Lidt hjælp til mere forståelse ang, resourceforløb/ førtidspension.

[Komunens Offer]

Hejsa til alle.

Lidt forkortet forhistorie.(jeg skriver på pga. af min ægtefælle.)
Og på forhånd selv om jeg har skrabet indlæget, ja så er det sikkert tung læsning,.

Hun har nu været sygemeldt i knap 10 år., hun blev sygemeldt pga. hjertet og blev opereret.
Startede op på job igen, men måtte ca. 5-6 måneder senere sygemeldes.
Derefter har hun været sygemeldt.
Sendt i jobprøvning, samarbejdspartner kommunen havde dengang.
Begge to ved samme firma, bare forskellige steder.
Blev afbrudt pga. forværring.
Derefter sendt på reva, for afklaring osv.
Kommunen vælger pga. at der var en minimal arbejdsevne. og funktionsevne. at søge hendes pension i 2008/2009.
Denne bliver afvist ved selv samme, pga. at der var ting der ifølge dem ikke var belyst nok.(i afslaget fra kommunen henvises til tre løsningsforeslag)

Kommunen foretager sig intet derefter, i hendes sag ud over at stoppe sygdagpenge sammen med afslaget på den pension de selv har anbefalet.
Det eneste de fortager sig, er indimellem en 3 måneders opfølgning ifølge loven, en gang imellem,(ikke hver 3.måned) og hver gang bliver hun oplyst at man bliver frataget sin kontanthjælp, hvis man ikke deltager i kommunens tilbud. (de kommer bare ikke med nogen)

Men så i 2013 i foråret vælger kommunen igen at søge hendes pension da de ikke har noget som de kan tilbyde hende, og at læge papirene fortæller at der ikke findes behandlings muligheder.
Hun har i mellemtiden været i utallige undersøgelser, som hendes egen læge har sendt hende til i samråd med hende, lægen og jeg., og til sidst falder de over på psykriatrisk, at hun har en sygdom der gør at hun ikke kan få det bedre.
Herefter henviser sygehusets læger 3 stk, at hun skal en tur forbi odense på arbejdsmedicinsk, hvortil de fremkommer till samme konklusion, og hun afsluttes, pga, at de ikke havde resourcerne til at hjælpe hende videre, til en tålelig hverdag.
I samråd med lægen sendes hun endnu engang på sygehusets psykriatriske afdeling, med henblik på at se om de kunne hjæpe hende.
Her går hun i knap 2 år, 2 dage i ugen af ca. 2 timers varighed.
Hun kommer i gruppeterapi, men dette stoppes da hun får det værrer, så kommer hun i terapi med sanse øvelser og kunstterapi, og andre tiltag.
Der bliver forsøgt kognetiv terapi, som de så finder ud af at hun ikke er modtagelig overfor, som odense også kom frem til.
Hendes sygdom (diagnose) er uforenelig med hendes mangeårige personligheds struktur, som ikke er til at ændre.
Derfor er sygehuset nødt til at stoppe behandlingen eller forsøg på denne, da de ikke har mulighed for at lade hende gå der, da de ikke kan tilbyde noget der kan hjælpe, da hun nu fuldstændig er uden behandlingsmuligheder.
Sygehuset vælger så at støtte hende, da kommunen vælger at søge hendes pension for anden gang, i 2013.
De mener så der er en god ide at få en speciallægeerklæring fra en specialist.
Vi vælger så den kommunen så selv bruger som lægekonsulent. og hun bliver via., kommunen henvist til ham, pga. pres fra mig og sygehuset.
Hun kommer til møde hos ham, som normalt tager 2-3 timer.
Han bruger første gang 3½ time, anden gang, 3 timer og sidste gang to timer.
Han kommer frem til samme konklusion og fraråder kommunen at presse hende yderliger.
Sagen kommer for ressource teamet, og de vurderer at min ægtefælle kan få det bedre på sigt, ved at tilbyde hende et resourceforløb. (tilbud og tilbud, hvis hun ikke makker ret, så mister hun sin ydelse.)
Det de mener på sigt er at hun kan få en støtte kontaktperson, så hendes hverdag kan forbedres.
De siger at de godt ved at hun ikke kommer ud på arbejdsmarkedet igen.
Hun får så tildelt et forløb på 5 år, med genvurdering efter 1½ år.

Ved mødet i nævnet deltog min ægtefælle samt en støtte kontakt person fra sygehuset, en teapeut som havde arbejdet med hende i de seneste knap 2 år.
Nævnet tillod ikke støtte kontaktperson at udtale sig, og pressede min ægtefælle mere end godt var.
Sygehuset skulle deltage i et overtagelses møde på sygehuset med den nye sagsbehandler som skulle være den ledende i resource forløbet.

Forløbet skulle i første omgang foregå meget lempeligt med en støttekontaktperson som kommunen fandt, og i samarbejde med sygehuset, trods at nævnet var blevet oplyst utallige gange at forløbet ophørte efter mødet, som man kaldte overdragelses mødet.(mellem gammel og ny sagsbehandler)
Vi indgav til mødet en klage over beslutningen, og havde bedt om aktindsigt, og ligeledes afleverede vi en ansøgning om pension via §17.
Dette i november/december 2013.
I januar 2014 fik vi en dato som angik både klagen over afgørelsen, og i samme omgang tog nævnet lige §17 sagen, som de også afviste.
Vi fik en måned senere et møde med pensionsudvalget, da sagen skal gå den vej igennem, pga. regler.
Til dette møde var der kun 3 personer, i forhold til nævnets 7-8 personer.
Dette var en torsdag eftermiddag, og de prøvede at støtte min ægtefælle, og sagde at de hurtigt skulle sende hende et svar på deres beslutning.(daodt kunne se hun havde det meget skidt)
Der gik så 3 måneder minus 2 dage, før hun fik beslutninger, som var at de mente at nævnets beslutning var den bedste.
Altså en støtte kontaktperson.
God så fint, det satte sagsbehandleren iværk.
vi skulle mødes i kommunens afdeling under en §85 som skulle kunne hjælpe hende.
Men der skulle hun visiteres, og underskrive en erklæring om at hun søgte hjælpen.
Da de ikke kunne tilbyde hende hjælp hvis hun ikke selv ønskede det.

Men nu var sagen og historien jo således at kommunen havde valgt at søge hendes pension 2 gange uden held, og at hun selv havde søgt en gang uden held.
Kommunen er total ansvars fraskrivende.
Men det ende med at visitatoren indkalder sagsbehandleren, da vi mente hun havde misforstået nævnets beslutning om støttekontaktpersonens opgave.
Men da sagsbehandleren kom til mødet, så stillede hun ham spørgsmålet.
Hvis borgeren ikke frivilligt deltager, tager i så hendes ydelse., til dette svarer sagsbehandleren JA. og spørger om der var andet, og vi spørger så endnu engang om formålet, og han oplyser at det har vi da snakket om, og det har han snakket med visitatoren om.
Derefter forlader han mødet.
Vi indvilger så i at der bliver skrevet under ansøgningen fordi vi ikke tør andet, da vi har levet af få penge længe nok.

Vi kommer så til infomøde med visitatoren og støtte kontaktpersonen, der er blevet tildelt.
3 måneder med mulighed for forlængelse i 18 måneder., og møderne foregår i kommunens lokaler, da jeg ikke kan acceptere at jeg skal tage min hund, søn og mig selv en dag i ugen på en time, væk fra min egen bopæl, da reglerne i kommunens pjecer siger at jeg eller andre og slet ikke hunde må opholde sig i hjemmet under møderne.(ej heller tobaksrygning)

Da visitatoren er gået og vi kort får en snak med støttekontaktpersonen, fortæller hun at hun simpelthen ikke forstår meningen, med ordningen, da hun intet kender til min kones sygdom og at hun ikke kan hjælpe hende, da hendes tidligere job var dagplejer.
Min ægtefælle møder op til alle møderne undtagen et da hun havde det meget skidt den dag., og ved det andet sidste møde før evalueringen, var støtte kontaktpersonen på ferie.
Men min ægtefælle blev så fortvivlet en dag, ugen inden det sidste møde med sagsbehandleren, visitatoren og støtte kontaktpersonen, da hun ikke vidste hvad hun skulle stille op, at hun tog en skalpel, og skar sig flere gange i håndledet, og jeg fik hende stoppet, og forbundet hende.
Hun var så flov at hun ikke ville til læge, eller på sygehuset, men jeg blev enig med mig selv at det kunne vi godt undgå lige pt. men at vi måtte snakke med lægen om det.
Min ægtefælle var til afsluttende møde med støtte kontaktpersonen, inden det "store" møde.(status)
De fik en kort snak om hvorfor hun havde gjort det, og på spørgeskemaet kunne min ægtefælle ikke tilføje ret meget, da hun var helt blank på spørgsmålene.
Vi bliver så indkaldt og møder op, og bliver oplyst at de påtænker at stoppe forløbet, da de mener at min ægtefælle ikke er motiveret.
Vi går fra mødet, og INGEN valgte at snakke om epesioden med skalpellen.
Vi får så er brev om at de har stoppet forløbet og at egen sagsbehandlere overtager forløbet herfra.
Jeg vælger så at klage over deres afgørelse, mere pga. at de skrev at min ægtefælle ønskede at forløbet stoppede.
Jeg skrev også i klagen at jeg syntes at det var uhørt at de ikke havde været mere på vagt, eller haft nogle tilbud til hende, da tilbudet netop lå i social psykratien´s regí.
De valgte så at ændre teksten pga. klagen, men afsluttede forløbet alligevel.

Sagsbehandleren valgte så at give vores telefonnummer i december 2014 til en ny støttekontaktperson ca. 100km. væk, på trods at en klar aftale mellem sagsbehandleren, resourceteamet og os, at al kontakt skulle foregå igennem sagsbehandleren, og at møder skulle foregå på kommunen og ikke i hjemmet.
Tingene blev sat i bero, julen over, og i januar i år, begynder sagsbehandleren så igen med den nye støtte kontaktperson, min ægtefælle er på nuværende blevet meget mere tavs og indelukket.
Så derfor indvilger jeg i en samtale med sagabehandleren, på kommunens grund, min ægtefælle er også med og deltager.
Vi bliver oplyst at nu sætter han den nye støtte kontaktperson i bero, da resource forløbert skal genvurderes i foråret.
Dertil skal indhentet en ny Læ265 til vurderingen.
Der er bare det problem at egen læge lige er afgået ved døden, og en ny skal vælges.
Vi vælger så en i vores nærhed, (den nærmeste) og han laver erklæringen til genvurderingen.
Og her kommer det så.

Sagsbehandleren skriver ikke om nogen udviklingsmuligheder, og at min ægtefælle har fået det værrer. og igen kommer der i erklæringen ind at min ægtefælle ikke har været motiveret.
Ligesom referat af de tre måneders støttekontakt persons ordning.

Dertil den nye læges erklæring via. tidligere papirer kommer han frem til samme konklusioner og skriver ydermere til sidst i erklæringen at hvis man presser min ægtefælle yderligere vil det være direkte skadeligt for hende.

Vi møder op til genvurderingsmødet og det ender samme sted, de tager endnu engang ikke notist af lægens anbefalinger og advarsler, men ligger mest vægt på de tre måneder med støttekontaktpersonen, i løber at de ca. 1½ der er gået siden resourceforløbet startede.
Der er ingen der lytter til min ægtefælle til mødet og de har tusind af tilbud, ligesom de havde 1½ år tidligere, og mener nu at nu skal hun i praktik, via den nye støtte kontaktperson som har en butik i århus, for frivillige.
Jeg kan ikke se hvordan min ægtefælle skal kunne honnorer dette, som jo er ca. 100 km. væk.
Men vi ved heller intet om denne person, eller hvad formålet er, da sagsbehandleren intet har fortalt trods flere forespørgsler.
Mødelederen oplyser enda at mange læger mener noget andet, end de læger min ægtefælle har været i kontakt med på de knap 10 år, under kommunens tugthuskanditatur.
Da jeg direkte spørger højlydt hvem disse læger nu lige pludselig er, og hvornår der kommer nyt info ang, sygdommen, så siger sagsbehandleren at han jo har denne fremragende støtte kontaktperson, og mødeleder oplyser mig om, at man da bare kan søge om sygdommen på sundhed.dk., og dette har jeg da også gjort med der er intet nyt under solen.
Ydermere siger møde lederen til min ægtefælle at et resourceforløb jo er et tilbud, som hun jo bare kan takke nej til, men at det jo så vil gå ud over hendes ydelse.
Jeg har derefter klaget, og nu er klagen i ankenævnet, som nu lige har en behandlingstid på 7 måneder.
Der er således nu gået knap et 5 måneder siden mødet og afgørelsen, og vi har intet hørt fra sagsbehandleren.
Vi ved virkeligt ikke hvad man skal stille op.
Ansøgningen til §17 er noget vi søgte efter rådgivning fra DUKH, og de sagde at man faktisk bare skulle læne sig tilbage.
Men jeg er sgu noget bekymret for min ægtefælle, hun lider lige pt. at alt forhøjet blodtryk, som lægen prøver at behandle så hun kan få det lidt bedre, men han har også frataget hende de smertestillende hun har fået i mange år, pga. diskus, da de kan have indvirkning på blodtrykket, men samtidig giver hendes prykiske sygdom samme symptomer som forhøjet blodtryk.
Forhøjet blodtryk, = farligt i tilfældet som det er nu, og i godt et år.
Det er med ængtelse og uro, jeg tjekker for post fra kommunen hver eneste hverdag, og hvad sagsbehandleren nu har tænkt sig.

Så er det jeg læste om noget klinisk undersøgelse i nogle tråde, men er meget i tvivl, er det noget godt at kræve, eler skal man lade det ligge, eller har vi andre muligheder, for at fremskynde en evt. førtidspension, da alt andet nok er at opfatte som egentligt utopi, eller skal man overveje at hun skal søge asyl i et andet land end Danmark.
Kan oplyse at min ægtefælle er 45 år. og tidliger har haft en adbrjdsidentitet der lå på 80-9+ timer ugentligt.

Håber der er en der kan svare lidt på eller komme med gode råd.