Nogen med kronisk hjernerystelse PCS på førtidsp?

[smiley]

Hejsa

Jeg søger andre, der er ramt af post commotionelt syndrom, nogen kalder det lidt populært kronisk hjernerystelse.

jeg har forsøgt at få praktikplads gennem 10 år efter min skade og har været på kontanthjælp hele tiden, men det er ikke rigtig lykkedes.

Nu har jeg lige fået et neurologisk anfald af en eller anden art igen og har fået ny hjernerystelse og skade på nakken og kan bare ingenting, der kræver koncentration, ligesom ved min første ulykke.


Hvornår begynder man at overveje at søge pension? Hvornår er nok nok? 10 år hvor mit liv har været på standby og vi ikke har fundet nogen løsning, fordi jeg altid er syg eller har for mange smerter, er det nok til at du ville søge om pension? :/

Vennerne begynder at presse mig. Nu har du gået 10 år og der er ikke sket en skid, søg du pension eller noget?

Det gør mig både ked af det og irriteret, at de tror, det er så nem en beslutning. Men hvornår siger man, at nok er nok mht. altid at skulle forsøge at komme i praktik, fordi kommunen synes, det er en god idé?

Jeg synes, det er en frygtelig svær situation at sige 'Pension må være det rigtige for mig', for jeg har jo tidligere elsket at arbejde, men det er jo rigtigt nok, jeg har siddet fastlåst i 10 år, uden der er sket noget, og har bestemt ikke lyst til at bruge 10 år mere på det.

Vil bare så gerne høre andres overvejelse omkring det at komme videre med sit liv, fx ved at søge pension, for jeg føler mig helt alene i verden.

Mange venlige hilsner

[job]

Oprindeligt indsendt af smiley

Hejsa

Jeg søger andre, der er ramt af post commotionelt syndrom, nogen kalder det lidt populært kronisk hjernerystelse.

jeg har forsøgt at få praktikplads gennem 10 år efter min skade og har været på kontanthjælp hele tiden, men det er ikke rigtig lykkedes.

Nu har jeg lige fået et neurologisk anfald af en eller anden art igen og har fået ny hjernerystelse og skade på nakken og kan bare ingenting, der kræver koncentration, ligesom ved min første ulykke.


Hvornår begynder man at overveje at søge pension? Hvornår er nok nok? 10 år hvor mit liv har været på standby og vi ikke har fundet nogen løsning, fordi jeg altid er syg eller har for mange smerter, er det nok til at du ville søge om pension? :/

Vennerne begynder at presse mig. Nu har du gået 10 år og der er ikke sket en skid, søg du pension eller noget?

Det gør mig både ked af det og irriteret, at de tror, det er så nem en beslutning. Men hvornår siger man, at nok er nok mht. altid at skulle forsøge at komme i praktik, fordi kommunen synes, det er en god idé?

Jeg synes, det er en frygtelig svær situation at sige 'Pension må være det rigtige for mig', for jeg har jo tidligere elsket at arbejde, men det er jo rigtigt nok, jeg har siddet fastlåst i 10 år, uden der er sket noget, og har bestemt ikke lyst til at bruge 10 år mere på det.

Vil bare så gerne høre andres overvejelse omkring det at komme videre med sit liv, fx ved at søge pension, for jeg føler mig helt alene i verden.

Mange venlige hilsner

En førtidspension tildeles yderst sjældent på baggrund af en diagnose, og jeg tvivler stærkt på, at din sag er god nok til en førtidspension.

Du skal have afklaret din arbejdsevne, da det er det eneste som betyder noget i den kommunale verden OG som ikke mindst er et must hvis en førtidspension skal være en realistisk mulighed. Afklaring/dokumentation af arbejdsevnen kan ske på flere måder, hvor en måde er en egentlig arbejdsprøvning og en anden måde er en afklaring gennem en funktionsbeskrivelse.

Jeg har også eftervirkninger fra en 10 år gammel hjernerystelse, og som er diagnosticeret til "F 07.2 Posttraumatisk hjernesyndrom". Dertil kommer et par diagnoser som udspringer af mange års arbejdsrelateret stress og (vistnok) et par depressioner. Jeg stod lidt i samme situation som dig for et års tid siden - 'nok er nok' men det var kommunen ret ligeglad med, og opfattede mig vist ikke som særligt syg. Dagsordenen for møder på Jobcentret var, på trods af mine beklagelser, indtil foråret stadig 37 timers normalt ustøttet arbejde og med udsigten til en 'endeløs' ørkenvandring.

Med hjælp fra en praktiserende psykiater + 2 psykiatriske speciallægeerklæringer, hvor den ene blev indhentet af kommunen, blev kommunen endelig ledt på andre tanker. Kravet var nu ikke længere en praktik/arbejdsprøvning men at jeg skulle gennem en skånsom afklaring af arbejdsevnen, bestående af samtaleforløb til beskrivelse af funktionsevne/arbejdsevne. Mit 'nok er nok' er nu (ved lidt hjælp) forvandlet til et sprog som forstås i den kommunale verden.

Håber du kan bruge min erfaring til lidt

Mit råd til dig vil være, at få styr på det lægefaglige - hvis det ikke allerede er sket. Beklagelser, postulater og lignende er nytteløse uden lægefaglig dokumentation.

[Webmaster]

Ja det der betyder noget i forhold til en pension det er din arbejdsevne...

Så den skal du have fuldstændig afklaret...plus hvis der er lægelige ting der ikke er afklaret og afsluttet med "ingen behandlingsmuligheder" ja så skal du have færdiggjort dette...

Nu skriver du ikke meget om hvad du kan...men måske et fleksjob ville kunne være bedre for dig...forudsat at du har noget arbejdsevne tilbage...

Det er ihvertfald en mulighed man bør have med i sine overvejelser...

I dag under de nye regler ja der vil man få tilbudt et fleksjob hvis man har en arbejdsevne på ca 1 time pr uge...

Så man skal virkelig ikke have nogen arbejdsevne før man kan få en pension i dag..

Så du bør få gang i en afklaring af din arbejdsevne....bed dem evt om det skriftligt...

Du bør så møde op hver evig eneste dag i en evt arbejdsprøvning....for hvis man har for mange sygedage...hvor man ikke møder op...ja så vil arbejdsprøvningen blive dømt ugyldig....og det vil medføre at du skal ud i en ny af slagsens...

Så seæv om man virkelig har det skidt....ja så bør man møde op hvis det overhovedet er muligt....og så evt gå hjem med det samme...

På den måde vil de kunne se at du faktisk møder op men er for syg til at blive...

Det vil desuden også fjerne evt mistanker om at du ikke er syg hvis du bare bliver hjemme...forudsat at de tænker sådan..

[FibroMcs]

Har også Kronisk hjernerystelse..
Havde allerede for 10 år siden arbejdsprøvning der sagde jeg intet kunne pga den hjernerystelese..

Intet sket siden, de har syltet mig og beenægter idag at jeg har været i den arbejdsprøvning der viste jeg skulle have førtidspension......

[smiley]

Oprindeligt indsendt af job

En førtidspension tildeles yderst sjældent på baggrund af en diagnose, og jeg tvivler stærkt på, at din sag er god nok til en førtidspension.

Du skal have afklaret din arbejdsevne, da det er det eneste som betyder noget i den kommunale verden OG som ikke mindst er et must hvis en førtidspension skal være en realistisk mulighed. Afklaring/dokumentation af arbejdsevnen kan ske på flere måder, hvor en måde er en egentlig arbejdsprøvning og en anden måde er en afklaring gennem en funktionsbeskrivelse.

Jeg har også eftervirkninger fra en 10 år gammel hjernerystelse, og som er diagnosticeret til "F 07.2 Posttraumatisk hjernesyndrom". Dertil kommer et par diagnoser som udspringer af mange års arbejdsrelateret stress og (vistnok) et par depressioner. Jeg stod lidt i samme situation som dig for et års tid siden - 'nok er nok' men det var kommunen ret ligeglad med, og opfattede mig vist ikke som særligt syg. Dagsordenen for møder på Jobcentret var, på trods af mine beklagelser, indtil foråret stadig 37 timers normalt ustøttet arbejde og med udsigten til en 'endeløs' ørkenvandring.

Med hjælp fra en praktiserende psykiater + 2 psykiatriske speciallægeerklæringer, hvor den ene blev indhentet af kommunen, blev kommunen endelig ledt på andre tanker. Kravet var nu ikke længere en praktik/arbejdsprøvning men at jeg skulle gennem en skånsom afklaring af arbejdsevnen, bestående af samtaleforløb til beskrivelse af funktionsevne/arbejdsevne. Mit 'nok er nok' er nu (ved lidt hjælp) forvandlet til et sprog som forstås i den kommunale verden.

Håber du kan bruge min erfaring til lidt

Mit råd til dig vil være, at få styr på det lægefaglige - hvis det ikke allerede er sket. Beklagelser, postulater og lignende er nytteløse uden lægefaglig dokumentation.

Tak, Job. Ja, det kunne jeg bruge til rigtig meget. Det er en stor hjælp, så jeg rent mentalt kan få begyndt taget fat på det her.

Jeg har dog nogle tillægsspørgsmål, som jeg håber, du måske har lyst til at svare på?

For ja, det som man netop støder ind i med post kommotionelt syndrom er jo, at lægerne altid siger, at der ikke er nogen behandlingsmuligheder. Og det er der jo heller ikke. Neurologerne forstår knapt nok selv, hvad der sker i hjernen. Jeg har læst nogle teorier i USA, hvor de mener, det giver sammen med som ved Shaken Baby Syndrome, altså de der tragiske tilfælde, hvor forældre ryster deres lille baby voldsomt og forårsager nogle skader på hoved nakke. Ifølge den amerikanske artikel, jeg læste, så er det ikke selve slaget mod hovedet, der skaber den værste skade og langtidsvirkning, men hjernen skulle igangsætte en biokemisk reaktion omkring det skadede område, så voldsomt mange flere hjerneceller bliver ødelagt - hvilket selvfølgelig heller ikke kan ses på en CT scanning. Lidt populært tænker jeg, at man måske kan sammenligne det lidt med et blåt mærke. Det breder sig jo voldsomt bagefter et slag, som man ikke lige kan se efter slaget. Ved Shaken Baby Syndrom er det så bare ikke blod, der træder ud, men den der biokemiske reaktion, der skulle reparere, men som så gør mere skade. Men ja, det er blot noget forskerne arbejder med.

Men for at vende tilbage til Danmark, så er vores neurologer jo slet ikke så langt, og man kan ikke se vores skader på CT scanninger. Og de fleste neurologer siger og skriver jo også, at der formentlig forekommer bedringer med tiden. Så ja, er det ikke bare her, kommunen kan afvise alle PCS skader?

For selv om der ingen behandlingsmuligheder er, kan de jo bare sige, at der formentlig bliver bedring med tiden, og så kan man være på kontanthjælp indtil da. Og så først, når man bliver 70, kan man sige "Nå, nej, der var ingen forbedringer. Det kan vi da godt se." Og så sparede de lige en pension der.

Tak og mange venlige hilsner

Oprindeligt indsendt af Webmaster

Ja det der betyder noget i forhold til en pension det er din arbejdsevne...

Så den skal du have fuldstændig afklaret...plus hvis der er lægelige ting der ikke er afklaret og afsluttet med "ingen behandlingsmuligheder" ja så skal du have færdiggjort dette...

Nu skriver du ikke meget om hvad du kan...men måske et fleksjob ville kunne være bedre for dig...forudsat at du har noget arbejdsevne tilbage...

Det er ihvertfald en mulighed man bør have med i sine overvejelser...

I dag under de nye regler ja der vil man få tilbudt et fleksjob hvis man har en arbejdsevne på ca 1 time pr uge...

Så man skal virkelig ikke have nogen arbejdsevne før man kan få en pension i dag..

Så du bør få gang i en afklaring af din arbejdsevne....bed dem evt om det skriftligt...

Du bør så møde op hver evig eneste dag i en evt arbejdsprøvning....for hvis man har for mange sygedage...hvor man ikke møder op...ja så vil arbejdsprøvningen blive dømt ugyldig....og det vil medføre at du skal ud i en ny af slagsens...

Så seæv om man virkelig har det skidt....ja så bør man møde op hvis det overhovedet er muligt....og så evt gå hjem med det samme...

På den måde vil de kunne se at du faktisk møder op men er for syg til at blive...

Det vil desuden også fjerne evt mistanker om at du ikke er syg hvis du bare bliver hjemme...forudsat at de tænker sådan..

Mange tak, Webmaster. Det var også gode tanker, du der kom med.

Den med at møde op hver evigt eneste dag i en arbejdsprøvning, og så først tage hjem derefter, fordi man har det for dårligt. Den havde jeg ikke lige overvejet.

Men jeg har netop tænkt meget over det, fordi jeg altid får så dårlig samvittighed over at skulle melde mig syg. Ikke fordi, jeg ikke har det virkelig skidt, men fordi jeg er så ansvarsbevidst, at jeg næsten hellere vil knække sammen af smerter og overanstrengelse ude på en arbejdsplads, fordi jeg hader at svigte kolleger på en arbejdsplads.

Vedr. fleksjob: Er der ikke så få af dem, at det er temmelig urealistisk at finde ét? Det er det, jeg hører i nyhederne, synes jeg. Et eller andet sted er jeg så bange for at leve resten af mit liv på den måde, hvor man måske kun er 2 måneder hver sted og skal skifte 3 gange om året med lange pauser imellem.

Det kan jo i den grad hakke ens økonomi og fremtid helt i stykker. Og jeg tør slet ikke tænke på, at en fremtidig kæreste (har ikke kæreste nu) skulle have lyst til at leve sammen med én (mig), der må gennemleve den skæbne, når man ikke engang selv kan holde det ud? :/ (Jeg skriver blot lige det, jeg føler. Forhåbentlig er der nogen, der har bedre erfaringer end min sorte tanker.)

Mange venlige hilsner

Oprindeligt indsendt af FibroMcs

Har også Kronisk hjernerystelse..
Havde allerede for 10 år siden arbejdsprøvning der sagde jeg intet kunne pga den hjernerystelese..

Intet sket siden, de har syltet mig og beenægter idag at jeg har været i den arbejdsprøvning der viste jeg skulle have førtidspension......

Tak for svar, FibroMcs. Okay, det er jeg ked af at høre.

Mange venlige hilsner

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af smiley

For ja, det som man netop støder ind i med post kommotionelt syndrom er jo, at lægerne altid siger, at der ikke er nogen behandlingsmuligheder.

Blot nævnt, så du ikke overser den vinkel.


Hvis vi lige for en kort glemmer den klassiske og godkendte behandling, men i stedet retter øjnene i retning af forskellige former for eksperimentel behandling ... men stadig med en videnskabelig forankring.

Så dukker der fx flg. op på lystavlen, når vi taler om PCS:

Dr. Lisa Koski, Dr. Theodore Kolivakis, Ms. Camilla Yu, Dr. Jen-Kai Chen, Dr. Scott Delaney, and Dr. Alain Ptito. Journal of Neurotrauma.

Mild traumatic brain injury (mTBI) is typically followed by various post-concussive symptoms (PCS), including headache, depression, and cognitive deficits. In 15-25% of cases, PCS persists beyond the usual 3-month recovery period, interfering with activities of daily living and responding poorly to pharmacotherapy. We tested the safety, tolerability and efficacy of repetitive transcranial magnetic stimulation (rTMS) over the left dorsolateral prefrontal cortex (DLPFC) for alleviating PCS.

http://online.liebertpub.com/doi/abs.../neu.2014.3449

Det er godt nok et meget lille studie, men tanken er formentlig snusfornuftig nok.


Og de her gøjer kender du sikkert: http://postcommotio.dk/postcommotio_024.htm

Hvor der også er et par forslag til, hvordan man som PCS-ramt selv kan forsøge at være lidt mere fremme i skoene end det "klassiske behandlersystem" kan følge med til.

[smiley]

Oprindeligt indsendt af TimeGuest

Blot nævnt, så du ikke overser den vinkel.


Hvis vi lige for en kort glemmer den klassiske og godkendte behandling, men i stedet retter øjnene i retning af forskellige former for eksperimentel behandling ... men stadig med en videnskabelig forankring.

Så dukker der fx flg. op på lystavlen, når vi taler om PCS:

Dr. Lisa Koski, Dr. Theodore Kolivakis, Ms. Camilla Yu, Dr. Jen-Kai Chen, Dr. Scott Delaney, and Dr. Alain Ptito. Journal of Neurotrauma.

http://online.liebertpub.com/doi/abs.../neu.2014.3449

Det er godt nok et meget lille studie, men tanken er formentlig snusfornuftig nok.


Og de her gøjer kender du sikkert: http://postcommotio.dk/postcommotio_024.htm

Hvor der også er et par forslag til, hvordan man som PCS-ramt selv kan forsøge at være lidt mere fremme i skoene end det "klassiske behandlersystem" kan følge med til.

Mange tak, TimeGuest, jeg glæder mig til at kigge det hele igennem.

Bedste hilsner Smiley

[Feen]

Oprindeligt indsendt af smiley

Hejsa

Jeg søger andre, der er ramt af post commotionelt syndrom, nogen kalder det lidt populært kronisk hjernerystelse.

Nu har jeg lige fået et neurologisk anfald af en eller anden art igen og har fået ny hjernerystelse og skade på nakken og kan bare ingenting, der kræver koncentration, ligesom ved min første ulykke.

Hvornår begynder man at overveje at søge pension? Hvornår er nok nok?

Det gør mig både ked af det og irriteret, at de tror, det er så nem en beslutning. Men hvornår siger man, at nok er nok mht. altid at skulle forsøge at komme i praktik, fordi kommunen synes, det er en god idé?

Jeg synes, det er en frygtelig svær situation at sige 'Pension må være det rigtige for mig', for jeg har jo tidligere elsket at arbejde, men det er jo rigtigt nok, jeg har siddet fastlåst i 10 år, uden der er sket noget, og har bestemt ikke lyst til at bruge 10 år mere på det.

Vil bare så gerne høre andres overvejelse omkring det at komme videre med sit liv, fx ved at søge pension, for jeg føler mig helt alene i verden.

Mange venlige hilsner

Hej!

Jeg er selv ny veteran på dette område; forstået på den måde at min hjernerystelse skete for fjorten år siden, men jeg har lidt af Post Commotionelt Syndrom lige siden. Jeg har, da jeg har været enlig forsørger altid måttet arbejde fuld tid med meget svære symptomer, som jeg har bidt i mig (fik dengang at vide af kommunen at der ikke var nogen muligheder for at få fleksjob). Har haft skiftende jobs og hver gang brudt sammen med stress. Det er nu blevet så alvorligt at jeg ikke kan klare det længere og har måttet langtidssygemelde mig. Jeg kender altfor godt til det med at sygehuset fortæller én at man må leve med at skulle tage 8 Panodil og 3 gigtpiller om dagen for at holde smerterne ud og at de ikke kan gøre mere.

Nu er min sag så startet på kommunen; for første gang efter 14 år. Jeg ved godt at jeg skal væbne mig med tålmodighed når de fortæller mig at jeg skal indstille mig på mindst et år med sygedagpenge og timer hos en psykolog, før de overhovedet vil overveje at overhovedet tænke på at tale med Dhic i København, som behandler Post Commotionel Syndrom med bl.a Kranio Sakral (se mere på http://www.dhic.dk/).

Det virker bare så tåbeligt at man forbereder at skulle betale sygedagpenge i et år måske mere, men ikke overvejer at sende borgeren til en behandling som koster max to måneders sygedagpenge.

Tænk hvor mange penge de kunne spare på kommunen, hvis jeg rent faktisk fik det så godt at jeg kunne arbejde igen! Istedet skal jeg vente i et år, hvor jeg måske får det endnu værre (min nuværende arbejdsevne er ca een time om dagen).

Men de holder sig til at det er stress jeg har... og... "øh... nå ja forresten hun har vist også lidt men af en hjernerystelse"

Men Smiley du er ikke alene.. så langt fra. Det føles bare sådan fordi der er så få der tager Post Commotio alvorligt; bortset fra dem der virkelig ved hvad det drejer sig om. Jeg tænker om du måske kunne forestille dig andet mindre krævende arbejde (få timer) du kunne klare. For pension er det vist lidt svært at få. Ellers må vi jo finde glæden andre steder end i jobbet. Det aller aller vigtigste er at du passer på dig selv. Held og lykke og send en privat besked hvis du har brug for det.

[mistereu]

jeg kan ikke arbejde , jeg er har med født hjerne skade der gør at der osse er problemer med hukommelsen m.m .