyant og healer,og har en masse spændende venner..

Hm....

Jeg gider ikke blive bedømt på mit erhverv... er også kommet frem til,at det er uvidende mennesker,der egentlig må ha´et frygtelig kedeligt liv...tænk hvor mange spændende personer(og deres historier) de går glip af....



Jeg har valgt at tænke,at det ikke er "dem/andre",der vælger mig fra...det sgu mig der vælger,at DE ikke er værd at bruge energi på

Jeg har også lært,ikke at dømme folk,fordi de ikke har lært en bestemt lektie her i livet...det jo faktsik synd for dem.

Ufrivllig pensionst...det er mig,men jeg har stadig et spændende liv

Ønsker alle en lækker påske og et fantastisk liv

fillemusen

[lunamaria]

Efter at jeg nu har læst denne tråd, er jeg blevet mega klar over at jeg faktisk da slet ikke "lever"

Det har jeg ikke gjort i mange år..alle de år hvor jeg var i kamp med systemet..og i kamp med mig selv.

Også nu hvor jeg har været førtids pens. i et år, er jeg stadig i en "tornerose søvn"

Når jeg møder nye mennesker, er der et eller andet som gør at jeg synes jeg må forklare mig. Må fortælle hvorfor jeg nu ikke er ude hver dag. Hvorfor jeg godt kan gemme mig nogle gange og først komme ud af hulen senere på dage.

Vi skal have nye vinduer i næste uge og igen starter jeg med at forklare tømmeren at jeg ikke er sådan og jeg er sådan og jeg får det og det. og bla bla bla...
for hulen da.

Jeg sidder i min verden og vil ændre mit liv, men hakker rundt i mit gamle jeg konstant. Bliver ved med at være panik over kommune breve og synes da slet ikke at nogen skal pines til at være sammen med mig..åh altså..ynkeligt..når jeg betragter mig ude fra...

Jeg har en nabo lidt længere henne af vejen og tilfældivis stoppede vi op sludrede lidt om dit og dat. Aftalte at vi skulle drikke kaffe sammen en dag...og...grrr så fortæller jeg lige ærlig igen...pensionist og hvorfor...
Ikke fordi det gjorde hende noget, hun kender faktisk en som har det som mig. Meeeen- det der sker med mig efter jeg har fortalt omkring mig selv er, at jeg føler mig lille og intet værd og meget meget langt nede på den der hvad er man værd linie....

hm..og hvorfor jeg nu lige skriver det her...nå jo..det var det med ærligheden omkring pens. og sygdom.

Jeg tror at en god blanding ville være perfekt. Hverken holde det for sig selv , men heller ikke reklamere med det for at udelukke misforståelser eller at man bliver lukket ud efter "sandheden" er kommet frem..

Knus til jer alle og en fortsat god påske.

[Ragdoll]

Jeg tror du rører ved noget meget fundamentalt i det du skriver. På grund af holdningerne i samfundet, føler vi os tvunget til at forsvare vores situation, og igennem forsvaret, nedgør vi inddirekte os selv, som igen får os til at føle os værdiløse. Og det har en meget negativ indvirkning på psyken.

Ved at tage noget i os selv, og identificere os med det, hvad enten det er, "jeg er skribent, jeg er debattør, lobbyist, kunstmaler", eller hvad det nu kan være, giver vi os selv en plads i samfundet, et ståsted og et værd, der kan være godt for psyken og dermed for vores livskvalitet.

Og er det ikke i sidste ende det vigtigste?

At bruge de værktøjer vi nu engang har, for at få en bedre livskvalitet, har vi ikke også ret til så godt et liv som muligt?

Har vi en pligt til at stå til regnskab overfor mennesker, der sommetider er os ret ligegyldige, og som vi måske aldrig skal møde igen?

Tværtimod er jeg lige ved at synes at vi skal stikke nogle små hvide løgne, det gør trods alt, de allerfleste mennesker hver eneste dag, uanset hvor i livet de står.

http://politiken.dk/indland/article938361.ece

Er vi forpligtet til at være mere ærlige end alle andre?



Ragdoll

[c.l.e.o.]

Jeg har gået i gemmen det meste af mit liv og undskyldt at jeg ikk har kunnet arbejde, som enlig med 3 børn den ene med nedsat emunforsvar ,jeg kom først ud at arbejde da mine børn var ved at være voksne.

Det var umuligt at få en ansættelse når de hørte jeg var alene med 3 selv om jeg sagde at min mor ville træde til hvis der blev brug for det...

Men jeg har altid skullet forsvare mig ,og var herre stolt da jeg kom i hjemmeplejen på et rengørings hold,men på 6 år gik man fra 3 hjem til 5 hjem om dagen og så sagde hele kroppen stop slid og andre kroniske skavanker stoppede mig..og nu skal jeg så forsvare at jeg igen ikk arbejder ...

Og der er jeg bare nået til, at sige jeg er skruget så dårligt sammen ,at der er ingen der gider have mig....så bliver der grint lidt og så bliver diskutionen enlig hurtig overstået,og der kan snakkes om andet ...

OG så det jo ikk engang løgen,jeg er hele livet blevet kaseret på manglenede resurser,uden at få en sjance,men nu hvor resurserne virkelig er i bund,skal det bevises igen og igen..

Det en sjov verden vi EKSISTERE i

[hla72]

Det er virkelig en interessant tråd og et virkelig interessant og meget vedkommende emne.

Som jeg ser det, så er det et tveægget sværd. Vi kæmper mod en masse fordomme som syge, men alligevel er vi med til at opretholde en del af de fordomme for at passe på os selv fordi fordommene ofte rammer os meget hårdt.

Spørgsmålet er jo nok hvornår skal man bekæmpe fordommene og hvornår er det smartest at tie stille, stikke en hvid løgn, passe på sig selv og ikke altid forklare sig.

Jeg synes selv det er urolig svært, for jeg vil virkelig virkelig gerne have fjernet mange af de fordomme der er i samfundet omkring folk som os, det være sig fysisk syge, psykisk syge, langtidssygemeldte, fleksjobbere, førtidspensionister osv.
Men jeg er også nødt til at passe på mig selv og ikke altid forklare mig og retfærdiggøre min eksistens, for det bliver ofte så bundhamrende negativt og selvudslettende - ganske som flere af jer herinde har beskrevet.

Så hvad gør man? Vælger sine kampe med omhu og bekæmper fordommene i det store bedre rum fx i debatter og så passer på sig selv og stikker en hvid løgn når det er i mere private former når man møder nye mennesker eller gamle bekendte?

Jeg ved det ikke, jeg har ikke fundet ud af det endnu. Jeg har meget svært ved at finde balancen på det her tvæggede sværd. Nogle dage er jeg helt på det rene med at jeg har sgu ret til min plads her i verden uanset hvor den plads så er, det gør mig ikke til et ringere menneske... men andre dage føler jeg, at jeg er verdens største taber, sat på C-holdet, er uværdig til at betræde denne jord osv osv.

Jeg tror personligt på, at det hele starter ved en selv. Hvis man selv er glad for der hvor man er i livet - uanset hvor det er - så er alle andres mening fuldstændig og fuldkommen ligegyldig. Og så blive det også nemmere at affærdige folk eller være ærlig omkring sit liv uden at man er nødt til at lyve eller retfærdiggøre.. og forhåbentlig lettere at sætte sig i respekt... men indtil man finder det ståsted hos sig selv, så er det fandeme svært (pardon my french) for man (jeg gør i hvert fald) føler at man skal retfærdiggøre og undskylde for at man er en belastning for samfundet... Og DET kan folk lugte på lang afstand og jeg tror det er DET der får folk til ofte - ubevidst - at gå i flæsket på en.

Vi kan kun stoppe det ved ikke at invitere og give folk lov til at nedgøre os, og der er vi nødt til at lade være med at nedgøre os selv. Om det så er noget vi skal lyve os ud af eller bare være dem vi er uden at forklare os... tja... svært at sige.

Det er bare så meget lettere sagt end gjort, især når man lever i et samfund hvor man ikke bliver målt og vejet på HVEM man er, men HVAD man er.

Sorry... det blev lidt rodet. Håber I kan finde en mening i alt det jeg skriver.

[Ragdoll]

Jeg finder det slet ikke rodet, jeg finder det rigtig godt og flydende, med sammenhæng fra start til slut.

Og så finder jeg det rigtig godt beskrevet, problemstillingen, godt brølt løve.

Vi er netop ofte selv med til at bekræfte og videreføre de fordomme der eksistere. Hvad jeg ofte gør når jeg debatere hvad enten det er på nettet eller jeg står overfor en person, hvor jeg tror jeg måske har en mulighed for at påvirke den andens holdninger i en positiv retning, så snakker jeg ikke om mig selv, men om andre personer i lignende situationer. Så angler man nemlig ikke efter sympati, men kan tale om det mere objektivt og sådan opfattes det forhåbentlig også.

Mennesker med skyklapper på, hvor jeg godt ved at der er ikke noget at gøre, deres fordomme er så indgroede, at dem kan man aldrig ændre ved, dem er jeg holdt op med at spilde min energi på, man kaster jo heller ikke perler for svin.



Ragdoll