Bange for fremtiden..

[Cat 72]

Hej

Jeg har ikke været på længe - bare nydt jeres indlæg i ny og næ. Jeg har et fleks job drømmejobbet.. Blev fast ansat i finanskrisen, så det var en sejr. Jeg har kæmpet og kæmpet for at det fleks job skulle lykkedes. Nåede mine mål - men men jeg er virkelig på vej mod afgrunden. Jeg er bange for fremtiden - for smerterne jeg har hver eneste bliver værre og værre. Godt nok mange dårlige dage. Jeg har ingen depression, det har jeg fået tjekket - for kan da slet ikke finde glæden og lyset for enden. Jeg har et dejligt arbejde - kun 15 timer om ugen. Det jo skønt, så det burde man da nemt kunne passe. Men jeg hænger godt nok i bremsen - og kan bare slet intet mere. Er slet ikke mobil, kommer ingensteder som jeg plejer. Jeg vidste godt at jeg med et fleks job at det ville sige = BEGRÆSNINGER. Men det er ligesom nu 10 mens jeg har været rigtig ansat i fleks, at kort huset bare falder sammen igen.. BANG så er jeg nede igen. Jeg kæmpede inden med en masse uafklaret praktik om jeg nu blev ansat el ikke. Men nu har jeg så roen - men smerterne tar mere og mere til. Jeg er slet ikke mig selv længere. En dårlig alene mor, som altid har tjek på alt. Men nu går alt galt for mig herhjemme. Imens jeg er på job, bruger jeg al min energi og kræfter på at være en god medarbejder og kollega.
Så hvornår skal jeg gi op? Og blir helt ked af det når jeg tænker: Jamen tænk sig engang, jeg er måske for syg til fleks. Det kan jo ikke passe at rygsmerter skal styre en liv total ud på et sidespor. Måske mister jeg også min kæreste.. Ja der er så forfærdelig at være i.. Tænker bare om der er andre der har haft det som mig. Ved bare slet ikke snart hvordan jeg håndtere mine smerter.. Det er ikke et liv. Men mine glade børn kæreste og familie og venner kollegaer at det er kampen værd. Og herregud solen skinner jo igen morgen. Håber I har lignede oplevelser. Hvordan finder I overskud??

Knus Cat

Cat 72 har også oplevet den tur , og fandt ikke fred før end jeg mistede mit arbejde og endelig fik taget mig sammen til at gå til lægen og blive undersøgt i hovede og r** ..

På trods af at jeg havde det som du beskriver havde jeg ikke en eneste sygedag for jeg skulle vel nok kunne klare sådan en smule arbejde...

Og så bankede jeg ellers mig selv i hovedet med min dårlige samvittighed resten af tiden, og til sidst blev det bare for meget og sluttede med et brag på arbejdet (til sidst skulle der meget lidt til og da min arbejdsgiver uretfærdigt overfaldt en kollega til mig fik jeg nok og talte med meget store ord til hende ) og resten er en meget lang historie ..

Men jobbet stoppede og jeg gik hjemme et par måneder og prøvede at komme til mig selv uden held og til sidst var der kun et lægebesøg tilbage og her fik min læge mig til at indse at det vigtigste var mig selv mine unger min familie og kæreste og så måtte jobbet komme i anden række (og så fandt man også ud af der var kommet flere sygdomme til ) så måske det nu er på tide at komme op og få en god snak med din læge om hvad der evt kunne gøres om der er kommet andet sygdom til og i sidste ende må du jo nok indstille dig på at sygemelde dig ...

Men i første omgang så gå til lægen kan jo være der er andet medicin der kan hjælpe dig , eller at du måske en periode skulle søge om at komme lidt ned i tid og evt have en ugentlig fridag der er flere muligheder men hvad der er rigtigt for mig behøver jo ikke at være det for dig ...

Men se om ikke du kan lægge de negative tanker om dig selv på hylden , du er ikke et dårligt menneske men har bare nogen begrænsninger som du måske skal lære at leve med .. prøv evt at snakke med din læge om et patientkursus hvor der er gode lære og elver der kan hjælpe dig med at lære at leve med at være kronisk syg ...

at man bliver visiteret til fleks er ikke ensbetydeene med at man lige pludselig kan det hele .. det kan jo være en fejl visitering ..

Men først og fremmes , acceptere at du har de begrænsninger du har og så prøv om du kan forlige dig med at din familie og venner og kæreste er det vigtigste , det er samfundet der har givet os den ide at kan vi ikke arbejde så er vi ikke noget værd som mennesker ..

men jo det er vi spørg selv dine unger din kæreste og din familie .. det er dem der skal have størst glæde af dig ... og det er dem du skal have glæde af når man har det som du , så må og skal man lære at prioritere sig selv først ...

Håber du kommer ud på den anden side , det kan godt lade sig gøre

[Enteneller]

Hej Cat72,

Jeg følger dig fuldstændigt i dit indlæg, jeg har selv været i tilsvarende situation og siger du ikke stop nu så kan du risikere at ende med en depression.

Jeg gik også selv efter drømme fleksjobbet, dog max på 12,5 timer. Jeg var igennem 2 arbejdsprøvninger, den første var på 6-8 timer pr. uge og jeg pløjede mig igennem. Var blevet skilt og have "heldigvis" kun mine børn på 10 og 12 år hveranden uge. Jeg fortsatte i en arbejdsprøvning mere og i den sidste måned af denne nåede jeg de famøse 12,5 timer og jeg var lige til smerte laboratoriet der.

Desværre var der ikke noget job til mig og havde jeg set det realistiske i det ville jeg aldrig have kunne opret holde en arbejdsuge på 12 -15 timer i mere end en måned eller to. Efter den sidste arbejdsprøvning ville kommunen så have mig ud i en ny hvor jeg lige skulle nå 15 timer og så gerne et sted hvor jeg kunne ansættes. Men jeg røg fuldstændigt ned med nakken, fik voldsomme tvangstanker, måtte overdrage begge mine børn til deres far fuldtid og blev indlagt på psykiatrisk skade stue.

Jeg havde presset mig selv for hårdt, grænsen var nået og min krop sagde totalt fra. I dag bor mine børn stadig hos deres far, men jeg ser dem fast og vi har et godt forhold til hinanden. Dog har jeg meget svært ved at tackle min angst og stress, jeg holder meget af at være alene og få ro, så derfor kan jeg ikke have børnene i mere end en time ad gangen, det er for meget "ansvar" for mig.

Jeg søger nu ftp. men jeg fortryder at jeg ikke stoppede allerede efter den første arbejdsprøvning. Jeg har siden 2006 været smerte patient og det er psykisk relateret, nu må jeg lære at lytte til min krop på ny idet jeg igen igen har kørt den over som en anden stribe på vejen.

Jeg kan kun advare om at blive ved, ved og ved. Pludselig siger din krop bare fra, det kan være i form at depression, hjerneblødning eller andre grove overgreb på dig.

Måske skulle du tage en snak med din sagsbehandler om at du har det rigtigt dårligt for tiden og så høre om hvad der kan gøres. Måske skal du søge om ftp. med skånejob, hvor du er nu, eller få lavet lidt om på dine nuværende arbejdstider og skåne hensyn.

Held og lykke, jeg håber det bedste for dig.

[Ida]

Ved du om der kan gøres noget for at begrænse dine smerter? Nogengange kan det være svært at finde den rigtige ekspert/behandling. Jeg har selv hørt flere gange at "det må du lære at leve med" men senere fundet ud af at der faktisk Var noget at gøre - ikke mirakel helbredelse men reduktion af smerter der gør dagligdagen bedre. Håber du kan finde noget der virker/lindrer.