Nå, hvad laver du så?

[Vim]

Hej Razmo,
Jeg har gået og tænkt på dit spørgsmål om hvad man skal svare som FTP.

Jeg er ikke selv der endnu (kommunesmøl!), men har det også svært med at skulle sige sygemeldt/fyret/eller hvad det nu måtte være.

Hvad mener du om svaret til ”hvad laver du så?” – ”Jeg er på Finansloven, LBK 484, kapitel 3, § 16 med en (i dit tilfælde) 79 / F899 ” – og derefter meget hurtigt spørge tilbage ”og hvad laver du så?”.

Som én så klogt skrev, så er de fleste mennesker så selvcentrerede, at de vil elske at tale om sig selv og hurtigt glemmer, at de faktisk ikke fik svar på deres spørgsmål. Hvis de derimod vitterlig er interesserede i dig som person, så vil de måske spørge ind til det, men så er de jo netop ikke afstandtagende på forhånd.

(Oversættelse af svaret: ”Jeg er på Finansloven, LBK (lovbekendtgørelse) 484, (Bekendtgørelse af lov om social pension) kapitel 3, § 16 med en (i dit tilfælde) 79 (Arbejdsmarkedsstyrelsens diagnosekode i førtidspensionssager) / F899 (WHO’s sygdomsklassifikation) (Begge for Aspergers)

Mon man ikke kan få lukket munden effektivt på mange med en sådan sætning ?

Til dine tanker:

Jeg tænker da nogen gange, at JO, jeg kan da sikkert godt arbejde... jeg er jo ikke fysisk ude af stand til at bevæge mig... men systemet har bare ikke de foranstaltninger der skal til for at hjælpe mig videre, og arbejdsmarkedet er ikke socialt gearet til at tage de hensyn der skal til.... men var de der, kunne jeg måske godt.... men det ER de bare ikke, så reelt set ER jeg ikke arbejdsdygtig, for hvem ville ansætte en der ikke fungerer optimalt på arbejdspåladsen før man har lært den at kende over flere år? ... hvilke kolleger ville have tålmodigheden til at vente med at lukk en ind i det sociale på arbejdspladsen når man er klar, og ikke inden have klassificeret mig som "underlig"?

Sådan har jeg også mange gange tænkt! Måske ligger det dybt i os, at vi da skal bidrage til samfundet? Måske er det et resultat af de mange gange, vi har fået at vide ”du ser da ikke syg ud”? Måske er det ”systemets” mistænkeliggørelse, vi til sidst vender indad?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det er MEGET svært at komme ud over. Jeg har med held forsøgt mig med en seddel med teksten ”Der er en god grund til at jeg ikke kan arbejde (mere) som alle andre”, som jeg lægger, så jeg kan læse den mange gange om dagen.

Og ja, vi er underlige, og ja, vi er unormale – OG DET ER OK! Samfundet ville kunne få gavn af rigtig mange af os, hvis vi kunne få lov at tage de hensyn til vores ”underligheder”, men i et egocentreret, liberalistisk samfund, hvor kun de stærkeste kan klare sig, kan vi ikke passe ind. Jeg har valgt at vende det om til at det er mest synd for samfundet.

Det var mange tanker; jeg håber du kan bruge noget af det, som jeg så tit har kunnet bruge af dine.

Hilsen vim

[Lars Dubo]

Oprindeligt indsendt af Antoniette

"Nå, hvad laver du så?"

Dette er et af de første spørgsmål danskere stiller når de møder hinanden. Hvad svare I på det? Siger I rent ud at I er førtidspensionister?

Når jeg har fået "nå, hvad laver du?" spørgsmålet, så har jeg svaret at jeg var igang med at lære at spille klaver (hvilket også er sandt), men det stiller folk sig ikke tilfreds med, "jamen hvad arbejder du med?" og så har jeg sagt at jeg er på førtidspension. Og så kan jeg bare mærke at de ser mærkeligt på mig, jeg har også oplevet at folk har vendt sig om og gået. Eller også spørger de "hvorfor det?" Og så føler jeg at jeg skal stå og forsvare mig selv, og så for 117 ende gang hurtigt forklare, at det var fordi jeg blev kørt ned bla bla. Jeg synes ikke at det er særligt rart at skulle opremse sin personlige sygehistorie, for vildt fremmed mennesker. Plus at det minder mig om den værste tid i mit liv (det bliver man ikke ligefrem i party humør af). Det med mine psykiske men holder jeg også for mig selv, jeg fortæller kun om de fysiske skader.

Nu overvejer jeg, om jeg skal prøve at lyve næste gang, der er nogen som spørger. Bare sige at jeg læser dit eller dat eller arbejder som fritidsforsker?

Jeg kunne godt tænke mig at høre andres erfaringer?

Lad dog være med at hidse dig op over det. Hvad man laver privat og i sin fritid kommer da ikke andre ved. At spille klaver er et stort arbejde i sig selv, og specielt hvis man virkelig går op i det. Det kan man skam også tjene penge på.

At spille klaver er det største arbejde der findes. Det er ikke alle beskåret, at kunne lære dette. Så lad være med, at fortælle andre hvad du laver hvis du ikke mener det kommer dem ved. Hvis de ikke kan acceptere, at man ikke har et "Arbejde" må det jo være deres problem.

[Ragdoll]

....søger og finder identitet igennem eget og andres arbejde. Det er så dejligt nemt. For når man kan sætte en stillingsbetegnelse på folk, kan man henføre dem til en kategori, og placere dem på rangstigen i det danske samfund.

Arbejde er alt, og mennesket/livet noget sekundært.

Det allerlaveste trin på samfundets rangstige hedder "overførselsindkomster", på dette trin er der et hav af underbetegnelser, kontanthjælp (selv- eller uforskyldt), ledighedsydelse, starthjælp, sygedagpenge og førtidspension.

Desværre bliver alle på dette trin, på grund af rigtig mange menneskers uvidenhed og manglende forståelse, skåret over en kam. "Hvis du er på overførselsindkomst, så er det nok fordi du ikke gider arbejde og hellere vil nasse på samfundet, og bruge andres gode skattekroner på at gå og dovne den af derhjemme."

Jo tættere folk er på dette laveste trin på samfundets rangstige jo mindre forståelse finder man som regel, det vil sige blandt dem i lavtlønnede job der ikke kræver nogen uddannelse, hvor forskellen på indkomst mellem deres løn og den evt. "overførselsindkomst" ikke rigtig er noget at tale om. De har sværest ved at se hvorfor én der ikke arbejder, skal have "næsten" lige så meget som dem, der jo må knokle hver eneste dag, bare for at få økonomien og hverdagen til at hænge tåleligt sammen.

Os der er på en overførselsindkomst af den ene eller anden art, mangler ofte selvværd, vi har svært ved at akceptere vores situation, vi ville for de allerflestes vedkommende gerne kunne arbejde, tænk hvad vi kunne gøre med alle de dejlige penge hvis vi kunne klare et rigtigt job.

Hvis vi er syge kan der også godt gå flere år før vi akceptere de begrænsninger det giver os i vores hverdag. På grund af dette går vi nok ofte rundt som en stor undskyldning for os selv, og adsprugt om hvad vi laver, mumler vi stille "jeg er på førtidspension" mens vi kikker ned på vores hænder og undgår spørgerens blik.

Hvis vi vil have omgivelserne til at akceptere dette svar, og respektere os på trods af dette, så tror jeg at det er vigtigt at vi først lære at akceptere os selv, sådan som vi nu er, og da vi ikke kan diske op med en stillingsbetegnelse, må vi finde noget andet af værdi hos os selv som vi kan "imponere" omverdenen med.

Selvom jeg er syg og har været det i mange år, så har jeg stadig meget at byde på. Mine evner til at lytte, til at tale og skrive så det kan forstås.
Mine interesser, hvor min viden er noget jeg gerne deler ud af, en værdig debatpartner, etc.

Det tog mig mange år at komme så langt, men når først man når til dette punkt, så bliver man stærkere i forvisheden om at man er et ligeværdigt menneske, og at det ikke er indkomstgrundlaget der er afgørende.

Jeg lavede en øvelse igennem lang tid, som selvom det lyder åndet, rent faktisk hjælper, og jeg vil godt give rådet videre.

Uanset hvordan du føler omkring dig selv, så går man mindst tre gange om dagen ind på badeværelset, lukker døren, kikker sig i spejlet og siger højt til sit spejlbillede, "Jeg er et godt og smukt menneske, jeg har store værdier og erfaringer at dele med andre, jeg er interessant og dejlig". Dette gentager man tre gange, inden man sender sig selv et fingerkys.

Til at begynde med , kan det godt føles meget svært, men tænk på dig selv som en skuespiller der skal lære at spille en rolle, dette er dine replikker i livets skuespil. Du skal øve dem til de sidder på rygraden og til du kan sige dem med stor overbevisning og et smil på læben. Med tiden vil du mærke at det løfter dig op til et højere niveau, og at det giver dig en mental styrke, som du havde glemt hvordan det var at have. Når du er kommet så langt, så bliver det fuldstændig ligegyldigt hvad andre måtte tænke og mene om dig, og så vil du være i stand til at møde andre som et ligeværdigt menneske.



Hrefna

Hrefna skriver

Uanset hvordan du føler omkring dig selv, så går man mindst tre gange om dagen ind på badeværelset, lukker døren, kikker sig i spejlet og siger højt til sit spejlbillede, "Jeg er et godt og smukt menneske, jeg har store værdier og erfaringer at dele med andre, jeg er interessant og dejlig". Dette gentager man tre gange, inden man sender sig selv et fingerkys.

Sjovt den har jeg nu aldrig tænkt over til os selv jeg har ellers sat min datter til at bruge den du ved teenager med lidt for meget sul her og der , hår der aldrig vil sidde , tøj der i hvert fald ikke sidder på en som på dem i bladene og som bare føler sig helt forkert sat sammen ...

Men kan da være jeg skal prøve den selv også

[Diddexx]

nok en af dem, der kan tænke: "så tag dig dog sammen" - Alle mennesker bør arbejde og man skal IKKE nasse på systemet. Jeg synes det er taber agtigt og det er ikke en person jeg har lyst til at være. Tænk at få penge fra det offentlige resten af sit liv!! Så hellere helt undvære penge og leve på gaden. Det er hårdt nok at være på kontanthjælp, tænk hvis man var syg og ikke kunne arbejde ("sludder, alle kan arbejde").

Når den dialog er noget man er vokset op med og har fået banket ind i sit hoved, så er det eddermandme svært at slippe. Jeg er flov over at være syg, jeg nægter at se realiteterne i øjenene og jeg svinger mellem at erkende at jeg er syg og handicappet og så dage hvor jeg nægter - Jeg skal bare ud at have et job, selfølgelig kan jeg det, jeg er jo IKKE syg.

Så en ting er at man ser sådan på andre, en anden ting er når man ser med de øjne på sig selv. Jeg har den overbevisning at skulle jeg fx søge om flex, så gør det mig til et dårligere menneske, der er mindre værd end dem der arbejder og bidrager til samfundet. Jeg skammer mig og føler mig som et lille menneske. Derfor har jeg slet ikke taget en beslutning om at skulle søge flex, for får kvalme og bliver svimmel ved tanken. Mig,syg??

Så det kan være at jeg nøjes med at arbejde 15-20 timer, få løn for det og være ude at systemet, så må vores økonomi jo baseres på dette. Har ikke taget en beslutning, synes det er en meget ubehagelig tanke.

[maria b]

Oprindeligt indsendt af zuza

Der er mange, der ikke TØR sige, at de er førtidspensionister.

På TV2 har de ALTID stillingsbeskrivelse på de almindelige folk, de interviewer om eks. hundeopdragelse.

Hvad kommer det os ved, om de er førtidspensionister, hjemmegående, arbejdsløse, direktører, ingeniører eller andet?

Vi er jo MEGET ANDET END ARBEJDSROBOTTER.

Hvis du vil vide, hvad du kan svare, kan du jo sige: Filosof
(Det er vist ikke en beskyttet titel.)

At du filosoferer over livet i Danmark før og nu.

Det lyder jo fint i deres ører, og så kan du jo stille et modspørgsmål om, hvor mange penge de nu skylder i deres hus, og om de mener, de får råd til at betale det tilbage, når renten stiger. Om de ikke er utrygge ved fremtiden, hvis de skulle blive arbejdsløse, syge eller andet.

Det kommer naturligvis heller ikke dig ved, men så kan de jo lade være med at stille dig nærgående spørgsmål, som dybest set ikke kommer dem ved.

Du kan jo også svare, at du er musiker eller kunstner.

Jeg bliver altså vred, når folk opfører sig så på den måde og vender ryggen til.

Jeg håber, andre kommer med nogle bud til dig.

Knus

Hej blander mig lige nej et godt svar.

[sophia1]

Jeg står selv overfor at blive FP - og er også nede over, at jeg så ikke længere har noget at hænge 'hatten på'.. Er ellers uddannet sosu. Så hvordan bevarer man selvtilliden som FP ? Gode råd søges..

[Ametyst]

Det er ikke at være bundet af holdninger og være ligeglad hvad andre tænker. De højtrangerende i samfundet er sjældent specielt kærlige eller tør gøre en forskel for dig hvis det gælder.

[sweetie]

ZUZA :

Sad lige og læste dit svar til Antoniette.... kunne altså ikke lade være med at grine lidt..... FED SVAR : FILOSOF..... Så genial

Tror jeg skal prøve den næste gang der er en der spørger mig om hvad jeg laver

Vh

[fillemusen]

Hej

Jeg har haft rengørings job i mange år,og det er ikke meget anderledes...folk spørger:hvad arbejder du med...jeg gør rent...samtale slut...?
Det har pisset mig sååå meget af,at folk har "dømt" mig på mit job.Det var faktisk selvvalgt,da jeg samtidig hjalp i min eks´s firma og så var arbejdstiden genial.

Nu har jeg så været i flexjob i 8 år,og har da også hørt lidt for at jeg fik en okay løn,men gik tidligere end andre..blev bla. kaldt "ugens gæst" ha ha ha
Vil lige sige at jeg også har haft en masse arbejdskollegaer,som havde stor forståelse for min situation..så det hele har heldigvis ikke været skidt...

Jeg har fibromyalgi,slidgigt,arbejdsskade,astma,skæv ryg osv...

Man kan jo ikke se på mig at jeg er syg,så det kan være svært for folk at forstå...men nu har jeg fundet ud af,at alle ved hvordan det er at vågne med influenza...smerter i hele kroppen,kan hverken løfte arme el ben..hovedet fyldt med "vat",og følelsen af ikke at have sovet i 14 dage (8 år)..og det så nok mest de gode morgner..sådan vågner jeg hver morgen,og det fortsætter hele døgnet.

Det kan de fleste forstå...og faktisk fået respekt fra en del,fordi de ikke fatter at jeg stadig kan grine og bruge sort humor...detter så en nødvendighed for at "overleve" psykisk....

Måske mest brugbart for fibber,men måske nogen kan omsætte "alm" sygdomme til noget der ligner deres,så folk selv har mærket noget lign.

Hilsen mig