Hvad skal der dog blive af mig?

[annagw]

OBS. Jeg har tidligere skrevet tråden "Flexjob eller...?" i kategorien "Din historie". Jeg har under den tråd skrevet det nedenstående indlæg, men jeg tror faktisk, at det i højere grad hører til i denne kategori.

Jeg droppede som bekendt ud af pædagoguddannelsen efter nogle måneder, og det var en hård omgang.
Jeg kom tilbage på kontanthjælp efter at have været gennem møllen med ansøgning og samtaler og så videre, på trods af, at jeg havde været på kontanthjælp i flere år indtil et par måneder tidligere. Tossede bureaukrati.

Jeg skulle primo januar 2010 så have været til samtale i Jobcenter Skelbækgade (Brancheafdelinge) angående hvad der nu skal ske med mig. Utroligt, at der skal gå over halvanden måned fra jeg melder mig til der er ansats til at sætte noget igang. Men nok om det... Jeg blev ramt af galdeblærebetændelse og galdesten og akut indlagt og opereret nytårsaften, så nu venter jeg på at få en ny tid (hvilket jo kan tage en mindre evighed).

Tilbage til sagen. Jeg er endelig nogenlunde balanceret efter nedturen da jeg stoppede studie.

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg kan forestille mig at beskæftige mig med, hvad jeg har brug for og sådan for at foreberede mig til samtalen på kommunen. Men jeg er faktisk kommet frem til, at jeg vil forsøge at argumentere mig til så lidt afklaringsforløb som muligt med henblik på at få førtidspension, som for min skyld meget gerne må ydes mod at blive taget op igen om 5 år.

Jeg VED at jeg bliver slået ud af kurs hvis jeg IGEN-IGEN-IGEN skal kastes rundt til diverse leverandører.

Jeg ser det ikke som muligt, at jeg de næste mange år vil kunne tjene andet end lidt penge ved at købe og videresælge ting, tage på markeder og have en bod i ny og næ, måske vil jeg også kunne klare lidt "freelance"arbejde som korrekturlæsning eller lignende, og hvis det går rigtig godt vil jeg kunne have 10-14 timer i for eksempel en blomsterforretning, men jeg kan ikke klare et almindeligt arbejde på almindelige vilkår på en almindelig arbejdsplads.

Jeg anser det for mere sandsynligt at jeg på sigt kommer til at få en stabil tilværelse, hvis jeg får førtidspension nu end hvis jeg fortsat skal starte op på aktiviteter som jeg går ned på, skal bruge tid på at få styr på mig selv igen før jeg endnu en gang kommer i en aktivitet jeg efter en tid går ned på, og skal bruge tid på at blive stabil igen, før jeg igen-igen.... Ligesom det har været de seneste år.

Jeg er bange for, at komme på førtidspension. I forhold til omverdenen, de unge mennesker jeg kommer til at møde i min fremtid osv., jeg er trods alt kun 25 år. Men jeg er faktisk efterhånden træt nok af at blive kastet rundt i systemet til, at jeg tror, at jeg vil blive et mere helt menneske af at få førtidspensionen. Det er nu 5 år siden, at det gik skævt for mig, og det har været og er en enorm stressfaktor for mig, at være stavnsbundet til kommunen; jeg må ikke rejse udenlands (hvem har ikke brug for at kunne tage på en ferie?), må ikke tjene penge overhovedet (for når jeg sjældent KAN overskue bare lidt, så vil jeg jo enormt gerne) og jeg er konstant usikker på hvad det næste bliver.

Jeg er også bange for, at jeg ikke vil kunne få førtidspension. Jeg er bange for, at jeg ser for velfungerende ud. Mine problemer er psykiske og sociale, jeg har ikke ondt nogen steder og har det udmærket - SÅ LÆNGE JEG HAR ET PUSTERUM FRA KOMMUNENS AKTIVITETER. Men når vi så går igang igen, bliver det stressende, usikkert og formodentlig blot endnu et nederlag. Jeg kan jo ikke en gang gennemføre et afklaringsforløb hos fx. Incita (hvilket var det der blev nævnt kort som en mulighed, da jeg var til snak på kommunen i forbindelse med at jeg kom tilbage på kontanthjælpen), for efter hvad jeg kan læse på deres hjemmeside, så er deres program tilrettelagt som et forløb på 25 timer om ugen, hvilket er langt mere end jeg kan klare. Og hvad nytter det at komme i sådan et forløb med aftale om at starte langsomt op, når al erfaring har vist, at det ødelægger mig at forsøge at overskride mine begrænsninger. Men er det overhovedet muligt at blive tilkendt førtidspension, når jeg (måske nok) godt ville kunne klare ca. 10-14 timer om ugen?

Håber der er en venlig sjæl der er nået gennem det hele, og kan komme med nogle vise ord :-)

V.H.

[MTVRV1]

Du skal have lægernes ord for at der ingen behandlingsmuligheder er og ubetydelig arbejdsevne i alle fag.
om det så er fra en psykolog eller anden med psykiske sygdomme. Ens egen læge har faktisk ikke meget og skulle have sagt.

Flexjob ligger som regel over 12.5 timer, pågrund af tilskud. Men er ingen rette snor, da der ikke står noget i loven om timetal.
min egen sag hedder 5 timer om ugen og har lægerne bag mig.
får snart min lægekonsulent udtalelse og inden for 2-3 måneder en afgørelse om pension.
Men selv om jeg har alt det på papir ved jeg ikke om hvordan sagen vil ende.

Så desværre kan ingen her på siden sige om du kan få pension eller ej.
men et godt råd
1 lægepapir og snak med din egen læge omkring pension
2 snak med din sagsbehandler og han/hendes mening, da det bliver meget nemere hvis ens sagsbehandler er enig omkring pension eller flex.

Men hvis jeg var dig havde jeg nok snakket mere om et flexjob og derefter pension.
Pension er den sidste udvej.

men du går vil ikke alene og tomler med dine problemer, har du været hos psykolog?

[annagw]

Tak
Desværre står jeg i den situation, at jeg lige har skiftet behandler. Jeg var i et ambulant behandlingsforløb i hospitalsregi for spiseforstyrrelse (og før det ambulant hos psykiater i hospitalsregi), og er nu efter det afsluttede behandlingsforløb startet hos en privatpraktiserende psykiater, som nu skal til at lære mig at kende. Har mødt hende 2 gange indtil videre.
Med hensyn til sagsbehandleren, så er også han et nyt bekendtskab. Jeg TROR, at jeg har været hos ham én gang før, inden jeg startede på uddannelsen i sommers. På daværende tidspunkt kørte jeg med 100 km. i timer og havde besluttet at starte studie og søge revalidering og sådan skulle det bare være; bam-bam-bam. Typisk mig...

[MTVRV1]

skiftet sagsbehandler den kender vi nok alt for godt alle sammen.
så kan sagen starte på ny.
Mit er fysisk, så har ingen erfaring med noget andet.
håber du får nogle gode svar fra de andre herinde og de kan give dig nogle gode råd

[annagw]

Jo tak, det håber jeg også :-)

Jeg er godt klar over, at der ikke er nogen der kan fortælle hvorvidt jeg kan få FP eller ej, men forhåbentlig er der nogen der har lidt erfaring med ansøgning på baggrund af psykiske problemer.

[joa]

Jeg ved ikke om du kan bruge dette til noget, men jeg søger selv flexjob og er i arbejdsprøvning hos Incita, jeg fik også at vide at det var 25 timer om ugen, men dette er vist mere ment som en rettesnor, nu skal ikke blive der længere end du kan holde til, jeg er der selv fra kl. 8 til ca 12 hver dag skriver man en lille dagbog hvordan dagen er gået i slutningen af dit forløb skriver Incita en rapport som du også skal godkenden og underskrive som bliver sendt til din sagsbehandler. Jeg har kun gode erfaringere med Incita er færdig derude og 2 måneder og håber så at jeg bliver godkendt til flexjob.

[c.l.e.o.]

Måske kom du igang med det forkerte ,måske er det en god ide at finde noget andet end pædagog udd. for hvis du mener du kan klare 10 til 14 timer og de mange ting du forstiller dig du kan lave så har du jo mange muligheder ,derfor tror jeg det vi være svært for dig at få 5 år helle ,det kan godt være jeg tager fejl men er det sådanne at du har startet på noget mange gange ,og har måtte opgive det? Så det måske en ide at søge flex,under alle omstendigheder så hedder de fleste forløb 25 timer om ugen på papiert ,men det er jo dig der kan mærke hvordan du har det ,så skal du sige fra når du mærker så det nok for idag ..jeg har været stæder det hed 8 til 15 det skulle line en arbejdsdag og jeg måtte sige jeg går, orker ikk mere når kl nærmede sig 12 ,og måtte lægge mig nogle timer . ,Du skal jo nok i et afklaringsforløb eller lindene Og så skal man ikk sige jeg vil ikk men at jeg tror ikk jeg kan med hensyn til antal timer og hvis det er stres og andet det tynger dig så det godt at have lægen med,snak med ham om de tanker du har også omkring udd. og arbejde .Det rigtig de ikk så hurtige med indkalde til samtaler ..men så tag pauserne som ferie/frihed det gør jeg..

[annagw]

Jeg har været begyndt på mange ting der ikke er gået...

Sygeplejerskeudd. 2005 --> Depression og indlæggelse. Efterfølgende 1 år ind og ud af psykiatrisk med mange forskellige symptomer.
Praktikforløb i tøjbutik ---> Få dage, så var jeg helt ude af flippen og det blev stoppet.
Praktikforløb i hjemmeplejen ---> 3 dage, så var jeg helt ude af flippen og indlagt.
Højskoleophold ---> Well, det var hårdt, men jeg klarede det dog ikke uden problemer.
Praktikforløb i blomsterbutik ---> Gik ok, 3 mdr. 9-12 t./uge., udviklede dog sideløbende spiseforstyrrelse.
Ca. 4 måneders pause pga. slem spiseforstyrrelse.
Ny praktik i ny blomsterbutik ---> 3 mdr. 12-15 t./uge, stadig spiseforstyrrelse.
Forlænget ----=------ ---> 3 mdr. 15-18-20 t./uge, opstartet behandling, formåede ikke at klare de ekstra timer, blev meget træt, ængstelig, kunne ikke klare hjemmet osv. Jeg var fortsat i behandling for spiseforstyrrelse, og det gik enormt godt.
Ønskede at afprøve job som receptionist eller lignende efter endt praktik, blev sendt til jobsøgningsleverandør der ikke kunne håndtere mine behov, tilbage til kommunen, jeg fungerede godt (typisk da jeg ikke var i noget forløb) og ønskede at starte uddannelse for at slippe for alt det kommunehalløj, blev sendt til leverandør der hjalp med ansøgning, startede pædagoguddannelsen, røg ned på det.
Og nu...? Jeg er nogenlunde stabil. Jeg er dog meget træt og afkræftet nogen dage. Jeg har svært ved at klare husholdningen og at gøre meget andet end bare været til.


Joa - tusind tak, dejligt at høre.

[Hyanna]

Hej, Annagw ..... Nu har jeg, et stykke tid, fulgt med i din sag fra sidelinien, og vil lige spørge dig om noget. I en anden tråd har du skrevet følgende:

Jeg tror dybt i mig, derinde hvor jeg helst ikke vil være ved findes, at den eneste mulighed for, at jeg nogensinde kommer til at passe ind på arbejdsmarkedet eller i en uddannelsessituation, er hvis jeg nu i et par år kan arbejde på stærkt nedsat tid med en støtte-/kontaktperson uden for arbejdspladsen samt en fleksibel arbejdsgiver.
Jeg reagerer meget voldsomt på udsigten til at skifte ydre rammer som jeg ikke føler at jeg har kontrol over og jeg har virkelig svært ved at “holde fast”.

Jeg lider af en personlighedsforstyrrelse (borderline) og har tidligere været ind over depression, paranoid psykotisk tilstand, svær selvskadende adfærd, tvangstanker/-handlinger, angst, diverse uhensigtsmæssige handlemønstre og altså senest spiseforstyrrelse.

Har du prøvet at foreslå din sagsbehandler den udvej? Jeg er forhenværende socialpædagog og har desuden læst en masse om borderline, depression og spiseforstyrrelser.

Jeg skal ikke gøre mig klog på dig, for jeg er ikke psykolog eller psykiater og jeg kender dig ikke; men tager kun udgangspunkt i det du hidtil har skrevet, så bær over med mig, hvis jeg tager grumme fejl.

At have en sådan personlighedsforstyrrelse, som du må leve med, er så sandelig ikke nemt

På den ene side er borderlinepersonligheder som regel lynende intelligente, og har alle forudsætninger for at klare en uddannelse med bravour. På den anden side tager disse mennesker nogle gevaldige dyk, som hindrer dem i at fuldføre deres ambitioner, hvilket er en kilde til dels depression og dels et selvhad. Samtidigt er der sygdomserkendelse, undtagen i f.eks psykotiske faser, og det er det der gør det hele så forbandet svært for denne befolkningsgruppe.

Jeg skriver sådan, da du jo er startet på videregående uddannelse, er startet på det ene efter det andet; men er gået ned på det, og det har haft omkostninger som bl.a har givet sig udslag i selvskadende adfærd samt, senest, spiseforstyrrelser.

Da du jo selv, i hvert fald inderst inde, har sygdomserkendelse, er det på tide at du begynder at passe rigtig godt på dig selv, og er forsigtig med, hvad du kaster dig ud i.

Hvis du skal have chancen for at komme igennem med en evt. uddannelse, skal du have en masse støtte og hjælp, så derfor er det slet ikke nogen tosset idé du kommer med i det citat jeg har taget med fra din anden tråd.

Så er spørgsmålet bare om din sagsbehandler og kommunen er fleksible nok til at kunne tilvejebringe de behov du har for støtte og fleksibilitet i forhold til dine behov?

Hvad har dine behandlere sagt? Har du talt med dem om de problemstillinger du går og tumler med i forhold til uddannelse og arbejdsmarkedet i det hele taget?

Hvis dine behov for den rette støtte og hjælp ikke kan tilvejebringes pga. et for stift system, kan jeg kun anbefale dig, at du søger førtidspension, så du kan få ro (ingen pres) til at forsøge dig i dit eget tempo og med støtte fra psykolog/coach mv.

De varmeste hilsner fra Hyanna

[annagw]

Oprindeligt indsendt af Hyanna

På den ene side er borderlinepersonligheder som regel lynende intelligente, og har alle forudsætninger for at klare en uddannelse med bravour. På den anden side tager disse mennesker nogle gevaldige dyk, som hindrer dem i at fuldføre deres ambitioner, hvilket er en kilde til dels depression og dels et selvhad. Samtidigt er der sygdomserkendelse, undtagen i f.eks psykotiske faser, og det er det der gør det hele så forbandet svært for denne befolkningsgruppe.

Jeg ved ikke om jeg ligefrem er LYNENDE INTELLIGENT, men jeg ligger bestemt ikke i den lavere ende opfattelsesmæssigt :-)
Det er dog en virkelig god beskrivelse du der kommer med.

Nu var jeg næppe ligefrem psykotisk i sommer, jeg ser det selv som "lidt vel fremstormende", men jeg var 100% overbevist om, at det at starte på pædagoguddannelsen var det rigtige. Der, mente jeg på det tidspunkt, ville jeg kunne lære nogle rigtig spændende ting i et undervisningsmiljø jeg ville passe ind i, eftersom det er mange tale-fag frem for fakta-fag.
Og så blev jeg selvfølgelig igen ustabil, og dermed totalt ude af stand til at forholde mig til studiet, ude af stand til at komme ud ad døren osv.
Problemet er, at jeg var så sikker, at jeg snildt fik trumfet igennem systemet, at det ville være det rigtige for mig.

Jeg venter stadig på at komme til sagsbehandler, hvilket jeg endnu ikke har været, efter jeg droppede ud af studiet.
Jeg har tænkt mig at fremhæve mine problemområder frem for at lægge vægt på de områder der fungerer nogenlunde, hvilket jeg nok har haft tendens til tidligere.

Jeg kan godt se, at det ikke lyder helt dumt, det du har citeret mig for. Og egentlig taget tror jeg stadig, at det er den eneste mulige vej til beskæftigelse for mig.
Problemet er dog, at jeg på nuværende tidspunkt ikke kan overskue den version. Jeg kan dårligt nok overskue at skulle overskue at skulle til at forholde mig til de muligheder der ville komme i udsigt ved mødet med kommunen... Og deraf er mine overvejelser omkring førtidspension opstået.
Jeg kan simpelthen ikke overskue hvad der er det mest hensigtsmæssige, det mulige, det umulige...

Tusind tak for dit indlæg :-) Det er virkelig rart at få nogle input.