Spørgsmål ang. Førtidspension

[Jamie36]

Jeg har længe gået med den tvivl om jeg skal søge Førtidspension på baggrund af mine diagnoser, jeg ved godt det handler om arbejdsevnen men jeg har ikke været i arbejde i en del år efterhånden, men har været på forsørgelse fra kommunen det meste af mit voksen liv. Mine diagnoser er Svær Personlighedsforstyrrelse, Adhd, så har jeg oz angst når jeg er ude blandt folk. Sidste år røg jeg ud af sygedagpenge systemet, og min sb på det tidspunkt fik den "geniale" ide at jeg skulle starte på udd. Og hvis jeg ikke samarbejdede så bye bye kunne jeg så passe mig selv og finde ud af, hvordan jeg fik en indkomst. Udd. Klarede jeg selvfølgelig ikke gik ned med flaget, og har det værre end nogensinde, jeg skal ned til min læge i morgen med papirer som han vil gå gennem for at hjælpe mig, da jeg slet ikke kan overskue alle de papirer. Det eneste jeg skimtede var at jeg er i matchgruppe 2, både speciallægen og min egen læge siger at jeg skal have ro, og jeg er oz sygemeldt af min læge. Jeg får 3 forskellig slags medicin for mine psykiske sygdomme samt tager smertestillende ved siden af og medicin for lavt stofskifte, så døjer jeg med sukkerafhængighed og overvægt. Jeg ved ikke om jeg skal spørge min læge om han ville råde mig til at søge Førtidspension. Jeg fik et godt råd at Physen, men har ikke råd til en privat socialrådgiver.

Glemte at skrive at jeg har en depression samt selvdestruktiv.

[jjsonn]

Jeg tror du er ret ung og så er det meget svært at få pension.
Men du kan få lægen til, at sygemelde dig, så kommunen ikke må sende dig ud eller tvinge dig til udannelse.
Få at få pension skal alt være afprøvet, og det ved jeg ikke om det er.

[Jamie36]

Tak for tilbage meldingen jjsonn, ja jeg har også min alder imod mig, de har sendt mig ud i alt lige fra forfalden kontorarbejde på sygedagpenge til Vuc for at tage 9. klasse samt deres forsøg på at få mig i en uddannelse, som de har valgt udfra at jeg var i aktivering på det kontor, men lige meget,hvad de har sendt mig ud i, så er det gået galt hver gang, og det er kun blevet værre for hver gang. Det bliver en sej kamp, hvis jeg skulle gå hen og søge det, derfor har jeg tænkt mig at holde den del for mig selv, og ikke spørge min læge om råd ang. det!! Har en rigtig rar læge, og speciellæge(med speciale i psykiatri) men begge er på min side. Men vi må se, hvad min læge siger idag, efter at gået de papirer igennem fra kommunen.
Jeg spurgte forresten min sb på Reva om jeg ikke skal have min resourceprofil updateret da den er af ældre dato, men hun skrev at det skulle den ikke da jeg ville få Rehabiliterings papir istedet for, kan det være rigtigt?
Min hustru gik dem igennem hurtigt og fandt en del selvmodsigelser fra kommunens side, dem har de vist glemt at de har skrevet i sin tid.Er der nogen der har været ude for, at kommunen har skrevet nogle ting, og så gået imod dem?

[Haltefanden]

Jeg forstår som udgangspunkt godt tanken om at det ville være letterefor dig at søge førtidspension netop fordi det for nogen giver ro til at koncentrere sig om bare at fungere og få ro på tilværelsen. Men jeg mener samtidigt at det ikke skal være ens mål fra starten.
Du skriver at du lider af personlighedsforstyrelser og angst. Hvis du bor i region midtjyllan kan du bede om at blive henvist til afdeling q på psykiatrien i århus, de er helt fantastiske til at behandle personlighedsforstyrrelser. Det ved jeg af personlig erfaring. Din ADHD kan man måske "styre" med den rette medicin.
Jeg er selv 30, var på kontanthjælp fra jeg var 22 til jeg var 27 hvor jeg ved hjælp af revalidering, behandling på psyk samt medicin blev klar til at tage en uddannelse. Men det kræver selvfølgelig at du har motivationen for at komme ud af din angst, for angst kan behandles.
Jeg er selv bipolar, er behandlet for borderline, spiseforstyrrelse, angst. ocd samt 2 andre personlighedsforstyrrelser. Jeg var også overvægtig og led af slem sukkerafhængighed men efter behandlingen har jeg tabt mig og har det idag rigtigt godt alt taget i betragtning.
Jeg håber du får mod på at tage imod en behandling og se om ikke du kan opnå en bedre livskvalitet end den det lyder til at du har nu. Jeg mener ikke dette som noget nedladende, absolut ikke. Jeg tror bare på at du kan få det bedre

[Jamie36]

Ftp var heller ikke mit udgangspunkt, det var faktisk at få et arbejde, men da jeg er angst for at være ude blandt folk, så begrænser det jo temmelig meget. Jeg gik i et terapi forløb på psyk afd Kolding sygehus(har også været i børne psyk 2 gange, men det hjalp ikke en pind, det var spild af tid, da symptomerne blev værre og værre og min trang til cutting ikke forsvandt. Jeg synes så at jeg efterhånden har været mange steder som kommunen har sendt mig ud i, og jeg er så træt af at kæmpe med dem.Jeg står også og venter på at blive separeret fra min hustru samt venter på en lejlighed, ved ikke hvordan det skal gå, da jeg ikke har boet selv i mange år. Jeg går ved en speciellæge i psyk i Middelfart, samt har været ved lokal psyk, det hjalp heller ikke og de dømte mig bare udfra mine papirer, istedet for at prøve at se på mig med nye øjne, har også være på psyk skadestue, men de angreb mig nærmest og kaldte mig et ondt og dårligt menneske, så var så ked af det og lille da jeg gik ud derfra, ikke lige det man har behov for når man har det slemt i forvejen, jeg har oz mørke tanker, men der er ikke nogen der tager det seriøst. Så tænker et eller andet sted, at det ikke er værd at slås for. Det er godt at du har haft en god oplevelse med behandling, og får noget godt ud af det, og føler at det hjælper dig, men det har bare ikke været tilfældet for mig. Da jeg bor i Sydjylland så er det langt og dyrt for mig at tage til Århus da jeg skal søge om kh, så alle odds er imod en.

[Haltefanden]

Hold da op en behandling du har fået! jeg er helt forarget. desværre er du ikkeden eneste jeg harhørt om der har haft samme oplevelse af ikke at blive hørt eller set, udover det der stod i deres papirer. Jeg forstår ikke hvorfor psykiatrien i danmark ikke kan få en form for ensartethed indført i hvordan de møder de mennesker de arbejder med.
Hvis du kan lide at læse så er der skrevet en bog der hedder: Kognitiv behandling af angst og panik som har hjulpet mig rigtigt meget. Det kan være at den kan hjælpe dig til at overkomme din angst specielt nu hvor du skal bo alene. Det er pisse hårdt at bo alene og have angst så jeg føler med dig.

[Ninja]

@Haltefanden

Det er netop det der er problemet, pengene følger ikke borgeren. Jeg har også altid ville være med i kampen mod diagnoser, og deltaget i alle de tilbud kommunen havde at tilbyde. Men de var langt fra nok, desværre. Og så er det de begynder at sylte én, hvilket man jo får det endnu værre af. Systemet fastholder én i en forfærdelig situation fordi det er for firkantet, ikke har penge, ikke ejer indsigt eller tilbud der matcher den enkelte...

Mit håb er jo, at et ressourceforløb kunne være svaret på alle bønner, men jeg er skeptisk fordi pengene ikke følger med - der skal spares på området, og det er svært at se hvordan man kan gøre noget bedre, når midlerne bliver mindre.....

Jeg sad selv fast i systemet i 21 år på kontanthjælp som svært psykisk syg, indtil jeg simpelthen opgav at få hjælp og støtte, og måtte søge førtidspension i bar frustration over at jeg ikke kom nogen vegne.

Jeg fik så tilbud om førtidspension helt tilbage i 90'erne, men takkede nej, da jeg mente at vi måske kunne ''finde på noget'' der kunne få mig videre og som måske havde mere spændende fremtidsudsigter rent mentalt og socialt.

Men det fandtes ikke, de havde utrolig få redskaber til rådighed, der var psykolog og fobiskole - og begge satte mig på en pedestal, fordi jeg var intelligent og kunne lære dem en masse om, ikke bare psykisk sygdom og livet med diagnoserne, men også om kognitiv terapi, selvindsigt, kost mm. Så hver gang jeg talte, så noterede de og stillede spørgsmål, for jeg var fuldstændig som den udvidede udgave af alle samlede fagbøger, bare med feedback og svar på alle spørgsmål.....det fik de rigtig meget ud af fagligt, men jeg kunne så ikke rigtig rykke mig.
- jeg fik sågar en invitation om at tale ved en kongres i Stockholm (som jeg dog takkende pænt nej tak til). Grundet diagnoser. Og irritation, måske...

Så desværre er der en masse løben panden mod en mur - håber bare sådan, for alle unge mennesker, at de nu kan få den chance som jeg aldrig selv fik, og beder til, at de ikke giver op og overlader sig til deres diagnosers magt. For som du er inde på, så kan man komme rigtig langt hvis man er motiveret, og hvis systemet forstår at skubbe kærligt i den rigtige retning......og syge mennesker må også lære at se div tiltag som den hjælp de er ment som, og ikke som en ubelejlig en kæp i hjulet.

[Jamie36]

Hej Haltefanden
Tak fordi du forstår min situation og, hvorfor jeg har tænkt som jeg har i forbindelse med ftp, det har jeg dog slået ud af hovedet igen, da jeg godt ved at det aldrig vil ske i min situation. Jeg har idag skrevet en 4 siders mail til min sagsbehandler om, hvordan det virkelig hænger sammen og ikke udfra den sparsomme rehabiliteringsplan som hun sendte sammen alt det andet undskyld jeg siger det møg, for der står jo det samme i alle sammen, når det kommer til stykket, og de papirer viser bare at de ikke tror et ord af, hvad man siger ellers er de bare ligeglade det kan også være at det er tilfældet. Nå men jeg skulle skriver under på den rehabiliteringsplan, og det nægter jeg simpelthen da der står nogle løgne og at jeg faktisk udfra deres ord modarbejder dem, og siger at jeg ikke gider at lave noget, men sådan er det bare ikke. Hvorfor skulle jeg skrive under på nogle ord som de har drejet til deres fordel, som jeg skulle have sagt. Jeg har en mega dårlig hukommelse, men jeg havde min partner med som bisidder og hun ved at det jeg har sagt ikke passer overens med nogle af de ord, som de har skrevet. Men den mail, som jeg har skrevet til hende beskriver min hverdag med mentale/fysiske begrænsninger, medicin forbrug, og deres evig press/stressen/jag/jagt på mig, og andre i den samme situation. Det er virkelig frustrende at det bare ikke synker ind i deres små hoveder, og sætter sig fast, de taler om hjælp og støtte i hverdagen i form af en støtte/kontakt person, men at jeg selv skal søge en, som om jeg har overskud til det, og jeg kan slet ikke klare at være udenfor den lejlighed jeg bor i, uden at få angst og hjertebanken, samt er spændt som en flitsbue når jeg skal udenfor, og de kan ikke forvente at min partner, som snart ikke er min partner mere, skal være der som støtte da hun selv har en depression at slås med, men det må hun sætte til side, for at være det for mig, for alt det **** kommunen/jobcenteret byder mig. Det fylder alt og jeg har bare fået det værre og værre for hver dag, som jeg også kan takke dem for, og det gjorde jeg i slutningen af mit brev.Jeg havde simpelthen så meget jeg skulle have ud, alt det man har fundet sig i, og som de har tvunget ned over hovedet på en, især fordi man er bange for at sige noget forkert, som kunne betragtes som et nej til aktiveringstilbud. Jeg er ked af at hører at både dig og Helenekr samt andre har været i hvis ikke ligende så næsten, og for de mange andre som er fastklemt i systemet af den ene eller den anden grund.
Jeg elskede at læse førhen, men det har jeg måtte opgive da jeg slet ikke har koncentrationen mere samt at jeg glemmer lige så hurtig igen, hvad jeg har læst.

[jjsonn]

unskyld men vil du have hjælp skal du nok lave nogle ophold i teksten så det ikke er så gnidret for det er meget svært at læse.

[Jamie36]

Undskyld jjsonn kan godt se, hvad du mener mht. min tekst, det er fordi jeg er helt oppe at kører over det, så går det bare derud af, og jeg tænker ikke lige på at lave ophold sorry.

Ville i skrive under på en rehabiliteringsplan, hvis i kunne se, at de havde drejet dine ord så meget at det fremstod som om du ikke gider at samarbejde?

Som i min tidligere besked så ville jeg hører, hvor store ens chancer er når man ikke tager min alder i betragtning
er som sagt 36 år

Har Adhd i svær grad(ifølge mig) da jeg ikke rigtig kan fungere

Svær Personlighedsforstyrrelse det ødelægger også min hverdag, har ikke vænnet mig til nogen af diagnoserne.

4 forskellige slags medicin for at komme igennem dagen inkl. smertestillende mod stærke hovedpiner 2-3 gange hver dag pga. diagnoser

Angst, spænding, hjertebanken når jeg er udenfor generalt socialfobi.

Har været ude i meget forskelligt, som jobcenteret har valgt, uddannelse, kurser, kontorer og det er gået galt hver gang, måtte sygemelde mig kunne ikke klare det.

Stress, bekymring, mange op og nedture i løbet af dagen

depression

Tanker der kører rundt i hovedet med 320 km i timen

selvdestruktiv(især når jeg bliver presset)

bare for at nævne noget af det.

Jeg håber at det var bedre!!! som sagt ved godt at min alder er imod mig.