Hvordan skal jeg gribe det hele an?

[Spunk]

Jeg er helt ny herinde, og også mhp. førtidspension..

Jeg er faktisk ret så usikker på det hele, og overvejer lidt om jeg måske kunne blive lidt klogere, hvis jeg bad om aktindsigt. Men hvordan bærer man sig ad med det?

Nå men altså; Jeg er diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, også kaldet maniodepressiv. Oveni har jeg karpaltunnelsyndrom i begge hænder, som jeg er opereret for, med dårligt resultat. Så jeg har føleforstyrrelser,smerter, og kraftesløshed i hænderne. Lægen kan ikke gøre mere,andet end at behandle med smertestillende til nerverne, da smerterne har spredt sig til albuer og skuldre.

Oveni har jeg smerter i ryggen, som behandles med dolol samt muskelafslappende, har været i behandling for smerterne i 7 år, og har været ved specialist, som mente jeg havde en diskusprolabs, og han iværksatte alt muligt. Jeg fik foretaget en MR scanning, hvor man ikke kunne se noget specielt, og så kunne det kun gå for langsomt med at få kostet mig ud af døren. Jeg ved jeg er skæv i ryggen efter 2 biluheld, men lægen siger at det ikke er derfor jeg har smerter, og at min ryg bare er slap Træning mhp. stærkere ryg og mavemuskulatur har dog intet godt gjort.

Min psykiske lidelse er en historie for sig selv. Efter fødslen af min første søn, blev jeg dybt deprimeret (meget kaotisk fødsel). Jeg gik et halvt år, og kunne ingenting, ville bare sove, og gad rent faktisk ikke mit barn, så ham tog min eksmand sig af, samtidig med at han passede hus, og arbejde.
Jeg kom i behandling for svær depression, og fik bevilliget en psykiater. Her var jeg én gang, hvor hun, ud fra en halv time vurderede at jeg ikke var depressiv. Så hun ville ikke tilbyde mere. Jeg fortsatte hos egen læge med medicinering,samt samtaler.
Jeg blev behandlet for depression frem til 2008, og har været igennem det meste medicin tror jeg, tåler nemlig medicin rigtig dårligt.

I 2008 kom kommunesammenlægningen, og jeg overgik til en ny psykiatri. Min nye læge (jeg flyttede til min nuværende bopæl i 2005) fik lavet en henvisning dertil, og her er jeg blevet fulgt lige siden. Allerede til 1 lægesamtale derinde, gjorde lægen opmærksom på at jeg havde tegn på maniodepression af type 2. Dvs. jeg var ikke selvmordstruet, men resten af symptomerne passer. Jeg blev dog holdt fast i behandling af depression, med temlig høje doser medicin. I 2009 fik jeg ny læge i psykiatrien, og blev flyttet i medicin. Jeg overgik til stemningsstabiliserende medicin, og har været på det lige siden. Jeg er dog steget meget i dosis i løbet af det sidste halve år.
Oveni får jeg medicin til at sove på, en anden type antipsykotika,da jeg ellers aldrig sover.

Jeg har angst for andre mennesker, og kommer sjældent ud. Bare det at skulle snakke i tlf med en jeg ikke kender, er nærmst umuligt. Jeg går hjemme, og har gjort faktisk altid. Til at starte med fik jeg kontanthjælp, men da jeg giftede mig med min nuværende mand i 2006, overgik jeg til den gensidige forsørgelsespligt. Og da han så fik nyt arbejde i 2007, ophørte min ret til kontanthjælpen.

Problemet er bare at vi ikke kan leve for hans løn overhovedet. Vi har et rådighedsbeløb, når alt er betalt, som skal dække mad,bleer,medicin, tøj,sko, osv på 1592 kr pr. måned.. Det kan man ikke leve for, 2 voksne og børn.

Min psykiater, som kommer her hver 2 uge, mener at jeg efter hendes mening, burde have en førtidspension, for det er utopi (hendes ord) at tro jeg nogensinde vil kunne komme til at fungere på et arbejdsmarkede. Det skal siges at jeg aldrig har arbejdet, for jeg har ikke magtet det.
Distriktspsykiatrisk læge mener det samme, og i oktober 2009 fik de lavet en aftale med kommunen og beskæftigelsescenteret om at jeg kunne komme derud i "arbejdsprøvning". 3 timer dagligt, i 3 mdr.

Mit store problem er at jeg ikke har magtet at være der. Jeg har været der et par gange, men er somregel blevet rigtig skidt tilpas af det efterfølgende (stemmer i hovedet, uro, kvalme, søvnløshed,trods "rigtige" sovepiller osv). og har derfor ikke været der andet end max 1 uge sammenlagt. Jeg har pga.min angst heller ikke ringet afbud. Har så fået flere breve hvor der står de vil trække mig i min kontanthjælp, men det bliver jo lidt svært når jeg ikke får nogen).

Nu har jeg så lige været til endnu en lægesamtale v.psykiatrien, og igen er jeg steget i medicin. Jeg har fået tilknyttet en støtteperson/hjemmehosser, og er indstillet til en familiekonsulent pga. min anden ældste søn. Og jeg blev så skide ked af det til mødet, for min psykiater siger at kommunen vil have lov at afprøve mig igen.. De mener ikke de kan lave en afgørelse udfra det punkt at jeg ikke har været aktiv nok på centeret.. Jeg har tudet og tudet hele weekenden, for jeg kan slet ikke overskue at skulle igennem møllen igen. Hvad så næste gang, når jeg heller ikke kan komme derud, fordi jeg ikke magter det? Skal jeg så afprøves igen og igen og igen,fordi de ikke kan træffe en afgørelse? Hvorfor kan de ikke lade min angst indgå i vurderingen? Altså der er jo en grund til jeg ikke kan komme derud, og det burde de (efter min egen mening) da kunne træffe en afgørelse ud fra. Men det er jo så bare min mening..

Jeg er træt af det tovtrækkeri, og vil bare gerne snart have nogle penge et eller andet sted fra.. Som det ser ud lige nu, og det er altså flovt at skrive, så bliver vi forsørget af mine forældre.. Mine forældre tapper deres pensionsopsparing, for at kunne hjælpe os og ungerne, og det kan sg ikke været rigtigt..
Hvilke muligheder har jeg nu? Skal jeg bede om at få kommunens foreløbige afgørelse og så anke eller hvordan? Jeg er helt på herrens mark, det hele er så forvirrende, og da vi i forvejen har en masse problemer med den anden ældste dreng, som gør at vi er i stort tovtrækkeri med kommunen, jamens så orker jeg bare ikke at blive ved..Jeg er træt af at blive modarbejdet, og sidde fast i systemet..