Brøkpension

[A-Odense]

Hej Hrefna !
Jeg vil lidt supplere dine informationer. Det drejer sig om Forordning 1408/71, og man skal ikke udtømme alle klageinstanser i landet ( de skal man kun , hvis man klager til EF-Domstolen.
Hvis man føler sig diskrimineret eller forskelsbehandlet må man gerne skriver direkte til EU-Kommissionen. Man kan gøre det som e- mail. [email protected]

A-Odense kan man skrive til dem på dansk ? eller skal det være engelsk ? og hvordan kan det være at ikke alle muligheder her i landet skal være afprøvet det troede jeg de skulle altid ..

Hmm Helle4 måske det var en ide at klage over forskelsbehandling på a og b flekser (kontanthjælp/ledighedydelse )

[A-Odense]

Hej ! man kan godt skrive på alle EU oficielle sprog dvs. på dansk eller på engelsk.Alle , der mener, at nationallov er i strid med forskellige EU direktiver, kan skrive klage.Hvis der gælder brøkpension er der helt nytteløs at klage til de danske myndigheder, fordi det bare overholder loven, selvom den er i strid med EU-regler,-fx -hele sagen om familiesammenføring.
Du finder flere oplysninger om EU-Kommissionen på internetet, eller under eu-oplysning.

Hilsen

A-Odense

[A-Odense]

Danske myndigheder lader først og fremmest den danske lovgivning råde i sager, hvor EU-regler rent faktisk tilbyder danske statsborgere bedre vilkår.

Det skriver Kirsten Ketscher, professor og centerleder for Center for Retlige Studier i Velfærd og EU fra Københavns Universitet, i en kronik i dagens Berlingske Tidende.

Hun forstår godt, at sagerne om manglende information om mulighed for familiesammenføring i Udlændingeservice vækker forargelse.

Tvivsom praksis og ren ignorering
Men rent faktisk holder også både Velfærdsministeriet og Sundhedsministeriet EU-rettighederne i kort snor:

»Der er andre områder med mere tvivlsom praksis og ren ignorering af danske borgeres unionsrettigheder for ikke at tale om mangel på vejledning og information«, skriver Kirsten Ketscher og ser tegn på, at danske myndigheder fortolker lovens bogstaver til fordel for dem, der ikke bevæger sig.

Hjemvendt dansker sat på starthjælp
Også Ankestyrelsen indtænker i ringe grad unionsbegrebet. Således blev en dansker, der vendte tilbage efter flere års arbejde i et andet EU-land, sat på starthjælp herhjemme med den begrundelse, at han ikke har haft arbejde i Danmark efter hjemkomsten.

Men rent faktisk har selv samme borger en række grænseoverskridende rettigheder, herunder retten til social sikring og retten til at medtage familien. Rettigheder, alle danskere i princippet har haft siden 1973. Men også en rettigheder, vi aldrig har fået, konkluderer Kirsten Ketcher.


ritzau

[A-Odense]

SKJULTE RETTIGHEDER.


De indvandrede retskilder i socialretten
Det har været et politisk dogme, at Danmark selv bestemmer over sine sociale forhold. Både for kommuner, ankeinstanser og ministerier kræves en ny retslig erkendelse, der består i, at dansk ret ikke alene kommer fra Folketinget, siger professor, dr.jur. Kirsten Ketscher.

Første levende billede af en indvandret retskilde
I 1998 traf Socialministeriet beslutning om at udvise en udlænding til sit hjemland med henvisning til den dagældende bistandslovs § 4 (nu aktivlovens § 3), fordi den pågældende ikke kunne forsørge sig selv. Udlændingen havde været gift med en dansk kvinde og havde et barn, der opholdt sig hos moderen, men som havde haft et meget betydeligt samvær med faderen. Udvisningen ville indebære store vanskeligheder for den pågældendes fremtidige muligheder for at have kontakt med sit barn. Sagen blev indbragt for ombudsmanden, der spurgte Socialministeriet, hvorledes menneskerettighedskonventionens (EMRK) art. 8 (ret til privatliv) var indgået i overvejelserne, idet dette ikke fremgik af afgørelsens begrundelse. Socialministeriet svarede bl.a.: »EMRK er indarbejdet i den danske lovgivning og myndighedernes praksis«, og at: »den danske lovgivning og myndighedernes praksis hviler på de principper, der er nedfældet i konventionen«.

Andet levende billede af en indvandret retskilde
En franskmand, der har fast bopæl i Danmark, fik udmålt sin folkepension med 32/40 af det fulde pensionsbeløb, hvilket svarede til hans opholdstid her i landet. Dette klagede han over til sin kommune, fordi han ønskede at få fuld pension. Kommunen henviste til pensionslovens regler om optjeningstid og genkendte ikke borgeren som rettighedshaver i forhold til den indvandrede retskilde, der hedder EU-forordning 1408/71, som har været i kraft her i landet siden 1. januar 1973. Denne borger har derfor rettigheder både i forhold til den danske og den franske sociallovgivning. Kommunen kunne derfor ikke vejlede ham i forhold til disse rettigheder. Potentielt kunne han have lidt et stort rettighedstab. Kun et tilfælde førte ham på sporet af den sociale sikringsstyrelse, der varetager sager vedrørende de såkaldte »vandrende arbejdstagere« inden for Den europæiske Union.

Den provinsielle og selvgode afgørelsesstil
I det første eksempel var det Socialministeriets opfattelse, at det ikke påhvilede danske sociale myndigheder at slå op i menneskerettighedeskonventionen og overveje spørgsmålet i lyset af konventionens ordlyd og menneskerettighedsdomstolens praksis. Det er alt rigeligt at slå op i de danske love, for de er jo altid til overflod i overensstemmelse med EMRK! Når det er værd at nævne denne sag hænger det sammen med, at forløbet er udtryk for en helt generel opfattelse hos de danske sociale myndigheder. Den afspejler dels en provinsialisme, unødvendigheden i at sætte sig ind i andre retskilder end de nationale, dels en selvgodhed vedrørende danske retsforhold, som altid værende mere end på omgangshøjde med, hvad der kræves i internationale og overnationale sammenhænge.

I det andet tilfælde havde kommunen ikke kendskab til en retskilde, der har altafgørende betydning for EU-borgeres sociale rettigheder. På trods af, at Danmark har været med i EU i en lang årrække, er det retslige fokus stadigvæk præget af en snæver national fortståelsesramme, der tager sit udgangspunkt i, hvad der kommer fra Folketinget.

De indvandrede retskilder, dvs. dem, der ikke har sin herkomst i vort eget Folketing, inddrages ikke i den daglige administration og fortolkning. Der er en stor uvidenhed om disse retskilder, og vil jeg påstå en ikke ubetydelig modvilje og irritation mod at sætte sig ind i dem på grund af deres fremmedartede karakter; de ser anderledes ud, sprogbrugen er anderledes og den autoritative fortolkning finder sted uden for Danmark i Strasbourg eller Luxembourg.

Der er grund til at antage, at kendskabet og anvendelsen af disse retskilder er særdeles begrænset på det kommunale niveau. Dette er særdeles problematisk for borgernes retssikkerhed, idet det er de kommunale myndigheder, der som første instans træffer de fleste retsafgørelser i forhold til borgeren. Det er derfor nødvendigt, at kendskab til og færdigheder i anvendelse af sådanne retskilder hæves betydeligt for, at man i kommuner og amtskommuner kan leve op til retssikkerhedslovens §1, hvorefter myndighederne i deres sagsbehandling skal sikre, at borgeren får sin ret.

Det kommunale ansvar
Det påhviler kommunerne at træffe retsafgørelser i forhold til borgerne. Såfremt den kommunale administration ikke er klædt på til at anvende de indvandrede retskilder, kan den påføre borgerne et rettighedstab og ultimativt sig selv et erstatningsansvar. Kommunerne kan derfor ikke slå sig til ro med, at disse ting ordnes i ankeorganerne, idet de fleste sager slet ikke ankes. Det er kommunens pligt at træffe en retslig korrekt afgørelse med inddragelse af alle retskilder, nationale som indvandrede.

Retsikkerhedsloven pålægger i §§3 og 5 kommunerne en særlig forpligtelse til at yde rådgivning og vejledning i forhold til alle muligheder efter lovgivningen. Ved levering af disse ydelser skal kommunen derfor have kendskab til hele det spekter af sociale retigheder og muligheder, der står til rådighed for borgeren fx i forhold til EU-retslige regler.

EMRK som retskilde
Menneskerettighedskonventionen blev gennem Folketingets beslutning en integreret del af dansk ret i 1992 (lov om den europæiske menneskerettighedskonvention). Det påhviler derfor danske myndigheder at inddrage den i sin afgørelsespraksis på samme måde som forvaltningsloven, retssikkerhedsloven etc. Det er imidlertid uhyre sjældent, at man ser konventionen direkte påberåbt i ankeinstanserne. Det må derfor antages, at det er tilsvarende sparsomt i den primær- og amtskommunale administration. Det er som om, myndighederne har en rationeret holdning til EMRK: at den kun skal anvendes til fine og højtidelige lejligheder og ved ekstreme overgreb. Politisk fremprovokerer det ofte irritation at henvise til menneskerettighedskonventionen. Hertil er kun at sige, at man over hele feltet må afdramatisere sin holdning og vænne sig til at fortolke og anvende menneskerettighedsloven. Menneskerettighederne er hverdagsrettigheder.

Som eksempel på områder, hvor EMRK er central på det kommunale område kan nævnes anbringelse af børn uden for hjemmet. Her bør den kommunale sagsforberedelse vedr. tvangsfjernelser integrere konventionen og dens praksis i sit indstillingsgrundlag dvs. først og fremmest art. 8 (retten til familieliv) og art. 6 (retfærdig rettergang), men også området uden for tvangssagerne har berøring med konventionen fx valg af anbringelsessted, hvor det ud over de allerede nævnte bestemmelser fx kan være relevant at medtænke art. 9 (om religionsfrihed).

Som et andet eksempel kan nævnes integrationslovens bestemmelser, hvor spørgsmålet om retten til selv at vælge opholdssted kan kollidere med EMRK. Det sociale ankenævn i Fyns Statsamt udviste meget fortjenstfuldt sans for dette i en sag fra 1999, hvor to ægtefæller ønskede at bo samme sted, men hvor opholdskommunen i henhold til integrationslovens bestemmelser i §32 nægtede at udbetale introduktionsydelse, fordi den ene ægtefælle var tilflyttet, uden at kommunen havde godkendt dette. Ankenævnet fandt, at kommunens afgørelse var i strid med retten til familieliv, men citerer desværre ikke EMRK direkte. Eksemplet viser imidlertid, at integrationslovens bestemmelser skal fortolkes indskrænkende i overensstemmelse med EMRK art. 8. Det skal den kommunale administration være opmærksom på.

Det danske nationale koncept og Den europæiske Union
Dansk sociallovgivning hviler i udpræget grad på en national tankegang. Man skal helst opholde sig her i landet, arbejde her i landet, betale skat her i landet og meget gerne også gå i sin grav her i landet. Udland associeres med ferie og fornøjelse. De sociale love er præget af denne indstilling, således at rettighederne til sociale ydelser ofte gøres betinget af, at denne nationale ubevægelighed.

Problemet er imidlertid, at dette koncept har stigende vanskeligheder i forholdet til Den europæiske Union, hvor traktatens vigtigste princip er den fri bevægelighed over landegrænserne af arbejdskraft, varer, tjenesteydelser og kapital.

I et ikke ubetydeligt omfang er danske sociale forhold omfattet af Amsterdamtraktaten. Det har været et politisk dogme, at Danmark selv bestemmer over sine sociale forhold og gentaget så ofte, at det ikke er mærkeligt, at kommunerne ikke har udvist megen interesse for de rettigheder, der skabes direkte i henhold til EU-traktaten og diverse EU-forordninger.

Social sikring af EU-arbejdskraften
Det er rigtigt, at Danmark selv kan bestemme indhold og omfang af social sikring, men vi kan ikke forbeholde disse ydelser for danske statsborgere eller forlange, at modtageren skal opholde sig her i landet.

Forordningerne 1612/68 og 1408/71 skaber direkte rettigheder for den arbejdskraft, der bevæger sig over landegrænserne. Den vandrende EU-arbejdskraft har derfor de samme sociale sikringsrettigheder som danskere, når de opholder sig her i landet. Endvidere skal man som EU-borger have ret til at tage sine sociale ydelser med sig til andre EU-lande. Det gælder også for danskere, at de tilsvarende skal have ret til at medbringe danske sociale ydelser til udlandet.

I årevis har man således, formentlig på traktatstridigt grundlag, nægtet danskere at medbringe deres efterløn til andre lande i unionen. Dette bliver som bekendt nu ændret.

Den nationale lovgivning er ofte konciperet således, at disse EU-rettigheder er usynlige i selve lovteksten eller meget svære at gennemskue. Lov om social pension indleder således med i §1 at fastslå, at betingelsen for at få pension er, at man har dansk indfødsret. At dette ikke gælder EU-arbejdstagere fremgår ikke af selve loven, men af en tilhørende bekendtgørelse. Denne lovgivningsstil er således ikke egnet til at oplyse borgeren om sine rettigheder. Tilsvarende gælder for dagpengeloven, hvor man i §41 henviser til, at socialministeren fastsætter nærmere regler om de vandrende arbejdstageres rettigheder. Dette sker ligeledes i en bekendtgørelse. Folketing og minister gør det ikke nemt hverken for borgeren eller for kommunen.

Forordningerne skaber således umiddelbare rettigheder for EU-arbejdstagere, og der må ikke ske nogen forskelsbehandling på grund af nationalitet heller ikke til ugunst for danske statsborgere.

Sociale ydelser som EU-varer/tjenesteydelser
Der har ikke hidtil i dansk lovgivning været megen sans for, at en række sociale ydelser kan betragtes som varer og tjenesteydelser i traktatens forstand jf. art. 28 og 49. Det gælder således i hvert fald alle ydelser, hvor der er en egenbetaling. Tandlægehjælp, lægehjælp for gruppe-2 sikrede, brilletilskud mv. skal i princippet kunne erhverves i et hvilket som helst EU-land med tilskud fra den danske stat på lige for med det tilskud, der gives, såfremt tjenesteydelsen/varen blev leveret i Danmark. Ellers er der tale om nationalitetsdiskrimination af fx tandlæger i Tyskland, hvis tilskuddet kun kan gives til danske tandlæger.

Borgeren har direkte i henhold til traktatens bestemmelser om tjenesteydelsers fri bevægelighed ret til at vælge sin tandlæge hvor som helst i unionen og få tilskud hertil fra sygesikringen. Denne ret har bestået siden 1973 fra Danmarks indtræden i EF. Men der har ikke været interesse fra myndighedernes side for, at borgerne blev vejledt om disse rettigheder.

Barrierer mod integration af de indvandrede retskilder
Der ligger først og fremmest et stort uddannelsesesmæssigt efterslæb gemt i problemstil lingen. Mig bekendt har indvandrede retskilder en meget tilbagetrukken, om nogen plads overhovedet, fx på de sociale højskoler, som står for en stor del af de bedst uddannede sagsbehandlere i kommunerne.

Men også den administrative opbygning understøtter den kommunale uvidenhed og giver ikke kommunerne noget incitament til at dygtiggøre sig inden for dette felt. Den sociale sikringsstyrelse er således det organ, der skal tage sig af sådanne indvandrede rettigheder. Hermed sker der en specialisering og marginalisering af disse problemstillinger. Dette tilskynder kommunerne til at nedprioritere eller helt overse dette felt. Hvad angår Socialministeriet har man her et særligt kontor, det internationale kontor, der tager sig af at »oversætte« disse udenlandske fænomener, så man ikke ser dem i levende live. Denne struktur medvirker til at fritage Socialministeriets andre afdelinger fra at sætte sig ind i noget, der ikke kommer fra Folketinget. Dette gælder også ankestyrelsen og de sociale nævn, som ellers kunne have en vigtig vejledende funktion i forhold til kommunerne.

Så både for kommuner, ankeinstanser og ministerium kræves der derfor en ny retslig erkendelse, der består i, at dansk ret ikke alene kommer fra Folketinget. Kommunerne er traditionelt fikseret mod Folketing og ministerium, når noget skal kritiseres og laves om. Men her har vi nogle retskilder, der ikke hører under Folketingets kompetence. De eksisterer på et andet grundlag, som Danmark har forpligtet sig på, og hvor evt. ændringsønsker er urealistiske eller i hvert fald et meget langsigtet projekt, der ikke kan gennemføres i hverken dette eller de nærmeste finansår.

De indvandrede retskilder kan noget i sig selv og har en selvstændig plads i retsanvendelsen. De er uden tvivl kommet for at blive. Det tager helt åbenbart tid at vænne sig til dem. Også i denne integrationsproces har kommunerne en vigtig opgave af stor retssikkerhedsmæssig betydning.

[A-Odense]

Jeg vil gerne oplyse, at artiklen om skjulte rettigheder er skrevet af prof. Kirsten Ketscher-der er ekspert i EU-ret.

[Ragdoll]

Tak for dine artikler, som jeg finder yderst interessante.

Således som jeg ser tingene i Danmark idag, eksistere der et hav af skuffe-cirkulærer.

Således skulle man næsten tro at uddanelsen til sagsbehandler kan koges ned til kursus i håndtering af borgere der forsøger at gøre brug af deres rettigheder: (fyld selv hullerne ud)

Klient: Jeg er ........., jeg har brug for hjælp, kan i hjælpe mig?

Sagsbehandler: Nej

Klient: Jamen, er der da ingenting man kan gøre, hvad siger loven?

Sagsbehandler: Det kan jeg ikke sige på stående fod, men umiddelbart ser det ikke godt ud. Prøv om du ikke kan...........

Klient: Det kan ikke lade sig gøre, fordi jeg har.............

Sagsbehandler: Ja, så er der desværre ikke noget vi kan gøre for at hjælpe.

(På dette tidspunkt er 20% af klienterne sprunget fra)

Klient: Vil du alligevel godt være venlig at undersøge hvilke muligheder der er?

Sagsbehandler: Vi har meget travlt i øjeblikket, flere af vore medarbejdere er syge/på barsel/på orlov/på ferie/på kursus og hende der sidder med den slags er her først igen om 3uger/efter jul/om seks måneder.
Men du kan skrive et brev til hende så ser hun på det når hun er tilbage.

(Her springer yderligere 20% af klienterne fra)

De 60% der vælger at sende en ansøgning på trods af den allerede negative tilkendegivelse, af det sansynlige udfald, venter herefter tålmodigt på sagsbehandlerens tilbagekomst og svar.

Da datoen for sagsbehandlerens tilbagekomst forlængst er kommet og gået, kontakter klienter endnu engang de sociale myndigheder.
Sagbehandleren kender intet til brev/ansøgning, men der ligger jo også en stor stak arbejde på hendes bord og venter på at blive bearbejdet, her efter at hun er kommet hjem fra .............., men hun skal nok kontakte dig så snart hun når til din sag.

Flere uger går, klienten kontakter igen sin sagsbehandler, dit brev/ansøgning var ikke i bunken det må være blevet forlagt, kan du ikke lige skrive igen?

(Yderligere 20% af klienterne opgiver)

De tilbageblevne skriver pligtskyldigt igen, igen går der uger/måneder, sagsbehandleren ringer.

Sagsbehandler: Vi kan ikke finde noget der gør dig berettiget til hjælp.

(Endnu 20% af de oprindelige 100% springer fra) Sagsbehandleren arbejder jo for kommunen hun må jo vide bedst.

De resterende 20% giver sig til at undersøge om det virkelig kan passe?! Er loven virkelig så firkantet?

Her springer så 10% fra, det er simpelthen for stort og for kompliceret til at mange kan forstå og læse lovtekster og cirkulærer.

De sidste 10% klienter: Må jeg bede om det på skrift?

Sagsbehandleren: Altså, vi har meget travlt, vores ressourcer slår slet ikke til, der kan godt gå nogen tid før du høre fra os.

6 uger senere.

Klient: Jeg har ikke hørt noget endnu?

Sagsbehandler: Åhja, jeg kan se at din sag ligger i bunken til næste uge derefter får du et svar.

Endelig kommer svaret, negativt udfald!!! Klage inden 4 uger

Klagen sendes afsted. Et kvitteringsbrev ankommer, man kan forvente en sagsbehandlingstid på 4-5 mdr.

Efter flere måneders venten, endnu engang negativt udfald, kommunen holder på sit, men man kan jo anke afgørelsen, endnu 5% falder fra.
Tilbage er 5/100 der måske ender med at få hjælp.

Sådan sparer vores sagsbehandlere kommunen/staten for en masse dejlige skattekroner, og i pausen drikker de en kop kaffe og ryger en cigaret, og snakker om den helt vilde luksusferie de skal på, eller der superlækre kjole de lige har købt til at have på til fætter Peters bryllup.

(En noget firkantet beskrivelse af borgernes oplevelse omkring det at skulle møde systemet)



Hrefna

[Ragdoll]

Man skulle tro at betingelsen for at kunne få familiesammenføring i Danmark, eller et hvilketsom helst andet sted på jorden burde være at ægteskabet er indgået som en konsekvens af ægtefællernes gensidige kærlighed og tilknytning til hindanden, og deres ønske om at tilbringe fremtiden sammen.

Det er det ikke!?!

Betingelserne for at få familiesammenføring er at man opfylder en række betingelser, der intet har med kærlighed, gensidig forståelse, forholdets/ægtesabet varighed at gøre.

Således ligger der et (skuffe)cirkulære der pålægger Udlændingeservice's medarbejdere at betragte alle ægteskaber hvor der er mere end 8 års forskel i alderen på ægtefællerne, som mistænkelige, og så kan de for den sags skyld have været gift i 25 år.

Udlændingeservice's behandling af borgerne og deres udenlandske ægtefæller, er funderet i regeringens stærke behov for at holde så mange udlændinge som muligt ude af Danmark, i et anfald af grotesk xenofobi.

De går ikke af vejen for at snyde borgerne, og fordreje sandheden, målet helliger midlet.



Hrefna

[Tine]

Hej Hrefna

Endnu engang tak for dit svar. Udfra det du har sendt mig virker meget af det
korrekt. Derfor må jeg i gang med, at søge om, de forskellige benefits som jeg har
mulighed for, at søge. Jeg har tidligere søgt om housing benefits fra de engelske
myndigheder (council) men jeg fik et svar om, at jeg ikke kunne søge følgende, da jeg
aldrig tidligere har arbejdet og betalt skat til England. Om jeg kunne modtage forskellige benefits og om de samme regler skulle gælde for mig for, at få fx. housing benefits er jeg ikke klar over. Men engelske pensionister kan hvertfald søge om housing benefits hvis de ikke tjener så mange penge.

[Ragdoll]

Der findes en vejledende brochure om alt hvad man kan søge, jeg får den normalt tilsendt en gang årligt, og der står ovenikøbet på den (oversat til dansk)
"Er du sikker på at du får alle de benefits du har ret til?"

Jeg har boet og arbejdet i England i 11 år ca., og det kan godt være at det gør en forskel hvis man har arbejdet og betalt Taxes og NHS contributions, hvad jeg har gjort i sytten år. Jeg mangler bare 3 år mere så har jeg ret til fuld engelsk alderpension når den tid kommer.

Men jeg tror også at på den side jeg linkede til, at du kunne se alle de forskellige ting der kan søges til.

HVor længe har du boet i England?

En ting er sikkert, de må ikke forskelsbehandle dig i forhold til britiske statsborgere!

Hvem betaler din NHS (sygesikring)?

Normalt skulle Danmark gøre det.



Hrefna