Staten bestemmer... Basta bum

[Antoniette]

Jeg skriver fordi, at jeg lige må have luft for min frustration. Jeg føler i den grad at mine basale menneskerettigheder bliver krænket og hvad værre er, at jeg kan ikke gøre en fis ved det.

Statens demokratiske politikere har stemt og bestemt, at sådan er reglerne for samlevende, basta bum. Disse regler er dog så ufleksible og forældede, at jeg ikke mener at de kan bruges i det moderne samfund som vi lever i. Det er de færreste i min generation, som finder en parter i teenageårene, bliver gift, flytter sammen og får børn med vedkomne. Ja, det bliver nærmest betragtet som sært, hvis man sådan bare tager den første og bedste man møder. Næ, de fleste har været i flere forskellige parforhold, før de finder en at flytte sammen med. De kan vælge at bo sammen uden at være gift, de kan også være kærester, men bo hver for sig. Andre igen, gider ikke alt den bøvl med følelser og ønsker bare en bolleven eller veninde, men hvor går grænsen henne? Nogle har oven i købet flere partnere på en gang. To kvinder kan finde sammen i parforhold og ligeledes to mænd. Er man gift kan man blive skilt og stifte ny familie og slås om de fælles børn. Parforhold er i vore moderne tider en kompliceret affære.
I gamle dage var det kvinden som gik derhjemme, ordnede alt det huslige og blev forsørget af manden. Han gav hende et passende beløb, som hun så kunne bruge i husholdningen. Sådan er det ikke mere. I disse moderne tider, så er det normalt at man deles om opgaverne og udgifterne. Begge parters navne står på lejekontrakten og man deles om huslejen, licensen, vand/varme, el, toiletpapir, shampoo og mad indkøb. Det er ligestilling, som giver partnerne en følelse af, at de begge er lige værdifulde og bidrager lige meget med at få hjulene til at køre rundt. Ja, det er faktisk direkte ilde set, hvis man ikke bidrager. Det er det moderne samfund i år 2012.

Derfor undrer det mig, at man som førtidspensionist stadig er underlagt disse forældede regler. Hvis man som førtidspensionist (efter 2003) er så heldig at finde en partner (og det er ved gud i øvrigt ikke let, førtidspensionister er ikke i høj kurs), så bliver man trukket i sin pension, hvis man vil flytte sammen med sin partner. Nu skal man ikke blot kæmpe for kærligheden, men også disse nedværdigende og krænkende regler, som slet ikke har fuldt med tiden. Man skal have en alvorlig og pinefuld samtale med sin udkårne om, at han altså skal forsørge en, hvis han vil flytte sammen. Det er flovt og det sætter ikke mindst kærligheden på en stor og farefyldt prøve. Nu er det ikke længere kun førtidspensionistens problem, at man på offentlig forsørgelse, men nu skal partneren også involveres, registreres i det offentlige system og betale langt mere, end hvis han havde valgt en rask og arbejdsdygtig partner.

Men det er jo selvfølgelig ”ikke pengene, som det skal komme an på, det handler jo om kærligheden,” er der måske nok en del, som vil indvende. Ja, det er sandt nok, men man kan jo ikke leve på kærlighed og kildevand alene. Man skal jo også have tag over hovedet og lidt mad på bordet.
I mit eget tilfælde, kan det simpelthen ikke lade sig gøre, at flytte sammen med min kæreste. Jeg er førtidspensionist og han er studerende. Han er på SU de næste 4 år og det er et af de hårdeste studier, så det er umuligt at have studiejob ved siden af, det kan ikke lade sig gøre. Hvis vi valgte at flytte sammen, så ville jeg miste ca. 3000 kr. om måneden, plus boligsikringen, som er over 1000 kr. Dvs. at jeg ville rundt regnet miste 4000 kr., hvilket svare ca. til hvad han får i SU. Det vil betyde, at vi vil ende med et samlet beløb svarende til, hvad min førtidspension var til at starte med. Dvs. at vi skal leve, to personer, for hvad der svare til min ene førtidspension. Det er rent ud sagt umuligt. Min kæreste har overvejet at droppe sit studie og finde et almindeligt arbejde, så vi kan flytte sammen, på trods af at han er en af de bedste i sin klasse og elsker sit studie. Er det til gavn for samfundet? Er det rimeligt, at han skal opgive sine drømme, for at flytte sammen med en førtidspensionist? Jeg er dybt frustreret over at velfærdsstaten DK, indirekte skal bestemme hvem, jeg kan flytte sammen med. Jeg har ikke valgt at være førtidspensionist, jeg har ikke selv valgt at blive invalid og jeg valgte heller ikke selv, at blive kørt ned af en bil. Jeg valgte heller ikke, at jeg kun var 24 år, da ulykken skete.

Så vi må bo hver sit sted, i hvert fald i de næste 4 år. Dermed er vores problemer dog ikke løst, for nu melder spørgsmålet sig om hvor tit må vi ses? Hvor mange gange må vi overnatte hos hinanden? Må vi have en tandbørste stående og må vi have lidt skiftetøj liggende hos hinanden? Eller skal det pakkes ned og slæbes frem og tilbage hver gang? Må vi dele udgifterne til aftensmaden, hvis vi vil spise sammen? Dette findes der mange bud på, men det er åbenbart op til den enkelte sagsbehandler at vurdere. Der er ingen klare regler. Man må kigge sig over skulderen hele tiden. Hvad nu hvis en nabo eller en forbitret ex får ondt i røven over vores nyfundne lykke og melder os for bedrageri til kommunen, fordi at vi har besøgt hinanden? Eller hvis jeg i sjov, skriver noget på Facebook, som kan misforstås af staten? Kommer kommunens ansatte så pludselig midt om natten og tjekker om jeg er alene i sengen og gennemroder mine skabe? Man har jo hørt om den slags sager før og med denne misundelsesbevægelse der finder sted lige for tiden, hvor mennesker på overførselsindkomster er jaget vildt, så anmelder man uden skrupler enhver, som man mener får mere end en selv, uden at have noget grundlag at bygge anmeldelsen på. Der er nærmest en lynch stemning, hvor en del tror, at alle på overførselsindkomster snyder og bedrager systemet, fordi de ikke gider arbejde og hellere vil sidde derhjemme i sofaen. Tror de virkelig at det er fedt at sidde hjemme i sofaen hele dagen lang? Overførselsindkomster er ikke en kasse, men flere forskellige. Førtidspensionister er syge eller invalide mennesker som ikke kan arbejde. Alle, som har modtaget førtidspension efter 2003, er blevet gennemtjekket i hoved og røv, på kryds og på tværs og om og om igen, i årelange udmattende forløb, før de allernådigst er blevet tilkendt deres førtidspension. Det er en umenneskelig proces, som ingen raske mennesker ville udsætte sig selv for, men de syge har intet valg. Når man har været igennem hele dette store mareridts cirkus, så er det et ekstra hårdt slag, hvis man bliver anmeldt for socialt bedrageri, sådan som flere uskyldige mennesker bliver. Jeg har ikke den samme retssikkerhed som arbejdende mennesker. Kommunerne agerer både anklager og dommer. I det normale samfund vil man blive anmeldt til politiet, hvis man begår noget ulovligt, hvorefter man så har mulighed for at forsvare sig, men sådan foregår det ikke i kommunerne. De dømmer ud fra, hvad de selv synes de ser. Så hvis jeg har besøg af min kæreste og han overnatter og kommunens ansatte banker på midt om natten, ja så kan kommunens lejesvend påstå, at vi er at betragte som samlevende, selvom vi ikke er det, og dermed trække i min førtidspension. Det er et ubehageligt pres at leve under.

Så må jeg glædeligt konstaterer at min kæreste virkelig må elsker mig, for det kræver da sin mand, at stå model til alt dette gøgl.