Tassi's partshøring - Hjælp!

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af Håber

Det er bestemt heller ikke fordi jeg er interesseret i at lave en demokratisk afstemning, da en tilkendegivelse af enighed i det subjektive postulat fra hovedparten af deltagerne ikke nødvendigvis gør postulatet sandt.

Det er netop pointen - at der er visse forhold, der ikke lader sig afgøre ved "demokratisk afstemning" ;-)

Jeg var blot interesseret i at høre, hvem der gemte sig bag "vi" fordi jeg var nysgerrig ifht grundlaget for en sådan betragtning - det var ikke for at starte en lang diskussion eller "hijacke" tråden.

Generelt må det være således, at det i sidste ende må det være argumentet for en given påstand (inden for givne præmisser), der er afgørende, mere end hvem der er fremføreren ... men det er naturligvis i tilgift ofte ikke helt uinteressant, at vide om ophavet er "Lille Poul i 4. klasse" eller en velanset forskergruppe.

Hermed skulle grundlaget for mit spørgsmål vist være belyst og jeg takker for det uddybende svar, omend det ikke har nogen relevans til spørgsmålet.

Velbekomme.

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af Tassi

TG: som du kan sige tingene

;-)

For at svare på spørgsmålene:

- Ja, mon ikke min sag er med i næste pulje af nye principafgørelser

Det vil være mit gæt ...

Til TG og andre: det vil måske interessere at vide, at min autisme ikke er nævnt med et ord i afgørelsen - kun de komorbide tilstande
- modsat kommunens lægekonsulent som slet ikke har villet tage stilling til de komorbide tilstande (som jeg med en samlebetegnelse har kaldet "stress").

Det der i kontekst er vigtig, det er ikke så meget diagnoserne - og hvorvidt det er en grunddiagnose eller én eller flere komorbide tildtande i spil - men derimod en beskrivelse af det samlede funktionsniveau og hvilke barrierer det skaber ift. at borgeren kan blive "selvforsørgende".

Det er så konstaterbart, at "nogen" hænger sig i diagnoser, under henvisning til, at diagnoser de "forklarer" (på autoritær) vis et givnt (typisk: nedsat) funktionsniveau.

Man kan sige, at diagnoser stillet på objektive eller pseudoobjektive grundlag de som oftest "legitimerer" et givne funktionsniveau til almindelig daglig anvendelse, herunder i en arbejdsmæssig kontekst ala: jeg føler mig sløj i dag og kan ikke arbejde, jeg har feber, halsen er rød og lægen siger jeg har fået halsbetændelse -> OK, så er det klart, at du ikke kan komme på arbejde i dag, du kommer bare så hurtig som mulig, når du er rask igen ... På den måde medvirker lægens diagnose til at "alle bliver glade" - arbejdstageren føler at kunne blive hjemme i sengen med god samvittighed og arbejdsgiveren kan slippe følelsen af at arbejdstager bare pjækker ...

Men som mere principiel udgangspunkt er diagnoser egentlig ikke i en socialfaglig kontekst interessant - det er noget "man" har gjort dem til, som et afsæt for en legalisering af / forklaring på det man enten hører beskrevet af borgeren eller det, der er observerbart i kontakten med borgeren - og som i sidste ende skabe nogle barrierer for borgerens vej imod "selvforsørgelse".

Personligt glæder jeg mig meget over det. Det har noget med min selvfølelse at gøre - at jeg ikke dømmes ude pga autisme. Jeg har jo også fungeret fint med et succesrigt arbejdsliv - indtil jeg brændte ud. Jeg føler endelig jeg har fået anerkendelse for min virkelige problemstilling - at det er stressen der er årsagen til mit lave funktionsniveau - ikke autismen

Tingene hænger dog sammen.

Den autistiske hjerne kvalificerer sig (bla.) ved at være mere åben og opmærksom over for sanseindtryk - det kan være lyd, lugte, syn osv.

Bagsiden er, at det filter, der hos NT'er holder de mangfoldige og detaljerede indtryk ude, det lukker hos autister meget mere ind i den autistiske hjerne, så det kan ende med at overbelaste hjernen - lægger man dertil det "pres" som forskellige sociale situationer udøver, ja så har vi fx "stress" som en mulig konsekvens.


Men der er absolut ingen grund til at dømme nogen ude eller føle sig dømt ude pga. en autisme - tværtimod vil jeg sige ... når man ser på, hvad nogle autistisk fungerende hjerner har bidraget med til fællesskabet.

For at komme dertil, så må afsættet nok være en accept af autismen som en fordel kombineret med en fortrolighed med de komorbide tilstande og en respekt for deres grænser.

Der vil dog være rigelig plads til individuelle variationer over temaet, for som jeg tidligere har været inde på, så er autisme meget bredt formuleret - og der er en glidende overgang imellem de forskellige tilstande på det autistiske spektrum frem imod det såkaldte normale (af nogen også kaldet: det neurotypiske).


Omvendt så er de komorbide tilstande oftest en ren pestilens, når de først blomstre frem som fx forskellige former for opmærksomhedsforstyrrelse, depressioner, manier, angst, OCD, PTSD, psykoser og "andet godt fra havet" ... det er i de komorbides selskab, der beklageligvis virkelig bliver "trukket tænder ud". Det er dog ikke helt ualmindeligt at møde den opfattelse, at får man mere styr på grundlidelsen (autismen), så bør det have en afsmittende effekt på nogle af de komorbide tilstande.

[Tassi]

TG
"Men der er absolut ingen grund til at dømme nogen ude eller føle sig dømt ude pga. en autisme - tværtimod vil jeg sige ... når man ser på, hvad nogle autistisk fungerende hjerner har bidraget med til fællesskabet".

Det er så også den bekræftelse jeg synes jeg har fået. Men jeg når lytter til strømningerne blandt de unge-diagnosticerede, oplever jeg et andet syn. Som om man som udgangspunkt ser autismen først, og dermed også handicappet - og lader det farve den måde man ser sine muligheder i verden på. Med andre ord, at man mentalt begrænser sig fordi man har "lært"at "det kan man jo ikke som autist". Det gør mig bekymret for hvilket stigma jeg dermed påføres som autist af det omgivende samfund

"For at komme dertil, så må afsættet nok være en accept af autismen som en fordel kombineret med en fortrolighed med de komorbide tilstande og en respekt for deres grænser"

Præcis

"Det er dog ikke helt ualmindeligt at møde den opfattelse, at får man mere styr på grundlidelsen (autismen), så bør det have en afsmittende effekt på nogle af de komorbide tilstande."

Det oplever jeg så også. Det har betydet alverden til forskel at jeg har opdaget min autisme, for jeg kan nu tage de relevante hensyn til mig selv, og det betyder at jeg ikke længere er udsat for disse massive stresspåvirkninger

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af TimeGuest

;-)

Det der i kontekst er vigtig, det er ikke så meget diagnoserne - og hvorvidt det er en grunddiagnose eller én eller flere komorbide tildtande i spil - men derimod en beskrivelse af det samlede funktionsniveau og hvilke barrierer det skaber ift. at borgeren kan blive "selvforsørgende".

Men som mere principiel udgangspunkt er diagnoser egentlig ikke i en socialfaglig kontekst interessant - det er noget "man" har gjort dem til, som et afsæt for en legalisering af / forklaring på det man enten hører beskrevet af borgeren eller det, der er observerbart i kontakten med borgeren - og som i sidste ende skabe nogle barrierer for borgerens vej imod "selvforsørgelse".

Tingene hænger dog sammen.

Den autistiske hjerne kvalificerer sig (bla.) ved at være mere åben og opmærksom over for sanseindtryk - det kan være lyd, lugte, syn osv.

Bagsiden er, at det filter, der hos NT'er holder de mangfoldige og detaljerede indtryk ude, det lukker hos autister meget mere ind i den autistiske hjerne, så det kan ende med at overbelaste hjernen - lægger man dertil det "pres" som forskellige sociale situationer udøver, ja så har vi fx "stress" som en mulig konsekvens.


Men der er absolut ingen grund til at dømme nogen ude eller føle sig dømt ude pga. en autisme - tværtimod vil jeg sige ... når man ser på, hvad nogle autistisk fungerende hjerner har bidraget med til fællesskabet.

For at komme dertil, så må afsættet nok være en accept af autismen som en fordel kombineret med en fortrolighed med de komorbide tilstande og en respekt for deres grænser.

Der vil dog være rigelig plads til individuelle variationer over temaet, for som jeg tidligere har været inde på, så er autisme meget bredt formuleret - og der er en glidende overgang imellem de forskellige tilstande på det autistiske spektrum frem imod det såkaldte normale (af nogen også kaldet: det neurotypiske).


Omvendt så er de komorbide tilstande oftest en ren pestilens, når de først blomstre frem som fx forskellige former for opmærksomhedsforstyrrelse, depressioner, manier, angst, OCD, PTSD, psykoser og "andet godt fra havet" ... det er i de komorbides selskab, der beklageligvis virkelig bliver "trukket tænder ud". Det er dog ikke helt ualmindeligt at møde den opfattelse, at får man mere styr på grundlidelsen (autismen), så bør det have en afsmittende effekt på nogle af de komorbide tilstande.

Da jeg læste TG´s indlæg igår, følte jeg mig i den grad ramt af evt. at være autist!!!. Desunde har jeg helt klart en del komorbide tilstande som ingen har kunne relatere til noget. Det er endt i generaliseret angst, somatisering og personligheds og opmærksomheds forstyrrelser. Lægekonsulenten har hele tiden forholdt sig til, at min sag skal forklares ud fra en social faglig kontekts, da "intet" heller ikke diagnoserne er helt klart omkring mig.

Der var på et tidspunkt i 2009 været ADHD indeover, men nej.

Tassi hvordan var det at du blev afklaret til at være autist - asberger som jeg husker det, bare af nysgerrighed.

Jeg vil ikke give dig fuldstændigt ret i at autister som sådan ses ned på ala det du hentyder til, jeg ser dem nærmere som en slags "nørder", positivt ment. Jeg selv blev på arbejdspladsen kaldt "arkivet", da jeg altid har haft en god hukommelse, kunne f.eks huske lange udenlandske tlf. numre osv.

Nå men jeg er måske ikke autist, what do I know, er dog træt af ikke helt at kende baggrunden til min tilstand, hvoraf udbrændthed klart også er en del af det, noget jeg ligeledes kan relatere til TG´s beskrivelse.

Derudover kan jeg ikke klare: knitrende slik poser og is papir, folk der spiser, smasker, åbner munden når de spiser, at de drikker på en underlig måde, slubre, spiser chips eller popcorn. Urer der tikker. At nogle snorker, skriver på tastatur(larmer, når jeg ikke selv gør det, at de sidder eller ligger på en anderledes måde i f.eks. sofaen endda mht. mine børn. At man ikke rydder op efter sig, ligger ting på plads, redder seng, nyser "mærkeligt eller forkert". Der er mange, mange ting og det har altid undret mig, f.eks. at jeg gennem alle mine teenage år ikke mindst brugte hvert et måltid til at skælde og smælde over at min far smaskede når vi spiste. Er og var jeg mon bare hysterisk, nok lidt, det har aftaget, da jeg ikke har kræfter til at være det længere.

Håber at det er ok at jeg har brudt lidt ind i din tråd Tassi, men på mange områder tror jeg at vi ligner og har lignet hinanden måske

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Håber at det er ok at jeg har brudt lidt ind i din tråd Tassi, men på mange områder tror jeg at vi ligner og har lignet hinanden måske

Det er da helt ok

Jo, jeg har fået diagnosen Aspergers syndrom (som forøvrigt forsvinder til næste år - fremover kaldes det hele autisme)

Jeg betragter det selv som et rent lykketræf at jeg ramte ind i den rette speciallæge, som havde ekspertise nok til at fange min autisme. Jeg blev sendt til ham for udredning af post commotionelt syndrom, og jeg kunne lige så godt være blevet sendt ud af døren med beskeden at det havde jeg ikke, men uden anden forklaring
Aspergers syndrom er svært at fange hos voksne - og særligt vanskeligt hos kvinder - fordi vi i høj grad har lært at kompensere, og det kræver derfor en kompetent speciallæge af fange den. Men hvis du har mistanke om det, er det da forsøget værd at presse en udredning igennem. Det behøver ikke nødvendigvis gå gennem kommunen - jeg blev henvist af en psykiater

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Da jeg læste TG´s indlæg igår, følte jeg mig i den grad ramt af evt. at være autist!!!. Desunde har jeg helt klart en del komorbide tilstande som ingen har kunne relatere til noget. Det er endt i generaliseret angst, somatisering og personligheds og opmærksomheds forstyrrelser. Lægekonsulenten har hele tiden forholdt sig til, at min sag skal forklares ud fra en social faglig kontekts, da "intet" heller ikke diagnoserne er helt klart omkring mig.

Prøv at give Google en overhaling med fx: Asperger test for adults online

Så kan du lege lidt med henvisningerne og bruge resultaterne som et løst vink med en vognstang.


Er der i øvrigt noget der sammen med ovenstående peger på, at det evt. kunne være interessant at gå videre med en egentlig udredning, så vend det fx med den praktiserende læge, som du normalt anvender og som kender dig.


Hvis det har hastværk med en udredning (det er ikke ualmindeligt, at der er lang ventetid på en omfattende udredning) eller det bare er lidt: "nice to know" + du selv kan betale (og få gruppe 2 refusion) og gider bevæge dig i den retning, så kik fx ind på: http://www.hejmdal.dk/

Heimdal.dk har nogle "pakketilbud" for udredning af ADHD/ADD og Aspergers syndrom hos voksne.

Ligesom du kan læse lidt om deres bud på: Udredning af voksne, der mistænker, at de har Aspergers syndrom eller autisme her:

http://www.hejmdal.dk/privathospital...om-hos-voksne/


PS: Jeg har ingen kommercielle interesser i heimdal.dk - har blot hørt om dem på et tidspunkt.

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af Tassi

Jo, jeg har fået diagnosen Aspergers syndrom (som forøvrigt forsvinder til næste år - fremover kaldes det hele autisme)

Nah...jah... WHO's International Classification of Diseases v. 11 (ICD-11) kommer, når den er færdig og iflg. WHO selv er det omkring 2015

Og før ICD-11 er på gaden, så begynder man principielt ikke at ændre diagnosekodning rundt omkring.

Man kan sniffe lidt til en ICD-11 beta her: http://apps.who.int/classifications/icd11/browse/


Der er formodentlig DSM-5 du hentyder til, som man kan læse lidt om + dens interaktion med ICD-11:

http://www.autism.org.uk/about-autis...-criteria.aspx


BTW: Aktuelt anvender vi her i DK ICD-10 og den fordanskede udgave i Sundhedsvæsenets Klassifikationssystem (SKS) afsnit D og når ICD-11 kommer på gaden vil den blive implementeret i SKS afsnit D ... jeg har ikke hørt andet.

Og for de der ikke ved det, så er det ICD/SKS kodningen, man anvender i Sundhedsvæsenet/hospitalsverdenen, når en diagnose skal gives.

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af Tassi

Det er så også den bekræftelse jeg synes jeg har fået. Men jeg når lytter til strømningerne blandt de unge-diagnosticerede, oplever jeg et andet syn. Som om man som udgangspunkt ser autismen først, og dermed også handicappet - og lader det farve den måde man ser sine muligheder i verden på. Med andre ord, at man mentalt begrænser sig fordi man har "lært"at "det kan man jo ikke som autist". Det gør mig bekymret for hvilket stigma jeg dermed påføres som autist af det omgivende samfund

Igen er det nødvendig at præcisere, at selv om der er fællestræk i gruppen som helhed, så er der individuelle forskelle på, hvordan de fælles træk påvirker funktionsevnen.

Implikationen er har, at nogle vil kunne, herunder vil kunne opnå (ved øvelse), noget andre ikke tilnærmelsesvis kan komme i nærheden af.

Sådan er det og næppe noget der lader sig ændre.

Omvendet er det problematisk, at omgivelserne (som oftest af velmenende grunde) fraråder bestemte udfoldelsesmuligheder - med den lille sløjfe på halen, at det til tider godt kan give god mening at gøre det.

Problemet er selvf., at man helst skal undgå at generalisere og som borger med et handicap undgå at sluge alting råt, men også føle lidt efter hos sig selv og forsøge at gå efter det man brænder for - måske skal man blot ud på en noget forlænget rute, før man når frem.

Det oplever jeg så også. Det har betydet alverden til forskel at jeg har opdaget min autisme, for jeg kan nu tage de relevante hensyn til mig selv, og det betyder at jeg ikke længere er udsat for disse massive stresspåvirkninger

:-)

[Enteneller]

Tak for de vise ord til TG ikke mindst, godt at vi har een herinde der ved lidt om alt;-)

Jeg har efterhånden også lært mig selv at kende, mht. stress påvirkninger. F.eks har jeg endelig konstateret at jeg ALDRIG går i arbejdsprøvning mere, det var den sidste i mit liv som jeg var i i januar i år. Generet er jeg heldigvis også blevet bedre til at sige nej og nej tak.

Om jeg har den ene eller anden grundlidelse kunne dog være rart at finde ud af, det vil så være min psykiater jeg skal tale med om evt. henvisning, da jeg ikke har noget "forhold" til min egen læge. Dog er jeg ikke sikker på at jeg orker en evt. udredning..

Ellers kan man som grundlag måske godt bare lide af generaliseret angst, somatisering og personligheds forstyrrelser? Det har måske ikke nøde at stamme nogle steder fra ud over at man har brændt sig selv ud i arbejds og privatliv!!?

[Tassi]

Vil lige fortælle at min sag nu er overgået til socialteamet, og at der træffes afgørelsen omkring førtidspension i løbet af et par uger

Jeg er rendt ind i en sagsbehandler, der rent faktisk tager stilling til min sag, læser mine akter, og handler!

Det er jeg selvfølgelig meget lettet over, men det afføder også tankerne om hvor prisgivet man er, hvis systemet ikke ønsker man skal afklares.
Da jeg blev smidt ud af sygedagpengesystemet for halvandet år siden, var min situation så rigeligt belyst til en afklaring. Desværre var der bare ikke en sagsbehandler der gad besvære sig med at håndtere min sag.
Hvad det dog ikke har kostet af ganske unødvendige ressourcekrævende bekymringer, klageskrivninger, og tid! Det er så sjofelt. Andet er der ikke at sige om det

Men, som sagt, nu har jeg fået en ordentlig sagsbehandling - for første gang i flere år. Har modtaget partshøring inkl nyt lægeskøn, og for første gang er der beskrevet det reelle billede af mig. Denne lægekonsulent har rent faktisk forstand på min lidelse, og sagsbehandler har gjort et kæmpe arbejde med at sætte sig ind i min sag, og finde hoved og hale i den.

Jeg er fortrøstningsfuld. Jeg befinder mig nu i slutfasen