Sygdom og forælder

[solsikke]

Det er noget den enkelte person må gøre op med sig selv. Eventuelt tage en snak med sin læge, vil jeg have børn – skal jeg have børn, kan jeg klare at have børn.

Tænk hvis det var så let. Det er det bare ikke for alle - hvis man brændende ønsker sig et barn, så er det ikke altid man har undersøgt, hvilke chancer der kan være for, at der er noget galt med barnet. Og selv om der skulle være noget galt, så kan det da være verdens dejligste unge, man har fået.

Man skal også passe på, hvem der skal være dommer over hvem – hvem må IKKE få børn. Og hvor syg skal man være for ikke at få børn …..

Jeg syntes det er et meget følsomt emne og kan på ingen måde svare på det.

[Sandie75]

Solsikke

Nu er det ikke kun barnets tarv jeg tænker på, jeg tænker også på, at chancerne for at ens barn også udvikler en kronisk psykisk sygdom er over 50% og vil man sætte sit barn i samme situation som man selv er i.

Barnet kan jo ikke selv vælge om det har lyst til at komme til verden til en usikker fremtid og når nu man ved at der min er 50% chance for at barnet vil få den sygsom syntes jeg at man skal tænke sig rigtig godt om og ikke være egoistisk i sit valg.

[buster]

uh ha, det er en svær etisk diskussion, det her!

Grundlæggende kan man vel så diskutere: hvorfor får mennesket børn?

Lige præcis det, syns jeg, er essensen af mennesker, med eller uden skavanker på alle plan!

Kan kun sige som solsikke: det må være op til det enkelte menneske!

-For hvad er et godt liv ikk´-er det hvad du eller jeg syns?

Det er en lige så svær diskusion som den med aktiv dødshjælp!

-men godt at se at vi herinde KAN tage en rask diskusion om livets store udfordringer

[annagw]

Sandie -

Jeg kan ikke forstå, at du siger, at jeg bringer diskussionen ned på børnehaveplan.

Mener du med det, at alle der ved, at de har chance for at videregive noget der kan skabe fremtidigt ubehag/smerte for et barn, bør afholde sig fra at få børn? Og ikke kun psykiske lidelser...

Jeg farer sådan i flint, fordi der er så mange former for omsorgssvigt i Danmark som udgår fra helt igennem raske forældre. Forældre der dog ikke er i stand til at lære barnet at rumme sig selv.
Hver tredie 14-16 årig har overvejelser om at skade sig selv (Center for Selvmordsforskning), hvilket relateres til manglende evne til at identificere, rumme og håndtere følelser.
Derfor mit argument med, at jeg, med den bagage jeg har af selvransagelse og psykoterapi, er bedre rustet til at hjælpe et barn på vej i livet end mange andre.

Et andet argument er, at jeg, på trods af, at jeg har haft nogle utroligt hårde år, på ingen måde er ked af, at mine forældre bragte mig til verden. Jeg tror, at de færreste der rent faktisk har en eller anden form for diagnose vedhæftet dem, klandrer deres forældre for at have givet dem livet. Jeg er glad for at leve - inklusiv nedture og problemer med fastholdelse til arbejdsmarkedet.

Jeg forstår ikke, hvordan du kan mene at man skal fravælge børn på et sådant grundlag. Når du ikke kunne se humoren skinne igennem min sidste afslutning, kan jeg spørge sådan her i stedet:
Skal alle eventuelle eller eksisterende fostre med risiko for at udvikle psykiske lidelser eller svære fysiske sygdomme fravælges?

Jeg mener bare: Selvom man risiskerer at videregive et eller andet gen til sit barn, så betyder det ikke, at barnet får et dårligt liv. Psykiske lidelser kan afhjælpes gevaldigt ved at blive taget hånd om tidligt i livet, og hvis man er klar over, at der er ganske høj risiko for, at ens barn er disponeret derfor, så er man i stand til at tage forholdsregler derefter, så barnet lærer at håndtere de sider af sig selv, således at det ikke kommer til at have samme indflydelse på vedkommendes liv som det har for forælderen.

A

[Sandie75]

Jeg mener ikke alle, der er undtagelsen der bekræftiger reglen... Jeg mener at hvis man har en kronisk psykisk sygdom bør man efter min mening ikke få børn, da det er et egoistisk valg.

Uanset hvor meget hjælp man selv får til at kaperer sin egen sygdom, er der jo ingen der ved hvordan barnet vil klare sig i sin udvikling.
Der er vel ingen mødre der ønsker at se sit barn på en psykiatrisk afd. senere i livet, eller at barnet skal have så meget hjælp i deres liv at man vil være en belastning for systemet.

Jeg mener at man skal se nøje på sig selv inden man vælger at sætte børn i verden og ikke bare få dem fordi man har et ønske om det, for ofte opdager man jo først når man har fået barnet at opgaven var større end man regnede med og dette gælder også for de raske.

Der er masser af omsorgssvigt af børn, men om forældrene så er raske kan man jo sætte spørgsmålstegn ved, for et rask menneske ville vel aldrig udsætte sit barn for svigt.
Vi er helt enige om, at det er grotesk med alle de svigt der er på børn, derfor endnu en grund til at tænke sig om 10 gange før man tager en beslutning om børn.
Men nu er det ikke det emnet handler om, så måske vi skal nøjes med at forholde os til hvad det handler om i stedet for.

At du siger, at du er glad for at du har fået livet af dine forældre skal du jo sige nu, men spørger jeg dig om du helst ville have levet uden eller med din sygdom kender i sikkert begge svaret på.
Men fordi du har lært at leve med det er det jo ikke sikkert andre har eller kommer til.

Jeg siger ikke at nogen fostre skal vælges fra, jeg siger at folk som har en kronisk psykisk lidelse selv skal tage den beslutning og forhåbentlig kan de det med god samvittighed, men nu blev der spurgt om meninger til dette og jeg mener ikke at folk med en kronisk psykisk lidelse burde få børn og det har jeg flere grunde til.

1) Når man vælger at få børn, skal man i min verden være i stand til at kunne dække deres behov psykisk, fysisk og økonomisk og det er 100% og ikke kun 50-75%.

2) Man skal i min verden også selv kunne tage vare på barnet, så det ikke koster staten (læs: os skatteydere) en masse penge på indlæggelser på psykiatriske hospitaler, ekstra hjælp i skole osv, mener at man så selv må tage ansvaret.

Hvis man har fået børn inden man har fået sin diagnose, så kan man jo ikke gøre ved det, men man har vel fået nogen fingerpeg inden man fik børn. Man kan vel mærke at der sker noget i ens krop, eller hvis ens egne forældre selv er psykisk syg, så er chancen rimelig stor for at man selv får det.

Jeg gad godt vide hvordan man tager hånd om et barn med psykiske lidelser uden det koster systemet en masse penge, men det kan du måske fortælle mig?

[Huldra]

Det er jo så heller ikke altid det kun er forældrenes skyld hvis et barn udvikler sig anderledes.
ikke kun forældre som svigter.
det kan være skolen som svigter, kommunen, statsforvaltning i forbindelse med samvær, den anden forældre.
det kan være ting barnet oplever som vi mennesker ikke kan stille noget op overfor. f.eks dødsfald.
man kan nu engang ikke forudse hvad fremtiden bringer.
og det at vælge eller vælge fra når det gælder børn, er ikke så firkantet at det kan sættes i en boks.
enighed bliver det vist ikke til her i denne tråd.

ekstra hjælp i skolen kan man jo godt få brug for uden at være psykisk syg. m.m du siger at ordblinde er psykisk syge.

[Mella]

Sandie.

Jeg er nu enig med Anna og hvorfor vil du ikke svare på hendes spørgsmål?
Du har da dine helt egne klare holdninger og meninger om mennesker med (kroniske) psykiske lidelser.

Altid noget at du beklager.
Dog, ligesom Anna bliver jeg mere og mere vred, des flere ytringer, som du kommer med.
Det begynder at nærme sig racehygiejene.
Jeg har tænkt en del, om jeg overhovedet vil give respons på dine holdninger, men igen, ja så er jeg vred og ligesom Anna, bestyrtet.

Hvor vil du henvise til med din erfaring? 'Andet end hvad du har set med egne øjne'?
En depression kan desværre gå hen og blive kronisk - ligesom andre psykiske lidelser kan, men heldigvis ikke behøver at forblive stationære.
Hvilke andre psyksiske lidelser har du viden og kompetence, til at holde og dine meninger i?
Hvilke undersøgelser baserer du dine påstande om, at børn af psykisk syge, udvikler samme lidelse med 50 %, bliver indlagte på psykiatriske afdelinger og koster samfundet kassen??

Med dine holdninger ville en hel ø's befolkning skulle nulstilles i befolkningsvækst.
Samtidig udvikler hver 5'te dansker på et eller andet tidspunkt i sit liv en psykisk lidelse, forbigående eller varig.
Der ville da vist ikke være ret mange 'hænder' tilbage på arbejdsmarkedet om nogle år, hvis dine holdninger til denne gruppe blev virkelighed.

Jeg synes, at der har være mange flotte betragtninger i denne kedelige debat og dem er du overhørig og fastholder dine standpunkter.
Oveni er det næsten som om nogle, begynder at forklare og og nærmest undskylde, at de har børn, uden GRUND - alene pga. dine for mig helt hen i vejret påstande!

Jeg har 2 velfungerne børn.
De har kanonkarakterer, de fungerer rigtigt godt og har deres egne mål og drømme for deres fremtid.
Efter endt HHX fik min datter en kontorelevplads ud af over 1000 ansøgere - det burde vist ikke have kunnet lade sig gøre med din holdning.
Jeg skulle i stedet have været så bevidst og ansvarlig, at jeg sorterede mine 2 fra og ikke har retten til hverken at give liv eller være forældre.

Du beklager. Du rammer også folk - langt under bæltestedet!
En lidelse er en lidelse.
Fordomme og indskrænkethed noget helt andet.
Det kan børn desværre blive påvirket af. Den sociale arv...

[Ninja]

Jeg synes det er en diskussion der kører i cirkler. Der er ikke nogen der med 100% sikkerhed kan sige, at en psykisk syg forældre vidregiver sygdommen til sine børn.
Såvel som der findes millioner af sunde og raske forældre, der får børn med psykotiske lidelser - hvor jeg er en af dem.
For mig er dét at få børn, en del af lotteriet, for man aner ikke hvilket lod man trækker uanset om man er syg eller rask, for er det den syge der får det raske barn, eller det den raske den der får det syge barn?? Lidt som hvad kom først, hønen eller ægget diskussionen......

Antallet af psykisk syge eksploderer disse år, på trods af de er født af psykisk sunde og raske forældre!!

Og skal man nu ud i ekstremerne, så vil jeg da hellere have en psykisk sygdom, hvor en af mine nærmeste véd hvad det er der er tale om, én som kan guide, give råd og støtte, fordi de selv har sygdommen, end jeg vil vokse op med en psykisk lidelse (som jeg selv har gjort) uden én eneste der forstår den i familien. For DET gør ondt!!!

Så for mig er der slet ingen tvivl om, at jeg ville have haft det meget lettere, hvis en af mine forældre kunne have sagt ,,jamen hør her Trunte, jeg VED hvordan du har det, for jeg har det på samme måde'' istedet for at blive kastet i armene på fagfolk, fuldstændig alene og ensom med sin sygdom og hvor ens forældre får udstukket en pjece, fordi de ikke fatter en meter af det hele......

Jeg kan KUN gribe i egen barm og sige, at det ABSOLUT IKKE er særlig fedt at være den eneste syge i familien, ja jeg kunne næsten fristes til at skrive, at det burde være et krav fra naturens side, at et psykisk sygt barn, BURDE have en anden psykisk syg i familien at binde sig til.....

Nu er psykisk sygdom jo heller ikke en 100% sygdom, uanset hvad man fejler, så har man somregl en overvægt af helt ''normale'' perioder hvor man er præcis som alle andre mennesker, man har bare nogle huller man engang i mellem kan falde ned i hvis man feks dropper sin medicin ect...

Ellers er jeg enig med Anna og Mella i de grundlæggende betragtninger....

[Flower]

Sagen er at børn desværre nemt tager skade af at have en psykisk syg forælder. Når barnet bliver født bruger de forældrene som spejl og hvis eks mors virkelighed er forskruet, så vil barnets også meget nemt blive det. Det samme med deprimerede forældre; et spædbarn har samme humør som mor har og de smiler når mor smiler... Men hvad hvis mor aldrig smiler?
Men man kan ikke skære alle over en kam, psykisk sygdom er jo ikke en fællesbetegnelse. En velbehandlet syg kan være en helt fin mor... Men det kræver at man ikke er mere syg, end at man kan sætte sine egne behov sidst. For spædbørn har altid krav på at være det vigtigste i forældrenes liv. Det tager så kort tid at ødelægge et barn

[Sandie75]

Hvad er det for et spørgsmål jeg ikke allerede har svaret på?

Jeg kan se, at os der er af anden mening ikke kan deltage i en sådan debat, da denne tråd åbenbart kun har ret til rygklappere, det er så her jeg står af.
Nu svare jeg på det du skriver og så vælger jeg herefter at trække mig ud af denne tråd, da ytringsfriheden og meningerne kun gælder visse personer.

Jeg beklager ikke min mening, jeg beklager hvis min mening støder nogen der er en stor forskel.

Okay så nu skal man have en hvis uddannelse omkring psykisk syge for at kunne have en mening, syntes jeg sgu er lidt komisk i sær når man tænker på, at størstedelen herinde ikke er uddannet socialrådgivere men alligevel har en mening til tingene.
Det kendskab jeg har til psykiske sygdomme, erfaring og oplevelser giver mig min mening nøjagtig som alle andre mennesker danner deres meninger.
Men fordi min mening måske rammer dig eller andre herinde personligt, gør ikke at jeg ændre den, jeg har ikke hørt noget indtil videre der ændre min mening.
Syntes nu heller ikke jeg skal ændre den og syntes nu heller ikke i skal tage den så nært, da i jo alligevel har fået børn med god samvittighed og har det godt med jeres valg.

Det jeg skriver er jo virkelighed på sin måde, er du klar over hvor mange mennesker i Danmark der har kroniske psykiske lidelser? Hvor mange af dem tror du er i arbejde?
Så det argument du kommer med, at der ikke vil være mange hænder tilbage på arbejdsmarkedet er ikke ligefrem holdbart... Men du kan jo vende den om og spørge hvordan ville vores økonomi se ud i Danmark hvis ikke der var så mange psykisk syge.

Nu skal i jo heller ikke få det til at lyde som om, at jeg ikke har nogen form for sympati med psykisk syge, jeg har arbejdet indenfor faget og det er nok noget nær det bedste arbejde jeg har haft, men derfor har jeg stadig min mening omkring psykisk syge og børn.

Du behøver ikke forsvare dig og fortælle om dine børn, ligesom andre heller ikke behøver, for i min verden er det heller ikke det holdbart, da en psykisk sygdom kan komme i "udbrud" senere i livet, men godt at jeres børn er velfungerende nu, det er da dejligt at høre.

Jeg beklager stadig ikke min mening, kunne da ønske at nogen folk kunne give plads til andre meninger og holdninger end deres egne.

Jeg skriver ikke mere i denne tråd, da folk jo bliver vrede og harme og det kan vi ikke have.

Fortsat god dag til alle :-)