Tænk dig om, før du søger hjælp

[Græshoppa]

Sidst i 1970'erne prægede den tyske psykoanalytiker Wolfgang Schmidbauer begrebet "Helfersyndrom" (hjælpersyndrom). Lidt firekantet kan man sige, at personer, der rammes af dette syndrom, som regel har et meget lavt selvværd og således en udpræget trang til at hæve sig - i forhold til andre mennesker, ved at holde disse andre mennesker nede. Det gør de hjælpende professioner (læge, sygeplejer, terapeut, socialrådgiver etc.) ekstremt attraktive for dem, da de her er omgivet af mennesker, der som oftest har det (endnu) dårligere end dem selv. Ikke desto mindre betyder virksomheden i en hjælpende profession også en catch 22 for disse personer. Læger arbejder jo som regel altid hen imod en helbredelse af deres patienter, terapeuter hen imod løsningen af en eksistentiel problematik. Men i det øjeblik dette mål er opnået, patienten er helbredt, den eksistentielle problematik er løst, har det vedkommende menneske ikke længere brug for hjælp, og, hvad værre er, det vedkommende menneske har måske fået det endda BEDRE end hjælperen. Hvilket gør hjælperen sin egen misere smerteligt bevidst: Vingeklippede høns kan dårligt tåle at se ørnen flyve afsted i friheden...

Det er altså, ubevidst, den af et lavt selvværd ramte person magtpåliggende, at FORHINDRE helbredelse respektive problemløsning. Det er ham eller hende magtpåliggende, at fastholde sit "offer" i offerrollen, hjælpeløs, så afhængig af hjælperen som muligt. I sundhedssektoren er det svært, at gennemføre en sådan fastholdelse. Men ikke i psykiatrien. - Jeg betragter IKKE psykiatrien som en del af sundhedssektoren. - I sundhedssektoren ville unødvendig fastholdelse af mennesker i sygdom nemt kunne koste én jobbet. Ikke mindst også siden en sådan fastholdelse ville kunne bevises videnskabeligt. I psykiatrien er det nærmest en forudsætning for at kunne få ansættelse, at man er villig til en fastholdelse af mennesker i krisesituationen, siden alle psykiatriens "behandlings"tiltag sigter mod en sådan fastholdelse, ja faktisk mod en forværring af krisesituationen.

Karakteristisk for mennesker med et potentiale til at udvikle hjælpersyndromet er, udover det ekstremt lave selvværd, at de som regel ikke kan vente med at "hjælpe" til de bliver bedt om det. De kommer styrtende, ligeså de ser deres snit til det, og PÅTVINGER andre nærmest deres "hjælp", samtidigt med at de er overbeviste om, at det er dem, og kun dem, der ved bedst, hvad andre måtte have brug for af "hjælp". Intet ligger dem mere fjernt, end at lytte til, hvad disse andre, deres ofre, selv ønsker af hjælp, for ikke at tale om at tage højde for disse ønsker. Bemærk parallelerne til psykiatrisk tvangsanvendelse og umyndiggørelse: "Vi ved bedst, hvad der er godt for jer", "I kan ikke bedømme jer selv" (underforstået: "Men vi kan og vil bedømme jer").

[Adi]

Græshoppa.

Har du selv oplevet at blive fastholdt i en rolle eller kender du andre der har oplevet det?

savner noget mere info.