K10 - Flexjob & Førtidspension
 

Gå tilbage   K10 - Flexjob & Førtidspension > Sagsformidler hjørnet > Alt det andet

Forum Kategorier Forum Regler Om K10 og Info om Cookies Hjælp til Forum Brug

Alt det andet Her kan du stille de spørgsmål hvis du ikke lige mener at det høre til under fleks, førtidspension eller sygedagpenge dog ikke politisk indhold som skal lægges under kategorien Samfund og Politik

Svar
 
Emne Værktøjer Visningsmetode
Gammel 21-03-2011, 16:51   #1
Suzy Jensen
Føler sig hjemme på K10
 
Tilmeldingsdato: 21-03 2011
Lokation: Haderslev
Indlæg: 39
Styrke: 14
Suzy Jensen er ny på vejen
Hvad gør jeg? Hvad er mine chancer?

Hej alle sammen

Jeg er en 19 årig (20 år til sommer) og jeg gik i dec 09 helt ned og blev indlagt på Augustenborg for anden gang i mit liv, der dog ikke ville udrede mig, jeg snakkede ikke med en læge eller noget og var der egentlig bare. Jeg fik en udskrivelsesdato og havde sagt at så snart jeg fik den lukkede jeg ned automatisk. Der skulle være stort jule-tam-tam med alle de andre på afd forældre og venner og jeg kunne slet ikke overskue det og blev meget angst og udskrev mig selv. Jeg får få dage inden jul et BREV om at de har observerede mig under indlæggelsen og har stillet diagnosen Borderline (emotionelt ustabil personlighedsstruktur Borderline) og jeg er noget forundret da jeg netop fik af vide at de ikke ville observere mig som sådan, ikke ville udrede mig og jeg bare skulle være der for at slappe af.

I februar 10 får jeg yderligere diagnoserne ADHD og Fjernet fra barndomshjemmet. Jeg har i en del år været tilknyttet Augustenborg ambulant og det er der jeg får de to diagnoser. De ville ikke udskrive medicin før jeg havde en kontaktperson der kunne komme hver morgen og sørge for at jeg fik den. Jeg havde en alm kontaktperson og skulle så rykke over i special/eller socialpsykiatrien og have en ny. Han lovede Augustenborg guld og grønne skove og sagde at han selvfølgelig ikke kunne møde op men kunne ringe og det godtog de da han lovede det. Første dag da jeg skal starte på medicinen sover jeg hos min mor og hun vækker mig så jeg får medicinen og han skriver først kl 10:45 ca at han havde glemt det. Jeg skriver så noget med at så var det godt jeg have sovet ved min mor. Så bliver han sur og skriver at det satme ikke er hans ansvar at jeg får min medicin og det skal jeg selv tage, han anbefaler at jeg bruger min tlf og selv husker det fremover. Tak for kaffe!

Jeg møder ham tre gange og hvergang er han noget underlig at være sammen med, kender ikke rigtig til mine diagnoser og hvorfor jeg reagere som jeg gør. Han siger ikke noget og spørger knapt nok om noget og jeg ævler så bare om en masse ligegyldigt da jeg hader stilheden i en "samtale" og bliver endnu mere angst end jeg allerede er i forvejen. Han siger så på et møde hvor min mor og sagsbehandleren i socialpsykiatrien er med at han ikke vil samarbejde med mig?? Øhm, okay?! Inden da forsøger han at få det til at lyde som jeg ikke vil samarbejde med ham og jeg var slet slet ikke forberedt på dette da jeg ikke havde dannet mig en mening om ham udover at han næsten ikke snakkede men til sidst efter min mors pres sagde han så at han ikke ville samarbejde med mig.

Sommerferien skulle overståes og jeg ville blive indkaldt til nyt møde med ny kontaktperson. Jeg bliver indkaldt og han står på listen over deltagende. Jeg spørger hvorfor han skal med da han som hun selv sagde var taget af. Jeg får af vide at jeg bare skal møde op og lederen er der. Jeg hader møder og det ved de alle sammen og siger at jeg har meget svært ved at skulle møde op når jeg ikke ved hvad der skal ske.

Jeg kommer derop og får af vide at vi skal starte forfra og se fremad.
Det gik jeg selvfølgelig ind i da jeg virkelig gerne vil have hjælp og tidligere på institution og af kommunen blevet set på som en der ville have sin vilje og det skulle jeg ikke have! Dog efter første møde kan jeg slet ikke holde ud at skulle se ham og jeg spørger ham også flere gange hvorfor han ikke ville samarbejde med mig dengang da jeg ikke kan se fremad uden at vide hvorfor det gik galt. Jeg får aldrig svar på dette og ignorere således bare hans smser og opkald.

Jeg skal på møde i Augustenborg med både lederen, socialrådgiveren fra specialrådgivnigen, socialrådgiveren fra jobcenteret,psykologen på augustenborg og en sygeplejerske.
Det første lange stykke tid syntes jeg ikke det fungerede og de forstod ikke hvad jeg sagde og fik ligesom fordrejet mine ord. Men så faldt ti øren, psykologen spurgte om den relation skulle genopbygges for enhver pris og lederen svarede at det skulle den selvfølgelig ikke og de ville kigge efter en ny kontaktperson.

Jeg fik et super godt indtryk af den nye kontaktperson og tænkte yes det her det kommer til at fungere. Jeg har haft mange forskellige kontaktpersoner og har meget svært ved at stole på mennesker så det kræver enormt meget overskud og kræfter at få nye hele tiden. Flere af de gode jeg har haft sagde op kort tid efter o.lign så jeg er vant til at alle smutter igen..
Det er dog kørt noget af sporet efter hun har været med til lægebesøg, møder på augustenborg osv. Hun virker for gammeldags til at forstå at jeg ikke kan se positivt på livet som jeg har det nu og kender intet til nogen af mine nu 5 diagnoser. Hun aner ikke hvorfor jeg reagere som jeg gør eller hvorfor jeg ikke kan tage mig sammen og rydde op, gøre rent osv og heller ikke selvom hun gerne vil stå og kigge på! :-O

Jeg kan ikke overskue at kontakte hende og dråben blev at hun var helt ligeglad med at jeg skulle have min hest aflivet. Hun ved at mine dyr betyder alt for mig. Jeg kontaktede socialrådgiveren fra specialrådgivningen og forklarede hende det hele og at jeg ikke kunne overskue det opfølgningsmøde der skulle være og jeg ikke anede hvad jeg skulle sige på sådan et da det jo ikke fungerede. Skrev også det med min hest. Får så en sms fra kontaktpersonen om vi skal mødes i den uge og at hun lige har fået af vide af xxxxx (socialrådgiveren fra specialrådgivningen) at min hest er blevet aflivet og hun tænker det må være hårdt for mig.... Hun vidste det inden det ville ske og hun svarede ikke engang tilbage på det, men en anden sms blev besvaret med ok.

Beklager men så kolde mennesker kan jeg ikke arbejde sammen med, selv socialrådgiveren var mere forstående ang at det var hårdt at få aflivet sin hest end min kontaktperson som ellers har ævlet løs om at det var så godt for mig jeg havde hende og det var min ressource osv.

Jeg var kort efter mødet i augustenborg (er nødt til at springe lidt i det for at få det hele med) sendt til psykiater på haderslev sygehus for at få lavet en speciallægeerklæring fra haderslev jobcenter.
Psykiateren var så sød og forstående og åbnede virkelig mine øjne for at der rent faktisk fandtes mennesker som kunne forstå mig og præcist vidste hvordan jeg havde det og kunne forklare det. På de 2½ time fik jeg både diagnosen PTSD (har været der på daværende tidspunkt 3½ år, hvor jeg de første mdr stadig har boet på behandlingsinstitution og hele perioden været tilknyttet Augustenborg) og svær depression (været der mindst 6 mdr men nærmere 12 mdr på daværende tidspunkt) han skriver at han ser at aktivering vil forværre min situation og min depression først skal behandles, når den er velbehandlet så psykologhjælp for at bearbejde traumaet der har givet PTSD, derefter højere dosis Concerta mod min ADHD men ikke før da det kan forværre min depression og socialpædagogisk støtte mener jeg det var.

Jeg tænker Yes, da den kommer ind af døren.... Det meste er beskrevet nu må jeg da kunne få hjælp så jeg kan komme videre... Den var guld værd for mig... Jég gik til egen læge da jeg først skulle til møde på Augustenborg i slutningen af januar og dette var starten af dec. Hun vil ikke begynde noget da jeg er under augustenborg og vil have det hele samlet et sted.

Jeg kommer til møde på Augustenborg i starten af februar og for første gang var der en læge med, dog en litaunsk læge så det krævede mange kræfter at forstå hende og være til det møde. Hun ville sætte min dosis Concerta op fra 36 mg til 54 mg og tilbyde mig 3 mg Melatonin så jeg kunne falde i søvn (har hørt søvnproblemer i mange år!). Hun mente jeg ville blive glad af at få min nattesøvn. Jeg spørger selvfølgelig indtil speciallægeerklæringen og hvad de mener om den men får ikke rigtig noget brugbart svar. De vil ikke ordinere noget antidepressiv eller anden hjælp.

Lægen ringede efter 14 dage som aftalt og jeg siger at jeg kan falde i søvn om aftenen da jeg i forvejen er meget træt pga depressionen men ikke kan slukke tankerne så det er kun det sidste skub jeg mangler og det giver melatoninen. Jeg fik en smule mere energi af at komme højere op i dosis af Concerta men får det nu bare værre af det da jeg ikke kan foretage mig noget positivt eller konstruktivt med det. Spørger igen til anden behandling og det afviser hun. Min mor snakker med hende og aftaler at hun vil forsøge at få mit flyttet til Haderslev sygehus da det er meget besværlig at komme til Augustenborg og selv hvis de engang vil ordinere psykolog eller psykiatertimer kan jeg ikke komme til dem. Dette var fredag og hun ville tage det med om onsdagen og ringe efter mødet. Dette er flere uger om ikke en mdr eller 5 uger siden nu og har intet hørt heller ikke min mor. Jeg kan aldrig komme i kontakt med dem så at lægge beskeder hos sekretæren er også ligegyldigt da de ikke ringer tilbage.

Jeg har endda kontaktet psykiateren herude som lavede min speciallægeerklæring for at høre hvad fanden jeg skal gøre. Han sagde at det ville blive svært at få mig derud men ikke umuligt men at jeg skulle have udtømt alle muligheder på Augustenborg på at de ikke vil behandle det også kontakte egen læge som skal henvise mig derud til. Han forklarede også nogen ting i min journal.

Jeg har kontaktet bla 21 søndag (dr) da jeg ikke magter at kæmpe for at få noget hjælp længere og er bange for at hvis jeg ikke snart får det ender jeg efter årslange kampe på FTP eller i himlen, for jeg magter det ikke længere... Jeg fik som yngre (inden min første diagnose ADD som blev taget af igen da institutionen ikke gik ind for diagnoser og medicin og ikke sørgede for at jeg fik den = ingen virkning fik jeg af vide at jeg kunne få hjælp så snart jeg havde konkret diagnose eller diagnoser...

Hvor går man hen eller hvem kontakter man når alle er ligeglade med en?
Jeg har indtil nu 5 diagnoser hvor ihvertfald to af dem må betegnes som alvorlige og har været der i længere tid UDEN BEHANDLING. PTSDen står alle steder som at hvis den ikke behandles vil der komme isolationstendens, tab af arbejdsevne osv osv... Hvorfor er alle så ligeglade? Jeg troede Kommunen og jobcenteret ikke mindst var interesseret i at jeg kom ud og arbejde igen, som for mig synes helt umuligt nu efter de sidste par mdr.

Jeg har altid haft en del OCD træk (dog ikke noget nogen nogensinde har konstateret da jeg jo aldrig har snakket med psykolog/psykiater der ville lytte til mig eller min mor, da hun har nævnt det mange gange også både PTSD og depression) især på mine tidligere arbejdspladser. En smørpak skal feks være HELT lige hvergang der er taget af den så at smøre sandwich, smørrebrød o.lign som jeg har gjort to steder har taget lang tid og jeg bliver ekstremt frustreret og aggressiv hvis jeg ikke kan gøre det og tuder som regelt også.
Jeg læser alt hvad der står i et rum så snart jeg kommer ind i det og som regelt bliver alt læst mange gange også til møder, på arbejde osv. Alt fra bogrygge, billeder, vandflasker osv osv. Det er enormt stressende og krævende og jeg hører tit ikke alt hvad de siger til møder og er meget længe om at svare hvis jeg bliver spurgt om noget. Alle ting skal gøres på min måde feks når jeg skal ud af døren kan ingen hjælpe mig og tage noget for mig da det skal være iorden inden osv, mange typer stof/tøj jeg ikke kan klare og går helt amok hvis jeg får det på, er meget sart overfor lyde/larm/støj osv, meget sart overfor berøringer og det mindste dask eller klap gør utrolig ondt og gør mig aggressiv. Jeg har altid haft svært ved at smide ud og det gælder alt nærmest især ting der giver gode mindre som bamser, puder, breve fra gl gode venner, fødselsdagskort/julekort osv osv. Det har dog taget overhånd og gælder nu faktisk også madvare og det er ret pinligt at skrive. Jeg hader det, kan bedst lide et ryddeligt og rent hjem men kan ikke holde det på nogen måder. Andre må gerne smide tingene ud, jeg kan bare ikke, jeg vil gerne men kan ikke.
Den ene arbejdsplads kørte mig ned med stress, var ansat til 4 timer om ugen da jeg kort efter skulle starte på VUC og tage min 9. klasse (var kun 17 men kom ind alligevel) men jeg skulle arbejde mellem 33-45 timer om ugen i sommerferien da de andre skulle have ferie og havde indgået en aftale om at de fik ferie mod at knokle helt vildt de andre uger. Dette anede jeg intet om og forsøgt at komme ned i timer men det kunne jeg ikke, jeg var der sammen med lederen 1. første dag derefter stod jeg altid alene og anede ikke hvad jeg skulle stille op med mange ting og måtte konstant rende til bager/kiosk ang kasseapperatet, kunne sjældent gå på toilet og holde mine pauser når jeg ville da de andre ikke kunne passe det. Fik to fridage omkring min fødselsdag og selv der ringede de.

Jeg fik det udover psykisk dårligt også fysisk dårligt og fik konstateret anstrengelses astma og var syg en dag og skulle så ind og snakke med nogen af dem fra firmaet. Der blev jeg truet med en fyring hvis ikke jeg mødte op alle dage. En dag blev jeg spurgt om overarbejde (5 timer og havde været på arbejde i 7 timer, havde en aftale med en der kom helt fra Viborg og kunne ikke blive længere på arbejdet), der kom varehuschefen ned og truede mig og sagde jeg skulle tænke meget grundigt over hvad jeg gjorde og sagde og at jeg skulle overveje det en gang til. Jeg mindes ikke at jeg nogensinde kom på arbejde igen. Jeg gik ned med stress men fik ingen hjælp nogen steder fra.

Min mor overtog en kiosk/cafeteria kort efter og da jeg hverken kunne komme op i skole (pga søvnproblemer) og heller ikke kunne få SU kunne jeg ikke blive i skolen da jeg skulle have råd til min hest. Jeg begyndte at arbejde fuldtid hos min mor og det gik rigtig godt i starten da jeg kendte stedet fra et tidligere job. Dog blev det sværere og sværere for mig at holde til det pres jeg stilte mig selv overfor. Jeg har nogen gange været alene på arbejde hvor jeg har brudt sammen inden vagten og inden åbning på stedet, haft åbnet og solgt/ekspederet kunder osv også snart der var lukket brød jeg sammne og tudede min pause væk og åbnet igen og ekspederet kunder osv også snart der var lukket for sidste gang brudt helt sammen igen. Jeg ville vise jeg kunne klare det ligemeget hvad for der var ingen der ville hjælpe mig selvom jeg havde det så svært. Jeg blev sat meget ned i tid og arbejde kun få dage om ugen og selv dette havde jeg meget svært ved at klare og det blev værre og værre indtil den dag jeg brød helt sammen og blev indlagt i dec 09. Der blev ellers taget alle de hensyn der kunne da min mor jo kender mig utrolig godt og de andre arbejdere også hjalp mig.

Jeg har hele tiden ikke tænkt på FTP da jeg har haft håbet om hjælp, behandling osv så jeg kunne komme videre og leve et normalt liv. Men jeg tænker det rigtig meget nu da jeg er så langt ude at det vil kræve massive behandlingstilbud og meget lange behandlingstilbud at få mig rettet bare nogenlunde op og jeg har efterhånden ikke tillid til nogen eller noget længere.

PTSDen bliver værre for hver dag der går og får jeg et chok (ligemeget hvilket, en lyd, en person der kommer omkring et hjørne eller lign bryder jeg helt sammen), kan ikke holde ud at være blandt mennesker og er jeg det alligevel kræver det et enormt overskud og alle mine kræfter og jeg går i seng bagefter, jeg har ingen venner og tør heller ikke lukke nogen ind i mit liv da de bare vil skade mig på mit mest sårbare tidspunkt (det har jeg erfaret efter en del såkaldte gode venner, en har endda forsøgt at melde mig for socialt bedrageri da hun påstod jeg arbejdede hos min mor fordi jeg en lang periode var nødt til at være med min mor overalt og hun skulle passe sin virksomhed så jeg sad bagved og snakkede med min mor og evt arbejdere når de havde tid. Bare det at der var en omkring mig hjalp, turde ikke være alene. Jeg var til møde med både skat, min mor og forskellige kommune ting og følte mig så dømt og var rædselsslagen for udfaldet, men de kunne sagtens se og høre at jeg ikke havde det godt osv). Jeg er i højeste alarmberedskab udenfor (slapper dog en smule af når jeg har min hund med), går meget nemt i panik og har tidligere besvimet i sneen da jeg skulle gå hjem om natten alene osv.
Og generalt føler jeg at alt bliver værre dag for dag selvom jeg forsøger at være positiv, men det er svært!

Lyder det som om jeg kunne have OCD?
Hvad er mulighederne for behandling af alle de diagnoser jeg har?
Hvad er muligheden for et godt liv med alle de diagnoser og besværligheder jeg har i mit liv netop pga manglende behandling?

Jeg må indrømme at jeg er der hvor jeg ikke kan se udveje udover FTP evt midlertidig. Jeg havde tidligere et håb for behandling og at jeg derved kunne komme ud og arbejde igen. Men efter de sidste diagnoser og den forværring der sker som især min mor er meget skræmt over og forsøger at råbe op om er håbet der ikke længere. Det er mange år siden jeg sidst havde en drøm, et håb, en ide eller en tanke om en uddannelse eller et arbejde.
Hvor længe tror i kommunen vil lade mig gå sådan her? Jeg kan ikke se hvad de venter på da der jo aldrig bliver iværksat behandling. Hvis jeg skal igennem en årelang kamp om evt FTP eller lign ville det være rart hvis den snart startede men kan ikke selv sige til jobcenteret at de skal sende mig ud da jeg har fået besked på at komme og sige det når jeg har fået det bedre så vi kan finde noget. Jeg har det jo på ingen måde bedre kun værre.

Puha, en smøre. Håber i kommer igennem den og har nogen råd, erfaringer eller noget i vil dele med mig. Det var rart at få lidt af det læsset af.
- Suzy Jensen
Suzy Jensen er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 21-03-2011, 20:06   #2
Katharina
Skal snart betale husleje på K10
 
Tilmeldingsdato: 04-10 2010
Indlæg: 839
Styrke: 14
Katharina er rigtig godt på vej
Hej Suzy!

Du har været igennem alt for meget i dit unge liv - og har skullet klare alt for meget - alene - i alt for lang tid!

Jeg forstår, du er meget glad for dyr.

Du har en hund, du elsker.

Og du har haft en hest, du selv havde sparet sammen til, som du var meget glad for, men som blev syg og måtte aflives.

Selvfølgelig er det et savn at miste din hest!

Jeg ønsker for dig, du kan spare op til en ny hest.

Du er vokset op på børnehjem - men du har kontakt med din mor - og har hjulpet din mor i hendes cafeteria i perioder - med god kontakt med din mor og hendes ansatte - og du har tjent gode penge - og du har været i gang med uddannelse på SU.

Du har mange diagnoser.

Men det værste er - at du er alt for alene - hører jeg - henvist til kontaktpersoner - som ikke forstår dig.

Har du en god bolig - med god plads til at have en hund? Har du mulighed for opstaldning af hest i nærheden af, hvor du bor?

Vil du spare op til at købe en hest igen?

Har du en uddannelse i tankerne?


Jeg tror ikke, du har en ekstra diagnose i OCD - heldigvis!


Men jeg kommer til at tænke på Aspergers syndrom, når jeg læser din beskrivelse nedenfor:

- Aspergere er meget velbegavede

- koncentration om socialt samspil er svært

- Aspergere har behov for meget struktur omkring sig, som du beskriver

- de holder styr på tekniske detaljer omkring sig, som folk ikke ellers plejer

- de er glade for dyr, som er mere beregnelige end mennesker.


Så jeg ser dig som en velbegavet pige med Aspergers - ikke med OCD.

Aspergers er noget man er født med - der findes ikke medicin for Aspergers - det er noget man må lære at leve med.


Citat:
Oprindeligt indsendt af Suzy Jensen Se meddelelser
Jeg har altid haft en del OCD træk (dog ikke noget nogen nogensinde har konstateret da jeg jo aldrig har snakket med psykolog/psykiater der ville lytte til mig eller min mor, da hun har nævnt det mange gange også både PTSD og depression) især på mine tidligere arbejdspladser. En smørpak skal feks være HELT lige hvergang der er taget af den så at smøre sandwich, smørrebrød o.lign som jeg har gjort to steder har taget lang tid og jeg bliver ekstremt frustreret og aggressiv hvis jeg ikke kan gøre det og tuder som regelt også.
Jeg læser alt hvad der står i et rum så snart jeg kommer ind i det og som regelt bliver alt læst mange gange også til møder, på arbejde osv. Alt fra bogrygge, billeder, vandflasker osv osv. Det er enormt stressende og krævende og jeg hører tit ikke alt hvad de siger til møder og er meget længe om at svare hvis jeg bliver spurgt om noget. Alle ting skal gøres på min måde feks når jeg skal ud af døren kan ingen hjælpe mig og tage noget for mig da det skal være iorden inden osv, mange typer stof/tøj jeg ikke kan klare og går helt amok hvis jeg får det på, er meget sart overfor lyde/larm/støj osv, meget sart overfor berøringer og det mindste dask eller klap gør utrolig ondt og gør mig aggressiv. Jeg har altid haft svært ved at smide ud og det gælder alt nærmest især ting der giver gode mindre som bamser, puder, breve fra gl gode venner, fødselsdagskort/julekort osv osv. Det har dog taget overhånd og gælder nu faktisk også madvare og det er ret pinligt at skrive. Jeg hader det, kan bedst lide et ryddeligt og rent hjem men kan ikke holde det på nogen måder. Andre må gerne smide tingene ud, jeg kan bare ikke, jeg vil gerne men kan ikke.

Den ene arbejdsplads kørte mig ned med stress, var ansat til 4 timer om ugen da jeg kort efter skulle starte på VUC og tage min 9. klasse (var kun 17 men kom ind alligevel) men jeg skulle arbejde mellem 33-45 timer om ugen i sommerferien da de andre skulle have ferie og havde indgået en aftale om at de fik ferie mod at knokle helt vildt de andre uger...

Håber I kommer igennem den og har nogen råd, erfaringer eller noget i vil dele med mig. Det var rart at få lidt af det læsset af.
Nej - du har ikke OCD - du er en almindelig velbegavet pige - du har gåpåmod - og du er god til at lære og god til at formulere dig og god til at stave - og mon ikke du har mange ting i øvrigt, du bare er god til - som jeg ser dig har du måske træk af Aspergers syndrom - der kan stresse dig:

Læs her om en velbegavet tænksom pige med Aspergers, som jeg kom til at tænke på, da jeg læste hele din historie. Og tal med din mor om denne pige - som først sent fik diagnose Aspergers. Hun og familien og læger troede længe, hun led af depression m.m. - men det var bare Aspergers.


http://www.salixas.com/ommig.html

Og læs om en pige her på K10, som har fortalt om at være ung velbegavet med Aspergers - som Asperger skal hun bruge mange flere ressourcer på socialt samspil end andre og stresses let i socialt samspil:

http://www.k10.dk/showthread.php?t=14810

Sidst redigeret af Katharina; 21-03-2011 kl. 20:53.
Katharina er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 21-03-2011, 21:29   #3
Suzy Jensen
Føler sig hjemme på K10
 
Tilmeldingsdato: 21-03 2011
Lokation: Haderslev
Indlæg: 39
Styrke: 14
Suzy Jensen er ny på vejen
Hej Katharina, skønt du kom igennem mit lange indlæg

Ja jeg har været meget igennem i mit på papiret korte liv, føler også at jeg allerede har levet to liv.

Du har en hund, du elsker. - Meget!

Og du har haft en hest, du selv havde sparet sammen til, som du var meget glad for, men som blev syg og skulle aflives. - Havde fået hende af min mor og mormor, men betalte alle månedlige udgifter (opstaldning, foder, dyrlæge, smed, udstyr osv). Hun havde skævt korsbåndsled og lændeproblemer og efter en mislykkede forsøg med kiropraktor, massør o.lign måtte jeg selv følge min mavefornemmelse og de sidste par år trænede jeg hende selv uden hjælp men det blev aldrig helt godt pga de problemer, hun havde været meget igennem og var meget nervøs da jeg fik hende så har brugt mange kræfter og overskud på at få hende "normal". Det blev for meget nu og hun fik det værre fysisk så tog beslutningen om aflivning for vores begges skyld. Skal fokusere på kampen om at få hjælp.

Selvfølgelig er det et savn at miste din hest!

Jeg ønsker for dig, du kan spare op til en ny hest. - Det ønsker jeg ikke på nuværende tidspunkt men tak.

Du er vokset op på børnehjem - men du har kontakt med din mor - og har hjulpet din mor i hendes cafeteria i perioder - med god kontakt med din mor og hendes ansatte - og du har tjent gode penge - og du har været i gang med uddannelse på SU. - Jeg er vokset op hos min mor og i perioder også min mormor, kom som 14 årig på kostskole men blev taget ud efter 7 mdr og kom senere på døgninstitution/behandlinginstitution hvilket var et helved! Tjente ikke særlig meget ved min mor da jeg ikke kunne arbejde ret mange timer så som regel 4500,- kr udbetalt. Har ikke været på SU da jeg var på VUC som 17 årig men måtte droppe ud da jeg ikke kunne komme op og komme afsted og skulle have arbejde alligevel da jeg skulle have min hest jo

Du har mange diagnoser. - Jep.

Men det værste er - at du er alt for alene - hører jeg - henvist til kontaktpersoner - som ikke forstår dig. - Jep!

Har du en god bolig - med god plads til at have en hund? - Nej det har jeg pt ikke, bor på 35 kvm med stue/soveværelse og "køkken" i ét og kun 10 cm bordplads på hver side af vasken. Så selvom jeg er økonomisk presset pga mine impulskøb kan jeg ikke lave alt min mad selv og bage mit brød osv for det er der ikke plads til og opvasken kan ikke være der selv hvis jeg forsøgte og har kun en miniovn. Har dog fundet en super lejlighed på 73 kvm med fælles gårdhave og have med græsplæne, stort køkken og opvaskemaskine, badeværelse med tørretrumbler og vaskemaskine, stor stue og mindre soveværelse. I bygningen ved siden af min mor så hun vil betale noget for at vaske hos mig og noget el og jeg kan altid skrive eller ringe til hende. Håber dog bare at kommunen nu bevilger enkeltydelsen til dep, flytning og en seng (har en sovesofa der giver mig ondt i ryg og lænd). Det går jeg og venter på nu og er meget presset tidsmæssigt, skal egentlig overtage den d.1/4 og flytte ind d. 4/4.

Har du mulighed for opstaldning af hest i nærheden af, hvor du bor? - Det havde jeg her hvor jeg bor nu ja. knap 3 km til et super sted og billigt også. Men skal ikke have hest foreløbig.

Vil du spare op til at købe en hest igen? - Nej

Har du en uddannelse i tankerne? - Nej har ikke haft nogen drømme, tanker eller ideer i flere år. Kan slet ikke se mig selv gennemføre noget som helst. Bare det at komme til at kunne have en normal hverdag med tøjvask, madlavning, opvask og rengøring er hvad jeg drømmer og håber jeg kommer til at få.


Jeg tror ikke, du har en ekstra diagnose i OCD - heldigvis! - Okay.


Men jeg kommer til at tænke på Aspergers syndrom, når jeg læser din beskrivelse nedenfor:

- Aspergere er meget velbegavede

- koncentration om socialt samspil er svært

- Aspergere har behov for meget struktur omkring sig, som du beskriver

- de holder styr på tekniske detaljer omkring sig, som folk ikke ellers plejer

- de er glade for dyr, som er mere beregnelige end mennesker.


Så jeg ser dig som en velbegavet pige Aspergers- ikke med OCD. - Okay det er der sgu aldrig nogen der tidligere har sagt eller vurderet. Men i mine første mange skole år var jeg også den bedste i skolen, lavede mange ekstraopgaver til irritation for lærerene, læste alt i rummene allerede dengang, har en super hørelse som er ekstrem i forhold til andre og ser også super godt.

Ang asperger: Tror jeg ikke det er noget jeg har da jeg ikke har mange af symptomerne.
Jeg tænker altid på andre end mig selv først og forstår bedre end alle andre hvordan de har det (asperger har manglende empati for andres følelser).
Og de skulle være normalbegavet. Det er ihvertfald det jeg finder om og en del andet der ikke passer på mig

Sidst redigeret af Webmaster; 17-06-2011 kl. 19:14. Årsag: 2 indlæg lige efter hinanden lagt sammen til et
Suzy Jensen er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 21-03-2011, 22:10   #4
Florken
Lever på K10
 
Florkens avatar
 
Tilmeldingsdato: 14-01 2010
Indlæg: 1.774
Styrke: 16
Florken er rigtig godt på vej
Kære Suzy Jensen

Velkommen på k10

Udover dine diagnoser, har du så undersøgt,
om du kunne være i besiddelse af en særlig begavelse ?

Det var faktisk det første jeg tænkte, da jeg læste dit indlæg.

Rigtig mange børn/unge/voksne får psykiatriske diagnoser,
hvor man glemmer at checke deres begavelse.

En hel del Aspergers Syndrom-diagnoser er bl.a. givet fejlagtigt,
hvor det i stedet handlede om en underpræsteret, særligt begavet person.

Når denne person mødes med forståelse og "får fodret hjernen",
forsvinder deres Aspergers-Syndrom-karakteristika.

Det samme sker for andre fejlagtigt givne diagnoser.

Se dette link : http://www.mentiqa-odense.dk/index.p...=85&Itemid=134

Se også : http://www.mentiqa-odense.dk/index.p...109&Itemid=120
Indslaget : "TV2-Nyhederne indslag om ADHD fejldiagnostisering og intelligens"
__________________
Der er SÅ mange SØDE mennesker på K10
Obesa cantavit, den fede kvinde har udtalt sig (frit oversat af Florken)
Førtidspensionist pr. 01/01/-2011
Der er ingen FREMTID i at bruge NUTIDEN til at ærgre sig over FORTIDEN

Sidst redigeret af Florken; 21-03-2011 kl. 22:26. Årsag: Manglede et link
Florken er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 21-03-2011, 22:32   #5
Katharina
Skal snart betale husleje på K10
 
Tilmeldingsdato: 04-10 2010
Indlæg: 839
Styrke: 14
Katharina er rigtig godt på vej
Hej Suzy!

Dejligt at høre om din hest, som du fik af din mor og mormor - og selv fandt opstaldning til og selv passede supergodt!

Og dejligt at høre, du snart flytter i en ny dejlig lejlighed nær din mor - med god plads til din hund - og god plads til gøremål i hus:

Citat:
Oprindeligt indsendt af Suzy Jensen Se meddelelser
Har dog fundet en super lejlighed på 73 kvm med fælles gårdhave og have med græsplæne, stort køkken og opvaskemaskine, badeværelse med tørretrumbler og vaskemaskine, stor stue og mindre soveværelse. I bygningen ved siden af min mor så hun vil betale noget for at vaske hos mig og noget el og jeg kan altid skrive eller ringe til hende. Håber dog bare at kommunen nu bevilger enkeltydelsen til dep, flytning og en seng (har en sovesofa der giver mig ondt i ryg og lænd). Det går jeg og venter på nu og er meget presset tidsmæssigt, skal egentlig overtage den d.1/4 og flytte ind d. 4/4.

Det lyder godt!

Men i mine første mange skole år var jeg også den bedste i skolen, lavede mange ekstraopgaver til irritation for lærerene, læste alt i rummene allerede dengang...

Ja - du er altså velbegavet og velformuleret - og staver supergodt!

Det er altid OK - at gøre en ting ad gangen:

- først etablering i en dejlig lejlighed, som du faktisk har fundet

- senere overveje ønskejob

- og ønskeuddannelse


Læste du om Louise, som jeg fortalte om - hun besluttede sig for job i dyreklinik - hun er så god til dyr - at hun er uundværlig i sit job for kollegerne i dyreklinikken.

Sådan har du også været utroligt forstående og omsorgsfuld over for din hest, har jeg lagt mærke til.

Har du også denne superindlevelse over for børn?

Interessant at se indlæg om fejlagtig ADHD diagnosticering af højtbegavede børn og unge, som Florken henviser til i link!

Du kunne godt være én af dem!

Sidst redigeret af Katharina; 21-03-2011 kl. 22:42.
Katharina er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 21-03-2011, 23:35   #6
Suzy Jensen
Føler sig hjemme på K10
 
Tilmeldingsdato: 21-03 2011
Lokation: Haderslev
Indlæg: 39
Styrke: 14
Suzy Jensen er ny på vejen
Florken: Nej det har jeg ikke men da jeg var yngre var der flere der snakkede om det netop fordi jeg var så enormt hurtig til tingene, kunne svare før læren havde stillet spørgsmålet færdigt, var færdig langt før alle andre og ville have ekstra opgaver og jo flere jeg løste jo bedre havde jeg det og hadede oplæsning da alle andre var så langsomme. Men har aldrig været særlig dygtig til noget med tal, fysik, kemi og alle de fag der. Jeg ser ikke muligheder i noget (men ved ikke om det er depressionstrækkene og alle nederlagene der gør det) og tænker ikke abstrakt. Jeg kunne som lile (her mener jeg under 12 år) altid kunnet sidde længe alene og tegne o.lign, aldrig gjort noget halvt, de ting i skolen som fangede mig gik jeg enormt meget op i og min mor var dybt imponeret bla da vi havde om rummet kunne jeg huske alt hvad jeg lærte stortset og gik enormt meget op i det og læste, skrev en masse osv og kunne svare på et million spørgsmål i hvem vil være millionær som hverken min mor eller personen i studiet kunne. Har i diktat og tit i dansk ligget klasser over hvilken klasse jeg gik i og tit fået opgaver for ældre. Men matematik har jeg altid haltet bagefter, hadet det og fysik, kemi, biologi osv har jeg aldrig forstået en cm af og hadet det som pesten.

Indtil 12 års alderen var jeg indadreagerende men blev udadreagerende som 12 årig og begyndte at slåse meget med skolekammerater og stoppede ikke før jeg blev hevet væk da jeg blackout'er og er så hidsig tårene løber ud af hovedet på mig. Jeg er blevet mobbet stortset hele min skolegang på de mange forskellige skoler. Mange lærere har hadet at jeg ville have så meget ekstra da det gav dem ekstra arbejde også men enkelte syntes jeg var så dygtig og roste mig altid meget og elskede at give mig ekstra.

Jeg kom i 4 klasse på en tysk skole da jeg gerne ville lære tysk og jeg lærte sproget på inden jul men havde svært ved især matematik på tysk. Jeg fik engelsk i 5 klasse og det var jeg meget dårlig i selvom jeg normalt er super sprogligt. Jeg har aldrig rigtig lært de basale ting i engelsk og kan slet ikke tegnsætte osv. Dette kan jeg så heller ikke særlig godt i dansk, havde enormt svært ved at lære det hvor jeg i diktat altid fik 13 eller senere 12 og tit fik diktat for ældre årgange.

Jeg har altid følt mig anderledes og aldrig forstået og har derved også haft enormt mange nederlag. Jeg tror dog ikke min ADHD diagnose er forkert da jeg når jeg ikke er så tynget af depression som jeg er nu er meget rastløs, dog god til at planlægge men kan ikke udføre planerne og kan ikke finde ud af hvor jeg skal starte henne især når det gælder oprydning, rengøring osv og bliver jeg presset der går jeg amok, bliver aggressiv har tidligere smadret værelser pga det eller skænderier med min mor, tuder og kan slet ikke overskue livet. Helt små ting kan smadre min verden fuldstændig og det gør de hverdag.

Jeg ved ikke om man kan miste sin intelligens må nogen måde men det føler jeg jeg har gjort. Jeg spørger tit andre hvordan man staver ord jeg før ingen problemer havde med at stave og kan slet ikke stave specielle udenlandske ord som før nærmest var mit speciale. Jeg sætter kommaer og punktommer som det passer mig da jeg ikke aner hvornår det er rigtig eller forkert.

Jeg læste som lille (igen under 12 år) helt ekstremt mange bøger. Kunne sagtens låne 15 bøger og have læst dem efter 2-3 uger og det var som regelt bøger på 150-250 sider. Især hesteromaner eller hvad man kalder dem. Jeg kunne læse i mange timer i træk og jeg elskede at læse. Det har jeg dog ikke kunnet i rigtig mange år efterhånden, kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst læste en bog det har ihvertfald været før 14 år. Kan ikke overskue det og bliver for rastløs, kan lige læse blade engang imellem men lange artikler går jeg tit udenom. På nettet kan jeg dog især om sådanne emner her bedre koncentrere mig da det er en nødvendighed, jeg SKAL finde en måde at få behandling på.

Jeg har altid været den stærke pige og haft en svær opvækst med en mor med både ADHD og Borderline der først blev stillet i en meget sen alder med masser nederlag i bagagen og en masse "tag dig dog sammen!", "du er en dårlig mor" osv i bagagen.
Jeg kunne læse før jeg kom i skole, jeg kunne handle ind som 6 årig og har altid villet være voksen meget hurtigt. Men da jeg blev det kunne jeg slet ikke finde ud af noget som helst og nu føler jeg mig som en 4 måske 5 årig pige der skal krammes hvergang hun ser et menneske, spørges om hvordan hun har det, hvad hun vil lave, tages i hånden når der sker nye ting osv osv. Jeg er ikke tryg nogen steder og har aldrig skabt mig en tryg base da jeg ikke aner hvad der skal til.

Hvergang jeg beder om hjælp eller bliver den mindste smule negativ siger alle jamen du er jo så intelligent, sådan en sød pige osv osv. Ingen lytter bare en smule på det negative og ingen har nogensinde sagt hvor har jeg ondt af dig eller hvor må du have det hårdt. Jeg skal tage mig sammen fordi jeg er jo intelligent. Engang imellem ville jeg ønske at jeg fik den anerkendelse jeg kender mange med psykiske problemer og diagnoser får og bare få lov til at være "syg". Jo mere folk nedkæmper det jo mere kæmper jeg for at skrige det ud. Siger folk at jeg bare skal slappe af og intet skal det næste år, får jeg efter et par mdr overskud, ideer og LYST til at tegne, træne mere med hunden og lyst til at leve og komme videre osv. Det de tror hjælper gør det modsatte, det kvæler mig. Føler mig utaknemmelig for det er jo dejligt at jeg ikke ser syg ud i andres øjne og ikke bliver set på som psykiske syge Suzy eller lign men ikke at blive accepteret er forfærdeligt.
Suzy Jensen er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 21-03-2011, 23:43   #7
Suzy Jensen
Føler sig hjemme på K10
 
Tilmeldingsdato: 21-03 2011
Lokation: Haderslev
Indlæg: 39
Styrke: 14
Suzy Jensen er ny på vejen
Katharina: Tak, det får jeg altid af vide men i mine øjne staver jeg ikke særlig godt længere

Ja jeg læste godt om Louise og dejligt hun kom videre. Har set og tror også at det er nemmere at komme igennem systemet med én diagnose end flere da det jo bliver mere komplekst at arbejde med.

Sådan har jeg altid været over for dyr, har også haft mange dyr i mit liv og altid elsket at være omgivet af dem dog kan jeg ikke passe/træne dyr for andre da de som regelt har helt andre måder end mig og mange gange syntes jeg det er synd for dyret og det kan jeg ikke arbejde under. Har det bedst med egne dyr.

Den er lidt svær ang børn. Er generalt ikke meget til børn og skal aldrig selv have børn pga de arvelige sygdomme og det vil jeg ikke udsætte nogen som helst for og ja jeg skal bare ikke have børn. Indimellem sker det at jeg er et sted hvor jeg møder et barn (som regelt med hunden der elsker børn) og barnet så bliver helt vild med mig og min hund og vil lege, snakke osv og jeg kan godt lide det når det står på men det er som regelt kun de første kortere møder. Jeg går i panik og aner ikke hvad jeg skal gøre ved mange af de spørgsmål børn kommer med, hvis de græder, falder og slår sig osv. Desuden er jeg meget sart ang berøring, lyde, lugte osv og derfor er det ikke noget jeg skal arbejde med eller lign da jeg går i panik især over beskidt tøj, ødelagte ting o.lign.
Suzy Jensen er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 17-06-2011, 17:32   #8
Pip
Jeg bor her på K10
 
Pips avatar
 
Tilmeldingsdato: 08-01 2011
Indlæg: 3.549
Styrke: 17
Pip er rigtig godt på vej
Det gør mig på mange måder trist at læse din historie...

Den giver et billede af en positiv og glad lille pige, der med alderen bliver indhentet af de problemer adhd nu fører med sig... og som ingen hjælp fik...

Et barn der ikke blev mødt - men som blev forsøgt presset ind i den plads der nu blev tildelt, selvom den ikke passede..

Et ungt menneske, der ikke har fået den støtte der var brug for, men som blev kastet rundt mellem forskellige mennesker - på trods af at det netop er svært når man har vanskeligheder indenfor adhd-området - at knytte sig til nye mennesker hele tiden.

Og nu et ungt menneske der næsten har givet op.

Er præget af ptsd med svigtende hukommelse, det at glemme ord man før kunne er typisk...

Og ikke føler hun har anden udvej end førtidspension.

Det kan sagtens være at det er vejen frem nu... men ih hvor jeg bare føler at du er blevet svigtet undervejs - og ikke er blevet grebet og hjulpet inden det blev så slemt...
Pip er ikke logget ind   Besvar med citat
Svar

Emne Værktøjer
Visningsmetode

Regler for indlæg
Du må ikke lave nye tråde
Du må ikke besvare indlæg
Du må ikke vedhæfte filer
Du må ikke redigere dine indlæg

BB code er Til
Smilies er Til
[IMG]kode er Til
HTML-kode er Fra

Gå til forum

Lignende emner
Emner Emnet er startet af Forum Svar Sidste indlæg
Hvad er mine rettigheder? Lola78 Spørgsmål ang fleksjob 17 09-05-2013 23:58
Hvad er mine chancer for FP? Evaave Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003 80 06-06-2012 22:00
Hvordan ser mine chancer ud? boowam Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003 5 19-02-2010 21:13
Hvad mon mine chancer er fruensvilje Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003 19 24-04-2008 20:44




Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 01:11.


Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension