HJÆLP!

[MarianneNM]

Til den med jordemoderen :
Jeg har fået fire børn på ca. 10 år - og jeg var lige bræksyg hver gang. Det var rædselsfuldt, men hvad gør man ikke for de dejlige unger som man får ud af det.
Marianne

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af annagw

Hvis jeg får lov at gå helt i fred i lang tid er det okay at det er kontanthjælp. Jeg er bare bange for, at aktivering fx. ½ år efter fødslen vil være rigtig, rigtig skidt. Og har svært ved at se, at jeg skulle kunne undgå det...

NINJA hvor har du det med at jeg nok får lov at gå 2 år efter fødslen fra?

Det har jeg fra mig selv

Sådan har det været hver eneste gang jeg har født - sådan har det været for alle dem jeg kender, der har født, hvis de har været psykisk sårbare og/eller på anden måde har haft en diagnose.

Tror det sker pr automatik, da de fleste psykiatere anbefaler at en psykisk sårbar Mor, har brug for mindst 2 år til at komme sig over både fødsel og omvæltning, hvor sunde og raske bedre kan følge normerne og den almindelige baselsperiode. Som min daværende psykiater sagde, så er man først kommet over på den anden side, efter to år - først der falder chancen for at udvikle fødselsdepression, fødselspsykose mm. Og med hormonernerne næsten uden på tøjet, så er man mere modtagelig for angst osv, og kan få opblomstring og forværring af de symptomer man i forvejen har, så derfor kræver det fred og ro, hvis det hele skal blive en succes.
- og så står de altså heller ikke og skruer barnet af brystet efter 6 mdr, for at give en ikke-arbejdsmarkedsparat en masse nye opgaver!
(Og vuggestueplaser hænger heller ikke på træerne), min var 17 mdr da hun fik tilbudt en plads. Grunden til det tog lidt længere tid var, at jeg - igen pga diagnoser - skulle have den plads der lå tættest på hjemmet. Jeg kunne ikke, som alle andre, bare tage en plads hvis den lå meget langt væk. Det var iøvrigt kommunen der syntes det ville være smartest at jeg bad pladsanvisningenom at blive skrevet op til den institution der lå i min egen ejendom.

Og når den lille først går i vuggestue, så kan der gå længere tid med indkøring, ''begynder sygdomme'' mm, så de to år går som hurtigt af sig selv alligevel....

[Pedro]

Oprindeligt indsendt af MarianneNM

Til den med jordemoderen :
Jeg har fået fire børn på ca. 10 år - og jeg var lige bræksyg hver gang. Det var rædselsfuldt, men hvad gør man ikke for de dejlige unger som man får ud af det.
Marianne

Vi er åbenbart nogen, der står for skud lige på det der bræksyge område. Kan huske her fra sidste fødsel (19 år siden), at en sygeplejerske fortalt mig, at hun havde fået tre børn og havde været dødsyg hver gang. Så var Pedro sgu færdig med at beklage sig.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Ninja

(Og vuggestueplaser hænger heller ikke på træerne), min var 17 mdr da hun fik tilbudt en plads. Grunden til det tog lidt længere tid var, at jeg - igen pga diagnoser - skulle have den plads der lå tættest på hjemmet. Jeg kunne ikke, som alle andre, bare tage en plads hvis den lå meget langt væk. Det var iøvrigt kommunen der syntes det ville være smartest at jeg bad pladsanvisningenom at blive skrevet op til den institution der lå i min egen ejendom.

Og når den lille først går i vuggestue, så kan der gå længere tid med indkøring, ''begynder sygdomme'' mm, så de to år går som hurtigt af sig selv alligevel....

Da jeg havde fået mit første barn blev der lavet en ny institution (vuggestue og børnehave) lidt længere henne af gaden, og dér ville jeg gerne have min datter til at gå.
Så da jeg skulle udfylde papirerne til institutionskontoret nævnte jeg intet om dagpleje, tænkte vist ikke over, at der kunne være noget forkert i det.

Men så en dag, sandsynligvis en torsdag (hvor kommunen havde længe åbent) ringede min sagsbehandler, hun lød noget stram i betrækket.
Hun var blevet opmærksom på, at jeg kun havde skrevet vuggestue i papirerne.
Jeg skulle sandelig også sørge for, at min datter var skrevet op til dagpleje, og så måtte jeg jo tage det der kom først.

Det måtte jeg jo så gøre, men heldigvis fik hun en plads i vuggestuen.

M.h.t. kvalme under graviditeten, så tror jeg ikke det var kvalme jeg havde første gang jeg var gravid, men hold da kæft hvor jeg havde det elendigt.
Jeg kunne ikke holde ud at være oppe, jeg lå i sengen hele dagen, og natten med.
Jeg havde luft i maven, som bare ikke ville ud, hverken den ene eller den anden vej.
Kæresten fulgte mig op til lægen, jeg havde det så skidt, at jeg ikke turde gå den lille tur alene.
Lægen anbefalede Link, så kæresten måtte på apoteket efter Link, som ikke havde nogen som helst effekt.
Heldigvis kom min mor i tanker om nogle piller fra helsekostbutikken, der hed Appital, nu hedder de Mavel, de består af nogle krydderier, jeg vil næsten påstå, at de reddede, ikke bare mit liv, men nok især min datters liv.

For da jeg lå der og havde det sååå elendigt, da lå jeg faktisk og overvejede en abort, men tanken om, at en ny graviditet sandsynligvis ville give samme resultat, fik mig til at droppe tanken.

Kort efter fik jeg det skidt igen, men på en anden måde. Lægen blev lidt urolig, for jeg tabte mig.
Så begyndte jeg at købe et stykke wienerbrød hver dag, det hjalp.

[annagw]

Oprindeligt indsendt af Ninja

Det har jeg fra mig selv

Sådan har det været hver eneste gang jeg har født - sådan har det været for alle dem jeg kender, der har født, hvis de har været psykisk sårbare og/eller på anden måde har haft en diagnose.

Tror det sker pr automatik, da de fleste psykiatere anbefaler at en psykisk sårbar Mor, har brug for mindst 2 år til at komme sig over både fødsel og omvæltning, hvor sunde og raske bedre kan følge normerne og den almindelige baselsperiode. Som min daværende psykiater sagde, så er man først kommet over på den anden side, efter to år - først der falder chancen for at udvikle fødselsdepression, fødselspsykose mm. Og med hormonernerne næsten uden på tøjet, så er man mere modtagelig for angst osv, og kan få opblomstring og forværring af de symptomer man i forvejen har, så derfor kræver det fred og ro, hvis det hele skal blive en succes.
- og så står de altså heller ikke og skruer barnet af brystet efter 6 mdr, for at give en ikke-arbejdsmarkedsparat en masse nye opgaver!
(Og vuggestueplaser hænger heller ikke på træerne), min var 17 mdr da hun fik tilbudt en plads. Grunden til det tog lidt længere tid var, at jeg - igen pga diagnoser - skulle have den plads der lå tættest på hjemmet. Jeg kunne ikke, som alle andre, bare tage en plads hvis den lå meget langt væk. Det var iøvrigt kommunen der syntes det ville være smartest at jeg bad pladsanvisningenom at blive skrevet op til den institution der lå i min egen ejendom.

Og når den lille først går i vuggestue, så kan der gå længere tid med indkøring, ''begynder sygdomme'' mm, så de to år går som hurtigt af sig selv alligevel....

Mange tak.
Det letter lidt at høre

[viggo]

Jeg syntes at det er logik for burhøns at du skal have lov at være i fred i den tid at det nu tager
Du fortjener fred og et ordentligt
Var det ikke en mulighed at du bare gør dit bedste og kan du ikke klare det fis kommunalarbejderne finder på
så går du til din egen læge og forklarer det som det er og beder om en lægeattest der fritager dig for det, at du ikke kan klare

Min situ er selvfølgelig en anden men min læge spørger ofte er der nogen (kommunen) der generer dig, så sig til
Ingen generer mig, har en aftale med egen læge og psykiater om at jeg går væk, deltager ikke i noget der føles forkert
Jeg har aldrig aldrig deltaget i noget, udover hvad at jeg syntes var ok
f.eks aktiveringskurserne er man ikke syg, så bliver man det af alle de negative vibes

annagw du har jo sendt et tydeligt signal, du vil gerne ,men magter det ikke i en periode, bed evt din læge lukke munden på plageånderne
til dig

[Helle Smith]

Det er så ikke alle der får lov at gå i flere år uanset om de er skrøbelige eller ej, min svigerdatter fik 7 måneder og 1½ uge, så blev hun sendt i aktivering, kommunen havde sat mit barnebarn først i køen til en vuggestueplads så den fik de da hun var 6 mdr præcis, og der var 1 mdr til indkørelse, mit barnebarn bliver 2 d 30/4 så det er ikke så længe siden. Og efter hvad min svigerdatter fortæller, så er det kbh i en nøddeskal....

[viggo]

Opmuntrende indlæg, det skal nok hjælpe trådstarter

[annagw]

Sætter nu pris på alle indspark.

Vi får se hvad de finder på. Indtil videre skal der jo først og fremmest laves den speciallægeundersøgelse så de kan få besluttet sig for om jeg skal indstilles til førtidspension eller hvad.

Jeg er klar over, at jeg må bede psykiater om sygemelding hvis det kommer til noget aktivering eller lignende jeg ikke magter. Jeg ønsker bare overhovedet ikke at ende der hvor det er nødvendigt.

[viggo]

Det kan jeg godt forstå, kommer man først der hen er presset der jo
Krydser fingre for at det ikke går så galt