Kender I det når man er "syg".

[bmdc]

Vi syge har erfaret og kan sige at befolkningen ikke er så oplyste, som de troede de var Hvis de var det, kunne de ikke komme med sådanne udtalelser som de gør.

Jeg bliver noget så ked af det, når jeg læser hvad vi syge bliver udsat for at verbale udtalelser som endda kan værer fra nogle af de nærmeste

I får lige et stort med håbet om at I kan bruge det.

bmdc

[nille60]

kender det også selv alt for godt, vil så gerne i flexjob så man bare kommer lidt ud et par timer om dagen blandt andre mennesker isteden for at gå herhjemme, folk spørger også hvorfor man ikke bare finder sig et job, du kan da sagtens klare at arbejde 37 timer, du er da ikke syg, det er noget pjat, det skal bare arbejdes væk osv osv osv også når man prøver at fortælle folk hvorfor man går hjemme og venter på flex, gider de ikke at høre på en.
Der er dage hvor jeg bare er så træt og uden energi både fysisk og psykisk at man ikke orker noget som helst men åbenbart svært for nogle folk at forstå at man ikke er samfundnasser som de kalder det, når man går hjemme på en kontanthjælp desværre

[hla72]

Åh ja... kunne skrive en hel roman om det jeg nogle gange får stukket i hovedet. Jeg ved godt at folk mange gange siger ting og spørger en af god mening, men ofte bliver jeg faktisk meget ked af det, fordi jeg simpelthen ikke føler de forstår og fordi jeg føler, de går langt over mine grænser.

Jeg har fx meget meget svært ved at forklare folk hvad der sker og ikke sker i min sag. Føler mig så dum og at der ikke bliver troet på mig når jeg fortæller om det at være i "systemet". Så sent som i dag blev jeg mega ked af det, fordi jeg følte en af mine bekendte beskyldte mig for at give systemet for meget magt over mit liv. Og jeg forsøge helt desperat at forklare, at det er ikke noget jeg har givet systemet frivilligt... de har sgu selv taget magten over mit liv. Sådan er det altså at være syg i dagens Danmark. Det er ene og alene systemet der bestemmer over dig. Man bestemmer jo ikke selv om man vil i fleksjob, have pension eller revalideres. Mange tror virkelig, at det at være sygemeldt og få hjælp af kommunen er en stor ønskebod... ak ja... de bliver klogere hvis de selv ender der!

Det er så stort et problem for mig efterhånden at forklare og få folk til at forstå, for det tricker min angst. Det er nået dertil, at jeg overhovedet ikke fortæller hvad jeg selv ønsker alt det her skal ende med. Det er kun et par enkelte der ved det. Jeg tør simpelthen ikke sige det af frygt for, at jeg bliver stemplet og skal forklare endnu mere. Og kommunen og min fagforening ved det absolut ikke, for jeg er jo gang på gang blevet skudt i hovedet, at jeg jo ikke virker syg. Det får mig til at føle, at der ikke bliver troet på mig.

Har en veninde - vi har kendt hinanden i snart et år - og der føler jeg mig nogle gange fuldstændig mindre værd. Selvom hun også er syg - hun fejler så noget andet end mig, hendes er mest fysiske problemer - så kan hun slet slet ikke forstå, at jeg ikke tackler min sygdom og mine skavanker på samme måde som hende. For når det virker for hende at gøre sådan, så mener hun også det vil virke for mig. Og jeg HAR forklaret 117 gange, at sådan er det ikke. Der føler jeg slet ikke jeg får noget respekt. Så langt de fleste gange når vi er sammen, så er det på hendes præmisser og jeg kører mig hårdere end godt er. Så selv hos andre syge møder man ikke altid forståelse, især ikke hvis de selv mener de tackler deres sygdom virkelig godt og mener, at så skal alle andre kunne tackle deres (Har også en syg lillebror og der må jeg dælme godt nok også høre på meget crap fra tid til anden om hvor ringe jeg tackler tingene, for han har det jo såååå meget værre med familie, arbejde osv.)

Men ja... jeg har også hørt alt efterhånden fra både den nære omgangskreds og den mere perifere... om jeg dog ikke keder mig. Om jeg ikke snart skal ud og arbejde. Om jeg dog ikke burde tænke i andre baner. Om jeg da ikke tror jeg kan arbejde 37 timer om ugen hvis bare jeg finder det rigtige arbejde... osv osv.

Men de værste, som jeg faktisk har fået af flere efterhånden er kritik af min behandling og kritik af at jeg ikke rykker mig overhovedet. At jeg dyrker min sygdom og mine diagnoser. At jeg vil være syg. At det er for dårligt at 2½ år ved den samme psykolog ikke har givet flere resultater osv. Om jeg dog ikke burde skifte behandlingsform... og jeg kunne blive ved.

Jo tak, det er ikke småting jeg har fået serveret af folk

[buster]

åh jo, man bliver ofte mødt af "dumme" mennesker som ikke ved bedre! -det eneste jeg kan gøre for min sjælefreds skyld, er at tilgive dem for de ved ikke bedre

Herhjemme tog det ca et par år, blandt vores familie, før det fattede/accepterede at vi kan ikke liige -nu vi alligevel går hjemme - og at ting tar tid!

Havde vi liiige kunnet alle de ting, ja så sad vi sg da ikke herhjemme så var vi da på arbejdsmarkedet endnu

Kan vi blot overkomme vores eget, ja så skal vi være glade til men som andre sir: vi kan bytte, du får mit liv(incl skavanker) og så får jeg dit. Når det så går rigtig højt ja, så kommer jeg m hele arsenalet af med og sir at det sæføli hører med for ellers kan de jo ikke fungere!

Har endnu ikke mødt nogen der vil bytte -øv

Det er vist typisk menneskeligt at vi er sådan og tror gerne at det er endnu sværre for de mennesker der lider af de såkaldte usynlige sygdomme.
Oplever selv at folk kommentere det når jeg har mine gode dage og færdes i byen uden krykstokke tjaa.... så er det nærmest underforstået at nå, nu er hun nok blevet rask!!(samfundsnasser!)

Øhh, så er det lige at de netop IKKE ser mig de andre dage/tider på døgnet hvor kadaveret ikke lige vil som jeg vil -hvorfor mon

Men fortæl folk om ikke de har haft tandpine, hovedpine etc og så forklar dem at den smerte har man KONSTANT, krykstokke mm eller ej -så er det som om jeg nogen gange kan se et forklarelsens lys

-og det er jo så kun det fysiske i det, som sagt, det er nok endnu sværere når det er det psykiske, suk.

Tror det er rigtig svært for de mennesker som er os nærmest at forstå at det menneske vi engang var, ja, det er ikke det samme mere. Det er altid sværre at miste noget man har haft end noget man er født med -tror jeg

[popiae]

Jo, alt sammen kan jeg nikke genkendene til.

Det værste er, at man skal tage sig i, at være bange for, at gå ud, fordi det ofte misforstås med, at så fejler man nok ikke noget. de ser selvfølgelig ikke alt den hviletid, man har, eller medicin man indtager, eller at man må tilpasse aktiviteter ud fra aktuel tilstand.

VH popiae

Jeg oplever ikke meget af det heldigvis ...

Tror mest at det var da jeg blev visiteret til fleks jeg havde problemet ..

Hovede diagnose jeg er visiteret på er stress og udbrændthed ...

Nå folk så hørte det så var de et stort spørgsmålstegn og gloede på mig og sagde kan man få fleks for det ? jamen så vil jeg også have fleks jeg er også stresset ...

Øøhhh jamen så skynd du dig at søg held og lykke ...

Jeg har så allergi over for skimmelsvamp og borrelia også spørg lige om jeg hurtigt lærte at bruge de diagnoser i stedet for , for så var jeg ikke lige pludselig lige som de andre med lidt stress .. næææ jeg var lige som Mimmi Jacobsen .. og guuuud det er forfærdeligt som de der små dyr kan ødelægge ens liv hvordan opdagede du det osv ..
Og ikke mindst hvorfor er du ikke skæv i hovedet he he sorry jeg er ikke mimmi .. andre symptomer ..

Jeg har ikke haft den sagsbehandler eller jobkonsulent der ikke har studsede over at jeg kunne få fleks pga stress for de glemmer da også deres nøgler og de er da også stressede ...

Så kald mig bare konflikt sky jeg er selktiv jeg tager den diagnose der passer bedst ind i situationen .. og bliver folk for nærgående så beder jeg dem om at blande sig uden om ....

Når det er helt nye mennesker der mener at de har krav på at kende mit liv og sygehistorie fordi jeg tillader mig at være flekser , og humøret ellers er til det så siger jeg bare kort og godt at jeg er tosset det er noget i hjernen så holde de mund he he ...

Jeg har faktisk en scanning af min hjerne så jeg ved at den er der, men det går nogen dage ikke så godt med at bruge den... og det kan folk slet ikke forstå .. du ser da så normal ud , du snakker normalt du er velformuleret eller som en af mine veninder sagde .. jeg fatter det ikke du er sq da så klog ha ha ha... (hun er blevet narret )

Jeg ville ønske at alle have psykisk overskud til at sætte sig ud over hvad andre mente om dem , det er jer der har sygdommene det er jer der skal leve med dem og det er jer der ved hvordan i har det...

og ja det såre men hvad kan man gøre ved det ? ikke meget ...

Jeg kan forstå hvis det er et kæmpe problem hvis det er familie eller nogen man elsker .. men kan de ikke forklares problemet ?

Jeg ved at jeg lige har fået diagnosen fib , den giver jeg heller ikke til folk , min datter kan finde på at brokke sig over at jeg er så træt jeg har aldrig snakket noget særligt med hende om mine sygdomme hun ved at jeg har stress men det er det , så nu har hun fået en pjece fra sygehuset som er lavet til pårørende med fib og det gjorde hende helt ked af det , det syntes jeg var noget af det værste og jeg har brugt meget tid på at fortælle hende at jeg nu ønsker en pension ikke for at lægge mig ned og blive mere syg men for at bruge det overskud på at leve et rimeligt liv med hende...

Så ja der er sgi mange problematikker i det her og så apropos det jeg fortæller heller ikke folk at jeg har fib ..for så ved de jo også med det samme hvem og hvad jeg er

Men en ting jeg ikke kan lade være med at trække på smilebåndet af så er det når jeg i min omgangskreds har venner eller veninder som også bliver syge og som så siger jeg ved ikke om jeg skal vælge pension eller fleks ...

Så kan man ikke andet end sige til dem ... velkommen til system Danmark og ring hvis du har brug for hjælp

[mawebbro]

Oprindeligt indsendt af Hejdien

Så kan man ikke andet end sige til dem ... velkommen til system Danmark og ring hvis du har brug for hjælp

Hæ hæ, ja det er ski skræmmende som mange mennesker tror at vide at man som syg bare tager fra "frit-valgs-hylden"!! -som om man har skudt papegøjen i Tivoli

Jeg synes det værste er når min svigerfamilie kigger på mig... siger ikke noget - kigger bare..

Min svigerfar siger han har undersøgt ALT og at man altså bliver rask på sigt når man har piskesmæld - men kun sagt det til min mand.
Men svigerfam. har travlt med om jeg har fået erstatning og hvor meget jeg har fået og hvordan vi bruger pengene og og og.. HVAD rager det dem?
Iflg. dem bliver jeg jo rask, så jeg burde jo ikke få noget erstatning vel?!

Min mand har fortalt dem at jeg har fået erstatning. At det er mine penge og at han ikke blander sig i hvad jeg bruger dem til, hvis jeg bruger dem.

Sviger skulle bare vide at de penge der er kommet ind på kontoen er brugt før de kom og kun lige dækkede de minusser der var... men det kommer ikke dem ved!!

Men sygdom/skader som man er blevet pådraget af en anden, ja det giver vel lidt økonomisk støtte. Men kontra det man har tabt: det gamle normale liv med alt det man kunne, det gode arbejde og muligheden for at skifte job hvis man "havde lyst" og familielivet og alt det andet, det kan IKKE gøres op i penge og det jeg har fået i erstatning, dækker kun det jeg har tabt. Der er ikke kommet guld på bunden, så dem der tror det, ak ak

Og den lille smule der kommer som løbende ydelse pr. mdr. fra forsikringen tjae de er da med til at vi ikke, lige nu, skal sælge og at vi forsat kan få brød på bordet. Men jeg kommer jo aldrig til at kunne øge min indtjening som før - jeg kan ikke dygtiggøre mig og komme til lønsamtale en gang pr. år.
Men det er jo ikke med i beregningen og tro mig, kom der en mirakel kur stod jeg i køen som den første.

Jeg synes det er så trist at nogle mennesker rundt omkring i Danmark, har så lidt empati og så lidt viden og forsøger at lyde så kloge.

Nå jeg kunne blive ved, men jeg slutter her.
til alle

[Cat 72]

Hej Denne tråd har jeg tit selv tænkt - men bare aldrig orket rent ud sagt at få den delt med I andre. Ja det er sgu hårdt at være syg. Og som tiden arbejder for en - og alt falder på plads i ens liv at så burde folk ikke være så skeptiske. Selv ens venner og familie suk suk ja de lærer det aldrig. At der er en grund til vi har fleks pension mm - og at man skal ligge på ens sofa hverdag. og dage hvor man ligger i sengen flere dage ad gangen..

Man fornememmer klart folk de sir jamen så må du sgu snart tage dig sammen. Som feks når ens børn fylder år og man skal ha malet deres værelse. Ja man trækker det og gør det dagen før - knokler hele natten. Så der fødselsdag lørdag hvor man knap kan være tilstede - tar ekstra medicin. For man skal klare sig igennem den store. Man når ikke bage selv som man plejer - køber det hele ved bageren i dyre domme.

Ens familie venner jamen hvorfor ringede du ikke og sagde vi sku hjælpe. Jamen har i ikke også prøvet det når man så endelig ringer jamen så har folk travlt men de da vil komme forbi. Jeg har tit fået hjælp - ingen kritik har et fantastisk netværk familie. Men har også ventet forgæves så vil gerne klare det hele selv. Det kan jeg så slet ikke magte mere..

Og hvad med kærligheden. Jeg har en fantastisk kæreste på 4 år, som med tiden ikke rigtig respektere mere at jeg er syg. Eller er jeg bare blevet mere syg med tiden.. Tænker også at jeg måske er en dårlig kæreste - iforhold til det vi var for hinanden i starten. Vi bor ikke sammen, men er da sammen en hel del. Synes slet ikke jeg bliver bakket nok op, støttet ,elsket nok på de dage hvor jeg virkelig ryger ned. Jeg kan slet ikke kravle op over - ingen protest tavshed på de dårlige dage.

Og dine og mine børn gør det ikke bedre. Vores værdier er pludselig langt fra hinanden. Hvordan skal kærligheden ikke gå. Jeg synes det mest fantastiske er når man er helt nede og smerterne holder en nede. At man så putter i ens kæreste arme - for han nuser en i håret og sir skat dt skal nok gå - og du får det snart bedre. Kræver vi for meget når vi er syge. Min kæreste sir tit at jeg råber. Det er måske blevet værre - at min lunte er kort..

Jeg orker bare ikke længere kæmpe de kampe om hvad jeg skal og om hvor lidt jeg så har lavet og om jeg ikke bare indmellem kan tage mig sammen.. Nej det kan jeg ikke.. Der er en grund til at jeg har fleks - har brug for roen for smerterne og mine anfald gør mig mere og mere skrøbelig. Hvor jeg tit tænker lad mig være alene, forr måske er jeg for besvælig at leve sammen med... Ville bare lige om hvordan I føler det.. Jan det ikke nemt.

Men jeg gider ikke tænke over hvad folk synes jeg burde gøre.. Og som flere skriv vær så velkommen gå igang med at søge fleks. Velkommen til et velfærdssamfund og min bare røv - som gør os endnu mere syge.. En masse strø tanker - som kom sig til udtryk. Knus Cat

[Enteneller]

Hejsa,

Det var nok meget godt at jeg startede denne tråd, det sker for mig når jeg har overskud og er impulsiv, at jeg gør noget spontant. Ofte har jeg end ikke overskud til at skrive på K10, eller læse de tæt skrevne indlæg på K10 (husk linje afstand som Hejdien tidligere har nævnt ). Dog er det bare et dejligt sted, at surfe og læse lidt medens man sidder og plejer sit smerte niveau i ro og mag.

Jeg er også endt ud med at blive erklæret "Type A stresser" som svenskerne kalder det. Både min psykolog, psykiater og andre har været inde på alt muligt andet, men det ender på stress og udbrændthed og jeg søger ftp. (som dig Hejdien, lidt med samme diagnose måske).

Kan I se folks ansigter hvis jeg siger at jeg søger ftp. pga stress og udbrændthed, jeg er kun 41 år ??. Så hellere noget med generaliseret angst, personligheds forstyrrelser, udbrændthed og ADHD-træk......

Type A stresseren eller belastnings stress vil jeg simpelthen holde for mig selv. Det var noget min psykiater kom frem til i mandags (og min psykolog i fredags) da han skulle lave en status rapport til kommunen på min sag. De vil vide hvad der "gik galt" i 2006 hvor jeg røg ned med flaget. Vi fandt frem til at jeg allerede i en alder af 23 år startede med at køre mig selv ned, og da mine børn kom til for 13 år siden, kom det endnu mere "belastning" til. Min krop reagerede så med kroniske blærebetændelser og i 2004 kom kronisk smerter, træthed oveni. Jeg fortsatte dog med at arbejde endnu 2 år inden jeg "knækkede".

Jeg koncentrere mig nu om at komme ovenpå og blot kunne klare mine børn, det er mit mål, at jeg kan være sammen med dem mere end et par timer uden at føle mig belastet. Min krop er i konstant stress tilstand, men min psyke er heldigvis /til tider uheldigvis ret spontan og energisk. Dette samspil arbejder jeg hårdt op at få koordineret for selv efter blot den mindste aktivitet - hænge tøj op, eller skrive denne mail så er jeg smadret.

Nu håber jeg, at min ftp sag går igennem, jeg nægter flere arbejdsprøvninger for det tåler jeg ikke, jeg vil kæmpe for mine børn, de ved jeg også har stress og det tager de ok, det lever jeg med og det er hovedsagen.

Godt vi har K10 til at finde støtte og forståelse, her kan vi få talt om de ting vi ikke kan tale med mange af vores venner og familie om og sådan må det jo bare være.

Kh. EE

[sparkongefre]

jeg har først set indslaget nu, men kommer lige med en historie fra min hverdag.

jeg bor i et lille lokalsamfund,med mange sommerhusgæster.
jeg går i brugsen og handler, men ser at de ikke har nogen kartofler hjemme, går hen til kassen og spørger om der er nogen på lager, får af vide at der først kommer hjem dagen efter, stiller mig i kø og står der i ca.10 min. er på vej ud af forretningen da der bliver kaldt på mig at der alligevel var kartofler, så jeg går hen og vejer den mængde af som jeg skulle ha. igen er der mega lang kø ved kassen, men jeg ser at der er ledigt ved bagerafdelingen. så jeg går derhen. straks kommer der en af de lokale og spørger hvorfor jeg køber kartofler der. for jeg har jo ikke andet at lave end at stå i kø ligesom andre folk må. da jeg så gik hjem, provokerede hun igen ved at springe ind til siden, " for jeg måtte jo hellere komme først " da eksploderede jeg, og fik vistnok læst hende teksten. eller fik ihvertfald fortalt hvordan tingene hang sammen.