Jeg må bare af med det.

[mukke]

Der er nok ikke så meget at sige til det her. Jeg er bare nødt til at sige det til nogen.
Har lige talt med en meget venlig sagsbehandler i Nyropsgade, - et rutinemøde imens jeg venter på svar fra beskæftigelsesankenævnet.
Vi diskuterede min situation, mine umådelig mange år som kontanthjælpsmodtager, min psykiske slidthed, min længsel efter et liv, der lader sig gøre, de mange år, hvor jeg bare var syltet osv.
Da hun hørte min sag, forstod hun godt, at jeg ikke tror på noget længere.

Hvis beskæftigelsesankenævnet siger nej til at jeg må gøre min uddannelse færdig, skal jeg i virksomhedspraktik, - hvis den kan findes. Det er ikke lykkedes for to hold "anden aktør".
Hvis den findes, og hvis de fyrer mig, når kommunen ikke længere betaler for mig, er der størst sandsynlighed for, at jeg bliver holdt i kontanthjælpssystemet indtil folkepensionen.

Jeg spurgte hende, om hun nogensinde havde set en ufaglært med skånebehov, med en ufærdig akademisk uddannelse og uden tidligere fast tilknytning til erhvervslivet få sin første ansættelse som 58-årig. Jeg så en svag hovedrysten inden hun gav et henholdende svar.
Jeg kender folk, der har fået tæv på jobbet med PTSD til følge, og de har pension og et godt liv idag.
Jeg har også fået tæv og har ptsd i en vis grad, men jeg har ikke været ansat, så gælder ikke.

Uanset, hvad der bliver sagt fra læge, reumatolog og psykiater, har jeg ikke engang udsigt til flex. Jeg er nødt til at være meget, meget syg for at slippe ud, og jeg har bare gebrækkeligheder og skånebehov at "byde" på.
Hvis jeg evt. får nedsat tid, hvad mine arbejdsprøvninger synes at pege på, er jeg stadig underkastet kontanthjælpsregimet.
Jeg må ikke eje nok toil en ordentlig tandlægeregning. Jeg kan blive forfulgt til jeg dør på grund af studiegæld, uden mulighed for at søge eftergivelse, og aldrig må jeg rejse til udlandet med mine venner, hvis de giver mig en rejse.

Som SR Bistand siger, er der ingen vej ud.
Det bliver nok 9 ekstra år på kontanhjælp oven i de 11, jeg har gennemlevet

Jeg er begyndt at gribe mig selv i at spekulere over, hvordan jeg skal finde et garanteret trygt og kærligt hjem til katten, og hvem, der skal have hvad.

[Kalevala]

Kære Mukke,

Jeg kan godt forstå at du føler dig vedmodig. Og nogle gange kan det gøre næsten endnu mere ondt, når man midt i al modgang møder bare en lille smule menneskelighed.

Jeg tror at du skulle gøre endnu et forsøg på at få bevilget fleksjob - dette på baggrund af psykiske, fysiske og vel at mærke SOCIALE årsager. Med det sidsnævnte mener jeg den marginalisering, du har været udsat på arbejdsmarkedet, som er nok med til at fastholde dig i en ond og nedbrydende cirkel med PTSD som følge.

Mvh. KALEVALA

[mukke]

Smuk tanke, men marginaliseringen er ingen grund idag!
Sagsbehandleren sagde oven i købet:"Bare det, at du er tilkendt revalidering viser, at du er LAAANGT fra flex". Andre har sagt det modsatte.

Psykiateren, jeg har kontakt med, snakker ikke og har ikke tænkt sig at undersøge mig for PTSD. Samtaler får jeg igennem Mentaline. Jeg har kæmpet imod en belastende hovsa-diagnose, psykiateren lige slyngede ud, - og da jeg sagde at jeg har haft temmelig meget OCD som barn og ung, og stadig reagerer sådan, når jeg bliver nervøs, skrev han ivrigt og spurgte:"Hvorfor har du ikke sagt det?", hvortil jeg svarede :"Du har ikke spurgt".

Jeg ved ikke, om kommunen skal have papirerne, eller beskæftigelsesankenævnet, og hvornår.
Nu skal jeg også til ny reumatolog med mit bækken. Den sidste, jeg var hos undskyldte og forklarede, at hun var skulderekspert, - men hun var vældig sød. Helt sikkert en sveske når man kommer med noget, hun kender til.
Jeg må vel hellere se at få fart på.

[MTVRV1]

revalidering er lige med 37 timer på sigt foreksempel efter en ny udannelse
så ja det er langt væk fra fleks

Det er din arbejdsevne du får fleks eller pension på
men udfra det du skriver, så er der ikke lavet en funktionsbeskrivelse af dig
så rent lægefagligt er der ikke noget grundlag for fleks, som din situation er nu
for mig virker det som du gerne vil have en diagonse på PTSD
men først skal du så have den diagonse og så skal du også i behandling for det

så din sag virker meget rodet og det skal du nok have kigget på
før du tænker i fleks
om man har været på kontanthjælp i 1 eller 20 år er lige meget
det er din arbejdsevne som skal vurderes af kommunen og der må ikke være nogen form for behandlingsmuligheder.

så du bliver nødt til at for klar lagt hvad du fejler og får beskrevet din funktionsevne af læger om det er psykiater eller speciallæger er så vidt lige meget

godt nok har jeg kun været i systemet i 4 år, men har brugt 10 år i læge systemet
både på det fysiske og psykiske.
de sidste 4 har jeg kæmpet med lægekonsulenten, før alt er på plads og skal i en 4 ugers arbejdsprøving med sigt på pension.

min point er uden ordenligt lægefaglig dokumentation som klart siger du kun har cirka 50 procent arbejdsevne tilbage. Ja så kommer du alså ikke nemmere et fleksjob

[mukke]

Nej, det med PTSD var kun et eksempel. Blandt andet på, hvad jeg dengang ikke vidste, man kunne gå til lægen med.
I behandling?
Jeg har rendt til fys i tide og utide med mit ustabile bækken og blev sidste sommer bortopereret noget knogle i skulderen på grund af en meget stram, laset rotatorcuff. De er begge meget stramme og noget lasede og der er ikke megen rotation.
Jeg har fået prædikatet nedsat arbejdsevne, fysisk og let nedsat psykisk.
Funktionsbeskrivelse??? Der er en profil.
Mine arbejdsprøvninger endte med 4 og 5 timer som passende niveau, alt efter hvad jeg arbejdede med. Det var mest fysisk og under stress.
Nej, jeg har ingen sygdomme, kun gebrækkeligheder, som sætter grænser.
Jeg tror ikke, det bliver 37 timer.
Arbejdsprøvninger må vel være orienterende?

[LUM]

For at man kan tilkendes fleks skal ALLE skavanker man har behandles, ALLE behandlingsmuligheder skal være udtømt OG lægerne skal være enige om at din funktionsevne er VARIGT nedsat.

Oven i skal din arbejdsevne (som altså ikke er det samme som funktionsevne) bevises nedsat, dvs arbejdsprøvning.

Du (man) er nød til at starte med det lægelige, få fundet ud af hvad man fejler og gå i behandling for alle enkelt dele.

Dvs nu du mener du lider at PTSD, skal du til en psykiater som kan stille den diagnose (og undersøge dig for andre problematikker så som OCD) og efter diagnosen skal du gennemgå en hver tænkelig behandling der er inden for de diagnoser du så har/får.

Samme gennemgang gælder også med dine fysiske lidelser, og døjer du i den sammenhæng med smerter vil et smertecenter være en super ting at bede om en henvisning til for gør du det ikke selv vil kommunen sten sikkert sige at du skal i den type behandling også.
De fjerner som sådan ikke dine smerter med regulere medicin så den stemmer bedre til dig som person og lærer dig nogle teknikker til at takle dine smerter, så de virker knap så indvaliderende.

Uden at din læge går ind og direkte siger at du er mere syg end som så, skal du ike forvente at der sker noget som helst fra kommunens side, det er nemlig langt det billigste for dem at side med hænderne i skødet.

[mukke]

Ok. Sådan er det ikke.
Jeg har haft en halv times speciallægesamtale med psykiater, men ikke undersøgelse som sådan. Ham, jeg kommer hos nu, vil ikke snakke, eller undersøge for de her ting. Det er bare fastslået, at jeg skulle have en personlighedsforstyrrelse, - hmm.
Prognose dårlig, står der. Varig, men let nedsat arbejdsevne.

Flere psykologer har sagt, at jeg har PTSD, men nok mest på grund af min opvækst. Jeg havde det helt klassisk i en del år efter en dramatisk operationsoplevelse.
OCD-reaktioner forårsager ofte, at jeg kommer for sent (tjekke-kontrollere-ritualer). Det står der ikke noget om.

Min opererede skulder bliver aldrig helt ok, siger kirurgen, og kommunen har fået hans redegørelse. "De ved godt, at den ikke bliver ok", siger han.
Min helt lige nakke med et par led, der sidder ok, men lidt sjovt, er ikke behandlet. Den giver smerter ved megen sidning, så det skal den.
Mit bækkenvrid, "medfødt", som er omtalt af reumatolog, og benægtet af en skulder-læge!! skal behandles med mellemrum, som f.eks. nu.
Fotografierne af slidgigt i knæene bliver ikke accepteret.
Nedsat arbejdevne, men det menes, at en god gang træning kan holde problemerne i skak, - og dermed tæller det ikke.
(Ups, hvordan får en kontanthjælpsmodtager råd til det?)
Nej, der er ingen diagnose, bare en samling gebrækkeligheder.

[LUM]

Den psyk du er ved står det dig frit for at bytte ud med en anden, du går bare til egen læge og beder om en henvisning.

Det gælder faktisk også de andre ting du døjer med, og er det nødvendigt kan du jo forklare din læge at så længe du ikke er afklaret ordentligt lægeligt vil du slukke leve af en KHJ resten af dine dage (det ved lægen udmærket godt)

[mukke]

Jo, men jeg er blevet afklaret på Arresødal Privathospital, kort før lukningen, af den sødeste, mest grundige reumatolog.
Før dette havde jeg set en reumatolog på Frederiksberg. Han bad mig først tage gamle røntgenbilleder med, skimmede hurtigt min sag og afgjorde, uden så meget som at røre mig, at der ikke var "en skid" ivejen. Nå, fred med ham.
Det er behandlingerne, det skorter på. Det må jeg gøre noget ved.
Efter skulderoperationenen fik jeg genoptræning hos kommunens fysser, -foranstaltet af Bispebjerg Hospital.
Nu vil jeg vil bede om en ny henvisning ang. bækken, samt nakkebehandling hos lægen på mandag.
Er det godt nok?

[LUM]

Og ny psyk... det er ALLE områder der skal afdækkes ordentligt

Når du har henvisningen gør du klogt i at kontakte din SB´er (pr brev eller mail) og fortælle din læge har henvist dig til det og det.
Når du så kontaktes af div læger/sygehuse og har en tid, skriver du igen til SB og oplyser at du har tid der og der den og den dag hos læge det og det.

Når lægen så inden sætter dig i behandling afslutter dig, eller uddeler diagnose skriver du igen (igen) til SB med de oplysninger og opfordre SB til at indhente status hos pågældende læge. (nægter SB at indhente status så hiv den her ind det prob tager vi HVIS det opstår)

Er der tale om at lægen siger at der ikke kan gøres mere, oplyser du SB om det, og opfordre til at den del inden vendes med kommunens lægekonsulent, eller at kommunen henviser dig til en speciallægeerklæring (dvs en uvildig læge der vender din situation med dig og vurdere om alle behandlingsmuligheder er udtømte fremtids prognose ol det plejer at tage omkring 1-1½ time, nogle lidt mere andre lidt mindre) så den del af din sag kan endeligt lukkes lægeligt.
Dog er det muligt at lægekonsulenten eller speciallægen IKKE er enig med den læge der har sagt til dig at behandlingsmulighederne er udtømte (at der ikke er mere at gøre) men er de ikke enige skal de oplyse om hvilken behandling de mener mangler (og så er det igen en tur til egen læge og bede om henvisning til det lægekonsulenten og/eller speciallægen fra speciallægeundersøgelsen mener du mangler)

Det er en laaaaang sej proces især for de som døjer med flere ting og aller værst er det når man har både fysisk og psykisk.

Et eller andet sted er det lidt gak, for antaget at man fysisk har fået "lukket" den lægeligt og i forhold til arbejdsevnen, er det sådan set spild af tid at gå grundigt til værks med fx en mild OCD... tosset at sige at OCD´en også skal være 100% afdækket og top behandlet, før borgeren kan få lov at havne på en hylde, for hvis fysikken er helt "lukket" så vil behandling af OCD´en jo altså ikke forbedre fysikken, og kan på ingen måde bidrage til yderlig arbejdsevne, men sådan er systemt nu en gang.

Overført til dansk siger systemet sådan set at hvis man har noget psykisk så er man gak i låget og det fysiske må være noget man bilder sig ind, så har man bække dele vil systemet være sten sikker på at man så virkelig også ER syg og ikke bare går og bilder sig selv noget ind.

Altså gak i låget er man vel altid *gg* hvilket jeg siger med et selvfed grin på læben for jeg er ADHD´er og ligger absolut ikke skjul på at jeg ER skør i bolden, men jeg tager det så (oftest) med en god gang humor og uden den negative klang