Bare tanker.

[Peppe]

AAAAArgh!

Har min ftp og er glad for den. Er gift, har en dejlig datter og bor i vores lille parcelhus. Alt burde da være fryd og gammen, MEN en gang i mellem kan jeg blive fuldstændig desperat, nærmest føle at væggene lukker sig sammen om mig og kvæler mig.

Trisser bare rundt i min egen lille verden, passer huset i et MEGET roligt tempo og dagens lyspunkter er når datteren kommer hjem fra skole og manden fra job. Når det så endelig bliver weekend og jeg gerne ville vi kunne foretage os lidt andet end at sidde hjemme, tjah så er manden træt og har brug for hjemmetid.

Jeg går hjemme, altid hjemme. Offentlig transport når man bor på 7 kartoffelrække er mildest talt kritisabel. Hvor skulle jeg egentlig også køre hen, hvis det virkede og helbredet en dag tillod det? De fleste jeg kende har deres gode jobs, deres fritidssysler mm. De har ikke tid/brug for jeg hænger der hele tiden.

Jamen få dig nogle timer frivilligt i den lokale genbrug eller bliv da besøgsven. Lyder de velmenende råd, orker ikke at forklare at grundet min ledsygdom er der flere dage at jeg ikke fungere end dem hvor jeg kan. Alt for mange afbud er at skimte i det fjerne.

Har undersøgt om der er nogle dagtilbud for sådan nogen som mig. Men nej ikke her i området. Der er selvfølgelig undervisning på vuc og amu. Men igen jeg ved på forhånd at helbredet nok skal sætte en stopper for den leg. Så er der den lokale pensionistforening, fint nok, men brugerne der ikke i min alder. Den er baseret på folkepensionister, ville nok falde uden for.

Havde bare lige brug for luft, tak for du lagde "øre" til

[Vovse]

På div. kontaktsider (f.eks. i ugeblade) ser jeg af og til, at der er personer, som søger andre i samme situation til socialt samvær, fælles hobby ell.l.

Måske var det en mulighed for dig.

Jeg tror ihvertfald man skal passe på med, at gøre sin familie ansvarlig for alting.

Håber du finder en løsning, der virker for dig.

[Stuen]

Føler med dig. Trængslerne er ikke forbi selvom man endelig bliver afsluttet og får sin førtidspension. Men tænkte på om der måske var nogen fritidssysler du kunne sidde med derhjemme? Strikning, syning, lave smykker eller sådan noget?

[Peppe]

Jeg tror ihvertfald man skal passe på med, at gøre sin familie ansvarlig for alting.

Vovse Jeg vil bestemt ikke give familien skyld, for alting som jeg skriver er dagens lyspunkt når de kommer hjem. Ville dog gerne vi bare f.eks. en gang i måneden kunne foretage os andet end at sidde og stirre på intetsigende genudsendelser på tv.

Men tænkte på om der måske var nogen fritidssysler du kunne sidde med derhjemme? Strikning, syning, lave smykker eller sådan noget?

dansbo Jeg har forskellige sysler jeg hygger med når leddene vil Men tror måske det jeg savner er andre voksne at snakke med, ikke over facebook og lignende. Der er bare ikke de store muligheder, hvor jeg bor. Der er godt nok en cafe for sindslidende i nærområdet. Men da mine lidelser er fysiske passer jeg ikke ind i deres målgruppe.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Peppe

Vovse Jeg vil bestemt ikke give familien skyld, for alting som jeg skriver er dagens lyspunkt når de kommer hjem. Ville dog gerne vi bare f.eks. en gang i måneden kunne foretage os andet end at sidde og stirre på intetsigende genudsendelser på tv.

Det forstår jeg så godt, men jeg forstår også hvis din mand har et andet behov når han har fri fra arbejde.

Du kunne evt. undersøge, om der er andre her på K10, som bor i Skive og som kunne tænke sig, at mødes over en kop kaffe.

Jeg kan forestille mig, at der også i Skive er genbrugsbutikker med en tilknyttet café, dette kunne være et muligt sted at mødes.

Der er også arrangementer på biblioteket: https://www.skivebibliotek.dk/web/ar...ter-for-voksne

[Peppe]

Skal bestemt undersøges Tak Vovse, kunne ikke rigtig selv finde noget

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Peppe

Skal bestemt undersøges Tak Vovse, kunne ikke rigtig selv finde noget

Det var så lidt.

Personligt er jeg meget imponeret af min mor, og hendes måde, at tackle det på, at blive alene.

Min mor har altid hovedsageligt passet familien og hjemmet, men da vi børn var blevet store begyndte hun, at arbejde som hjemmehjælper (det hed det dengang).
Men hun stod stadig for det meste derhjemme.


I 1995 fik min far en hjerneblødning, han kunne stadig køre bil, men gik ikke særlig godt.
Kort efter stoppede min mor med at arbejde, p.g.a. rygproblemer.

Indtil min fars død i 2002 var min mor privat oppasser for min far.

Kort før havde min mor overtaget det daglige ansvar for min hund, og hundens tilstedeværelse gjorde, at hun ikke faldt ned i et sort hul efter min fars død.
Min mor meldte sig som besøgsven, og fik hurtigt tildelt en ældre dement kvinde, som hun besøgte en gang om ugen, senere fik hun en anden, som hun stadig besøger en gang ugentlig.

Men når min mor luftede hund, så faldt hun ofte i snak med andre fra nær-området, og eftersom min mor, p.g.a. rygproblemerne, ikke kan holde ud, at stå stille ret længe af gangen, så inviterede hun dem i stedet hjem på en kop kaffe.
På den måde fik hun et par gode veninder.

En anden kvinde fra boligblokken, som vi boede nedenunder da jeg var barn, mistede sin mand, så genoptog hun og min mor deres bekendtskab og drak kaffe hos hinanden.

Min mor og hendes veninder er rigtig gode til, at hjælpe hinanden, hvis den ene er syg går en anden i byen eller kommer med mad.

Det eneste minus er faktisk, at deres alder gør, at der af og til er en, der falder fra.

[Ninja]

Ja, det kan desværre være en af ''bivirkningerne'' ved at få førtidspension, at man har en tendens til at gro fast - synes jeg kender det fra mig selv.

Jeg har ligefrem tænkt tanken, at kommunen burde stille et tilbud om psykolog op, sammen med tilkendelsen, for der kan virkelig komme en masse ting man har brug for at få vendt med en fagperson - lige fra de små ting, til de meget større. Og alt der i mellem.

Selv bor jeg midt i byen, og der er tilbud på næsten alle hjørner, men bare et skridt til hjørnet, kan føles enormt langt og bøvlet, for så kommer der pludselig andre ting ind over som, faste aftaler, evt et mødetidspunkt, noget vedligehold og noget stillingtagen, og så bakker jeg lidt ud igen.

Jeg fandt ellers et rigtig godt hold (yoga for sindslidende) mindre end 10 minutter fra hvor jeg bor - det kunne jo ikke blive lettere, og prisen var så lav, at der næsten var tale om ren foræring! Men så bakkede jeg alligevel ud og kunne ikke overskue det, eller overskue hele tanken om det (to faste dage om ugen af 1 time) - den skide time to gange om ugen kunne pludselig ikke integreres rent mentalt

Så jeg har næsten opgivet.

Dog har jeg så ungerne, og den daglige dont med en 8, 9 og 11 årig som jo så gør, at der mere eller mindre altid er knald på. Men det er jo meget i børnehøjde og på børnenes vilkår, for jeg kan jo ikke bare smutte når det passer mig, jeg er ret bundet til hjemmet.
Og selvom deres Far tager dem så meget han kan i weekenderne (og dele af ferierne), så NYDER jeg freden så meget, at jeg nærmest trækker stikket til omverdenen fordi jeg helst ikke vil forstyrres

Så det er ikke helt let.....

[SanneHansen]

Peppe, hvor bor du?
Jeg kunne have skrevet dit indlæg, genkender alle dine tanker og har det på alle områder på akkurat samme måde.

Jeg har været tilmeldt en gruppe for førtidspensionister i mit område, men deres problemstillinger var bare så langt fra mine. Ikke sagt, at man ikke kan have noget til fælles alligevel, det kan man sagtens, men det gjorde sig bare ikke udpræget gældende i mit tilfælde. Enten var de meget ældre eller også var deres liv fyldt med massive psykiske barrierer. Ligeledes var jeg den eneste, der havde mand og barn/børn. Hvilket eklatant fylder en stor del i ens liv og sind.

Jeg har bestemt en dejlig familie og også nogle gode veninder. Men fælles for alle er erhvervsarbejde og en del at se til. Jeg har den sidste uges tid tænkt på, at jeg godt kunne bruge en ven, der både kender til fysiske begrænsninger og det at have TID til overs.

[Peppe]

Sanne Hansen.

Jeg bor i skive kommune.