Sygdom og forælder

[Ninja]

Selv smiler jeg lidt ved tanken, da jeg stort set har mødt modstand hele livet og pga psykisk sygdom altid har været lidt at en ener...eller sort får om man vil, og så frem til nu hvor jeg har fået børn, virkelig har fundet et domæne i dette liv som jeg mestre til UG.
Det at jeg har fået børn har gjort mig raskere, mere stabil, mere udaf vendt og i balance med mig selv. Børnene har virket bedre end nogen anden form for terapi, og hvor jeg før ofte måtte høre for alt det jeg netop ikke kunne, høre jeg nu kun om alt det jeg gør så godt.....jeg høster ros og applaus både i skole-frit, børnehave og sågar på min søns arbejdsplads, hvor han netop er blevet udråbt som årets medarbejder ud af en samling på 42!!!!

Så personligt har jeg succes på trods af dårlige odds, og der er ingen af mine børn (7, 9, 13) der har bare skyggen af noget af det jeg fejler, så det kan da bestemt lykkes!!

Psykisk sygdom er jo heller ikke en massebetegnelse hvor man kan skærer alle over én kam!! Nogen har mindre psykiske problemstillinger, andre har tungere problemstillinger osv. Nogen bor helt almindeligt og andre skal bo på hjem/psykiatriske afdelinger hele livet.
Der er jo kæmpe forskel, og man kan 'ikke bare' konkludere at psykisk syge ikke skal have børn, for det er jo fuldstændig individuelt..

Jeg mener bare, og vil holde på til min dødsdag, at hvis en psykisk syg bliver erklæret egnet som forælder af sin læge og/eller psykiater, så har de gjort alt hvad de kunne for at sikre sig. Lige som syge forældre der HAR fået børn FØR sygdommen brød ud og som mestre det til perfektion, også har noget godt og dejligt at byde på...

SELVFØLGELIG skal en stærkt skizofren ikke have børn hvis de på forhånd véd, at de aldrig vil komme til at kunne varetage det barns bedste interesser, ligesom der findes afstumpede mennesker der ikke engang kan tage vare på sig selv, heller ikke skulle have børn.
Men der findes bestemt også karrierebevidste forældre der bare får børn selvom de dårligt har tid til at passe dem selv og aflevere dem som de første i institutionen og henter dem som de sidste, og dermed udsætter dem for det mere legale omsorgssvigt som er mindst lige så katastrofalt som alt det andet.

Der findes sgu skiderrikker i alle lejre, men bare man fejer foran sin egen dør, så går det nok det hele.....

Selvom vi skriver 2010 så er det stadig tabubelagt at tale om psykisk sygdom, og folk er stadig bange for det og dømmer psykisk syge til at være nogen de slet ikke er, netop ved at skære alle over en kam som værende smittebærere, rablende vanvittige, folk der ikke kan bedømme selv, folk der med vilje skalder de børn som de iøvrigt ikke selv kan passe og som koster for samfundet. Jaaamen det er jo sådan en typisk standart holdning enormt mange uoplyste mennesker har, lidt som dem der ikke tør kramme en AIDS patient....eller fejlagtigt tror at folk på kontanthjælp ikke betaler skat mm.

Altså JEG tager det med ophøjet ro og et smil på læben og tager gerne imod en flad øretæve blot for at vende den anden kind til, for folk aner ikke hvad det er de taler om, og det de måske taler om, kan kun passe på et fåtal....

[Mella]

altid godt, at du i hvefald tager det roligt, helene
Måske jeg også bare skulle gøre det.
Dog. Jeg bliver frustreret over, at der stadig er nogle, som kan have så fordomsfulde og intolerante holdninger, også selvom de ikke har ret meget, at holde deres postulater i.

Jeg harmes hver gang, at handicappede rammes af sådan uvidenhed.
Oveni er jeg andengenerationsjøde.
Fra min fars side var det kun ham, hans bror og kusine som overlevede Holocaust.
Kusinen var aupair i Australien, min far & bror blev meget tidligt i forløbet sat på et tog fra München til Sverige.

Det har også sat sit præg på mig, for allerede fra helt lille fik jeg historien fortalt og stillede mig selv mange gange spørgsmålet, om det var helt sikkert, at jeg havde ret til at leve.
Spurgte også min far, om det kunne ske igen.

Der har været en stor udstilling i Tyskland om hvem det var, som nazisterne udryddede ' Et spørgsmål om livsduelighed'.
Vildt interessant at læse om.

http://aknielsen.wordpress.com/viden...livsduelighed/

[Maybe]

Psykisk sygdom er mange ting/grader. Der er bestemt folk der er for syge til at kunne passe et barn. Der er også mange psykisk syge, der er de dejligste forældre!

Mange - ikke psykisk syge - er mærket af massive svigt i barndommen. Er de uegnet som forældre??? Nogle er, de videreføre mønstret (vold, svigt mv). Mange er ikke, de er netop meget omsorgsfulde, FORDI de ikke vil gentage mønstret.

Er psykisk raske altid gode forældre? NEJ, - det er de sgutte!!!

Er dem fra whiskeybæltet pr. automatik gode forældre??? Vi har gentagne gange set unge i vanskeligheder, ja følelsesløse unge der går amok - med de "fineste" forældre!

Så er der lige de forældre, der pr. automatik skal rakke ned på alt og alle (dem har vi vist alle i vores børns klasser). Deres børn kan i den grad en pestilens for omgivelserne, - mig mig mig.

Opskriften på de perfekte forældre findes ikke, - men vi kan gøre meget for at lære vores børn omsorg, forståelse og accept af andre, - uanset de adskiller sig fra normen.

[Ingrid]

Oprindeligt indsendt af Mella

Citat:

'Synd at denne debat, er gået over i personlige følelser og at nogle føler sig ramt på deres forældreevne'.

Ja. Jeg synes det er en synd.
I bibelsk forstand betyder synd, at forfejle sit mål.
Hvis I virkelig mener, at os med psykiske lidelser:
ikke skal have børn, er dybt uforsvarlige og egoistiske fordi vi HAR fået dem, kede af, at vi og vores børn er en belastning og omkostning for Jer og samfundet som helhed, fortalt os, at selvom vores børn er raske og velfungerende nu - så er der risiko for, at de bliver frygtelig syge i fremtiden:

Ja, så har I forfejlet Jeres mål, da det er BESKÆMMENDE, at udtale sig sådan, om så stort et etisk emne.
- Og så på et site, hvor I på forhånd godt er klar over, at her netop er mennesker med psykiske lidelser, som også har børn.

Der er slynget rundt med postulater, tal og %'er grebet ud af den blå luft.
Her er et link til NetDoktor.
Det handler om depression - Arv eller mijø?
- Og stiller selv spørgsmålet: 'Skal man undlade at få børn'?
Svar:' Naturligvis ikke'.

http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fak...ionarvelig.htm

Her er et link om skizofreni og at man nu kan 'opdage' sygdommen hos fostre.
'Eksperter uenige om frasortering af fostre'.
Der er også en debat om emnet......

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/09/01/091325.htm

Tag det roligt Mella, jeg havde nu ikke lige biblen og biblens udlægning af synd i tankerne da jeg skrev at det er synd debatten er gået over i at folk føler sig ramt.

Jeg er da selv at betegne som psykisk syg, nu jeg har periodisk depression og uspecifiseret angst som en million andre, og jeg er så gammel at jeg ved at forældreevne ikke er tilknyttet bestemte diagnoser - hverken fysiske eller psykiske.

Men der er altså tilfælde hvor det er direkte synd og uforsvarligt at få børn, synd for den mor der brænder for et barn, men p.g.a af psykisk sygdom/forstyrrelser ikke magter det, og synd for det barn der må fjernes.

Jeg sætter ikke grænsen, men der er altså tilfælde hvor myndighederne står på fødegangen, og fjerner barnet allerede ved det første skrig.

Jeg kan ikke andet end mene dèt er synd/ondt for både barn og forældre - specielt hvis det kunne undgåes.

[sane]

Vi ved for lidt om alt det her... Eller i hvert fald husker vi ikke at tænke på alt i "øjeblikket"/fokuserer forkert... Det er da også meget synd for et rask barn som har en rask mor som er så træt og udmattet og stresset af sit arbejde(moren vil absolut bare arbejde for at ikke blive forsørget af det offentlige,og mente måske at hun kan og skal klare alt)- og moren ikke engang magter at snakke med sit barn når hun kommer hjem...Moren er ikke alkoholiker og lignende, eller narkoman- udover arbejdsnarkoman...Alt i hjemmet er struktureret, maden er på bordet, barnet er vasket,barnet mangler ikke noget af tøj og ting der fylder på barnets værelse-ved første øjekast har barnet ALT, og familien er velfungerende og alt er bare perfekt fordi familien er selvforsørgende. Barnet kan ikke få sin mor med på legeplads-fordi hun er så træt og skal vaske tøj eller andet når hun er hjemme, barnet er indadvent fordi barnet ikke har lært at kommunikere på en anden måde i hjemmet, barnet får efterfølgende problemer med indlæring i skolen, barnet begynder at blive drillet i skolen og kan kun finde ud af at trække sig ud af gruppen....Osv... Skolen får øje på barnet fordi barnet ikke er som andre børn, skolen kontakter måske skolepsykolog eller kommunen-fordi situationen ser mærkeligt ud og det skal undersøges hvad det handler om i denne familie... Der begynder at blive sat fokus på barnet som om der er noget galt med barnet...Barnet kan mærke det og begynder mere og mere at selv tro at det er barnet selv noget er galt med... Moren bliver yderligere stresset fordi fra samfundets side bliver der sat en negativ fokus på alt det der ikke er optimalt, i stedet for at familien får den rette hjælp... Moren er så pligtopfyldende, og vil det bedste for sit barn, og iøvrigt gøre det som samfundet kræver af hende(pligtopfyldende skatteyder).... Det offentlige husker ikke at sige til moren-vi vil gerne give dig ca 2 år for at komme på benene igen, hvor du gerne må gå hjemme og passe dit barn... Mor bliver med tiden mere og mere stresset af at tænke om alt det her som sker... Det smitter af på barnet... Barnet bliver mere ulykkelig af at gå i skole og er bare ked af det... Mor få besked at hun skal være på arbejdsmarkedet-og dette gør hun som den pligtopfyldende person hun er, og hun vil bestemt heller ikke have at barnet mangler noget af de materielle goder... Barnet er stadigvæk velplejet... Mor kan ikke falde i søvn efter alle de pligter som bliver udført på en perfekt måde- alt kan hun nå at ordne, det eneste hun ikke kan nå er at trække vejret... Barnet vokser op på den måde... Med en forælder som er fysisk tilstede men mentalt er en robot, og ikke kan være glad, ikke kan snakke med barnet, ikke engang kan falde en tåre fordi det hele har overfyldt systemmet, og man har jo heller ikke tid til tårer-man skal jo være en person som ser muligheder og ikke begrænsninger, og man skal have en stærk vilje, man skal ikke give op... Barnets problemer bliver ikke løst i skolen, og med tiden frygter man at barnet er en af de utilpassede unge som vil få store problemer i livet. Moren er stadigvæk i systemet erklæret som rask. Ved samtalerne med kommunen vil mor ikke fokusere på hvad hun kan gøre bedre(fordi der simpelthen ikke kan gøres bedre)- dette får kommunen eller skolen til at mistænke at der er måske større problemer i familien som så incest eller vold- og måske får disse meddelelser moren til at bryde sammen endnu mere... Hun vil ikke engang tillade sig at sige højt- "jeg kan ikke arbejde mere og passe mit barn optimalt" (fordi hun vil ikke forsørges af det offentlige, hun vil ikke beskyldes for at hun vil bare gå hjemme mens andre betaler for hende via skat)...Mor er stadigvæk erklæret rask og nu ses kun som usamarbejdsvillig i forhold til skolen og kommunen- dette gør det hele endnu værre for den person som altid har gjort alt hvad der forventes af hende i samfundet... Barnet har ikke udviklet sproglig forståelse for mange begreber- fordi der ikke bliver talt meget i hjemmet og kollektive beskeder i skolen fanger barnet ikke, dog er udtalen flydende dansk... Dette kan skolen ikke forstå hvad der sker... Nu må vi teste barnet igen for at se om barnet er udviklingshæmmet på et eller andet niveau,dog kommer denne stempling ikke til at blive bekræftet. Moren kan ikke forstår denne tilgang-da hendes barn er perfekt rask og normal... Moren bliver med tiden agressiv pga alt det her negativ fokus... Dette registreres absolut i journalerne at det er et barn med nu agressiv mor... Barnet vokser måske op med at blive kriminel, agressiv, eller psykisk sårbar- efterfølgende stemples med diagnosen som psykisk syg, måske alkoholiker eller andet som gør at barnet ikke kan opfylde samfundets forventning om en selvforsørgende skatteyder...
Alt i alt - måske kunne der blive gjort en forskel hvis nogen tidligere tillod disse mennesker at gå ned i tempo- få mere tid- tillod dem at være anderledes uden at blive stemplet som forkerte. De har ikke haft mulighed for at se hinanden i dagligdagen, mens barnet var lille. Det hele blev forskruet- fordi der ikke er plads til at være anderledes... Vi skal absolut have fokus på hvilken borger producerer hvor meget i samfundet... Og der må ikke være forskel- "hvis jeg kan og skal arbejde- så kan du og skal det også"...

Ja- that´s life...

Men man må da sige at det er en god forretning for samfundet- hvis der ikke var alle de psykisk syge, alkoholikere, kriminelle- så ville alle de psykologer, socialrådgivere, politibetjente ikke have et arbejde. Ville vi alle sammen så arbejde på en fabrik med produktion? Man kunne så ikke cirkulere pengene som ikke findes i realiteten, men kun på papiret...
Og hvor mange af de lignende scenarier findes der? Dette er bare en af de nemme scenarier, hvor moren ikke var psykisk syg- og hvad kan der så ikke ske alligevel med børnene... Men derfor starter "sagen"/voksen tilværelse for hendes barn måske med en diagnose psykisk syg, en af disse mennesker med diagnosen som måske ikke vil kunne magte forælderrollen "optimalt"... Vores kromosomer, hormoner,gener eller hvad det nu hedder- er stadigvæk også påvirket af miljøet,følelser,tanker... Man kan ikke se skoven for bare træer...Spirallen fortsætter fra generation til generation...

[Mella]

Oprindeligt indsendt af Ingrid

Tag det roligt Mella, jeg havde nu ikke lige biblen og biblens udlægning af synd i tankerne da jeg skrev at det er synd debatten er gået over i at folk føler sig ramt.

Jeg er da selv at betegne som psykisk syg, nu jeg har periodisk depression og uspecifiseret angst som en million andre, og jeg er så gammel at jeg ved at forældreevne ikke er tilknyttet bestemte diagnoser - hverken fysiske eller psykiske.

Men der er altså tilfælde hvor det er direkte synd og uforsvarligt at få børn, synd for den mor der brænder for et barn, men p.g.a af psykisk sygdom/forstyrrelser ikke magter det, og synd for det barn der må fjernes.

Jeg sætter ikke grænsen, men der er altså tilfælde hvor myndighederne står på fødegangen, og fjerner barnet allerede ved det første skrig.

Jeg kan ikke andet end mene dèt er synd/ondt for både barn og forældre - specielt hvis det kunne undgåes.

Ingrid,
det jeg har reageret kraftigt i mod, er at nogle personer i denne tråd, ikke mener, at mennesker med psykiske lidelser, har ret til at få børn.
Eller beholde dem, hvis en psykisk lidelse fx. depression bryder ud.
- Og at vi desværre meget ofte, bliver fremstillet som en stor homogen gruppe.
Fremstillingerne er så også desværre næsten altid meget negative -
'Psykisk syg skudt i benet'... eller 'bare' skudt af politiet.
Oven i alle historier om tvangsanbragte børn, eller hvor meget der skal sparers på (især) det psykiatriske handicapområde, da vi jo oveni alle disse rædselshistorier koster knapperne for samfundet.
Ikke underligt, at fordomme om psykiske lidelser blomstrer i fuld flor.

Joe, jeg kan godt huske filmen 'Er du mors lille dreng'?
Dog ikke om den ene eller begge forældre havde en psykisk lidelse.
Det er for sig også ligegyldigt.
Omsorgssvigt, fysisk og psykisk vold, sexuelle overgreb og endda drab på børn - foregår desværre i alle samfundslag.
Begået af voksne af den ene eller anden grund.
Der er jo altid en historie bag hver sag, men det er ikke en nødvendighed eller sandhed, at det er en person med en psykisk lidelse bag.
Langt fra.

Jeg mener også, at børn der lider overlast skal have hjælp.
Hver sag må have sin gennemgang og løsning alt efter graden af overgreb.
Enten ved at hjælpe og støtte hele familen eller ved at finde en anden - og helst god permanent løsning alene for barnet.

Noget vist ingen rigtig har været inde på, er at mange af disse sørgelige skæbner, måske kunne have været undgået, hvis der havde været sat forebyggende ind.
Sådanne tiltag er jo nærmest blevet sparet væk gennem de sidste år...