arbejdsprøvning...

[Kjersti]

Hej alle..

Har nu været i arbejdsprøvning i 2 mdr, da jeg har en hel del slidgigt i nakke og lænd, som hæmmer mig i og arbejde på fuld tid, har været sygemeldt i 8 mdr. er nået op på 14 timer om ugen. Nu skal jeg så holde 14 dages ferie, fordi jeg skal arbejdesprøves et andet sted også, hvor de holder ferie lige nu. Når jeg så skal starte det nye sted, skal jeg sættes op i tid den sidste mdr. 1. uge 20 timer og 2. uge 26 timer 3. uge 30 timer 4 uge 37 timer. Er så frustreret da jeg ved jeg ikke kan klare så mange timer.. min læge har fortalt dem ved en rundbordssamtale, at det er fuldstændig vanvittig det de har gang i, han ville have de skulle se og få afsluttet denne arbejdsprøvning hurtigst muligt og give mig et flexjob, istedet for og køre mig helt ned, men de behandler mig bare dårligere efter han har været med til samtale.. Der hvor jeg skal arbejdsprøves er der jo en der skal holde øje med mig, for og se om jeg er så dårlig som jeg selv og lægen siger, men hvordan kan de sætte en som er kontor uddannet, til og finde ud af hvordan jeg har det??? er ret fortvivlet over dette også pga. hun ikke er så gammel, hun skal jo med til møderne når der skal være evaluering, tænk sig hvis man ikke kan sammen, så kan sådan en sige en masse der ikke er rigtig, er det virkelig denne metode de bruger på folk der er syge, det er jo ens fremtid der står på spil. Nu fik jeg lidt luft, kunne skrive meget mere om mit forløb, men orker det simpelthen ikke...

Håber på lidt opmuntring fra jer herinde, hvilket jeg jo har set i er ret gode til.

God dag til alle

Hilsner fra Kjersti

[sun-lady]

Lad være md at lade dig presse, men sig fra når du ikke kan holde til det mere. jeg kan kun tilslutte mig hvad Helenekr skriver i tråden om piskesmeld: http://www.k10.dk/showthread.php?t=5204&page=3
Jeg har tilladt mig at snuppe citatet, for det passer bare perfekt til din situation:

Oprindeligt indsendt af helenekr

Det er enormt vigtigt at man gør op med sig selv, hvad det er man skal i arbejdsprøve forløbet.

De fleste kommer til en slags for-samtale, og her er det helt legalt at sige med det samme, at man evt IKKE kan arbejde de 25 timer som kommunerne ofte forlanger, og måske i det hele taget er bange for at man dårligt ville kunne klare Feks ti timer.
På den måde får man ligesom fortalt at man har begrænsninger, hvorfor det bliver meget lettere at melde fra og gå når man føler man har deltaget MAX.
Det er langt lettere at sige til en af de ledende, at man godt vil fritages NU, når man ligesom HAR forberedt dem på at sådan kan det ende.
Har man fra start ikke meldt fra, så bliver det straks sværre at hive fat i et skjorteærme og sige man godt vil gå nu.......

Nu er jeg så selv fritaget for arbejdsprøvning af en hver art, men den gang jeg ikke anede om jeg skulle arbejdsprøves eller ej, så gjorde min læge mig klart, at man ALDRIG må teste sig selv, ved at enten blive længere end man reelt kan, og at man hele tiden skal være tro mod sig selv og sin psyke/krop/smerter. Og at man heller ALDRIG måtte sætte sit eventuelle pille forbrug op og dermed gøre arbejdsprøvningen ''ukorrekt'' . Og så anbefalede han at man skulle føre dagbog.
Han sagde lige ud, at rigtig mange der i virkeligheden var fleksere, uhensigtsmæssigt kom til at arbejde sig op til et alment niveau som de senere ikke kunne klare. Og at mange reelle førtidspensionister, uhensigtsmæssigt kom til at arbejde sig op på et fleksjob niveau, som de så heller ikke kunne klare. Efterfølgende var det et helvede for de mennesker, når de skulle bevise påny, at de var på forkert hylde!

Kommunerne sparer penge på at folk ikke tør sige ordenligt fra, og spare penge på at syge borgere gerne vil vise sig fra deres gode og hjælpende side - som så i værste tilfælde kan få dem på en ydelse de slet ikke hører ind under i virkeligheden. Så det kan ikke siges nok : Lad være med at presse jer selv. Lad være med at tage piller under forløbet for at kunne yde ekstra! I vinder INTET ved det!!!
Før en dagbog, mød op uden smertestillende mm og gør det så godt i kan. Lyt til kroppen og sig FRA!

Hvor ville jeg ønske kommunerne begyndte at LYTTE til folk, i stedet for bare at tromle dem ned...

[Bomfru]

Hej Kjersti.. Jeg kan godt forstå at du er frustreret og bange for alt det der skal ske - jeg har selv været i gennem det hele.
Mit råd til dig er: at medvirke positiv i din egen afklaring,( det er utrolig vigtig at du ikke er imod det, men ser afklaringen som en proces du skal igennem for at nå til målet - om målet bliver revalidering / flexjob / pension / ordinær arb.er ligegyldigt ) Du skal huske at sige fra når dit bæger er fuld - når du ikke magter mere - når smerterne bliver for slemme - husk at gå ind og hvil dig når du har brug for det. Skriv ned hver dag hvordan du har det efter afprøvningen. De timer som er stillet op til dig gennem hele forløbet, er deres mål ( dem er de jo nødt til at have nogen af)- lad være med at tænke på dem, men tag 1 dag af gangen og vis hvem du er og hvordan du har det,og kan du ikke klare det så er de nødt til at ændre deres mål . Håber virkelig du kan bruge det til noget Knus Bomfru

[Ninja]

Præcis! Kommunerne har mål for klienterne - kommunerne har mål på vegne af politik og besparelser, som nøje bliver udregnet i kroner og øre. Men. Der er jo umuligt at skære alle over én kam, som det rent faktisk bliver gjort nu. Klienten er klienten nærmest. Ikke kommunens mål.

Gevinsten er åbenlys, hvis de kan få en syg klient til at vridde sig gennem 25 timer om ugen i en arbejdsprøvning. Man skulle næsten tro der blev uddelt bonus, hver gang en sagsbehandler har fået en klient igennem de 25 timer, uden selvmordsforsøg!

En arbejdsprøvning er genial for dem der rigtig gerne vil teste sig selv, for dem der er lidt i tvivl om deres kunnen og udholdenhed, og som ser det som en mulighed for kunne finde deres rette hylde og niveau. Og som rent faktisk også glæder sig til at komme afsted!

Men en arbejdsprøvning er et rent helvede for dem der allerede godt kender deres begrænsninger, og som af psykiske og/eller fysiske årsager dårligt kan få en alm hverdag til at hænge sammen, og som konstant får sat spørgsmålstegn ved deres sygdomme og begrænsninger og som kontant bliver ignoreret og testet, og som er enormt frustreret over arbejdsprøvningen og som gruer fra start til slut. Det er svært at sige til denne gruppe mennesker, at de 'bare' skal være optimistiske og tage en dag af gangen. De fleste kan dårligt overskue transporttiden og er allerede invalideret efter busturen.

Mange glemmer også, at arbejdsprøvningen sådan set går i gang fra det minut når uret ringer om morgenen. Mange bliver forstyrret i deres rutiner - rutiner som er vigtige for resten af dagens smerter/psykiske problemer. Nogen har måske brug for at sove lidt længere fordi natten kan være streng for folk med smerter mm, så de må stå op trætte og uoplagte og måske med endnu flere smerter end vanligt pga den manglende søvn. Og deraf endnu mindre overskud i hverdagen.
Der er somregl fra uret ringer, en del ting der skal ordnes, nogle vil måske i bad, andre vil sunde sig lidt med kaffe og morgenmad, nå at gå tur med hunden og fodre katten, og andre har bustider der egentlig ikke passer særlig smart og som må stå og blomstre ved stopstedet inden bussen kommer. Det er langt fra unormalt at bruge to timer fra uret ringer, og til man står på stedet. Så allerede dér har man brugt to timer på kontoen, der skal lægges oven i arbejdsprøvningstiden. Og er man så tre timer i arbejdsprøvning, jamen så er det reelt fem sammenlagte timer i aktiviering + en lille times hjem transport og handlen ind.
Kan man arbejde de 25 timer som kommunen opstiller, jamen så kan man reelt også klare et fuldtidsarbejde (pga transporttid mm der skjult bliver lagt oven i regnestykket!), så må klienten 'bare finde sig et job rættere på hjemmet' eller planlægge indkøbene til en fast ugentlig dag.

Det er derfor dagbogen er uvurderlig. For sagsbehandleren er kun interesseret i de hele timer. De er pisse ligeglade om man havde ondt, tog dobbelt dosis af de smertestillende eller kom kravlende ind over dørtrinet hver morgen. Hvis klienten har været der 25 timer, jamen så er klienten fit for fight! Det nytter IKKE at komme og sige BAGEFTER, at det hele havde været forfærdeligt. Derfor dagbogen, som fungerer som en dokomentation på dagens prøvelser. I dagbogen kan man notere tid for smertestillende, den almene tilstand - forværringer, bedringer, psykiske udsving, arbejdsprøvningen, transporttiden evt smerter og uro forbudet med det, håbløsheden, følelsen af at blive deprimeret, eller vildt glad og ekstatisk, hvis man nu synes det hele kører som på skinner og smerterne forsvinder som dug for solen.
I dagbogen skriver man også hvis man har været hos egen læge evt pga smerter, eller depression, og hvad der blev talt om og evt hvad egen læge anbefaler i perioden. ALT der kan kaste lys over situationen skal med.
Jeg kender flere der har haft deres ''arbejdsprøvnings-dagbog'' med i sagen om førtidspension, og hvor dagbogen har været en brik i det samlede sygdomsbillede, så det er vigtigt at man får skrevet under forløbet.....

[Kjersti]

Hej igen..

Hvor er jeg bare glad for og læse jeres svar, hvor det dog varmer når der er nogen der forstår en, TAK skal i ha`. Ja i skriver om dagbog, det var jeg begyndt på, men stoppede da jeg fik og vide, at uanset hvordan jeg havde det når jeg mødte op, skulle jeg bare sige jeg havde det godt, jeg måtte ikke sige jeg havde sovet dårligt eller at jeg næsten ikke kunne være nogen steder for hovedpine, hvilket jeg får når jeg har smerter i nakken, så ved jeg ikke lige hvordan man finder ud af hvordan jeg har det.. skal lige siges jeg er i arbejdsprøvning i det offentlige og den næste arbejdsprøvning bliver under samme tag, bare med noget andet.. ved ikke hvad de har gang i, jeg har altid haft arbejde og de sidste 16 år, har jeg siddet i fastlåste arbejdsstillinger, hvilket har givet mig alle de skavanker, i 2003 blev jeg sygemeldt for første gang i 2 mdr. hvor jeg blev tilbudt flexjob, men nej jeg skulle bare igang igen, troede bare det skulle arbejdes væk, og først nu har jeg fået konstateret udtalt slidgigt i nakke og lænden og kronisk betændelse i skulder, ved ikke hvordan jeg skal føre dagbog, når man man ikke må fortælle, hvordan man har det, jeg har jo siden 2003, gået til div. behandlinger og taget piller for og passe mit job, men i sept. 2007 bukkede jeg under, kunne ikke klare mere, sov og sov hele tiden og havde ikke noget liv herhjemme, så min læge langtidssygemeldte mig og har været det siden. Jeg ved og kan mærke på mig selv både herhjemme og i arbejdsprøvning, at når jeg har været igang ca. 3 timer, så er jeg færdig.. De har jo også sagt til mig jeg skal til og føre dagbog, den sidste tid i arbejdsprøvning, men hvad fanden skriver jeg, når jeg ikke må skrive som det er???

Tanker og Kram fra Kjersti

[FlemmingLeer]

kjersti,

Det lyder da ikke godt, at sagsbehandleren ikke lytter til din egen læge.

Er der mulighed for, at du evt. sammen med din læge kan have et lille møde her i ferietiden ? På det møde kan du sætte ham ind i de mål, som kommunen opstiller for dig. Nu ved jeg, at mange læger jo også holder ferie i denne tid. Men jeg håber virkelig, at din læge ikke har det. For det er vigtig input fra din læge, hvis vedkommende kan skrive til din kommune inden den nye arbejdsprøvning starter.

Det er en rigtig god idé med en dagbog, som helenekr & sun-lady har bragt på banen. Der er mange guldkorn fra hendes læge i sun-ladys indlæg.

Det er vigtigt, at du sætter dit eget helbred først.

Går du iøvrigt sygemeldt eller har gjort det ?

Måske din læge kan få dig sygemeldt, så du kan slippe for arbejdsprøvningen.

Jeg håber virkelig, at det flasker sig for dig.

[FlemmingLeer]

Oprindeligt indsendt af Kjersti

Hej igen..

Hvor er jeg bare glad for og læse jeres svar, hvor det dog varmer når der er nogen der forstår en, TAK skal i ha`. Ja i skriver om dagbog, det var jeg begyndt på, men stoppede da jeg fik og vide, at uanset hvordan jeg havde det når jeg mødte op, skulle jeg bare sige jeg havde det godt, jeg måtte ikke sige jeg havde sovet dårligt eller at jeg næsten ikke kunne være nogen steder for hovedpine, hvilket jeg får når jeg har smerter i nakken, så ved jeg ikke lige hvordan man finder ud af hvordan jeg har det..

Det lyder da langt ude i skoven.

Hvem har fortalt dig, at du bare skulle sige at "jeg havde det godt" osv. ?

Det er dig, som er ekspert på dine skavanker og ingen anden! Du skal selvfølgelig skrive ned, hvordan du har det ellers er formålet med dagbogen jo ligesom gået fløjten.

[Ninja]

Sikke noget sludder du bliver bildt ind - selvfølgelig må du skrive dagbog. Vi har ytringsfrihed i Danmark, vi må ytre vores meninger, beklage os over uretfærdigheder og nedfæle vores tanker under pres!! Og SELVFØLGELIG må vi føre en dagbog over vores smerter.

Det du skriver her, er jeg lige ved at tro er ulovligt! Det er da HELT URIMELIGT at nogen må diktere hvordan man har det, og sætte retningslinjer op for om man må beklage man har hovedpine eller melde fra hvis man har smerter. Og få folk til at lyve ved at de SKAL sige de har det godt, selvom de rent faktisk har det af helvede til.
Der må være en offentlig person et sted (evt en Borgmester eller anden) hvor man kan spørge om dét kan have sin rigtighed. Og om det er fair sagsbehandling at klienten er truet til at tie om den almene tilstand, og bliver forbudt at føre dagbog og ej heller må sige at man har det lidt skidt! Jeg kan simpelthen ikke tro at det kan have sin rigtighed (men forbavses ikke over at nogle sagsbehandlere kan finde på det!)...

Hvad mener i andre?? Tror Hejdien og Zuza (og en masse andre!) ved hvordan denne her skal kringles.

Arbejdsprøvning - her må kodeordet jo ligesom være PRØVNING, at man PRØVER at begå sig på lige fod med andre - det er jo ikke sikkert det lykkes, og det kan da meget vel være at man har gabt over for meget og helt må sygemeldes.
Og det gælder jo for alt her i livet, når man prøver noget nyt. Lige fra idræt til blomsterbinding, at måske kan man ikke, måske er man ikke egnet, måske er man dårligere fysisk end hvad der kræves. Man prøver jo for at finde ud af hvor man står.

Så hvis jeg var dig, så ville jeg stille mig på bagbenene og sige at jeg ikke kan leve mit liv på en løgn, og at det er tarveligt at de skal få dig til at lyve om din almene tilstand og at det tære på dig psykisk, fordi du om aftenen ligger og spekulerer på hvordan du nu skal få en smertefuld hverdag til at se legende let ud, og hvad du skal sige om morgenen når du har det af helvede til og ikke må sige det.
Sig de skal give dig redskaber til hvordan du psykisk kan klare de udfordringer, fordi du med din gode fantasi ikke selv kan se hvordan det skal hænge sammen.
Gå op til din læge og forklar ham/hende det hele, muligvis han han/hun hjælpe dig påvej til i det mindste at måtte kalde en spade en spade!

Ikke engang på en helt almindelig arbejdsplads skal man tie. Her er det da også iorden at man melder man sidder med knaldende hovedpine, eller møde op og har en lortedag eller sidder med myoser i nakken og liiige må ud på gulvet og stække sig

[sun-lady]

Ikke tale om at du skal finde dig i at blive dikteret hvad du skal sige og ikke sige! Du skal først og fremmest være tro mod dig selv og din krop, og sige fra når du ikke orker mere. Du skal råbe højt når du har ondt, uanset hvad en eller anden skrankepave fra kommunen har sagt til dig. Ingen kan føle hvordan du har det, hvis ikke du selv siger det højt og tydeligt, så ingen kan være i tvivl.

Det er da klart en fordel for kommunen, hvis de kan tryne dig til at tie stille og bare hutle dig igennem, så de til sidst kan sige: Jamen du fejler ingenting. Ud i alm. job med dig!

Hvis jeg var dig, ville jeg skrive dagbog, og oplyse om hver eneste pille, og hvordan jeg har det hvornår og i hvilke situationer, hele vejen igennem. Find dig ikke i at blive trynet på den måde. Jeg er sikker på det overhovedet ikke er lovligt.

Pas på dig, for der er ikke andre der gør det for dig

[Kjersti]

Hej Flemmingleer

Hende der sætter mig ind i tingene hver dag, skal også kontrolere mig, hvilket hun er rigtig god til siger min jobkonsulent.. føles som en trudsel der fik jeg og vide da hun spurgte mig første dag, hvad jeg fejlede, at jeg bare skulle tænke positivt og ikke komme og fortælle hende, hvor skidt jeg havde det når det går galt.. fatter ikke en pind af hvad de har gang i..

Hilsen Kjersti