Deler mine tanker og spørgsmål

[nuller1979]

Aner ikke engang, hvad jeg skal kalde overskriften. Er forvirret, nervøs osv. for, hvad der venter mig
34 år, sygeplejerske, gift, 2 børn, bipolar lidelse og afventer udredning for ADD (er blevet meget populært ja). Men en diagnose giver mig intet flexjob, ved jeg.

Jeg vil faktisk helst ikke have Flex. Nej, det er der jo ingen der vil.... men jeg mener, at det er så svært for mig at skulle acceptere mine begrænsninger.
Helt ærligt; jeg er en god sygeplejerske. Jeg kan mit fag og jeg elsker det.
Jeg er sygeplejerske i hver en celle i min krop.

Ja jeg kan stadig være sygeplejerske, trods dét at skulle have flexjob. Men ikke på samme måde

Nu er der sat ord på mistanken om ADD. Nå ja, 34 år..... kunne have tænkt mig at have vidst det for 30 år siden. Men det kan jo ikke bruge til noget. Det her er nutiden, og fremtiden....
Jeg kan ikke foretage mig noget som helst andet end at kæmpe mig igennem tiden, indtil jeg kan søge Flex. Jeg VIL ikke sygemelde mig nu. Men det koster, det her..... det er så hårdt. Kan intet andet end spise og sove når jeg kommer hjem fra arbejde. Mine fridage går til mand og børn. Det holder ikke i længden. Det skal siges at på arbejdet fungerer jeg som andre. Al min krudt bliver brugt til mine patienter

Jeg kæmper mod træthed, dårlig søvn, kvalme, hovedpine (bivirkninger), uro, muskelspændinger, manglende overskud.... Gør brug af min paragraf 56 (hvor der paragraf tegnet henne?) når det er værst.

Sidst jeg var sygemeldt, talte jeg med min sagsbehandler i tlf. Hun var virkelig sød og omsorgsfuld. Spurgte til, hvordan mit liv fungerede. Måtte gå til bekendelse og fortælle det. Hun sagde at jeg skulle overveje om det skulle fortsætte sådan nej det skal det jo ikke. Skal jo kunne andet end at sove når jeg kommer hjem fra arbejde.

Afventer den psykiater..... har store forventninger til ham. Så skal jeg udredes.... måske prøve anden medicin (Åh nej... ikke igen) og kan så tage hul på, hvordan mit liv kan se ud.

Hvad gør jeg når jeg er udredt??
Hvad tænker i?

[LM Fyn]

Oprindeligt indsendt af nuller1979

Aner ikke engang, hvad jeg skal kalde overskriften. Er forvirret, nervøs osv. for, hvad der venter mig
34 år, sygeplejerske, gift, 2 børn, bipolar lidelse og afventer udredning for ADD (er blevet meget populært ja). Men en diagnose giver mig intet flexjob, ved jeg.

Jeg vil faktisk helst ikke have Flex. Nej, det er der jo ingen der vil.... men jeg mener, at det er så svært for mig at skulle acceptere mine begrænsninger.
Helt ærligt; jeg er en god sygeplejerske. Jeg kan mit fag og jeg elsker det.
Jeg er sygeplejerske i hver en celle i min krop.

Ja jeg kan stadig være sygeplejerske, trods dét at skulle have flexjob. Men ikke på samme måde

Nu er der sat ord på mistanken om ADD. Nå ja, 34 år..... kunne have tænkt mig at have vidst det for 30 år siden. Men det kan jo ikke bruge til noget. Det her er nutiden, og fremtiden....
Jeg kan ikke foretage mig noget som helst andet end at kæmpe mig igennem tiden, indtil jeg kan søge Flex. Jeg VIL ikke sygemelde mig nu. Men det koster, det her..... det er så hårdt. Kan intet andet end spise og sove når jeg kommer hjem fra arbejde. Mine fridage går til mand og børn. Det holder ikke i længden. Det skal siges at på arbejdet fungerer jeg som andre. Al min krudt bliver brugt til mine patienter

Jeg kæmper mod træthed, dårlig søvn, kvalme, hovedpine (bivirkninger), uro, muskelspændinger, manglende overskud.... Gør brug af min paragraf 56 (hvor der paragraf tegnet henne?) når det er værst.

Sidst jeg var sygemeldt, talte jeg med min sagsbehandler i tlf. Hun var virkelig sød og omsorgsfuld. Spurgte til, hvordan mit liv fungerede. Måtte gå til bekendelse og fortælle det. Hun sagde at jeg skulle overveje om det skulle fortsætte sådan nej det skal det jo ikke. Skal jo kunne andet end at sove når jeg kommer hjem fra arbejde.

Afventer den psykiater..... har store forventninger til ham. Så skal jeg udredes.... måske prøve anden medicin (Åh nej... ikke igen) og kan så tage hul på, hvordan mit liv kan se ud.

Hvad gør jeg når jeg er udredt??
Hvad tænker i?

Hej Nuller,

Som den første vil jeg sige at alt det du er igennem nu, har jeg selv været igennem og ja det er et helved, jeg er udredt og venter sådan set på min førtidspension (30 år) så jeg kan få noget RO på, for det er hvad man skal have, ellers kan tingene ikke hænge sammen.

Jeg syntes også du skal tage imod noget samtaleterapi hvis det er muligt, det hjælper rigtig meget at få snakket om de problemer, ikke at det løser dem nu og her, men det at man bliver bekræftet i de ting man tumler med, få nogle værktøjer, det er uhør vigtigt, taler kun af erfaring.

Kan godt forstå at du gerne vil dit job men du er den vigtige brik i dette spil og du skal jo ikke ødelægges, igen kender det selv!!!

Men du er nød til at tage imod den hjælp du kan få og så kommer du helt sikkert på fode igen, jeg lover ikke det bliver i morgen, men sindslidelser tager tid og lad dig tage den tid, det kan være rigtig svært at skulle give sig den tid, for man vil så gerne "være der" men du har også en familie du skal være der for og de kommer i første række.

Du er kommet det rette sted og hold dig ikke tilbage, vi er her allesammen for at hjælpe i det omfang vi nu kan.

[nuller1979]

Oprindeligt indsendt af renehdal

Hej Nuller,

Som den første vil jeg sige at alt det du er igennem nu, har jeg selv været igennem og ja det er et helved, jeg er udredt og venter sådan set på min førtidspension (30 år) så jeg kan få noget RO på, for det er hvad man skal have, ellers kan tingene ikke hænge sammen.

Jeg syntes også du skal tage imod noget samtaleterapi hvis det er muligt, det hjælper rigtig meget at få snakket om de problemer, ikke at det løser dem nu og her, men det at man bliver bekræftet i de ting man tumler med, få nogle værktøjer, det er uhør vigtigt, taler kun af erfaring.

Kan godt forstå at du gerne vil dit job men du er den vigtige brik i dette spil og du skal jo ikke ødelægges, igen kender det selv!!!

Men du er nød til at tage imod den hjælp du kan få og så kommer du helt sikkert på fode igen, jeg lover ikke det bliver i morgen, men sindslidelser tager tid og lad dig tage den tid, det kan være rigtig svært at skulle give sig den tid, for man vil så gerne "være der" men du har også en familie du skal være der for og de kommer i første række.

Du er kommet det rette sted og hold dig ikke tilbage, vi er her allesammen for at hjælpe i det omfang vi nu kan.

Tusind tak for dit svar. Er også tilhænger af samtaleterapi, men har fået det utrolig mange gange. Har haft flere lange forløb. Det har været super godt. Har bestemt hjulpet mig, men nu er det udtømt. Jeg føler ikke der er mere at komme efter på den konto. Hele værktøjskassen er fuld af værktøj

[jjsonn]

hvis du skal søge fleks kan du nok regne med du først skal prøve et andet fag, for at se om du evn. vil fungere der.

Det er meget svært at få fleks, din arbejds evne, skla være nedsat med mindst 50 %, så der er nok lang vej endnu.