K10 - Flexjob & Førtidspension
 

Gå tilbage   K10 - Flexjob & Førtidspension > Alt det andet > Den nyttige viden vi alle har

Forum Kategorier Forum Regler Om K10 og Info om Cookies Hjælp til Forum Brug

Den nyttige viden vi alle har Her kan du sætte link tips og andet ind, som andre i din situation kan have nytte af at vide

Svar
 
Emne Værktøjer Visningsmetode
Gammel 06-01-2024, 13:22   #1
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Rettet urigtige/forkerte oplysninger om dig

https://www.datatilsynet.dk/borger/h...nkax7gGUJvrvNY

Ret til berigtigelse

Du har ret til at få ”berigtiget” – altså rettet urigtige/forkerte oplysninger om dig. I tilfælde hvor det er svært at tale om ”forkert” og ”rigtigt”, har du ret til at få tilføjet din uenighed på en given sag.

Du har ret til at få urigtige/forkerte personoplysninger om dig rettet. Du har også ret til, at få gjort ufuldstændige personoplysninger om dig fuldstændige.

I tilfælde hvor du og den dataansvarlige er uenige om, hvorvidt personoplysningerne er forkerte, skal den dataansvarlige notere, at du mener, at oplysninger om dig er ukorrekte. Den dataansvarlige er desuden forpligtet til at underrette dem, som vedkommende måtte have videregivet de urigtige eller ufuldstændige personoplysninger til.

I tilfælde hvor dine personoplysninger er udtryk for eksterne faglige eller subjektive vurderinger af f.eks. en socialrådgiver eller en læge, er det vanskeligt at fastslå, at dine oplysninger er urigtige. Men har du f.eks. en anden lægeerklæring, der kommer frem til et andet resultat end det, der fremgår hos den dataansvarlige, bør den tilføjes din sag.

Du kan læse mere om din ret til berigtigelse og dine andre rettigheder i Datatilsynets vejledning om registreredes rettigheder.

https://www.datatilsynet.dk/Media/C/...ettigheder.pdf

Hvad er personoplysninger?

Personoplysninger omfatter alle de oplysninger, der kan føres tilbage til dig. Det betyder, at oplysninger om f.eks. din indkøbsadfærd og registrering af din lokalitet også er personoplysninger.

Du kan læse mere om, hvad en personoplysning er her, eller lytte til vores podcast om personoplysninger.

https://www.datatilsynet.dk/hvad-sig...sonoplysninger

Hvad er personoplysninger?

En personoplysning er enhver form for information, der kan henføres til en bestemt person, også selv om personen kun kan identificeres, hvis oplysningen kombineres med andre oplysninger.

Personoplysninger kan for eksempel være personnumre, registreringsnumre, et billede, et fingeraftryk, en stemme, lægejournaler eller biologisk materiale, når det i praksis er muligt at identificere en person ud fra oplysningerne eller i kombination med andre. Man siger, at oplysningen er "personhenførbar".

Databeskyttelsesforordningen opdeler personoplysninger i tre typer:

Personoplysninger (ikke-følsomme oplysninger)
Særlige kategorier af personoplysninger (følsomme oplysninger)
Oplysninger om straffedomme og lovovertrædelser eller tilknyttede sikkerhedsforanstaltninger
Opdelingen findes, fordi der gælder forskellige betingelser og procedurer for behandling af personoplysninger afhængig af oplysningernes følsomhed. Du kan læse mere om disse behandlingsregler under punktet "Hvornår må du behandle personoplysninger".

Personoplysninger (ikke-følsomme personoplysninger)

Personoplysninger omfatter alle oplysninger, der ikke er klassificeret som særlige kategorier af oplysninger (følsomme personoplysninger). Det kan for eksempel være identifikationsoplysninger som navn, adresse, alder og uddannelse. Det gælder også økonomiske forhold som skat og gæld. Personoplysninger indebærer også væsentlige sociale problemer, andre rent private forhold, sygedage eller tjenstlige forhold. Oplysninger i form af billede, familieforhold, bolig, bil, eksamen, ansøgning, CV, ansættelsesdato og -stilling, arbejdsområde og arbejdstelefon – er også personoplysninger.

Særlige kategorier af personoplysninger (følsomme personoplysninger)

Følsomme personoplysninger er udtrykkelig afgrænset i databeskyttelsesforordningen, og adgangen til at behandle sådanne oplysninger er snævrere end ved almindelige personoplysninger.

Følsomme oplysninger er oplysninger om:

Race og etnisk oprindelse
Politisk overbevisning
Religiøs eller filosofisk overbevisning
Fagforeningsmæssige tilhørsforhold
Genetiske data
Biometriske data med henblik på entydig identifikation
Helbredsoplysninger
Seksuelle forhold eller seksuel orientering.
Kun de oplysninger, der er nævnt ovenfor, er følsomme personoplysninger.

Oplysninger om strafbare forhold - artikel 10 i databeskyttelsesforordningen og § 8 i databeskyttelsesloven

Oplysninger om strafbare forhold anses efter databeskyttelsesforordningen for personoplysninger og er særskilt reguleret i databeskyttelsesloven.

Der skal anlægges en ganske vid forståelse af begrebet strafbare forhold. Begrebet omfatter således ikke kun oplysninger om overtrædelse af lovgivning, uden at det har udløst eller kan udløse et egentligt strafansvar, men også eventuelle andre sanktioner, som f.eks. rettighedsfrakendelse.

Det er imidlertid ikke enhver oplysning om et muligt strafbart forhold, herunder enhver anmeldelse til politiet, der kan anses for omfattet. En anmeldelsen til politiet må således i en eller anden form antages at være underbygget, førend der er tale om oplysninger om strafbare forhold.

Fortrolige oplysninger - straffelovens § 152 sammenholdt med forvaltningslovens § 27

Fortrolige oplysninger er en særlig kategori af oplysninger, der ikke nævnes udtrykkeligt i databeskyttelsesreglerne, men hvor særlige beskyttelsesbehov kan have betydning ved anvendelsen af databeskyttelsesreglerne. Fortrolige oplysninger vil endvidere ofte være underlagt særregulering i anden lovgivning. Personnummer (CPR-nummer) er en fortrolig oplysning, der er særskilt reguleret i databeskyttelsesloven.

Det afgørende for, om en oplysning skal anses for fortrolig, vil være en vurdering af, om oplysningen efter den almindelige opfattelse i samfundet bør kunne forlanges unddraget offentlighedens kendskab, jf. straffelovens § 152 sammenholdt med forvaltningslovens § 27. Følsomme personoplysninger vil utvivlsomt være fortrolige oplysninger. Omvendt er en fortrolig oplysning ikke altid følsom.

Ikke-følsomme personoplysninger kan i visse situationer være fortrolige. Det gælder efter omstændighederne oplysninger om indtægts- og formueforhold, arbejds-, uddannelses- og ansættelsesmæssige forhold. Det samme gælder oplysninger om interne familieforhold, herunder for oplysninger om for eksempel selvmordsforsøg og ulykkestilfælde. Oplysninger, der kan henføres til bestemte personer, og som ikke kan nægtes udleveret efter offentlighedsloven, vil ikke være af fortrolig karakter. Det gælder f.eks. oplysninger af rent objektiv karakter, såsom oplysninger om udstedelse af pas, kørekort, jagttegn osv.

Pseudonymisering og anonymisering af personoplysninger

Selv om oplysninger som et navn eller en adresse er erstattet af en kode, som for eksempel AB123, er det stadig en personoplysning, hvis koden kan føres tilbage til den oprindelige personoplysning. Det er tilfældet, så længe der er nogen, der kan gøre oplysningerne læsbare og identificere de personer, det drejer sig om. Dette kaldes ofte pseudonymiserede oplysninger, og sådanne oplysninger er fortsat omfattet af databeskyttelsesreglerne.

Begrebet pseudonymisering er i databeskyttelsesforordningen defineret som behandling af personoplysninger på en sådan måde, at personoplysningerne ikke længere kan henføres til en bestemt registreret uden brug af supplerende oplysninger, forudsat at sådanne supplerende oplysninger opbevares separat og er underlagt tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre, at personoplysningerne ikke henføres til en identificeret eller identificerbar fysisk person.

På samme måde er summarisk behandling af oplysninger om flere individer, som er blevet samlet og kombineret uden fokus på det enkelte individ kun anonyme, hvis der ikke er nogen der kan genkende personerne ud fra oplysningerne eller ved kombination med andre oplysninger. Dette kaldes ofte aggregerede oplysninger, og det vil afhænge af en konkret vurdering, om sådanne oplysninger er omfattet af databeskyttelsesreglerne.

Oplysninger, der er gjort anonyme, sådan at ingen fysiske personer kan identificeres ud fra oplysningerne eller i kombination med andre oplysninger, er ikke længere beskyttet af databeskyttelsesreglerne. Det skyldes, at databeskyttelsesreglerne kun finder anvendelse, så længe oplysningerne kan føres tilbage til en identificerbar eller identificeret fysisk person. Det er en betingelse, at anonymiseringen er uigenkaldelig.

Der er ikke tale om en absolut grænse mellem anonymiserede oplysninger og personoplysninger. Det skal vurderes konkret, om en anonymisering er tilstrækkelig, eller om personen stadig er identificerbar. I denne vurdering, skal man tage alle hjælpemidler, der med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse for at identificere den pågældende person, i betragtning. Man skal også have for øje, om andre er i besiddelse af oplysninger, der gør det muligt at identificere den enkelte.


Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Svar

Emne Værktøjer
Visningsmetode

Regler for indlæg
Du må ikke lave nye tråde
Du må ikke besvare indlæg
Du må ikke vedhæfte filer
Du må ikke redigere dine indlæg

BB code er Til
Smilies er Til
[IMG]kode er Til
HTML-kode er Fra

Gå til forum




Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 20:14.


Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension