Accept fra omgivelser

[nuller]

Min sygdom har på mange områder ændret mit liv rigtigt meget.
Der er i dag ting som jeg ikke kan mere, da jeg udtrættes hurtigt grundet min hjerneskade og tinnitus.Jeg rammes ofte hårdt at forskellige infektioner.
Det samtidigt med at mit flåtbid går i udbrud mange dage hver måned.

Mine omgivelsers reaktion har været tilbagetrækning.Nogen nægtede faktisk at se mig, da jeg var 24 timers sengeliggende og plejekrævende.
Mange af dem, som udgik mig var de nærmeste veninder,mine forældre osv.
Det var smadderhårdt og nogle af de mennesker i dag, som jeg ikke gider at spilde mine sparsomme kræfter på.
Der er kommet andre veninder, venner til.
Når nogle døre lukkes åbnes andre.
Jeg har valgt ikke at være bitter for jeg gider ikke ødelægge mit liv mere end det er i forvejen af sygdom.

[bmp24]

Hej Nuller

Et kram herfra - dejligt at du har valgt ikke at blive bitter trods svære ods - ha det godt og pøj pøj fremover herfra

[PiaTT]

Hej Nuller.

Jeg kan kun alt for godt sætte mig ind i din situation, da mit sygdomsforløb startede blev jeg også rystet over mange i vores omgangskreds/familie.
Dem jeg altid havde troet ville stå bag mig var væk, eller havde nok i deres eget. Har lagt ugevis på sygehuset (dog 1,5 times kørsel fra eget hjem) og besøg var kun fra egen mand og et par sporadiske familie besøg.

Har været rigtig hård ved mig, for jeg troede virkelig jeg og min lille familie havde større opbakning. Syntes også det har været hårdt mange "glemte" at støtte min mand i de perioder hvor det stod rigtig skidt til, og hvor han faktisk troede jeg ville dø.

Men jeg har også taget det fra den positive side, kigget på hvem der stadig ringer, kommer på besøg og ALTID er klar til at hjælpe eller bare lytte når der er behov for det. Livet byder kontant på udfordringer, nogen falder fra og andre kommer til. Men de få der stadig er tilbage alt til trods - ja det er de virkelige venner. Hellere få men rigtige venner, end mange af de andre

[keld60]

En hjerneskade er nok det sværeste for omgivelserne at forstå.
Selv er mine dage værre end andre, nogle dage kan jeg noget og næste dag kan jeg ikke.
Ved en hjerneskade ændres hele ens personlighed totalt og omgivelserne skal pludselig forholde sig til den nye person man er blevet, måske er det frygten for det ukendte der skræmmer.
Måske du skulle melde nogen af dem ind i hjernesagen, der er netop gratis medlemskab for 2012 for nye medlemmer

[joka]

Oprindeligt indsendt af keld60

En hjerneskade er nok det sværeste for omgivelserne at forstå.
Selv er mine dage værre end andre, nogle dage kan jeg noget og næste dag kan jeg ikke.
Ved en hjerneskade ændres hele ens personlighed totalt og omgivelserne skal pludselig forholde sig til den nye person man er blevet, måske er det frygten for det ukendte der skræmmer.
Måske du skulle melde nogen af dem ind i hjernesagen, der er netop gratis medlemskab for 2012 for nye medlemmer

Sad lige selv og tænkte.

Jeg har KOL, og jeg ved at mange ville sige, hun kunne da også bare have holdt op med at ryge. Nu sidder jeg her, har 15 % lungekapasitet tilbage, og mange ville sige, det er din egen skyld.

Ja, måske. Men nu var det røg jeg blev syg af, hvis jeg ikke havde røget, var det så en anden årsag.

Man sagde også Jeppe drak for meget.

Hvorfor bliver man syg, vi vælger ikke selv. Har en datter der har en sjælden gigtsygdom. Valgte hun selv, næ, det gjorde hun ikke. Dem der er psykiske syge vælger de selv.

Idag, er der nogen der trækkes igennem systemet i mange, mange år. De ryger på kontanthjælp. Kan vi være det bekendt ? Jeg mener det ikke.

Os der er syge skal behandles anstændigt.

Men venner. Ja, i nøden finder man ud af hvem der er ens venner og hvem dere ikke er.

fra Karin

[Tassi]

Det gør ondt at miste verden som man kendte den
Gør ondt at miste sin uskyld i det man troede var ret og vrang i vores verdensbillede
Når man mister sin styrke og sit helbred, er det svært for os at fatte hvad der har ramt os - og endnu sværere for vores omgivelser
Vi bruger energi på at føle sorg - måske endda bebrejde vores omgivelser den manglende støtte som vi jo alle forventer den dag vi falder. Det må være vores "belønning" for at have været gode mennesker

Men der venter ingen "belønning". Vi kastes ind i en barsk virkelighed, hvor vi lærer helt nye definitioner af "venskab", "ret" og "støtte". Hvor vi opdager at den position vi havde tilkæmpet os i livet, for en stor dels vedkommende hænger sammen med de vi kan tilføre - det vi kan give andre. At vi kan gøre os selv uundværlige. Når regnskabet tilter, og vi nu har brug for at blive taget af, ødelægger det dynamikken i mange forhold. Og man opdager at venskaber ikke var hvad man troede
Ikke fordi de andre er dårlige mennesker, men fordi det ikke var "den" slags venskab
Det gør ondt at opdage sandheden. Men måske det kan hjælpe lidt at tænke over, om man ikke selv engang har været den der har "svigtet"?

Når der sker en alvorlig ændring i ens livssituation (som tab af helbred jo er) så skal rigtig mange ting i livet redefineres. Vi skal bearbejde sorg på så mange områder og kæmpe med desillusion. Men her må vi bare finde vores egen styrke så vi kan erkende tabet, finde fred med det, og så prøve at indrette livet efter de nye vilkår - inklusiv den form for venskaber som det nu kan bære