Hvor meget kan i overskue.

[mawebbro]

Nu er det fysisk jeg kæmper med, dvs. jeg mener jo også at der er gået noget i stykker inden i mit hoved.
Jeg har nemlig ændret mig siden ulykken. Meget.

Jeg gør meget i "det har jeg lyst til opgaver" - det jeg mener er, har jeg lyst til at få gjort rent i huset, så er det det jeg gør, vel vidende at det koster de næste dage (ind i mellem bliver jeg overrasket over at smerterne ikke bliver forværret som forventet ) Andre gange ved jeg at jeg skal til et eller andet dagen efter og vælger så mine handlinger ud fra dette.

Jeg har også tit meldt fra, til familiesammenkomster, naboskab, veninder ja selv nødvendige indkøb har jeg skudt. F.eks. pt har jeg bestilt min medicin på apoteket, det er pakket og klar til afhentning, men jeg har jo til et par dage endnu, så jeg trækker den.

Jeg har ofte diskuteret med min mand omkring dette, da han mener jeg er blevet menneske sky - set i forhold til hvordan jeg var før... han mener også jeg har social angst ind i mellem

Jeg er selvfølgelig dybt uenig og vi kan godt blive temmelig uenige når emnet kommer op. Jeg forsøger jo at forklare ham at jeg har så meget rigeligt i det her hjemme og ikke kan overskue mere end det ...

Jeg foretrækker så at have gæster hjemme. Synes det kan være svært at tage ud og så er det "for nemt" at melde afbud.
Hvis der kommer gæster her, er det knap så nemt, at melde ud at det er aflyst - synes jeg.

Vi holdt en fødselsdag og jeg var bare træt, mast og helt flad. Vi sad så og småsludrede i "de bløde" og sniksnakken gik lystigt. Jeg faldt pludselig i søvn. Havde siddet og lyttet til de andres snak og bang, så var jeg væk... blev ikke populær hos min svigerfar, der som den eneste opdagede det og sagde det til min mand, der så nænsomt skubbede til mig. Man kan s*u da ikke sove når man har gæster... øhh jo jeg kan godt Jeg faldt jo omkuld, det var jo ikke fordi jeg lagde mig til at sove..

Mine svigerforældre, mener så også bare at jeg "bare skal tage mig sammen og komme i gang"... det jeg fejler er hysteri... det er kun dem der kan fejle noget for de har jo knoklet hele livet og desuden kan man jo se det fysisk, det de fejler .. Min svigerfar har grundet en arbejdsskade været ftp i 30 år... ja ja moral er godt, mon dobbelt moral så er dobbelt så godt

Men ja, jeg magter heller ikke så meget og hvis vi skal noget flere dage i træk, puha det går som reglen ikke for mig. Bare tankerne gør mig træt og mast

Den næste tid bliver hård... vi skal til konfirmation, vi skal til knægtens sportsstævne, og vi skal selv holde konfirmation ...
og samtidig er jeg startet job - heldigvis kun onsdag og fredag, så jeg har dage at restituere i.
Hvis det var hver dag, ville mit liv bestå i arbejde, sove, arbejde, sove..

Jeg har også mere end een gang brudt sammen i krampe gråd og hulk og hysteri fordi jeg ikke har kunne overskue det der lå foran...

Så du er ikke alene om ikke at kunne overskue så meget af gangen.

[bruger2013]

KatrineB: jeg har en hest, jeg får ikke redet meget og ofte kan jeg tænke at jeg ikke havde den da det jo også er et stort ansvar og kræver at blive passet hver dag. Jeg får dog hygget med den i staldet og går lidt ture, og når den kommer løbende så snart den ser en giver det jo så meget at en vil en, og giver en lidt frihed ude for lejligheden. Hesten står også lige udenfor døren så skal ikke køre efter den. Det ville ikke gå hvis den stod længere væk. Har også en kat men den bor dog hos min mor :-). Dyr har altid betydet mege for mit velbefindende.

[dudde]

Jeg er ikke på førtidspension, men har "bare" været sygemeldt i 4 år indtil videre

Jeg venter pt. på at komme i arbejdsprøvning. Det har jeg selv bedt om efter at jeg har mistet sygedagpengene - man må jo gøre noget for at blive afklaret.

Jeg orker ikke andet end at handle ind (når jeg ellers kan tage mig sammen til at komme afsted), gøre lidt rent og lave mad.

Er meget glad for at læse, at mange andre har det på samme måde, da jeg er bange for, at andre opfatter mig som doven. Jeg er IKKE doven, men har en personlighedsforstyrrelse, periodiske depressioner og social angst. Og så er det s.. svært at overskue ret meget.

Det er også svært at indrømme overfor sig selv, at man ikke orker ret meget og især ikke orker socialt samvær. Det er jo ikke "normalt"

[bruger2013]

Dudde: Jeg kunne have skrevet dit indlæg. Har samme diagnoser og lidt mere til! Jeg kan virkelig også føle det med at være bange for at blive betragtet som doven. Det er også det der gør det svært for mig at sige nej mht. til at komme op i tid i praktikken.

Jeg har altid været meget pligtopfyldende så det er så hårdt at sidde i denne har situation og prøve at sige fra og bede om lidt hjælp. Jeg bruger MEGET energi på at holde masken og ikke vise jeg er "syg".Dette har så altid været der, men efter ca 12 år(er 25 nu) er det hårdt, og synes det bliver hårdere og hårdere hver gang jeg skal "ovenpå" igen efter depression. Det er så forfærdeligt når man må bukke under!!
Var jeg netop doven ville jeg med glæde sparke mig selv i røven og komme afsted!!!

[Enteneller]

Jeg er ved at lære at "bære over med mig selv" for jeg orker intet hvad har med rengøring eller det daglige at gøre. Min datter har heldigvis taget "jobbet" mht. rengøring hos både mig og hendes far.

Heldigvis har jeg en opsat vilje i at komme til træning i fitness center og dette udelukkende på skema sat hold. Træningen giver mig en efterflg. frihed ala den jeg kunne opleve før jeg blev syg. Ydermere har jeg nogle børn, der er store, men er super gode til at "passe sig selv" når vi glædeligt er sammen et par gange om ugen. Desuden passer jeg deres hund om formiddagen og får en lille gå tur der.

Der dukker angst scener op hist og her, men jeg ved efterhånden lidt mere om hvad jeg magter og hvad der bliver for meget. Det med venne komsammen, det er jeg hoppet fra, heller ikke fordi jeg var så meget til det førhen, men en tur i fitness center et par gange om ugen er nok for mig.

[FibroMcs]

En vild dag for mig har jeg kunne tage et par tallerkener ud fra morgenmaden (i løbet af dagen ikke lige efter) har ikke været så trær når jeg skulle hente børn at jeg følte jeg var zombie... også kunne tænke over hvad vi skal have til aftensmad uden at hjernen går i stå fordi jeg er så død at der er heeeeeelt tomt...
Så har dagen været en af de gode.. super vildt ikke.....

[KatrineB]

Hvor er det rart at jeg ikke er aflene.

[FrkM]

Det er meget forskelligt, men generelt er mit samlede funktionsniveau faldende - og jeg kan i hvert fald slet ikke så meget som jeg kunne ønske mig at jeg kunne.

Har hjemmeboende børn på 11 år og ALT mit krudt bruges på dem - deltagelse i deres fritidsaktiviteter, skole, bage, kørsel mv. Jeg bruger rigtig meget energi på at "tage mig sammen", men i takt med at mit funktionsniveau falder, så bliver det mere og mere tydeligt for alle (incl. ut) at jeg ikke fungerer som alle andre og at jeg ikke "bare kan tage mig sammen"... at jeg rent faktisk er syg... Mange har sagt "man kan jo ikke se at du fejler noget" men det er efterhånden ved at være tydeligt... desværre.

Det er fortsat svært for mig at at få "sagt fra" så jeg har ofte periode hvor jeg får mig involveret i alt alt for meget... synes jo jeg bør kunne meget mere når jeg nu "bare går hjemme".

Også jeg kan nikke genkendende til at samvær kan være helt utrolig udtrættende... jeg vil også hellere være gæst end vært. Det stresser mig ganske meget at skulle være vært.. af præcis det årsager som andre har været inde på.

Mine forældre hjælper mig rigtig meget... men jeg har for nyligt lavet en aftale med et rengøringsselskab således jeg får gjort grundigt rent og vasket vinduer en gang ugentligt.. så kan jeg selv holde det sådan nogle lunde stangen indtil rengøringsdamen kommer igen. Skal have lavet en lign. aftale med en gartner for haven kan jeg heller ikke passe som jeg gerne vil mere. For at jeg fungerer og kan finde glæde ved mit lille hus og have, så skal her være pænt og rent, så jeg er nødt til at prioritere det selvom det udgør en væsentlig udgift.

Mine begrænsninger er af såvel fysisk som psykisk karakter... tør slet ikke tænke på hvordan det bliver når jeg runder 40...

[tm1978]

Puha, jeg føler også at verden er uoverskuelig. Jeg er i en god praktik på 10 timer om ugen, men frygter at de vil sætte tiden op. Det magter jeg bare slet ikke. Jeg vil også gerne have en liv ved siden af. Jeg er dødtræt. Jeg vågner meget tidligt om morgenen med angstanfald og kan ikke sove igen. Jeg kæmper for at være "normal" i praktikken, men det er bare så utrolig hårdt.
Jeg er komplet forvirret og er bange for at det hele ramler igen...
Så nej, du er ikke alene og ja det er rart at have nogen at dele det med.

[Vej86]

Hvor er jeg bare glad for at høre det ikke kun er mig som har det sådan TAK TAK TAK

Jeg har pt meldt mig ud af samfundet jeg er gået psykisk ned er hårdt ramt af sygdom både fysisk og psykisk. Altså jeg har Altid været "syg" men lige nu er jeg ekstra hårdt ramt. Så jeg har svært ved at overskue ret mange ting lige nu. Bare det at komme i tøjet er en kæmpe opgave. Der er dage hvor jeg ikke kommer i tøjet sådan er det Bare lige nu.